birgittebech

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 1. rk. – Glæden vil komme

Her omkring 80-års jubilæet for Danmarks befrielse fylder besættelsesårene meget i danskeres bevidsthed. ”Vi tænker mere over det, med alt hvad der sker i verden i dag”, sagde en kvinde til TV’s mikrofonholder. Ja, vi gyser ved forestillingen om selv at skulle sætte livet på spil i frihedskamp. Des mere fylder ærefrygten for dem, der faktisk engang med åbne øjne risikererede alt i modstand mod voldsregimet, også dengang det officielle Danmark dømte deres kamp ude. Vi bryder os ikke meget om at erkende det, men på grund af den danske samarbejdspolitik med Nazityskland var det på et hængende hår, at Danmark ved verdenskrigens afslutning blev regnet blandt de allierede. Det relative fåtal af frihedskæmpere sammen med de mange aktive søfolk reddede så at sige Danmarks ære. Vi skylder dem så meget! Vi hører i dag om overlevende frihedskæmpere, som traumatiseredes for livet, og vi hører om dem, som nazisterne pågreb og skød. Hvis vi drager ud til Mindelunden i Ryvangen, hvor henrettelsespælene stod, finder vi i dag en mindeplade med Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge som døde / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Ja, drengene tændte lys i mørket på flere måder: Flere af de dødsdømtes afskedsbreve rummer en sjælsstærk tone af kærlighed, bekræftelse og håb på livets vegne. De ofte ganske unge helte formåede at bringe trøst! – Helligdagens episteltekst fra Hebr. Kap. 13 hører hjemme i en helt anden historisk og kultisk-religiøs verden end danskeres krigsminder, men synes mig alligevel at anslå analoge strenge: ”Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme”. – En ny tids mulighed er født af et dyrt offer.

Evangelieteksten fra Joh. 16 bringer os ind i afskedssituationen mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus ved, at hans død er forestående. Han bruger sin sidste taletid til at trøste og forvisse disciplene om, at de vil opleve stor smerte, men at smerten vil afløses af glæde, som ved en fødsel: ”når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Teksten peger frem mod påskens befriende opstandelsesbudskab, og den har også bud til os, der ikke sådan får opstandelsessyner. Hver især kommer vi til at opleve sorg, fordi livet er noget, man dør af. I mellemtiden forråder vi måske livet i bekymring for de sorger og afsavn, der måtte komme. Men vi skal øve os på at lade store forhåbninger fylde mere end bekymringer. Indtrængende tilsiger Kristus i teksten, at glæden vil komme. Måske kommer glæden på en anden måde, end vi selv ville definere, – og en dag kommer døden altså. Når døden ikke længer lader sig fortrænge, må vi øve os på at forestille os den som et møde med Guds lys. Guds plan er og bliver, at det ender godt! I Møllehavebogen af samme navn citeres Poul Borum, som digtede om lyset, mens han var døende af kræft: ”Jeg begynder at se lyset / som meningen med det meningsløs liv. / Jeg begynder at se lyset / som den eneste og egentlige årsagsforklaring. / … Jeg begynder at se lyset / og lyset er sikkert og stærkt / og lige så fjernt som nært / og lyset er en anden / og ser på mig / ser mig” (Fra ’Digte til musik’ 1996)

Det modsatte af tro er iflg. Johannes Møllehave ikke tvivl, det er frygt. – Frygt altså ikke!

Det valgte billede er et udsnit af Laila Westergaards uendeligt righoldige altertavle fra 2020 i Gødstrup Hospitalskirke ved Herning. Granitrelieffet er, som Dorthe Fogh og Anette Østergård skriver, en “flerstemmig fortælling, som er fortalt med glæde over menneskers fællesskab og samspillet med det guddommelige”. Den tidsmæssige afstand mellem bibelhistorie og nutid er ophævet. I centrum er korset, på hvis højre side vi bl.a. møder døden, omsorg for liget og sorg over afskeden, som deles af mennesker der føler som os. Venstre side er fyldt af levende menneskers gode fællesskab, et fællesskab vi gerne ville se os selv i. Under lyset oppefra og Helligåndens vingefang ses fortolkninger af livet i en menighed: Her er dækket op til nadver eller snarere til Emmausmåltidet, hvor den opstandne selv byder til bords, og her er børn i omsorgsfulde voksnes arme. Yderst tv. ses en indadvendt, højgravid kvinde med hænderne på sin mave. Det kan være Maria, eller det kan være enhver kvinde, der tænker på en forestående fødsel. Bag hendes ryg ses en tidsel, som kan symbolisere fødselssmerten. Et dejligt, fuldbårent barn ved siden af hende bæres af en ældre mand. Det kan være Simeon i templet med Jesusbarnet, eller det kan være nutidens ømme bedstefar, der bærer et barn til dåb, “fyldt af glæde over livets under”…. – Frygt altså ikke! – Nederst i opslaget ses et større udsnit af Laila Westergaards epokegørende kunstværk, men fotos er og bliver en fattig erstatning for besøg i dette kirkerum. Fotos: Claus Jensen.

4. – 5. maj 2025, 80 års jubilæet for Danmarks befrielse

Til begravelser læses ofte nogle vers af Sl. 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig hvile i grønne enge, han leder mig til det stille vand”… Søndagens tekst om den gode hyrde rækker således ud over livet i tiden.

Sandsynligvis blev denne tekst også læst ved Erik Anker Sørensens begravelse i 1943.

Den unge stud.polyt. var taget på sygebesøg med sin far, lægen Anker Sørensen i Nr. Nebel, men blev skudt af tyskere, mens han sad på bagsædet i sin fars bil. Hvilken rolle han spillede i modstandsbevægelsen, ved jeg ikke, men 19 polyteknikere blev angiveligt dræbt som frihedskæmpere.

Forældrene ønskede posthumt at få malet et portræt af deres søn og henvendte sig til kunstner Carl Trier Aagaard (d. 1961), som var medlem af Nymindegabs kunstnerkoloni. Carl Trier Aagaard imødekom de sørgende forældres ønske om et maleri i naturalistisk stil af deres søn, vel efter et fotografi, siddende i et paradisisk landskab. Maleriet, som her præsenteres i et udsnit, fik en hædersplads i lægehjemmet.

Min kilde til den bevægende historie er læge Michael Trier Aagaard, kunstnerens søn, som er min grandfætter. Kunstnerisk set yder maleriet nok ikke Carl Trier Aagaard retfærdighed, idet han som modernist, undervist af Harald Giersing, oftest malede med grove strøg, men han malede flere bibelske motiver i traditionel stil. Maleriet er siden overdraget til Nymindegab Museum.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter påske. “Nåden er” – Hyrde og offer

På fredag d. 2. maj 2025 holder jeg fra kl. 14 billedforedrag i Gentofte Kirke om Peter Brandes’ meget righoldige kirkekunst. Her viser jeg bl.a., hvordan Peter Brandes har arbejdet med motivet ‘Den gode hyrde’, som med evangeliet fra Joh. kap. 10 er tema for 2. søndag efter påske. Peter Brandes’ alterbordsudsmykning fra 2017 i Silkeborg Kirke er et smukt keramisk værk i blå nuancer, der viser hyrden gående med lammet på skuldrene. Som så ofte har Peter Brandes skabt et fortættet symbol med en flerhed af betydninger i sig: Hyrden og offeret. Den gode hyrde bærer og drager omsorg for lammet: “Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”. Til forskel fra alverdens selviske ledere, er den gode hyrde selvopofrende, med kærligheden som eneste grund: “Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter… for han er ligeglad med fårene.” Peter Brandes anskueliggør offermotivet ved at lade Kristus bære korset. Alterbordets motiv ‘aktiveres’ ved hver nadvergudstjeneste, hvor menigheden synger til “Guds lam”, og gudslammet indeholder endnu et betydningslag: Kristus som det lam, der tilbedes i Johannes’ Åbenbarings paradisvision. Det ender godt!

Evangelieteksten om den gode hyrde inviterer jo også til refleksioner over, hvad vi konkret forstår ved at blive ledet af Kristus: som individ, som fællesskab, etisk og åndeligt, her og hisset. Man behøver ikke være jysk fåreavler for at føle sig under angreb af ‘ulve’ på forskellige niveauer, også sjæleligt, når vi fx erfarer, at håbet flakker, og vores egen offervilje skrumper.

Salmedigteren Simon Grotrian blev inviteret til at skrive en tekst til kunstværket. Han løste opgaven på fineste vis med de kun to ord: “Nåden er”. Det er ren nåde, at vi har den gode hyrdes omsorg, og det er ren nåde, at han giver os sit liv. Det er ikke en fortælling i datid, men pure nutid. Fotos: Claus Jensen.

Hyrdemotivet forefindes også i Silkeborg Kirkes gamle ruder, som Sigurd Olrik var mester for i 1914.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter påske, 1. rk. – Thomaskravet

Jeg har hørt om en konfirmand, der lagde ud i 1. time med et forlangende om, at præsten skulle bevise, at Gud er til og kristendom ikke bare overtro. Dette ville præsten ikke gå ind på, vel forståeligt nok, hvorpå konfirmanden gik – og blev væk. Mange har nok oplevet egen hjælpeløshed i samtale med mennesker, der spørger efter bevis for forkyndelsens sandhed: beviser som kan slå sprækker i deres mentale mur. Måske hører jeg somme tider mig selv argumentere over for skeptikeren, vel vidende at det ikke rækker, – og smerteligt opmærksom på min egen tvivl. Troen kan gødes af fortællinger, poesi, sang, bøn…, men næppe af argumenter, fordi dens indhold ikke kan bevises, måske end ikke sandsynliggøres. Tro og viden er ikke uforenelige, vores viden gennemfarves af vores tro eller ikke-tro, men tro er stadig ikke viden. Jeg kan ikke bevise Guds nærvær, kraft og nåde, højst i al fejlbarlighed forsøge at vidne herom. – Men iflg. Joh. 20 rakte end ikke vidnesbyrd fra et kvalificeret flertal af disciple til at overbevise den skeptiske Thomas om, at Kristus havde vist sig for dem som opstanden. – Som bekendt slutter evangeliefortællingen ikke med disciplenes afmagt, men med at Vor Herre selv gik ind til dem gennem lukkede døre, også ind til den vantro Thomas, der fik gudelig særforplejning. – Dagens tekst husker Thomas for to replikker. Først: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.” Da den opstandne igen gik gennem lukkede døre med blotlagte naglegab og henvendte sig direkte til Thomas, lød Thomas’ anden replik i al sin lysende entydighed: ”Min Herre og min Gud!”. – I forhold til vores egne afmægtige argumenter og vidnesbyrd – over for utålmodige konfirmander og andre – vil trøsten herefter altid være, at Gud selv kan finde veje ind. Gud er aldrig låst ude.

Denne dramatiske påskescene udfordrer billedkunstnere og deler næsten vandene: Nogle kunstnere har fokus på den grotesk korporlige detalje, at Thomas borer sin finger ind i naglegabet; det gælder fx Peter Brandes, der udtrykkeligt har glædet sig over, at kristendommen giver plads til tvivlerne. Andre kunstnere viser naglegabet med største diskretion og lægger vægt på mødet som sådan: Den opstandne har vist sig, talt til Thomas og givet ham troen ved sit nærvær. Hermed bygges der bro til den menigheds tilbedelse, som kirkekunsten sigter på. Lisbeth Smedegaards fine salme om Thomaskravet (DDS 248) dvæler da også ved vores erfaring med gudstjenesten: ”Da kommer du igen til os / – hver lukket dør, hver tvivl til trods – med ord, vi kan fornemme. / Bag det, som vore øjne ser: / lidt vin, lidt brød – og intet mer! / dér hører vi din stemme.”

Her viser jeg et maleri fra 1870 af Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det blev tydeligvis aldrig færdiggjort og befinder sig nu på Randers Kunstmuseum. Den flittige Marstrand, som havde sin læretid i guldalderen, malede en del bibelske motiver, men kun få alterbilleder. Han havde gerne malet flere, men var typisk ikke klar, når mulighederne var der. I dette hans maleri kommer den lyse, imødekommende Kristusskikkelse gående frem imod Thomas og os alle, foran en mørk døråbning der samtidig refererer til det mørke gravkammer. Her kaster Thomas sig på knæ i tilbedelse. – Vi behøver måske ikke fingerere ved opstandelsens mysterium.

Nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst vises Marstrands udtryksfulde skitse til samme motiv. Her er øjnene talende. Foto: Claus Jensen.

Til lykke med de 80 år i dag til Billedkunstner Helle Scharling-Todd!

Den dansk-amerikanske kunstner har en international uddannelse, bl.a. fra Kunstakademiet i Ravenna, og har til huse både på Langeland og i Californien. Helle Scharling-Todd har høstet international anerkendelse for store mosaikværker i offentlige rum. I Danmark kender vi hende især som en kirkekunstner, der har bidraget med glasudsmykning i mindst 7 danske kirker, flest i slutningen af 1990’erne. Nogle af Helle Scharlings glasmosaikker er collageagtige med figurative elementer. Den enkleste og efter min opfattelse allersmukkeste er den første: den meget store rude fra 1975 i den østvendte altervæg i den før renoveringen ret uspændende Hjallerup Kirke. Når dagslyset vælder ind, er ruden en åbenbaring med sin abstraktion over korset i blå farver med brudstykker af natsort, blodrødt og solgult, altså en stærk, ordløs påskeforkyndelse. Helle Scharlings rude i Hjallerup er en omvej værd! – Mange tak for den og for dit øvrige livsværk, Helle Scharling! Foto: Claus Jensen.