Til denne helligdag knyttes den gammeltestamentlige læsning fra 1. Mos. 28 om Jakobs drøm sammen med den kristne discipelkaldelsestekst fra Johs kap. 1: Her er paralleler og kontraster. Begge tekster fortæller, at himlen åbner sig, og engle stiger op og ned. Om patriarken Jakob fortælles, at han på sin ensomme vandring mod det ukendte lagde sig til at sove med hovedet på en sten og på stedet fik sin drøm om himmelstigen, hvor Guds engle gik op og ned, og Gud trådte frem og lovede alle velsignelser til ham og hans efterkommere. Da Jakob vågnede, knyttede han den numinøse åbenbaring af Guds nærvær til dette konkrete sted med stenen, som han rejste til en støtte og indviede med olie: ”Herren er i sandhed på dette sted”… ”Hvor er dette sted frygtindgydende! Det er jo selve Guds hus, det er himlens port!” Her er det hellige knyttet til et kultsted i Israels mytiske geografi – måske med deraf følgende ubodelige territoriale konflikter?
I den nytestamentlige tekst går Jesus omkring og kalder de første disciple til sig: ”Kom og se!” og ”Følg mig!”. Disciplen Nathanael, som oplever det forunderlige i at være kendt og genkendt af Jesus, svarer med bekendelsen: ”Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!” Jesus svarer med løftet om, at disciplen vil få større ting at se, og: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.” Det er her en evangelisk pointe, at vi hvor som helst er kaldet til at tro på den levende Menneskesøn, ikke ved dyrkelse af kultsteder, sten eller andre kultiske genstande, men ved tro på Kristus som åndeligt nærværende. Jævnfør teksten om den samaritanske kvinde i Johs. Kap. 4, hvor Jesus lover kommende dage, hvor tilbedelsen ikke er bundet til dette eller hint sted, men kan ske ”i ånd og sandhed”. Om jeg så befinder mig i Køge, får jeg lov til netop her at vide mig kendt og genkendt hos Gud, og jeg kan færdes frit på min vej i Søndre Køge i tillid til, at himlen også her står åben over mig.
Hvordan forstår vi engle? Den franske tænker Michel Serres (1930-2019) har et bud med sin kommunikations- og netværksfilsofi: Englen er ikke en essens, men en budbringerrelation, der består i at kommunikere noget fra A til B. Den rene engel viderebringer sandhed uden at skævvride den i egen interesse, altså modsat dæmoniske støjsendere, der infiltrerer kommunikationen med fake news. Mere og mere kommunikerer vi digitalt, men også mennesker af kød og blod kan fungere som engle ved at modtage, oversætte og formidle information, måske netop den inspiration eller korrektion, der er brug for. – Med henseende til evangeliets engle tænker jeg med glæde på en stadig ’kommunikationsrelation’ mellem himmel og jord: Kirken bygger jo på, at Gud meddeler sig i sit ord, og vi svarer, beder og bekender.
Hvordan engle visualiseres af kirkens kunstnere, er en sag for sig: Både gammel- og nytestamentlige tekster appellerer til vores forestillingskraft. De færreste af os har egne specifikke englesyner, men går vi til kirkens udsmykninger, finder vi masser, masser af skønne, talende, bedende, lysbringende, syngende, musicerende og svævende engle, ikke kun til jul. Engle trives i ældre kirkekunst, men også i nyere som Bodil Kaalunds, Adi Holzers og Peter Brandes’, mere eller mindre eksplicit tegnede. Denne gang viser jeg et helt fortolkningsåbent billede, som jeg altså aflæser som et englesyn. Det er malet af Susanne Te-shu Chang (f. 1958) og i 2015 erhvervet af Haraldskirken i Søborg, Helsingør Stift. Susanne Te-shu Chang er fra Hongkong med en dansk mor og en kinesisk far, der forlod buddhismen for at blive kristen diakon – altså måske endnu en discipelkaldelseshistorie. Susanne Te-shu Chang er uddannet i Danmark og Amsterdam og skaber ‘moderne ikoner’ med enkle symboler og rolige meditative stemninger.
