Kunst til kirkeåret

Et nyligt TV-indslag har handlet om medicinsk hjælp til nyfødte i en af Gazas flygtningelejre, hvor børn på grund af mødrenes underernæring fødes med en fødselsvægt, som kun er halvdelen af normalen. Her greb jeg mig selv i at tænke: Er det overhovedet en verden at sætte børn ind i? – Hvorfor få børn, hvis man ikke har fodfæste i livet? – Mange steder i verden stiller et stigende antal unge åbenbart sig selv spørgsmålet, om det overhovedet er en verden at sætte børn i? Tvivlen kan næres af krig, klimaforandring, fattigdom, arbejdsstress eller simpelt hen manglende håb til fremtiden. Skal vi le eller græde over, at Kina nu vil modgå sit fødselsunderskud ved at beskatte præventionsmidler? I et krigsmartret Ukraine er manglen på børnefødsler – naturligvis – særligt akut: Hvem vil, når det kan undgås, føde børn under dronenedslag? Et enkelt ukrainsk par, som blev interviewet til TV, fastholdt dog, at krigen ikke skulle hindre dem i som ønsket og planlagt at blive forældre. Og det skete. Hinsides rationaler og statistikker må viljen til at sætte et barn i verden elementært forbinde sig med mod, håb og kærlighed – måske på trods. Forældre må møde den nyfødtes uhærdede barneøjne med al god vilje til at lade dem se det smukke.

Juleevangeliet fortæller som bekendt om en fødsel ved vor tidsregnings begyndelse i en verden, der bestemt heller ikke var børne-egnet. Problemerne var delvist andre end nutidens, men grelle nok: Israel/Palæstina var besat af en fremmed stormagt, hvis soldater man ikke kunne ignorere, lydstat regeret med grusomhed og korruption, med voldsomme klasseforskelle. En bekendt purung pige, som næppe havde fodfæste i livet og ikke havde planlagt at stifte familie, var af magthavere tvunget ud på rejse, da hendes tid var inde til at føde. Og det skete! Det skete, at hun i en stald fødte et elsket barn, Guds barn. – Trods alverdens synd og død udviste Gud på denne julenat mod til at sætte barnet ind i en grum verden, som ikke fortjente dette barn. Håbet blev genfødt, så himmel og jord sang og synger om fred og glæde. Barnet skulle leve og se verden med Guds blik – og lære andre at se med Guds blik. Se markens liljer og himlens fugle fremfor mammon og våben. Se medmennesker, der trængte til tilgivelse, fremfor fjender, fremmede, strafskyldige. Uden anden grund end kærlighed fandt han verden umagen værd. Tænk, om vi i hans følge kunne lade alverdens børn arve håb og livsmod. Glædelig jul!

Jeg vælger at vise et af den færøske Sigrun Gunnarsdottirs malerier af en nyfødt, malet i 2016. Kunstnerens symbolistiske billeder har gerne mytiske referencer, som her det centrale livstræ.

I julehandelen stod jeg med bogen ’Alexei Navalny’ i hånden, og midt i juletrængselen stod tiden stille et øjeblik: et øjeblik med TAK for dette klare eksempel på mod og sandhedstroskab i en verden af løgn og undertrykkelse. Navalny var et stykke ad vejen et barn af det sovjetiske samfund, ikke nogen engel, men vi så ham navigere efter et stadigt mere retvisende kompas, som gjorde ham til ikon for den heroiske, russiske oppositionsbevægelse – som uvægerligt kostede ham livet; det er nu snart to år siden. Fremmødet ved Navalnys begravelse trodsede alt; kan/vil nogen bære inspirationen videre og betale sandhedens pris? Som ukueligt sandhedsvidne under et perverteret regime blev Navalnys historie overordnet en værdig og flot historie, et klart lys i mørket – samtidig med, at den var en grum tragedie for ham og alle, der elskede ham. – Jeg forestiller mig, at denne begavede, veltalende og smukke dreng/mand i udgangspunktet blev mødt med de allerstørste forhåbninger hos sine nære: Han måtte blive til noget stort. Hvem kunne da drømme om, at det blev i martyriet, det karismatiske solskinsbarn skulle vise sin storhed? – –

Nu vender jeg blikket mod vor tidsregnings begyndelse og 3. adventssøndags bibelske scene fra Luk. 1, hvor gamle Zakarias først blev aldeles tvivlende og stum og ni måneder senere overstrømmende veltalende i anledning af, at han uventet blev velsignet med sønnen Johannes, ”den Højestes profet”.  Blev Johannes Døbers liv en god historie? Uforfærdet prædikede og døbte han, talte nådesløse magthavere imod og bødede med sit liv i en retsløs rettergang. Vores skriftlige tradition har bevaret en stærk og levedygtig overlevering om Johannes Døber, der ganske vist træder svært i baggrunden i vores søde juletid. Det blev Johannes’ lod at træde i baggrunden. I kristent perspektiv blev Johannes først og fremmest det retvisende kompas. Vi hylder ham som den karismatiske vækkelsesprædikant, der døbte, måske oplærte og iflg. evangelierne pegede på Jesus og så gik over i historien som ”Forløberen”. Zakarias’ lovsang, Benedictus, der fejrer Johannes’ fødsel, forkynder – foregribende – evangeliet så rent og poetisk, at det stadig inspirerer og trøster. Her synges om, at Gudsfolket skal ”kende frelsen i deres synders forladelse, takket være Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Vores aldeles nulevende salmedigter Niels Johansen har ladet sig inspirere til en tak til Zakarias: ”Du sang om din søn, om Johannes, / hvis ensomme magtfulde råb / fra ørknen en dag skulle kalde / de mange til Kristus med håb. / Gud gav dig en sang, Zakarias, / du tvivlstumme præst uden ord. / Skønt udbrændt så kunne du synge / din salme i Gudsrigets kor.” – ”Hvem husker i dag Zakarias? / Det gør jeg, når jeg mangler ord, / når løfterne bliver så store / jeg slet ikke ved om jeg tror. / Så husker jeg, Gud kunne synge / sin salme med ordløses røst. / Så derfor, – ja tak, Zakarias / for salmen til udbrændtes trøst.”

Der findes ikke i danske kirker mange fremstillinger af Zakarias, udover det helt vidunderlige træskærerarbejde i Roskilde Domkirke, som jeg tidligere har vist i dagens anledning. Billedskæreren Anders Mortensen, der med motivvalg gik sine egne veje, har dog på Nyborg Vor Frue Kirkes prædikestol i 1653 skildret Zakarias i en scene, hvor den stumme Zakarias efter tempeltjenesten træder frem for folket. (Se NEDERST på opslaget i https://kirkekunst.net/Kunst ). Der ser vi ikke en engel, men en due inde i bygningen. Kvinden yderst tv. i prædikestolsrelieffet er vel den (snart) gravide Elisabeth, der skammer sig over at være ufrugtbar til forskel fra andre kvinder – Denne gang vælger jeg undtagelsesvis at opprioritere motivet i en anskuelig tysk fortolkning, som lettere lader sig afkode ved et hurtigt blik på den digitale platform. Zakarias’ bebudelse figurerer på en altertavlefløj i Ailingen ved Friedrichshafen, udført 1862 af Alfred Sickinger. Her er vi tilbage ved Johanneshistoriens begyndelse, hvor Zakarias gør tempeltjeneste ved røgelsesofferalteret og den syvarmede lysestage, mens Gabriel bebuder Elisabeths uventede graviditet med den vordende Johannes Døber. Snart skal Gabriel videre med sin bebudelse til Maria, og så kan det blive jul! Fotos: Claus Jensen.

Håbløshedens mørke kan snige sig ind på os – med klimakatastrofer, himmelråbende ulighed, nådesløse krige, hæmningsløse løgnefabrikker ….  Des mere må vi minde hinanden om håbets kraft. Håbet sætter en retning og ruster os med mod og udholdenhed. At kunne håbe er en gave, men åbenbart også en opgave, en pligt, som vi må forstå ud fra lignelsen om kloge og ukloge brudepiger i Matt. 25. De “kloge brudepiger” er ikke konkrete personer, men symboliserer det at bevare håbets flamme, selv mod svære odds; brudgommen lader vente på sig, længe, længe. De “ukloge brudepiger” sætter håbet og troen i relief. –  I Jesushistorien er lignelsen rammesat til hans sidste uge i Jerusalem, hvor alt var på højkant. I katastrofestemningen forberedes den ubærlige afsked, og samtidig trøster Jesus sine følgere med, at afskeden ikke vil være definitiv; de må ikke give op, men tålmodigt vente på Guds dag. – Evangeliernes tilblivelsestid var tung af apokalyptiske forudsigelser og en nærforventning til Kristi genkomst, som vi i nutiden ikke uden videre kan dele. Men tilbage står, at vi ikke må synke ned i håbløshed, teflonbelagt ligegyldighed og ansvarsfraskrivelse, men holde fast i det Kristusvendte håb. – I dag italesætter vi somme tider håbet som et næsten (indholdstomt?) løsen, men det Kristusvendte håb er ikke håb om hvad som helst. At håbe fx på rigdom for rigdommens egen skyld, magt for magtens egen skyld, hævn for hævnens skyld, er stadige menneskelige fristelser, men fremmede for evangeliets håb. Til dårlige undskyldninger og kærlighedstomme ego-håb siger Jesus. ”Jeg kender jer ikke”; de er dødvægt i Guds rige. Det evangeliske håb handler derimod om næstekærlighedens sejr. Dette gode håb næres af tillid til Kristus som den, der kommer, som vores yderste lysklare og nyskabende fremtid. Et sådant håb til fremtiden vil være virksomt og sprede lys allerede i dag. “Lampeolien” er vores forventning til, at han, Kærligheden, vil komme os i møde: i gudstjenesten, i hjertets bøn, i medmennesket som rækker ud efter os, i lyset bag døden: altid er hans sande ansigt foran os. –

Uden ”brudgom” er der intet bryllup; vi kan forberede os med flid og de bedste håndbøger, men ikke selv fuldbyrde festen uden. Tilsvarende ser jeg julen: Her i december træner vi forventningsmusklen og glæder os, mens vi ser hen til Gudsbarnets komme som pant på Guds investering i vores forkomne verden. Der er livsalig gang i adventskrans og lyskæder, gavekøb, opmuntringer til de kære – og til lidt flere end dem, masser af indsamlinger. Godt det samme, men stadig er det Guds komme, hvorom alting er. Hverken stegen eller juletræet er julefestens hovedperson.  

Denne gang viser jeg øverst et udsnit af et værk, som er malet af den stærkt dualistiske kirkekunstner Frans Schwartz (1850-1917), der ikke veg tilbage for en dramatisk fortolkning af genkomsten og lysets metafysiske indbrud med frelse og dom til følge. Udsnittet anskueliggør de kloge brudejomfruers reaktion, da de brat bliver kaldt op af en engel. Frans Schwartz arbejdede med motivet i 1894, bl.a. til den Sodenfeldske Stiftelse på Østerbro. Herværende foto er taget af Claus Jensen i forbindelse med en Bruun Rasmussen-auktion. Længere nede i opslaget på min hjemmeside viser jeg hele maleriets lys/mørke drama. 

Allan Skuldbøl er den nyligt afdøde kunstner, der gjorde netop dagens lignelse til et hovedmotiv i moderne kirkekunst. Han lagde vægt på, at det ikke skal være så ligetil at se, hvem de frelste er, heldigvis. I et tidligere opslag til 2. søndag i advent har jeg vist et af hans malerier, her viser jeg på hjemmesiden yderligere en version med en fornem rytme og skønne farver, der gløder som troen, foran de rammesættende tegn for treenigheden eller for tro, håb og kærlighed? Pigerne går over en bue, måske en bro, som er prydet af ansigter med bægre, som Allan Skuldbøl kaldte “tilgivelsens bægre”.

Kirsten Dissing Overgaard er pastor emeritus og billedkunstner, herunder kirkekunstner med et poetisk symbolsprog, som vi kan glæde os over i bl.a. Fruering og Tåning Kirker. – Her viser jeg kunstnerens eventyrligt stemningsfulde julebillede fra 2017 med titlen “Det var ikke en nat som de andre”, malet til Tåning Kirke. Over det lokale natlige landskab (med Ejer Bavnehøj) tegner julens gave sig som et fuldbårent barn på stjernehimlen, hvilende i supermånen, der er cirkelrund og glødende som en byzantinsk glorie: en sprække til det gådefulde bag vores velkendte verden.