birgittebech

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 6. søndag efter påske: – Kærlighed skjuler mange synder

“Gå i gang, for jeg er med jer!” råber profeten iflg. Haggaj kap. 2. – Denne søndags tekstmosaik skal sætte i gang og sende disciplene – og os andre – videre efter Kristi Himmelfart: Fra at have haft blikket rettet mod himlen, skal vi ned på jorden igen og løse jordiske opgaver – uden at brænde broen eller himmelstigen af. – Iflg. Apostlenes Gerninger kap. 1 gjorde disciplene efter Kristi himmelfart det nærliggende at søge tilbage til Jerusalem, specielt til ‘salen ovenpå’, hvor de førhen havde været sammen med Jesus. Her kunne de genopleve det ubegribelige afskedsmåltid og alt det skete. Bede, sådan som Jesus havde lært dem. Hente styrke i deres fællesskab til at møde en fremtid, der skulle blive sværere end først ventet: Evangelieteksten fra Joh. 15, kendt som Jesu afskedstale, stiller disciplene i udsigt, at de vil blive smidt ud af synagogerne og forfulgt. “Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud”. Vi associerer til historien om den fremtrædende jødiske lærde Saulus, der o. år 35 tog ansvar for steningen af Stefan og dermed skabte den første kristne martyr, – førend samme Saulus blev til vores Paulus og selv formentlig martyr under Neros forfølgelse år 62. – Disciplene havde ventet Guds rige på jorden, og fik i stedet et tilsagn om Helligånd. Denne uanskuelige Helligånd, “Talsmanden”, skulle efter Jesu bortgang være deres bro mellem Himmel og jord. Den lovede dem ikke et triumftog gennem verden, men kraft til at være vidner, selvom det ville koste dyrt. Helligåndens første projekt var åbenbart at forvandle Jesu skræmte venner til en uforfærdet missionerende Jesusbevægelse med dødsforagt og stærk forventning om Kristi genkomst. Det noget senere 1. Petersbrev har sigte på at bevare livet i de trængte menigheder. I kap. 4 udfoldes Helligåndens virke i menighederne på det smukkeste. Her kan vi ikke undslå os for at tale i nutid, for formaningen er så aktuel som nogensinde: om at vise gæstfrihed, bruge sine evner til det fælles bedste, tage vare på kærligheden, efter Jesu eksempel. I stedet for at fordømme skal vi være barmhjertige, ja slet ikke have øje for de andres fejltrin. Her formuleret i det pragtfulde udsagn, som man passende kunne brodere som vægophæng: “Først og fremmest skal i holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder.” Hermed er alt sagt både om Guds forhold til os og det forhold, vi skal have til hinanden: Gud har nådigt skjult vore synder, og derfor skal vi heller ikke være hinandens dommere.

Det valgte billede, måske fra o. 2020, er et maleri af Allan Skuldbøl, der døde i februar dette år. I poetisk smukke farveklange har Skuldbøl skildret et fællesskab af troende om et bord, et nadvermåltid, måske den sidste nadver, måske enhver nadver, hvor Kristus bliver ihukommet. De tilstedeværende har – de for Skuldbøls figurer så karakteristiske – lysende gloriekamme over deres profiler. Kredsen af mennesker er samlet om et bord, der er tegnet som fisken, oldtidens Kristussymbol. De er altså samlet om Kristi krop og liv. Det brogede bord bærer lam og brød og … ? En smal blå stribe nederst i billedet viser en fiskestime, måske reference til dåben ? I øvrige billedrande er der kalke (bægre) og krukker, som er signaturmotiver hos Allan Skuldbøl, der jo har malet adskillige versioner af lignelsen om kloge og ukloge brudepiger, hvor krukker og olielamper symboliserer betydningen af at bevare troens glød og holde håbets flamme levende. I en dekorativ rytme øverst er der malet kalke i generøs mængde, “tilgivelsens bægre”. – Lad dette være vores illustration til søndagens tekst om menighedens fællesskab i kraft af kærligheden, der skjuler en mangfoldighed af synder. –

Jeg tillader mig at minde om, at Arthouse Skuldbøl har jubilæums- og mindeudstilling for Allan Skuldbøls kunst d. 14. juni 2025, kl. 14-17, hvor programmet foruden maleriudstilling omfatter både festtale og musik. Kunstbygningens adresse er Stamphøjvej 66, Dybe, 7620 Lemvig

“Hvad hånden formed, er åndens spor”.

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag – Magten omdefineres

Så forlod Kristus denne jord for at blive taget op til Himlen, og deroppe har han fået plads ved Faderens højre hånd. Som der står i Markusevangeliets tilskrevne slutning i kap. 16: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. Kan vi se det for os? Der dukker måske billeder op af en lysende sky eller en bred og prægtig tronstol med luksuriøse sæder til både Fader og Søn, foruden Helligåndsduen, i mange tilfælde tydeligvis med oldtidens kejserhof og domstole som forbillede. De majestætiske Fader- og Søn-billeder stammer med få undtagelser fra før reformationen, i hvert fald fra før oplysningstiden. Sådanne billeder kan af historisk-museale grunde være klenodier i vores middelalderkirker, men virke fremmedgørende i nutiden. I dag kæmper forkyndere snarest for at afmontere de naivt mytologiske og alt for antropomorfe gudsforestillinger. Hver ny generation må afmytologiseres som oprustning mod primitiv og billig religionskritik. Hvor mange præster har ikke måttet erklære, at hun eller han heller ikke selv tror på den gamle, langskæggede Gud deroppe, som ’moderne mennesker’ afviser at tro på? – Og det er vist ikke nogen god ide at gøre billeder af Gudfader. Men trosbekendelsen overlever indtil videre med dette mytologiske sprog om sædet ved Gud Faders højre, dvs. bedste og stærkeste hånd!

Kan vi finde ind til billedets eksistentielle betydning?

Tronbestigelsesbilledet er dybt tilfredsstillende som billede af oprejsning i det hinsidige. Hvordan kan der tales om Guds storhed blandt mennesker i Ukraine, i Gaza, i torturkamre, på intensivafdelinger, ja blandt alle lidende, hvis det ikke kan ske ud fra troen på en yderste trøst og oprejsning? På at Kristus med Gud i sidste instans er suveræn. Vores fortællinger om Jesu ord og handlinger må indrammes af det fortegn, at Gud gav ham ret og stod inde for ham. – – Og Guds hånd? ’Moderne mennesker’ kan meningsfuldt tale poetisk om Guds hånd, al den stund vi fra barndommen har gode erindringer om en betryggende, varm og stærk voksen hånd. Det er den hånd, denne gode højre hånd, der modtager Jesus i evigheden – og os?

Tronbestigelsesbilledet er i sit væsen et billede af magt, som kirken tilmed kalder ”almagt”. Ser vi Jesus indsat i almagtsbilledet, forstår vi, at magt hermed har fået en gennemgribende ny betydning. Ordet magt er med det kristne evangelium blevet paradoksalt. Uden evangeliet kunne magten så at sige defineres på baggrund af evolutionslærens ’survival of the fittest’, så magten tilhørte den stærkeste gorillahan, svarende til at magten i militariserede menneskesamfund uden videre ejes af nationer med de stærkeste våben, købt for de største formuer. Denne rå magt kan, som vi dagligt ser, være på afgrundsdyb afstand af ret og medmenneskelighed. I tronbestigelsesbilledet rækker Gud Fader imidlertid sin bedste hånd til et forsvarsløst, sårbart og kvæstet menneske, der sammen med andre mennesker hævder og lever tilgivelsens suverænitet og går hele vejen i omsorg for de svageste. Guds højre hånd viser altså hen til kærlighedens og forsoningens magt som den nye retfærdighed. Deri alene overlever vores håb for menneskeværdet. Jesus forlod denne verden, men verden kan ikke mere være den samme. Vores menneskelige kultur kan ikke mere tilbede en hensynsløs, rå overmagt uden at se sig selv i spejlet som en umenneskelig kultur. Vi har med Jesus Kristus fået et udødeligt modbillede af magten, forstået som kærlighedens magt, forsoningens magt, som bekræftes suverænt på højeste sted.

De valgte danske billeder er dels et udsnit af et treenighedsbillede i Skovby Kirke, Nordfyn, malet i beg. af 1500-tallet på alterbordsforsiden, angiveligt af Claus Berg, dels et fornemt sengotisk træskærerarbejde, der udgør en del af alteravlen i Ørum Kirke ved Langå, Randers. – Hele denne gotiske, naturligvis katolske, altertavle omfatter foruden Nådesfaderen med Sønnen også Maria som himmeldronning på månesejlet og helgenen Martin af Tours samt på fløjene 2 x 6 apostle. Fotos: Claus Jensen.

Jeg fraviger min sædvane med kun at bruge billeder fra dansk kirkekunst for også at liste en internationalt værdsat klassiker ind: El Grecos udtryksfulde maleri af Den Hellige Treenighed, malet 1577-79 til klostret Santo Domingo el Antique i Toledo. El Grecos værk imødekommer vores længsel efter et mere følsomt, mindre strengt udtryk end det, der karakteriserer de mange danske versioner af “Nådesfaderen”.

Kunst til kirkeåret, 5. søndag e. påske, 1. rk. – ‘Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder’…

Kan vi tale om Gud, altets urgrund, vort ophav og bestemmelse, vort uendelige ”Du”, uden at ty til dunkle billeder og paradokser?? Et af mine yndlingsbilleder af Gud, stammende fra middelaldermystikken, er, at ‘han er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds’. Nej, her rækker vor tanke ikke, Gud er uanskuelig, blot ved at sige ”han” har vi jo brugt billedtale. Som navnløs præsenterede Gud sig for Moses med ordene “Jeg er den, jeg er”. Der er gammel visdom i ikke at gøre billeder af Gud, eller som religiøse kunstnere undertiden vælger: undseligt at skjule Guds ansigt. Men trods Guds uanskuelighed kan billeder godt kaste lys over gudsforholdet, over forholdet mellem Gud og mennesker. Allerede i Det gamle Testamente lignes Guds forhold til mennesket fx ved den gode hyrdes. Det nye Testamente er helt overdådigt som gudsforholdets billedbog. Som den suveræne billedskaber for Herren har Jesus suppleret og fornyet det bibelske billedsprog til frodig berigelse for kirkens fortællere (og billedkunstnere) med lignelser, allegorier, billedord, metaforer. Billedordet om Kristus som “livets brød” er et eksempel. Og først og fremmest har vi lært at kalde Gud “vor far”. – Men iflg. afskedstalen Joh. 16, hvor vi stadig befinder os ved Jesu sidste måltid med disciplene, siger Jesus altså, at der kommer en tid, hvor han “ikke mere skal tale i billeder, men ligeud forkynde for jer om faderen”. Vi må forstå det sådan, at de mange Gudsbilleder og -lignelser krystalliserer sig i Jesus selv, ja at Jesus er mere end en lignelse eller et symbol. Gennem ord og virke, gennem medliden og grænsesprængning viser Jesus os direkte, hvem Gud er. Vi har i Jesus mødt det sande, medmenneskelige, medlidende ansigt, men først når vi er kommet igennem langfredags smerte, død og tomhed og frem til påskemorgens lys og pinsedags glød, kan vi erfare, at det er Guds egen kraft, der møder os i dette menneske – og står til troende. Hvad der end er skjult for os, har Gud åbenbaret sig her. Med Jesusbegivenheden fik vi altså det gudsansigt, det gudsnavn, som vi fundamentalt behøver for at kunne forholde os til, ja elske Gud. Jesus er navnet, vi kan kende og bruge i tillidsfuld samtale med Gud: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.… Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” – Jesu år på jorden er forbi, men verden bliver aldrig mere den samme. Fra fødsel til død, i fællesskab og i ensomhed, kan menneskers liv og gudsforhold nu leves tillidsfuldt i Jesu navn. “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”.

Marianne Juuls Andersens figurative trefløjede alterbillede viser ikke et billede af Gud, men viser menneskers liv i lyset af Jesusbegivenheden: Jesu liv og alles liv er sammenvævet. Tv. løfter en kvinde taknemmeligt sit nyfødte barn mod himlen: Det er Jesu fødsel, og det er alle menneskebørns fødsel. Th. ser vi en kvinde med en død voksen mand: Det er Maria efter Jesu nedtagelse fra korset, “Pieta”, og det er ethvert menneske, som sørger efter et umisteligt tab. I hovedfeltet ser vi mennesker dele brød i forgrunden og i baggrunden vandre op mod højen med de tre kors under himlens mulm og lys: Det er således “Livets brød”, som er altertavlens hovedmotiv: Jesu bespisningsunder og nadver, som perspektiveres af korsene på Golgata som tilgivelsens monument. Vi ser bag måltidsfællesskabet de mange mennesker, som lever i troens fællesskab og sætter sig i bevægelse mod det guddommelige lys, der overstråler døden. – Hele menneskelivet bliver her til en bøn i Jesu navn. Marianne Juul Andersens forgyldte relief har fra 2006 hængt i Agerbæk Kirke ved Varde. Det var oprindeligt kun tænkt som kunstnerens udkast, men menigheden var glade for det i denne form og valgte at beholde det som sådan. Marianne Juul Andersen, f. 1953, blev i 1970’erne uddannet på det jyske og det fynske kunstakademi. Kunstneren er også mester for større bronzeskulpturer i det offentlige rum, fx Fanøpigen i Esbjerg. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 1. rk. – “Jeg har endnu meget at sige jer”

Min umistelige, ressourcerige og hjertensrare lillebror døde i en alder af 32. Om jeg bare kunne holde ham levende ved at blive ved med at fortælle om ham: fortælle om hvordan han som sulten smågut snarrådigt tjente marmelademader ved at spille blokfløjte for genboen, – hvordan han på skolen kickstartede indsamlingen til flygtningehjælpen, – hvordan han spontant nettede vores strenge farmors grå hår, – hvordan han tog en ugegammel opvask for mig, mens jeg gik til eksamen… Vi fik ikke talt ud. Han fik ikke talt ud. Hans minde deles efterhånden kun af få, og det gør ondt at erfare, at tiden kværner videre med ubarmhjertig glemsel i sit følge. – Vi kan ikke andet end at overlade den videre fortælling til livets Gud, den eneste modmagt mod døden og intetheden. Kun hos Gud er de ord, der bliver ved at forny sig – og forny os. – Jesus Kristus lærte til bunds de dødeliges død at kende efter sin korte tid på jorden for et par årtusinder siden, men han forvissede ved afskeden sine pårørende om, at hans kraftfulde ord skal blive ved at lyde og stå til troende. Som Kaj Mogensen skrev, var menneskehedens første vendepunkt, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”, det andet vendepunkt, at ”Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.” Ånden kaldes i Joh. 16 for ”Talsmanden”, Guds og Kristi talsmand, som vil blive ved at kaste lys over godt og ondt i vores liv, overalt og til hver en tid. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv…. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit”. Talsmanden øser af livets kilde, som er Kristi liv, Guds liv. Derfor er Helligånden ikke en kustode, men en fornyer.

Ved læsning af denne tekst kan man finde det svært at forstå, hvor kontroversielt det var til 3. artikel i kirkens trosbekendelse (af 381) engang at tilføje ”filioque” og dermed sige, at Helligånden ikke bare udgik fra Faderen, men også fra Sønnen. Hermed betonede vestkirken vel i Johannes’ ånd Kristi guddommelighed, mens østkirken hørte det som en svækkelse af Helligåndens betydning i treenigheden. Tilføjelsen skete i vestkirken i 589, bekræftedes i Aachen i 809, og befordrede i 1054 det store skisma mellem øst- og vestkirken, forbundet med magtkampen mellem Roms Pave Nikolaos I og Konstantinopels patriark Fotius. Som bekendt er kirkens enhed endnu et uindfriet håb, men i det mindste blev de gensidige bandlysninger ophævet i 1965, på Helligåndens initiativ, må vi tro.

Det til lejligheden valgte billede viser triumfvæggen i den grundtvigske Høve Valgmenighedskirke, Odsherred, som Niels Skovgaard bemalede i 1911 med den skønneste himmelblå grundfarve. Triumfportalen er smykket med Brorsoncitatet om det flængede tempelforhæng og den åbne vej til Gud. Øverst ses kristenhedens syvstjerne, den grundtvigske ‘signatur’. På triumfvæggens nordre side ses den korsfæstede, på søndre side Helligånden som tilsagn om Guds fortsatte nærvær i menigheden, anskueliggjort som en due og et væld af lys over en blomstrende eng. Foto: Claus Jensen.