Forfatter: birgittebech

Somme tider bruger man vendingen: ”Han tror, han er Guds gave til menneskeheden”, brugt om en opblæst person, som føler sig særligt udvalgt – og får mere og mere svært ved at forestille sig, at han nogen sinde kan erstattes. Historien gentager sig blandt magthavere: En karismatisk leders løbebane begynder måske kønt med ord om taknemmelighed og ydmyghed over for opgaven, men ydmygheden kan snart gå fløjten, politiske løfter blive varm luft, og projektet indsnævres til personlig vinding og fastholdelse af magten som sådan. Når der går hyperinflation i selvbilledet, vil det megalomane ego omgive sig med rygklappere, bruge medmennesker og institutioner som trædesten og tilmed tage Gud til indtægt for sin magtudøvelse. Selvforelskelse og angst for magttab er drivende kræfter. Før eller senere kan magthaveren fristes til at skrive historien om, nedbryde magtens tredeling og ændre den forfatning, som er skrevet for at sætte grænser for tyranner. Omgivelser støtter måske uretten og ’kysser ringen’ for ikke selv at efterlades som tabere. – Nietzsche identificerede menneskets grunddrift som ”viljen til magt”, og magten korrumperer, har vi lært – og til overflod fået at se.

Og så har vi modfortællingen i søndagens tekst fra Matt. 4 om den mest karismatiske leder, vi kender, udvalgt fra højeste sted og bekræftet af Helligånden. Efter åndsdåben drev Guds Ånd ham ikke ind i privilegerede cirkler, men ud i ingenmandsland, hvor han i enrum tog livtag med viljen til magt som personlig fristelse: Han stod ved skillevejen og kunne bruge sin overordentlige karisma til egen vinding og dertil tage Gud til indtægt: ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned … Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder”… Og han kunne efterstræbe herredømmet over alle verdens riger og deres herlighed: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”. Men ’viljen til magt’ forførte ham ikke, og han kyssede ikke ringen! Hans ånd var ikke det opblæste egos varme luft, men Helligånden, som gav styrke til at forblive tro i tjenesten: ”Vig bort, Satan!… Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Det er Kristus, vi uden ironi kan kalde Guds gave til menneskeheden, fordi han til det yderste gav sig selv i medmenneskelighedens tjeneste. Deri bliver han stående som det uudslettelige forbillede for høj og lav – og som vores tilflugt, når vi selv bliver fristet til fald.

Danmarks kalkmalerier har adskillige billeder af Jesu fristelse i ørkenen med spektakulære fremstillinger af den skinbarlige, som ved sine grimme attributter ikke er til at tage fejl af. I nyere tid er billeder af Djævelen få og anderledes fortolkningsåbne. Hvad jeg har fundet, har jeg allerede vist i tidligere opslag. I nutiden taler man jo mindre om den onde end om det onde, og det onde ser vi for så vidt rigeligt anskueliggjort i hverdagens pressefotos. Til dagens opslag er jeg mod sædvane gået uden for Danmarks grænser for at bruge et værk af den tyske maler Georg Cornicelius, som døde i 1898. Værket blev offentliggjort i anledning af en auktion i 2013. I randen af Cornicelius’ symbolistiske billede står Djævelen, personifikationen af modstand mod Guds rige. Han stikker hoved og hænder frem, og i hænderne holder han over Jesu hoved en kongekrone som fristende magtsymbol. Den blev afvist.  

Den omdiskuterede dåb:

Jesus begynder sin offentlige fremtræden i kredsen om Johannes Døberen og bliver selv døbt af Johannes. Svovlprædikanten Johannes tilbyder bodfærdige jøder sin omvendelsesdåb med vand, men henviser iflg. Matt. kap 3 til Kristus som sin overmand, der kommer for at døbe med Helligånd og ild, – hvilket handler om andet og mere end et dåbsritual. Der er en umiskendelig kristen forlegenhed ved, at også Jesus modtager Johannesdåben. Forlegenheden er i dagens tekst lagt i munden på Døberen selv: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarer: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Forlegenheden overtrumfes nu af den lysende fortælling om Jesu dåb som den særlige åbenbaring af Helligånden, hvor Jesu guddommelige åndsudrustning manifesterer sig for dem, der har øren at høre med og øjne at se med: ”Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham”. Jesus favnes af det himmelske lys og Guds kærlighedserklæring; han er kendt, elsket og udvalgt: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Efterfølgende fortælles, at Ånden driver Guds udvalgte ud i ørkenen, ud til 40 døgns faste i det goldeste og ensomste ingenmandsland, hvor grådighedens og magtbegærets fristelser må nedkæmpes. Satan må vige for engle. Her handler fastetidens drama om mere end fastelavnsbollekåring. Den handler om, hvad kristendom er.

Jesu dåb er et meget brugt og yndet motiv i kirkekunsten, dels som en genkendelig begivenhed i Jesu livshistorie, dels, ja primært, som prototype på gudstjenestens dåbsritual, parallelt med de mange prototypiske billeder af Jesu sidste nadver. Vi modtager disse dåbsbilleder som en forkyndelse af, at Jesus gør fælles sag med os. Han tager alle tiders dåbsbørn med sig ind under Guds åbne himmel, hvor Ånden har taletid, så Guds kærlighedserklæring kan høres. Vi har som bekendt ikke nogen tekst om, at Jesus selv udfører dåb, men i stedet har vi den – også i kirkens udsmykninger – meget yndede fortælling om, at han velsigner de små med ord om, at Guds rige er deres. Menneskebarnet er kendt og elsket, helt fra det bliver til som et glimt i sin skabers øje.

I 1949 skabte Jais Nielsen i samarbejde med glarmester Freese 5 smukke, høje kor-ruder samt alterskulpturen med nadverbilledet til Vor Frelser Kirke i Vejle, som trods den historiske stil var en ret ny kirkebygning. Jais Nielsen levede 1885-1961, så udsmykningen i Vejle er et af hans seneste store arbejder, skabt i en tid, hvor der ellers kunne være langt mellem spændende fornyelser i dansk kirkekunst. Ruderne skildrer tilsammen Jesu liv fra fødsel til død og opstandelse, og hver af ruderne har 4 motiver over hinanden. I en af påskerudernes afrundede topstykke finder vi billedet af Jesu dåb. Det er en harmonisk komposition, hvor den let bøjede Jesus er skildret med et lyttende udtryk og armene over kors. Johannes’ hånd med vandet krydser det himmelske projektørlys, mens hans blik er vendt op mod duen, der er placeret øverst i midteraksen, som Gud Helligånds ikoniske repræsentation. Der er paradisisk smukt og frodigt omkring Jordanfloden, hvis vand spejler himlens rene, blå farve.

Jais Nielsens kirkekunst er karakteristisk ved let stiliserede skikkelser med enkle og klare konturer, koncentreret om det væsentlige, forstærket af intense farver. Han har gennem sit kunstnerliv givet klare beviser for et stort talent for både maleri, keramik og glaskunst. Jais Nielsens kunstneriske karriere fra futuristiske abstraktioner til traditionelle, religiøse motiver er bemærkelsesværdig. Gerne beretter han om sin mors stærke kristendom og bibelkendskab og om sin egen fortrolighed med Assisi og katolske motivkredse, men – som de fleste af den religionskritiske efterkrigstids kunstnere – er han blufærdig om sin personlige tro. Fotos: Claus Jensen.

Stirrer vi på vores ’jordbund’, både vores indre personlige bund og vores fællesskabers, er det lettest at få øje på tørke, tidsler og sten, som står den gode vækst i vejen. Det går ikke så godt med at lade troen, håbet og kærligheden være bærende kræfter i livet, alt imens vi dagligt erfarer, at meget af det, som vi fundamentalt har stolet på, er trængt og truet på både kort og langt sigt. Nyhedsfladen vælter ind som et massivt angreb på sandhed og livsmod. Hvordan skal vi kunne synge fortrøstningsfuldt som Grundtvig, at ”den gode jord hernede, / tro og håb og kærlighed, / rense vil Gud selv og frede / til en himmelsk frugtbarhed”? – Nej, vi graver nok ikke håbet op nedefra. Vi må et øjeblik løfte blikket fra den beskidte jordbund, vi tramper rundt i, hvor værdier underløbes og løgne har frit spil. Vi må se op og tage pejling af sædemanden selv, som lige nu står lysende foran os og fortæller sin gode historie. Den evangeliske lignelses pointe er jo ikke vores jordbund i dens uoverkommelige forskelligartethed, men derimod sædemanden selv, som uden forskel gør Guds generøsitet gældende for den hele menneskehed. Han sår og sår overalt, virkelig overalt, uanset om det kan synes umagen værd, fordi han ikke opgiver håbet for noget menneske. Altid på livets side insisterer han på troens, håbets og kærlighedens kraft til endnu engang at spire, blomstre og bære frugt med forløsende nye livsmuligheder, måske hvor vi mindst venter det.

Hvad er det, han sår? Det er tårer, sande ord og glødende hjerter: Han sår tårer over verdens kynisme, magtbegær og grusomhed, tårer over had og hævnfølelse. Han lider med ofrene og beder for også de skyldige. – Han sår sande ord: I stedet for sammenbidt tavshed i skyggen af spin, propaganda og løgn sår han sande ord, livsoplysende fortællinger, sang og bøn, ”hvor to eller tre er til stede i mit navn”. – Og han sår glød som lysende helligåndsflammer. I stedet for frygtens dødskulde, der isolerer mennesker, sår han varme og ildhu i fællesskaber, der støtter hinanden i at finde livsmod som Guds børn.

i Nørremarkskirken i Vejle er det centrale motiv på Peter Brandes’ store, gyldne altervæg fra 2013 den store sædemand med frøposen over skulderen. Sædemanden fremtræder også som den dødsmærkede korsfæstede, der sår sig selv som en frugtbar hvedekerne i jorden. Altervæggen er oversået med – ja med hvad? Med tårer, med evangeliets hvedekorn og med Åndens flammer. Fortættede symboler med flere gyldige tydninger. Peter Brandes’ kunstværk er i sig selv en forvandlingsfortælling om, at sorg bliver vendt til glæde. Syndefaldets Adam og Eva forvandles til Maria og Johannes, der henter forsoning ved korsets fod. Og den store gyldne, let konkave flade opfanger, spejler og genudsender lyset fra Gud. Peter Brandes var glad for guldets symbolværdi og for dobbeltmotivet med sædemand/ korsfæstelse. Samme motiv har han brugt i sine kirkeudsmykninger i Michigan og i Canada.  Foto: Claus Jensen.   

Nu begynder vi nedtællingen til påske, og denne søndag skal vi tale om lighed: Lighed er en lysende værdi i Danmark og ‘vores’ del af verden, men vandene deler sig som bekendt omkring forståelsen af lighed: Lige velstand eller lige muligheder eller?  På vores arbejdsmarked plejer vi i hvert fald at kunne enes om mantraet ’lige løn for lige arbejde’. Pudsigt nok dukker Matthæusteksten om ’lige løn for ulige arbejde’ tilbagevendende op, netop mens danske overenskomstforhandlinger pågår. Arbejdsmarkedspolitisk kan vi næppe forestille os den generelle praksis, at en arbejder med kun få timer får samme løn som den fuldtidsarbejdende, der ”har båret dagens byrde og hede”? Men Jesus sagde altså: ”Jeg vil give den sidste her det samme som dig.” Vi kan umuligt lave realpolitik med bibelen som opskrift, men vi kan heller ikke beskylde Jesus for at sætte skotter op mellem evangelium og økonomi. Vores stadige – og stadigt ønskelige – indsats for social retfærdighed har utvivlsomt rødder i kristendom. Og i den store skala har det i høj grad også med kristendom at gøre, at de fleste af os provokeres stærkt af, at formuer i fantasillionklassen akkumuleres globalt hos færre og færre personer, mens utallige fattige slider sig fordærvede uden alligevel at kunne sikre sig et udkomme – eller overhovedet få adgang til et arbejdsmarked. Mon ikke lignelsen også skal kaste den politiske pointe af sig, at alle mennesker bør have en chance i livet, hellere sent end aldrig?

Vi ser, hvordan denne verdens autokrater og milliardærer i en uhellig alliance leger guder ved at koncentrere rigdom, magt og indflydelse hos sig selv på de manges bekostning og således åbne ulighedens afgrund for verden. Måske vil magnaterne tilmed sige som lignelsens: ”Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, er er mit?”, MEN verden er ikke deres ejendom. Vingården er Guds. Den sande, livgivende Gud vil ikke lade ’fanden tage de sidste’. Som lignelsen fortæller, går vingårdsejeren både kl. 9, kl. 12, kl. 15 og igen kl. 17 ud for at hente håbefulde arbejdere ind. Hans generøse og menneskekærlige hjerte har ingen ro, før alle er budt med ved livets bord: det lange bord, som dækkes både her og hisset og rækker ind i det gudsrige, hvis skønhed vi kun aner. Skal vi le eller græde, når nogle har så travlt med at gennemgå og opregne deres egne præstationer, at de næppe ænser at være indbudt til Guds fest, sammen med alle de andre. Der suspenderer værten alle menneskelige sammenligninger ved at sige: ”Er dit øje ondt, fordi jeg er god?”

Som med en tegneserie har maleren Viggo Guttorm-Pedersen (1902-1962) udsmykket væggen i Bredsted Skolekirke i Sydslesvig med Arbejderne i vingården som motiv, lettilgængeligt for skolebørnene og altså også for os. Til venstre ser vi lignelsens hvidhårede og rødklædte vingårdsejer gå ud for at hente de endnu ledige, som straks griber deres værktøj og går i gang. Bagved den sydlandsk udseende mur sveder de ansatte daglejere med druehøsten, alle med bar overkrop. Till højre i billedet ser vi lønudbetalingen: De to sidst-ansatte går fornøjede derfra, hver med en hel dagløn i hånden. Men i døren argumenterer en utilfreds arbejder for, at han til sammenligning burde være bedre betalt end de to gående.

Guttorm-Pedersen, som bl.a. er kendt for smukke, stiliserede plakater og illustrationer af relevans for grænselandet, malede skolekirkens altervæg i 1955. I 1952 vedtog den slesvig-holstenske landskirke, at danske menigheder skulle betale et gebyr for brug af de tyske kirker og desuden underlægge sig den tyske kirkes ‘Ordnung’. Det fik mange danske menigheder til at søge nye muligheder for egne gudstjenesterum. I 1953-54 eksploderede således antallet af skolekirker: I et klasselokale indrettede man sig bag en foldevæg eller skabslåger med døbefont, alterbord, kors og knæfald, som på få minutter kunne bygges op til søndagsgudstjenesterum. De færreste kirkeskoler fik dog et kunstværk af denne kaliber. – I 1969 fik danske menigheder igen udvidet adgang til brug af tyske sognekirker.