Forfatter: birgittebech

Hvem kan ikke genkende sig selv i billedet af mennesker på en livsrejse mellem fortid og fremtid? Efter traumatiske og uforståelige begivenheder kan vandringen være tung. Men videre må man, på en eller anden måde, hvor absurd det end kan synes overhovedet at sætte det ene ben foran det andet, når man fundamentalt har tabt livsrejsens retning og mål af syne. De sorgfulde og rådvilde vandrere har så at sige mistet fremtiden. De har om nogen brug for følgeskab på vejen, samtale med et medmenneske, der orker at lytte, gå ind i de svære spørgsmål om mening og udfordre de alt for små håb. Her er brug for menneskelig og mere end menneskelig hjælp. – Evangelieteksten fra Luk 24 finder en fin balance mellem det konkret historiske og det alment symbolske i sin dobbeltbundede fortælling om de to, Kleofas og den anonyme discipel, der vandrer ud ad vejen på denne 2. påskedag. De vidste ikke andet, end at deres håb var blevet henrettet og hans lig forsvundet, så der intet mere var tilbage for dem i Jerusalem. Da de mest behøvede det, fik de følgeskab af Kristus – i ikke-genkendelig skikkelse. Evangelisten fortæller alvidende, at ”deres øjne holdtes til”. Discipelparret vil gerne holde på det livgivende selskab og byder på aftensmad ved ankomsten til landsbyen Emmaus. Ved bordet indtræffer da det ’Emmaus-øjeblik’, som alle håbefulde kristne længes efter: Øjeblikket, hvor troen skænker mening og fylde, mens brødet deles, og velsignelsen lyses, – sådan som det kan ske ved hver en gudstjeneste, der nærer vores tillid til, at Kristus lever! Med opstandelsestroen gives fremtiden tilbage til de to – og til alle andre livsvandrere.

Mon ikke denne helligdag er en af de allervigtigste inspirationer for nutidige kirkekunstnere? Yndede er både billeder af Emmausvandringen og af Emmausmåltidet. Hos mange ældre kirkekunstnerne er den opstandne tydeligt karakteriseret ved glorie, lysende klæder eller andre konventionelle attributter – hvis han da ikke som hos Sven Havsteen-Mikkelsen er vist som en eksplosion af lys. Men Arne Haugen Sørensens karakteristik er diskret: Vi kan lige netop få øje på Jesu naglegab. Og han har blik til begge sider: blik for hvert et menneske. Ud fra interaktionen og den følsomme mimik må iagttagere ellers selv identificere Kristus: I vores tilværelse er det måske også op til os selv at tolke og modtage en livgivende inspiration på rejsen som en gave fra den opstandne? Her viser jeg Arne Haugen Sørensens maleri af Emmausvandrerne fra 2002, som jeg netop fandt i den flotte udgivelse ’Den store passion’. – Arne Haugen Sørensen har også malet flere versioner af Emmausmåltidet. Nederst i opslaget her på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst vises et alterbillede fra 2012 i Humlum Kirke ved Struer. Foto: Claus Jensen.

Døden er ubegribelig! For ikke mange dage siden kunne vi spise sammen, le og græde sammen, skændes og omfavne hinanden. Nu er der bare stilhed. Dødens stilhed er kaldt et stærkt argument for sjælens eksistens, for uendelig dramatisk er den forandring, der indtræffer, når et legemet afsjæles: Det elskede menneske er åbenlyst ikke mere til stede. Savnet er grumt, tomheden isnende. Til savnet kan lægge sig en forstenet konflikt eller smerte over at have omfavnet for lidt, mens tid var. I stedet for menneskelig respons finder vi nu kun stilheden, kulden, blegheden, det slukkede blik….  Sorgen flår i det efterladte hjerte som en protest over det ubærlige tab. Den sørgende vil ikke reducere det elskede liv til blot et minde. Ikke slippe håbet for den elskedes fremtid – og gensynshåbet.  Hos sørgende er der ofte en grænseoverskridende, sitrende sensibilitet: En åbenhed for det anelsesfulde, som er både dyrebar og skrøbelig: I kapellet følger alle med øjnene den flaksende sommerfugl: Er det et livstegn? Den usædvanlige fugl, der satte sig i vindueskarmen? Den næsten udgåede plante, der overraskende skød et grønt skud? Den mærkeligt spirituelle drøm eller den uforklarlige følelse af et fysisk nærvær, der udfordrer det rationelles grænse? Universets store sammenhængskraft er jo stadig så uopklaret.  Al tvivl og spørgen, al forestillingskraft og længsel bliver lagt i håbets skål.

Og alligevel har vi næppe kræfter nok til selv at løfte skålen, endsige selv forme sprog for vores håb. – Det behøver vi da heller ikke! Vi er ikke bare kastet tilbage på os selv med vores private søgen efter fornemmelser og tegn. Kirkens påskeuge kan give os alle et fælles rum med et stærkt sprog for vores sorg og håb, troens fælles sprog, som er både eksistentielt vedkommende og historisk kulturbærende. Her kan vi trygt være til stede med vores skyld og svigt og tomhed, mens vi hører, hvordan alle sorgens svære følelser i påskefortællingerne har bibelske figurer at spejle sig i. Vores blafrende håb finder her et anker. Håbene samles og bæres oppe af kirkens evige påskeevangelium: Kristus er opstanden! Som et klimaks kommer påskemorgen til os med sit fuldtonende budskab om, at døden tabte til kærligheden, til Guds Kærlighed med stort K. I de blomstersmykkede kirkehuse samvirker alle gode kræfter: klokkekimen, vidunderlige tekster, påskesalmer og musik – om at rumme dine og mine sorger i en fælles påskeglæde:

”Kom hjerte med hvad dødt du har, / hvad du med sorg til graven bar, / gå med det alt til ham, som døde, / men levende dig nu vil møde! / o salig påskemorgenstund / med guld i mund.” (DDS 224)      

Nr. Uttrup Kirke, Nørresundby, har i 2015 anskaffet Finn Jakobsens påskefrise, der fører os helt fra måltidsfællesskabet skærtorsdag over de dramatiske begivenheder langfredag, hvor hanen i venstre hjørne minder os om Peters fornægtelse. Mørke og lyn over Golgata viser os Kristusbegivenhedens kosmiske dimensioner. Et tornekronet dødningeansigt lader os ikke i tvivl om dødens grumhed. Frisen fortsætter i påskedagens trøstende motiver, hvor en kvinde modtager englebudskabet ved den åbne grav, og påskeliljer under den hvide due lyser over den nyfødte grønne jord. Finn Jakobsen har efter et arbejdsliv som lærer og efterskoleforstander helliget sig livet som billedkunstner med både farvestærke malerier og skulpturer. Kunstneren, som nu bor og udstiller i Galleri 2ti, Sæby, Frederikshavn, har udtalt, at ”heldigvis er intet mørke så mørkt, at lyset ikke kan skinne igennem.”

Der var engang en fest. Sidenhen kunne de tilstedeværende tolv næppe mindes denne festaften uden at græde. Aftenen var på en gang den værste og den bedste! Festens traditionelle anledning var god nok: Man fejrede påske med salmesang, mad og vin som årsdagen for hebræernes mytiske befrielse; man festede med trodsigt mod i en situation, hvor Israel igen var kuet af en brutal og årvågen overmagt. Folkets messianske drømme fik ved påske pulsen til at stige. I den lille kreds var der ikke enighed om, hvordan man skulle møde besættelsesmagten: Mindst én var revolutionær og mere eller mindre klar til et opgør med ham, der vendte den anden kind til. Var hele gruppen i fare? Jesus var den, der holdt sammen på gruppen og bar dens store drømme. Hans banebrydende visioner, hans enestående autoritet og hans uopslidelige kærlighed var blevet livets fylde og mening for hans følgere. Det var også ham, der organiserede og orkestrerede festen, formentlig i overensstemmelse med jødiske påskeskikke, hvor alle måltidets elementer bærer symbolske referencer til Exodus. Da de tolv højtidsfulde mænd sad til bords omkring Jesus, åbnede afgrunden sig under dem: Jesus meldte ud, at han kendte sin tilstedeværende forræder. Hen over disciplenes forsøg på at retfærdiggøre sig lod Jesus måltidet fortsætte, idet han velsignede brødet og vinen og lod alle forstå, at dette blev et afskedsmåltid, hans sidste glas vin i denne verden: ”Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.” (Matt. 26). Det var så sørgeligt. Og bedre blev det ikke af, at overhovedet ingen af vennerne holdt sig vågne, da Jesus i dødsangst gik ud i Gethsemane Have for at bede. Ja, det var den værste aften. Men det var også den bedste, fordi Jesus havde sagt noget særligt ved velsignelsen. Hen over de traditionelle symbolske retter havde han indstiftet to nye symboler, der gjorde måltidet sakramentalt: Han gav dem sig selv i brødet og vinen ved at betegne dem med ordene ”Dette er mit legeme” og ”dette er mit blod”. Hans varme, bankende hjerte kendte vennerne godt, hans usvigelige hjerteblod. Hermed oprettede han den nye pagt ”for mange til syndernes forladelse”, og denne nye pagt skulle række helt ind i Guds riges evighed. Vennerne havde forladt ham, men han havde altså ikke forladt dem. Deres fællesskab om forsoningens måltid fik de lov at føre videre – og række videre til os.

Til skærtorsdag vælger jeg at vise et udsnit af professor Jesper Christiansens (f. 1955) altertavle ‘Skyggeflor’ fra 2019, som udsmykker Frederikskirken, Den danske kirke i Paris. Hele det store, indholdsrige og intense maleri ses nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst

Billedet er som mindemusik; det er mennesketomt, men fyldt af mulige associationer til steder og genstande, der har spillet en rolle for påskeugens gennemlevede drama. Forgrundens sceneri er en have, hvor stierne danner et kors – som lidelsens vej, og picnicteltet kan få en til at tænke på de tre disciple, der sov rusen ud i haven i stedet for at våge med Jesus gennem hans angstfulde timer. Forrest ses et festbord med tomme glas. Vinglas og vindruer såvel som hvedeaks, kan associeres til nadverens elementer. Det kan være nadverbordet, som Jesus og disciplene engang forlod, og det kan være nadverbordet, som på helligdagen står klar til os. – Hvedekorn og -aks kan samtidig referere til Joh. 12, hvor Jesus sammenligner sig selv med hvedekernen, der må i jorden og dø for at bære mange fold. Oliekanden kan pege på Jesu salvning i Bethania, hvor han forudsagde sin jordefærd, og vandkanden på livets kilde og dåben. Påfuglefjeren nederst i venstre hjørne er også betydningsfuld, idet den er et antikt kristent symbol for udødelighed.

Christiansens valgte titel ‘Skyggeflor’ anslår ensomhedens tema. Det er et citat fra B.S. Ingemanns ‘I fjerne kirketårne hist’, hvor der står ”Snart ruller ud den stille nat / sit skyggeflor over himlen / og den som sidder mest forladt /  ser op mod stjernevrimlen”. Kunstneren har – som barn af kulturkristendommen – lagt vægt på, at billedet kan rumme kristne udlægninger, men at ingen detalje giver en entydigt kristen reference. Om man vil, kan man i maleriet finde fire bibelske scenarier: Nadverbord, Getsemane, Gravhaven, Oliebjerget. – Rønnebærtræet står fra nederst til øverst som en forbindende figur, der kunne få mig til at tænke på livets træ, men det er angiveligt uden eksplicit symbolsk betydning. ”Der stod en røn uden for mit vindue”, sagde Jesper Christiansen uhøjtideligt.

Helligdagens fortælling fra Luk. 1 om menneskehedens nye begyndelse falder i god jord i det spirekraftige forår. På ca. 9 mdrs. afstand af vintersolhverv forvandles vores vissenbrune morads til en fest i lysegrønt med solgule og himmelblå forårsblomster, og vores bekymringsforkomne sjæle overøses med fornyet livsmod! Det er da nu, vi skal høre, at Himmel og jord forenes i en nådeshandling, hvor Helligånden flyver ind og bygger bro fra det høje til menneskehjertet. Fra virkelighedens mest gådefulde dyb lyder Gabriels melding til Maria om Guds store løfte i skikkelse af et barn: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn… og der skal ikke være ende på hans rige.”

Som bekendt koncentrerer trosbekendelsen begivenheden i formelen ”Undfanget ved Helligånden”. En konfirmandpræst fortalte mig, at overhovedet ingen af hans konfirmander vidste, hvad det gamle ord ”undfange” betyder. Iflg. opslag i store ordbøger kan ordet da forresten også opvise en større vifte af betydninger foruden altså at blive gravid: Man kan fx undfange en tanke eller en plan. Ligesom kroppen kan ånden og bevidstheden undfange noget nyt. Den bette Maria undfanger jo også åndeligt, når hun svarer: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Et er at blive talt til, noget mere er at lytte og bekræfte. Maria åbner sig for modtagelsen af ordet, svarende til den gamle kirkelige tradition for at forklare undfangelsen som noget, der sker gennem øret! Maria er ikke en passiv, men en aktiv modtager, som bærer, nærer og synger. Ikke fordi hun er noget særligt, heldigvis. Det er ikke en historie om de udsøgtes eller mægtiges triumf, men om Guds nærvær hos almindelige, frygtsomme og sårbare mennesker, som os. – Det er nu så også vores opgave at undfange: at bekræfte og synge lovsang for Guds nærvær med tro, håb og kærlighed. Med gehør for troens mysterium itone- og italesætter bebudelsessalmen ”Nu kom der bud fra englekor” netop, at også vi skal undfange: ”O Herre Jesus, lad din Ånd / mig kraftig overskygge, / bered mit hjerte ved din hånd, / at du deri kan bygge, / at også jeg kan åndelig / undfange dig / og aldrig fra dig rykke.” (DDS 71 v 5)

Findes der stærkere håbstegn end netop et barns komme? Et barn er – al fertilitetsteknologi ufortalt – stadig ikke noget, man bare laver, ikke noget man kan tage selv. Et barn er noget, man får, – hvis man altså gør. Besværligt og smertefuldt, men ikke desto mindre en gave og et mirakel. Et livets under, som man en tid kan få lov at bære og nære, undres over, håbe for og ængstes for, følge og forhåbentlig glædes ved. Til Mariæ Bebudelse har jeg denne gang valgt et moderne kunstværk fra 1996, hvori der indgår en video med scanningsbilleder af en gravid livmoder. Værket er – eller har været – placeret i Rigshospitalets gangareal ved opgangen til gynækologisk afdeling, men har også været udlånt til Ordrupgårds fordums kunstudstilling om moderskab. Den kvindehøje skulptur hedder ”Bebudelse” og er skabt af billedhugger og fotograf Suste Bonnén (f. 1948), som selv har født 4 børn og som kunstfotograf på fødeafdelingen været usædvanlig tæt på gravide og fødende kvinder. Titlen taler for sig selv, men også den unge kvindeskikkelses klassiske ynde bringer genklang af ikoniske Mariafremstillingen fra renæssancen og frem. – Aktuelt har vi for resten mulighed for at skyde genvej til et klassisk forbillede i Michelangelo-udstillingen på Statens Museum for Kunst. – Suste Bonnéns skulptur fremkalder vores indre Mariabilleder og belyser samtidig den gådefulde og for os uoverstigelige forskel på ikke-liv og liv, hvorom alting er. Hvor udtryksfuld bronzeskulpturen end er, er den som metalgenstand statisk og livløs, mens den tændte videos uroligt skiftende billeder viser umiskendelige livstegn. Den digitaliserede dokumentation af et fremgroende menneskeliv vækker sindsbevægelse og ærefrygt. Skulpturen bærer monitoren som et kostbart skrin, svarende til at unge forældres fosterscanningssession ofte er højtidelig og kærlighedsfuld, og deres scanningsprint bevares som klenodier, kredsende om livets forunderlige gave.