Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.   

Skriv en kommentar