birgittebech

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Fest og fylde.

Vi kan tænke tilbage på nogle af de fester, vi gennem livet har været med til, som har været af så mange slags: Der har været kaotiske fester, kedelige fester, platte fester… Der var festen, hvor æresgæsten tog fejl af datoen. – Festen, hvor korrektheden blev opretholdt, men ingen følte sig velkommen. – Festen med sejle-op-ad-åen-tvang og nytårshatte trukket ned over apatiske og deprimerede ansigter. – Der var fester, som gik fejl af målet, fester hvor tomheden larmede, og fester der næsten mirakuløst lykkedes på trods.

Som værter gør vi os måske stor umage for at forkæle alle sanser med blomster, god mad og drikke, musik og sang, måske dans, velvidende at den forunderligt dybe glæde, som alle længes efter at få en dråbe af, ikke er garanteret af hverken penge eller arbejdstimer. Skal vi svare på, hvad der gør en fest god, famler vi lidt med ordene. Kan vi indkredse glædesdråbens særlige essens med ord som varme og humor, samklang, resonans, samhørighed og meningsfylde, tilmed højtid? Ja højtid, for i festtaler kan man få sagt de store ord om kærlighed, trofasthed og offervilje, som er for dyre at rutte med i hverdagen. På festens dag i livets, årets eller ugens cyklus må himlen kysse jorden og skænke tilværelsen den både livsbekræftende og evige dimension, som kirken kalder velsignelse. Der kan så også være plads til stilhed.

Vi læser dagens tekst fra Joh. 2, en af epifaniteksterne, hvor Jesus åbenbarer Guds generøsitet og dermed sig selv. Han udfører sin første tegnhandling ved at redde en bryllupsfest. Da hans time er kommet, forvandler han vand til vin og skaber undren og glæde. Vi forstår, at der er mere på spil end rigeligt med god vin i glassene. Hvor han er, kan der ikke være tomhed. Han skænker velsignelse med en evighedsdimension. Festens anledning, et bryllup, er allerede pant på samhørighed mellem mennesker indbyrdes. Jesus føjer dertil glæden ved samhørigheden mellem Gud og mennesker.

Til helligdagen har jeg valgt en af Stefan Viggo Pedersens ruder i koret i Mariakirken, Vesterbro. Ruden har en prominent placering på altervæggen som pendant til et opstandelsesbillede, og relevansen ved alteret er klar: Motivet forbinder sig både med kirkens brudepar og med nadveren, hvor enhver er indbudt til at komme op og række sit tomme bæger frem. Når jeg søndag efter søndag lader mit blanke, tomme bæger fylde af funklende vin, giver det intense øjeblik mig en dråbe af glæde, som både er sansning og symbol. Hvor Kristus er, kan tomheden ikke være. Over sansningen lyder nemlig Guds dyre ord om kærlighed, troskab og offervilje.

Stefan Viggo Pedersens ruder fra 1958 viser hans kraftfulde og sikre figurtegning, udsat for lysets farveglød i glasmaterialet. Hans skikkelser fremtræder dynamiske i plastisk bevægelse, som Kristus her, der træder til og kommer os i møde, Han bøjer sig frem mellem tjeneren og den iagttagende Maria med en velsignende gestus over vinen. På hans anden side ses det urolige brudepar. Stefan Viggo Pedersen, 1891-1965, var veluddannet, dels som søn af den fremragende genremaler Viggo Pedersen, der var assistent for Joakim Skovgaard, dels på akademiet som elev af Wanscher, der delte ud af sin fortrolighed med renæssancens idealer. Udsmykningen af Mariakirken er kunstnerens hovedværk, mindre i kraft af disse smukke ruder end i kraft af hans store malerier, som beriger kirkens vægge med en epokegørende skitseagtig klassisk modernisme. Intet under, at Stefan Viggo Pedersen fik masser af kirkelige opgaver.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.

Peter Brandes er død, 80 år gammel

Vor indflydelsesrige kirkekunstner Peter Brandes døde lørdag morgen. Peter Brandes har siden slutningen af 1980’erne beriget danske og udenlandske kirker med skulpturer, glaskunst, malerier og tekstilkunst i abstrakt-ekspressionistisk stil. Ikke mindst er Brandes gået over i historien med sine store totaludsmykninger af såvel moderne kirker som middelalderlige kapeller. Vejleå Kirke i Ishøj blev kunstnerens gennembrudsværk, renoveringen af Gamtofte Kirke, Dyssegaard Kirke, Nørremarkskirken i Vejle og Andreaskapellet i Roskilde Domkirke blev andre højdepunkter, og udsmykningen af Aarhus Domkirkes Nordre Kapel hans finale. I anledning af kunstnerens 80-års fødselsdag lagde Silkeborg Bad ramme til en storslået retrospektiv udstilling og fik dertil udgivet et værdigt katalog.

Kunstneren har gennem en menneskealder bevæget sig fra at være lidelsens stærke fortolker til også at anskueliggøre en jublende opstandelsestro, gerne udtrykt i gyldne relieffer. I kraft af en usædvanlig bibelsk, kirkelig og kulturhistorisk indsigt og dertil en dramatisk slægtshistorie har Brandes skabt tankevækkende udsmykninger, som belønner den fortolker, som giver sig tid til fordybelse.

Senest tog Peter Brandes forsoningens tema op med reference til den blodige strid mellem jøder og muslimer, idet han skildrede de respektive stamfædre Isak og Ismael i deres smerteligt modsætningsfyldte uadskillelighed. Se den aktuelle tegning.

Æret være Peter Brandes’ minde!

Tirsdag d. 8. april 2025 kl. 19-21 holder jeg i Solbjerg Kirke, Frederiksberg, et retrospektivt billedforedrag om Peter Brandes’ kirkekunst, “Mellem lidelse og glæde”, hvor også forsoningstemaet tages op.

Kunst til kirkeåret, Helligtrekongers søndag, 1. rk.

Nu kan vi se tilbage på julen, der trak os gennem en række mørke uger: For mange en lidt travl og anspændt tid – lige fra forberedelse af adventsgaver i november og frem til aflevering af tomme flasker efter nytårsfesten. Inertien fra de altid voksende to-do-lister har holdt os beskæftigede. Tusinder af rejsende brugte timer på skinner og veje med kurs mod gensyn med familie og venner, mens andre bagte, kokkererede og skabte julestuer til de attråede gæstebud. Selv må jeg vedgå, at jeg afstod fra mine vante stunder ved computeren med fokus på dansk kirkekunst – til fordel for julehurlumhejet. Julen sætter sig igennem som det fælles, og julen er umagen værd! De hævdvundne juleritualers symbolkraft løfter de mange gøremål op over trivielle praktikaliteter. Her i huset bliver det jul, når mors fine, hjemmelavede julepynt kommer frem, når julekrybben med de udskårne kameler fra Jerusalem sættes op, når familien ringer på døren med favnen fuld af juleblomster og småkagedåser, når de levende lys på grantræet bliver tændt, når yngste barnebarn spiller julen ind på mit gamle klaver, og… ikke mindst når kirken ringer ind til en gudsvelsignelse af stjernestunder. Næsten alle julesalmerne blev sunget i kirken i år. Det overstiger min fatteevne, hvordan præster, organister og andet personale kan nå så smukt i mål i et år, hvor perioden fra 22. dec. til 5. jan byder på 7-8 helligdage + det løse, men jeg kan kun sige af hjertet TAK for de mange festlige, højtidelige, dygtigt forberedte gudstjenester, som lader julens stjerne stråle helt ind i sjæl og sind.

Den forestående søndag, hvor al juletravlhed er tilbagelagt, har vi så en sidste, god chance for at sætte os i de julepyntede kirker og stuer og stilfærdigt lade hjertet folde glædens vinger ud. Nu er der ikke mere, vi lige skal nå. Vi kan på Helligtrekongers søndag gøre fælles sag med Jesusbarnets belæssede og trætte julegæster, der omsider nåede frem til det sted under stjernen, hvor jord og himmel mødes. Tak for julens sidste stjernestund!

Mit valgte billede er malet af Esben Hanefelt Kristensen i 2020 og udstillet på Galleri Rødhusgaarden i Vendsyssel. I forgrunden ser vi et mylder af rejsende med multikulturel og tværhistorisk fremtoning. Der er trængsel, som skulle alverden skrives i mandtal. Nogle er udrustet med armygrønt og palæstinensisk partisantørklæde, sågar en smøg, nogle er arabisk klædt. Der er hyrde med får og fårehund, der er lejrplads med bål, og der er en landrover med tagbagage. Alle er undervejs. Uglen flyver ud som et nattens tegn. Centralt foroven i billedets baggrund finder vi helligtrekongers-motivet som en gylden vision på hvælvet stjernetæppe. Her står de tre konger, som middelalderlegenden tro vises med forskellige hudfarver som repræsentanter for alle kontinenter. De modtages af en kongelig skikkelse foran Kristussymbolet Juda løve, fulgt af andre dyr. Den dekorative baggrund viser th et filigran af trækroner omkring et lille rødt hjerte, tv. ser vi stjernehimlen løfte sig over kupler og spir. Den himmelblå farve og stjernetæppet har en særlig betydning for Esben Hanefelt. Han fortæller, hvordan han som ung i 70’erne købte en kopi af en almanak fra 1400-tallet: Les Tres Riches Heures du Duc de Berry, hvor der var ødslet med den engang så kostbare ultramarinblå, som man fremstillede af halvædelstenen lapis lazuli. “Jeg har taget den blå farve til mig. Himlen er blå, havet er blåt, glæden er blå, blå er Guds yndlingsfarve. Den blå farve er både empirisk og mytisk. De fleste af mine billeder handler om kærlighed til vores lille blå planet”.

Kunst til kirkeåret, 2. juledag 2024, Sankt Stefans dag.

Sammen med julegudstjenesternes ukuelige englekor om “Fred på jorden”, er der i kirkens bønner gerne blevet bedt for alverdens forfulgte kristne. – Kristne i Syrien har i denne uge samlet mod til at demonstrere for deres religionsfrihed. Vi holder vejret: Fra oprørsgrupperingen HTS er der afgivet løfter om et nyt, både frit og mangfoldigt Syrien. Vil det blive respekteret? Kristne martyrier er aktuelt den grumme hverdag i store dele af verden, hvor antallet af registrerede kristne følgelig er støt faldende. I det 3. årh. blev martyrernes blod kaldt ”de kristnes sædekorn”, idet deres standhaftighed under forfølgelser dengang snarest syntes at øge kirkens medlemstal, – hvilket i dag vel næsten er hinsides vores fatteevne. Det er tæt på ubekvemt for dansk julefred og -hygge, når juleenglene 2. juledag må give plads for de kristne martyrer. Efter middelalderlig tradition er dagen midt i julen stadig Stefans dag, dagen for mindet om kirkens første martyr. Fortællingen er, at urmenighedens ejegode, Kristusbekendende diakon Stefan blev anklaget for bespottelse af den mosaiske religion, hvorpå den lovlærde Saulus = Paulus blandt ’vidnerne’ sanktionerede hans henrettelse ved stening (Ap. G. kap. 6 og 8); måske kastede Paulus den første sten. Stefans lange apologetiske prædiken for tilhørerne sluttede i blod og ånd, idet han knælende anråbte sin himmelske Herre, overgav ham sin ånd og bad for sine bødlers tilgivelse – som med en genudsendelse af Mesterens egne korsord: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” og ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!”. – Ingen af os kender den langsigtede betydning af vores ord og handlinger. Stefan overgav sit liv og sin død til Gud uden at kunne ane, at den Paulus, som bifaldt hans henrettelse, omkring 30 år senere selv blev en af Romerrigets kristne martyrer. Det blev et historisk tidehverv, at den Kristusbekendelse, som Paulus så nidkært bekæmpede, arbejdede videre, Kristus indhentede Paulus, så forfølgeren selv blev en nidkær bekender. – Herrens veje…

Præst og salmedigter Niels Johansen har i sin tid tilegnet salig Dr. Theol. Theodor Jørgensen sin fine salme om Skt. Stefan og Jesus selv som den første martyr. Jeg citerer:

”I verdens sum af smerte / har hver en martyr lidt. / Og Jesus var Guds martyr. / Det svar i dag er mit. // Den unge nazaræer, / der gik de sidste skridt, / han bad for sine fjender. / Det svar i dag er mit. // Nu er han dér, hvor bomber / er nattens mareridt, / som den opstandne frelser. / Det svar i dag er mit. // Som fred iblandt forfulgte, / hvis frygt er ubestridt, / som håb i håbløsheden. / Det svar i dag er mit. // Hver Stefanus skal se ham, / hver enkelt, der har lidt. / Gud tørrer jeres øjne. / Det svar i dag er mit.”

I dansk kirkekunst findes en del middelalderlige fremstillinger af Skt. Stefan, ofte kombineret med billedet af den onde Herodes, hvis stalddreng han iflg. legenden var. I min jagt på efterreformatoriske tolkninger stødte jeg på nettet på en efterlysning af Carl Blochs maleri fra 1888 af Stefans stening. Det er et af Carl Blochs senere værker. Carl Bloch (1834-1890) var den feterede genre- og kirkekunstmaler, som med sin store tekniske kompetence skabte bibelske situationer, der inviterede til indlevelse, men som martredes af selvkritik og efterfølgende i perioder dømtes ude som illusionistisk ‘glansbilledmaler’. Her ser vi den stenede Stefan liggende uden for Jerusalems bymur med opadvendt blik. Hans ansigt er belyst oppefra, men vi får ikke himlen at se, og ingen visuelle effekter anskueliggør Guds modtagelse af martyrens bøn. Med et citat fra hebræerbrevet: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. – Jeg kender kun værket gennem dette s/h-foto. Det ville være interessant at få flere oplysninger.