Vingårde, frugttræer og gartnerne er åbenbart en næsten uudtømmelig inspirationskilde for den store billedskaber, og disse vegetationslignelser finder vi umiddelbart forståelige hen over historiske og kulturelle afstande. Nu den sidste søndag før Alle helgen skal vi så høre kirkeårets sidste vingårdslignelse. Den indgår i teksten fra Luk. kap 13, som overordnet er et kald til omvendelse. ”Omvendelse” er et begreb som (også) mange nutidsmennesker har det svært med, bl.a. af historiske grunde, så vi skal måske begynde med at omvende glosen ”omvende”, så vi siger ”vende om” og tænker på plantevæksten, der må vende sig om mod lyset for at leve og blomstre og bære frugt: Vi skal vende os mod det lys, som er Kristus, for at lade dette lys gennemtrænge og definere vores liv i tid og evighed.
Det betyder desværre ikke, at noget forfærdeligt ikke kan ramme os i tiden. Teksten lader os overvære en samtale med Jesus om ulykkelige begivenheder, som alle i hans samtid taler om, hvor en gruppe mennesker er ofre for en despotisk herskers blodsudgydelser, en anden gruppe er knust under et sammenstyrtet tårn. Pårørende råber til himlen: Hvorfor? Sådan som mennesker alle steder råber, når blinde tragedier rammer: Hvorfor? Jesus besvarer ikke menneskers uudryddelige spørgsmål om mening med det meningsløse. Hvad han derimod gør, er at slå fast, at ulykker IKKE er en afregning for begåede synder: ”Mener I, at de har større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg”… Den samme afvisning af sammenhæng mellem skæbne og synd finder vi i Joh. kap. 9, hvor Jesus taler med sine disciple om en blindfødt: ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet”… Imod tidsånden modgår Jesus altså konsekvent tendensen til at se på hændelige ulykkestilfælde og handicaps som guddommelig afregning. Det er hjælp, medfølelse og trøst, vi skal møde de ramte med, ikke anklager, som bærer sten til byrden.
Tilbage til vingården: Her ærgrer vingårdsejeren sig over et figentræ, som i årevis ikke har båret frugt: ”I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om!” Men her går vingårdsejerens gartner i forbøn for det unyttige træ: ”Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og giver det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.” Der er bred bibelsk tradition for en metaforik, som omtaler Skaberen som vingårdsejer og Guds folk eller det enkelte menneske som frugttræet, der skal vurderes på sine gode, dårlige eller manglende frugter. Men hurra! Den nye pointe i vores lignelse er, at vingårdsejeren har en gartner, som er Jesus, og at gartneren lægger sig imellem med sin forbøn for det skuffende frugttræ. Han vil hellere hjælpe og vande træet end straks opgive det og skride til fældning, til domfældelse. Dette billede af den tålmodigt omsorgsfulde gartner må være er et af bibelens fineste og mest bevægende Jesusbilleder. Tænk, at vi ikke bare håber for os selv, men at Jesus håber og kæmper for os, allermest når vi selv har opgivet håbet.
Til helligdagen har jeg valgt et stærkt kunstværk fra 1940 af Emil Nolde med titlen “Den store gartner”. Som jo allerede titlen viser, er billedet med sine proportioner og sin overraskende beskæring et mytisk portræt af den guddommelige gartner: skaber, opretholder, frelser. Farvernes intensitet er i sig selv en prædiken: Ud af den natblå himmels baggrund træder den store gartneren os helt nær, skildret med et menneskes ansigt, ældet, hærget af sorg og lidelse, men selvforglemmende i inderlig opmærksomhed, ja ømhed, for den enkelte plante, hvis blomstring ligger ham på sinde. Og hvilken blomstring! Den plante, som han rører ved og drager op mod lyset, ser vi stråle med en overjordisk glød.
