3. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Befalingsmanden og Gud

Vi har svært ved at rumme det, når en magthaver proklamerer, at Gud har beskyttet hans liv for politiske formål, i en tale der handler om at føre imperialistiske ambitioner til sejr, ja vi kan vist dårligt referere det uden en tone af ironi. At en hersker, et regime eller et militær, det være fra syd, øst eller vest, tager Gud til indtægt for en aggressiv magtudøvelse, hører vi som misbrug af Guds navn. I situationer, hvor vi selv måtte finde magtudøvelse og krigsfærd nødvendig, forveksler vi næppe projektet med Guds rige. Guds rige er ikke et rige af denne verden, uden som omsorgens og kærlighedens glimtvise lys iblandt os.

På Jesu tid var den imperialistiske besættelsesmagt allestedsnærværende, og magtens paranoia kom da også til at koste ham hans unge liv. Men iflg. Matt. kap. 8 blev han i Kapernaum overraskende nok opsøgt af en af de fremmede befalingsmænd, der åbenbart havde hørt om hans helbredelser, jævnfør første afsnit af dagens tekst. Vi følger en finurlig dialog mellem de to med begrebet myndighed som omdrejningspunkt. Begge har de myndighed, men med et univers til forskel: myndighed i frygtens univers står over for myndighed i tillidens univers. Hver for sig har de magt eller myndighed over liv og død, men hvor militærmandens magt rækker til at tage liv, rækker Jesu myndighed til at give og hele liv, fordi han har sin kraft fra livets kilde. Militærmandens væbnede magt er intet bevendt i forhold til hans alvorligt syge tjener, så han bider hovedet af skammen og går til Jesus efter hjælp, uden forventning om at Jesus kan gå ind i hans hedenske fjendehus. I denne eksistentielle nød står den uniformerede mand der nøgen som et menneske, ja hverken mere eller mindre end et menneske, og som sådan møder Jesus ham: “Gå, det skal ske dig, som du troede”. Fortællingen om officerens tillid og tro åbenbarer, at Jesus er inkarnationen af en universel kærlighed, som rækker ud over nationale og selviske grænser. Mindre kan ikke gøre det i Guds rige.

I søgen efter ny billedkunst til dagens tekst var jeg heldig at overvære Laila Westergaard herlige billedforedrag i Vartov og blive opmærksom på hendes værk “Granaten” fra 2014 i et lavt bassin ved indgangen til Hjørring Kaserne. Den høje stenskulptur er formet som en mellemting mellem en granat og en vase og er udsmykket med spiralbånd med mere end 200 billeder. Det er mangfoldige billeder af liv og kamp, der hver for sig fortæller en historie. Jeg har valgt et udsnit med stentegninger af soldater fra forskellige historiske perioder, både oldtid, middelalder og nyere tid, en af soldaterne sidder i skjul med bange øjne. Der er også et billede af flygtninge og af Jesus på korset, og vi kan tænke over relationen mellem magt og myndighed, mellem militærmagt og den enkeltes eksistens, mellem krig og kærlighed. Uendeligt opmuntrende dukker der tilmed billeder af fugle op – som en hilsen fra skaberen, der kan ses som håbstegn også over soldaters liv. Skulpturen er afbildet i begge de smukke billedværker om Laila Westergaards kunst af Dorte Fogh og Annette Østergaard: ‘Levende stene’ og ‘Touched’.

Skriv en kommentar