Forfatter: birgittebech

Hvis medfølelse med den mishandlede krop kunne hele den…, hvis en borende anger over svigt kunne betyde en ny chance…, hvis en afsindig længsel kunne kalde ham tilbage…, men nej, han var død, død og begravet! Hans venner havde skjult sig i rådvildhed og angst for samme grumme skæbne; der var ikke noget at sige eller gøre, tilhængerskaren var opløst, sagen var tabt, verden blevet tom og stum. Tilbage var kun at liste ud til den famøse grav, hvor håbet lå begravet. I det ærinde gik kvinderne søndag morgen hjemmefra; de kunne alligevel ikke sove. – Herefter forandredes alt! En lysende engel talte til kvinderne ved den væltede gravsten: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået”… Kvinderne ”skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.” Hvad menneskers medfølelse, anger og længsel ikke kan udvirke, magter livets stærke Gud: at kalde Kristus til live og genskabe menneskers håb. Jeg ved ikke, om kirkens blotte eksistens kan godtages som bevis for Kristi opstandelse, men verden blev vidne til et mirakuløst stemningsskift fra handlingslammelse og trøstesløshed til mod, ja fra dødsangst til dødsforagt. Nu var der nyt at fortælle, og fortælles skulle det! En tom grav alene kan næppe skabe opstandelsestro, et ligs forsvinden kan forklares. Troen opstod af det uforklarlige, af menneskers rystende erfaring af alligevel at møde den korsfæstede som deres levende Herre, modtage hans tilgivelse og fred og blive fyldt af glæde. Påskeberetningerne stritter i så forskellige retninger, at en rekonstruktion er umulig, men i kirkerne samles vi stadig for at fortælle dem og synge glade sange herom.

Det valgte billede er malet af Mogens Hoff i 2007 som et triptykon til Grurup Kirke på Thy. Kunstmaleren Mogens Hoff blev født i 1934 og døde året efter at have malet påskebilledet. Med en skitseagtig let streg har han malet adskillige bibelske scener og bidraget til udsmykning af mindst 6 kirker. Hovedværket er altertavlen fra 2005 i Romdrup Kirke, hvor Maria Magdalene møder den opstandne i gravhaven. Her vises Niels Clemmensens foto fra Romdrup. Tak, Niels!

Hoff lader typisk sine billeder følge teksten, som her med den tomme grav og den lysende engel i hovedfeltet og de afvæbnede vagtposter i periferien. Tre kvinder, vores påskevidner, fylder altertavlens nordlige fløj, belyst af englens “lynild”. Smukt løfter den lysblåklædte Maria sit hoved og ser og lytter. Om lidt er hun på farten med påskens nyhed! Fotos: Claus Jensen.    

Paulus, N.T.s tidligste forfatter, skrev, at han havde besluttet, at han ”ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet”; loven som frelsesvej var udskiftet med korset. Ved den kristne dåb er det korset, der tegnes over ansigt og bryst. Korset forstås som kernen i troen, i hvert fald iflg. den vestkristne tolkning. ’Forstås’, skrev jeg, men forstå gør jeg jo ikke, og hvis jeg fordyber mig i korsets betydning, kan jeg ikke bunde. Korset er kristendommens gådefulde paradoks: Hvordan kan den ubærlige lidelse, der råbte til himlen om Guds fravær, blive tegn for Guds nærvær? Hvordan kan en nådesløs henrettelse af en renfærdig person blive tilgivelsens symbol? Hvordan kan katastrofen, der splittede Jesusbevægelsen i atomer, blive dens samlingspunkt? Paulus, evangelister og teologiske tænkere har i årtusinder kæmpet for at fravriste denne yderste meningsløshed en mening, og i centrum kom tanken om ”stedfortrædende lidelse” til at stå. I mellemmenneskelige forhold giver stedfortrædende lidelse god mening: kærlige forældre udstår det uudholdelige for at skåne deres børn, den bedste ven ’tager en for holdet’, en krigsfange lader sig i bedste fald tortere frem for at udlevere kammeraterne. Der bringes ofre. Og der er bragt ofre til Gud. Ofring var en given religiøs aktivitet i det historiske Israel, men Jesus citerede med tilslutning den profetiske protest: “Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtofre”. – Jesu død æres af kristne som et offer, som stedfortrædende lidelse for skyldige mennesker. Lidelsen blev Kristi forfærdelige omkostning, men lidelsens guddommelige mening er og bliver hinsides menneskelig indsigt. Kun den lidende selv – om nogen – kan udtale sig herom. – Iflg. evangeliets signaturfortælling om den fortabte søn/de fortabte sønner slettes gælden betingelsesløst: Faderen længes efter sine fortabte børn, lider under adskillelsen fra dem – (fra faderens perspektiv var der nok aldrig nogen adskillelse) – og forenes med dem. Det er kærlighed, ikke gengældelse, der genopretter forholdet. – Ud af det samme nådens evangelium taler det, at Jesus bad om tilgivelse for sine bødler! Nej, korsets mysterium kan vi ikke bunde i, endsige opløse, kun famlende nærme os i troen på, at hvor Kristus er, er Gud også, og hvor mennesket er, er Kristus også. Her i verden findes menneskers lidelse i grusomt overmål, ikke mindst lidelser vi påfører hinanden. Vi må græde med verdens lidende, de skyldige så vel som de uskyldige, og vi må tro, at Gud græder med. Vi må tro, at han er det lidende menneske nærmest. At han er hos det, i det.  

Det er en ejendommelig oplevelse at nærme sig alterudsmykningen i Lyne Kirke, Vestjylland. På lang afstand ser man skyggen af et kors over renæssancetavlens hovedfelt. Måske ser man sig over skulderen for at få øje på det kors, der kaster skyggen. Men nej, her er kun skyggen, malet i Bjarke Regn Svendsens illusionistiske alterbillede fra 2013. Motivet er på en gang realistisk og magisk eller mystisk. Som vanligt har Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) skildret et udsnit af den ubesmykkede hverdag, her repræsenteret ved et skur med afskallet maling og rusten lås. Det grå motiv kalder på tolkning: Er det et trøstesløst slumkvarter, der refererer til udsatte medmenneskers nød, eller rummer skuret en eksistentiel symbolik, som sigter til alt det livsindhold, vi skammer og over og helst stuver af vejen? En tolkning er, at vi ser en dør, og spørger, hvem der har nøglen? – og hvem der kan åbne døren? Korsets titel er en fortolkning. Billedet hedder ”Trøsteren” og hvisker stilfærdigt til os om et Gudsnærvær også i elendigheden. Minder os måske også om påtegningen, vi allerede modtog ved dåben. Foto: Claus Jensen.  

Kristus vasker disciplenes fødder under afskedsmåltidet før påske iflg. Joh. 13. Der er flere symbolske niveauer i fortællingen: det ene niveau er sakralt som dåb og nadver, der betegner skæbnefællesskab med Kristus ved syndernes forladelse: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig” og ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.” Peter protesterer, fordi den konkrete handling vender op og ned på hierarkierne. At vaske fødder er en tjenende handling, og dette er netop fortællingens pointe på det sociale niveau: Jesus har tjent mennesker med hele sit liv, og han giver os et forbillede i at tjene: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder i også at vaske hinandens fødder.”  I dag, hvor vi sjældent går med åbne sko og i hvert fald ikke ligger til bords og lægger fødderne op under måltidet, er fodvaskens gestus som bekendt ikke et obligatorisk udtryk for gæstfrihed og omsorg. Når fodpleje alligevel i nutiden dukker op som et penibelt behov hos især ældre mennesker, kan yngre pårørende opleve denne ’intime pleje’ som temmelig grænseoverskridende, og de ældre vil typisk også hellere bare ’hygge sig med’ deres kære end ændre på rollefordeling og den oplevede værdighed ved at bruge deres yngre slægtninge som ressourcepersoner i den mest personlige pleje; de ældre ville måske helst protestere som Peter, men tilbage står altså, at fødderne og hele personen behøver omsorg…. 

Verdenslitteraturen rummer mindst én anden klassisk fortælling om fodvask: I Homers Odysseen kommer Odysseus efter 20 års fravær hjem, forklædt som fattig tigger med tungtvejende grunde til foreløbig at hemmeligholde sin identitet. Da “den fremmede” i overensstemmelse med normerne bliver tilbudt fodvask, betinger han sig, at den udføres af den tjenestepige, som er hans gamle amme. I en dramatisk scene genkender den inderligt loyale amme sin hjemvendte herre, idet hun under vasken opdager de gamle ar, som Odysseus i sine unge år pådrog sig under en vildsvinekamp… Min tanke vender nu tilbage til evangeliet, hvor Jesus vasker fødderne på den Peter, han gennemskuer og kender på godt og ondt, uden at det slår skår i deres forbundethed. Kristus ser vores livshistorie, vores ar på sjælen og etiske skavanker, og ikke desto mindre insisterer han på omsorgsfuldt at dele og ødsle sin renhed på os.     

Fodvasken er motiv for altertavler af også nyere kunstnere: Kluge i Linå Kirke ved Silkeborg, Vilmantas i Hedeager Kirke ved Herning og Bodil Kaalund i Føvling Kirke ved Horsens. De to førstnævnte har jeg vist i tidligere opslag på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst. Denne gang viser jeg en ‘klassiker’: Joakim Skovgaards Alterbillede i Holstebro Valgmenighedskirke, malet i 1907, altså samtidig med, at Viborg Domkirke var under udsmykning. Den rødklædte Jesus har “bundet op om sig”. Han er vist som lysende forgrundsfigur med smuk, gloriekranset profil. Det er et livfuldt fortællende maleri, som skildrer det øjeblik, hvor Peter netop har protesteret, og Jesus afværger hans protest, til også omkringsiddende disciples forundring. Bemærkelsesværdig er Jesu insisterende øjenkontakt med Peter, denne hans kendte, gennemskuede – og tilgivne discipel. Foto: Claus Jensen. Foto af hele den smukt udskårne altertavle med bibelcitat i fodstykket ses nedenfor.

Igennem medierne er vi tilbagevendende vidner til velorkestrerede, næsten messianske kåringer af politiske herskere med ekspanderende militærmagt og egen blivende position for øje. Flere iscenesætter sig selv som civilisationens frelser og religionens vogter. I ophøjet isolation garderer diktatorer deres eget paranoide liv, mens vejen brolægges med løgn og propaganda, militærparader, forfatningsændringer, uhellige alliancer, kontrol med undersåtters ytringer samt ubegribelige tab af menneskeliv. Ingen pris synes for høj at betale – for folket: Undersåtter reduceres til trædesten, stemmekvæg, klappende statister, kanonføde.

Her er det balsam for sjælen på en palmesøndag at ’skifte kanal’ til evangeliernes så anderledes billede af Messias: lederen for hvem ingen pris var for høj at betale – for ham selv. Kristus ofrer ikke folkeslag, han giver sig selv.

Ved påskens indtog i Jerusalem hyldes Jesus af folket som deres egen messianske konge, fordi hans vej var brolagt med kærlighedsgerninger og sande ord, som “har myndighed”. Denne sagtmodige konge ankommer ubeskyttet på et æsel, ikke på en stridsvogn. Forud spiser han middag hos venner i Bethania og bliver ødselt salvet af en kvinde. Mark. kap. 14 og Joh. kap. 12 har lidt forskellige beretninger, men de er enige om, at Jesus tager hendes hengivne handling i forsvar: ”Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig”. Jesus reducerer hverken hende eller noget andet menneske til statister; han ser det enkelte menneske. Vi kan forestille os, at kvinden med salven ofrer det bedste, hun har, netop fordi hun er blevet set med sin smerte og godtaget som menneske og Guds barn. Vi kan selvfølgelig også gøre os forestillinger om, hvordan kvinden har fået råd til den kostbare olie, hvis pris iflg. Markus’ oplysning svarer til en halv årsløn for en arbejder. Hvad vi behøver at vide er, at salvningen i den gammeltestamentlige kultur er et sakralt ritual brugt ved indvielsen af konger, præster og profeter, Guds udvalgte. Salvningen er kvindens trosbekendelse, ikke bare en kærlighedsgestus, men en tegnhandling i Kristushistorien. Jesus modtager salvningen som en indvielse, men omtolker den så med de chokerende ord: ”Hun har på forhånd salvet mit legeme til min begravelse”. Han ved formodentlig, hvad der venter ham, men skjuler sig ikke; han viser fortsat med sit åbne og ubeskyttede ansigt, hvem Gud er. Hermed omsmeltes gamle billeder af en triumferende messiansk konge til billedet af Menneskesønnen, der uforbeholdent giver sig selv, fordi Guds rige ikke er magtens, men kærlighedens. – Og samtidig henviser han disciplene/ menigheden til de fattige, som ”I jo altid har hos jer” – som en udfordring til vores blivende offervilje.

I forbindelse med den nylige, store restaurering af Strøby kirke på Stevns blev kirkens mange forskellige stolegavle flyttet og opsat som relieffer på væggene i kirkens store tårnrum. Stolegavlene er formentlig udført af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde engang midt i 1900-tallet. Dagens foto viser et af stolegavlsreliefferne: Salvningen i Bethania, hvor en kvinde hylder Kristus som Messias. Kirkekunstnernes hyldest kommer til udtryk ved, at Jesus skildres med en gylden korsglorie og med en kjortel så rød som hjerteblod. Foto: Claus Jensen.

Universet er mørkt, koldt og uendeligt, men vores lille, runde jord er det umistelige, fælles hjem, der oplyses og varmes af solen. Set deroppefra, hvor astronaut Andreas Mogensen gennem et halvt år har haft sin udsigtspost, er vores jordklode så flunkende blå og gribende smuk med sine skyer, floder og have, med sneklædte bjerge og grønne dale, og der kan mennesker ånde. Man kunne fristes til at juble over jorden ligesom Skaberen, der ”så, at det var såre godt”? Men jeg kan forestille mig, at man med jorden på afstand også kan gribes af tristhed over, hvor dårligt folk dernede passer på den enestående, beboelige juvel, og på hinanden.

Når astronauten ud af det mørke dyb er vendt tilbage i jordhøjde, vil han se menneskeheden afsløre sig som en invasiv art med en grådighed og egoisme, der lægger omgivelser øde og skaber ulighed, ufrihed og krig, så at våbenproduktion nu igen må prioriteres over alt muligt andet. Hvad blev der af vores ”Gudbilledlighed”? Er det overhovedet godt at sætte børn i verden på denne jord – vores eneste? Er her mulighed for et godt liv? Nogle kommer i tvivl. Men kvinder bliver gravide, også kvinder i krigshærgede lande, kvinder på flugt, kvinder der sulter. Kvinder bærer deres måske mange børn med suk eller sang, elsker dem – og fortvivler, hvis de dør, for livet er dyrebart!

Ved vor tidsregnings begyndelse levede der formentlig kun ca. 300 mio. mennesker på jorden. Også dengang kunne der såmænd være grund til at spørge sig selv, om det var en god ide at sætte børn i verden. Den unge Maria levede en sårbar tilværelse i et ulige samfund under åget af en brutal besættelsesmagt. Om hun har sukket under graviditetens uafvendelige byrde eller bekymret sig for barnets usikre fremtid, er ikke til at vide, men teksten fra Luk. 1, ”Marias lovsang” fortæller, at hun sang! Hun sang, fordi Gud ud af det gådefulde dyb fandt, at det var en god ide at lade hende føde sit barn, Guds barn, der skal lyse for verden: ”den Mægtige har gjort store ting mod mig.” To gange i sangen lyder ordet ”barmhjertighed”. Barnet vil inkarnere barmhjertigheden og give mennesket en tiltrængt ny begyndelse, fordi Gud stadig finder menneskelivet dyrebart og uopgiveligt. Hans guddommelige bud på hvad det gode liv er, vil vende vores verden på hovedet: ”han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort.” Sangen udtrykker sig i datid, men vi forstår, at digtet også må være en projektbeskrivelse for vores fremtid, så sandt han oplyser vejen for os.

Thomas Kluge har for et par år siden malet Mariæ Bebudelse i sin karakteristiske stil: den magiske realisme. Motiverne er fordelt på to relaterede orgellåger, som har den dybsorte baggrund fælles. Dette sorte er vigtigt for Thomas Kluge som anskueliggørelse af uendelighedens dyb, der potent forbinder de malede motiver. Ja, Kluge kan finde på at kalde det sorte dyb for sine billeders virkelige motiv. På den venstre låge ses en velsignende, aristokratisk klædt underarm og hånd, som er Guds. De tre fremrakte fingre kan være et treenighedssymbol. Kluge afbilder ikke Gud uden netop som en hånd. Jævnfør hans maleri af fodvasken i Linå Kirke. På den højre låge ses den velsignede purunge pige, undselig og tillidsfuld, yndig og yndigt klædt. Hendes blik er opadvendt, og hendes ansigt er belyst fra venstre, fra Guds ‘sted’. Lågerne er skabt til at sidde på svaleredeorglet i Skt. Peders Kirke, Næstved, men er endnu ikke rigtigt kommet op at hænge. Mod kunstnerens ønske var begge maleriets felter nemlig blevet forsynet med en guldkant for at matche det i øvrigt meget forgyldte orgel. Men guldkantens blingbling overdøvede de fine nuancer i maleriet og satte et utænkeligt skel i rummet mellem den himmelske hånd og det undfangende pigebarn. Konflikten førte til en retssag, hvor kunstneren fik medhold, så mon ikke guldkanten fjernes, og billedet snart kommer højt til skue til glæde for menighed og kunstturister?