Tag: website

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag – Magten omdefineres

Så forlod Kristus denne jord for at blive taget op til Himlen, og deroppe har han fået plads ved Faderens højre hånd. Som der står i Markusevangeliets tilskrevne slutning i kap. 16: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”.  Kan vi se det for os? Der dukker måske billeder op af en lysende sky eller en bred og prægtig tronstol med luksuriøse sæder til både Fader og Søn, foruden Helligåndsduen, i mange tilfælde tydeligvis med oldtidens kejserhof og domstole som forbillede. De majestætiske Fader- og Søn-billeder stammer med få undtagelser fra før reformationen, i hvert fald fra før oplysningstiden. Sådanne billeder kan af historisk-museale grunde være klenodier i vores middelalderkirker, men virke fremmedgørende i nutiden. I dag kæmper forkyndere snarest for at afmontere de naivt mytologiske og alt for antropomorfe gudsforestillinger. Hver ny generation må afmytologiseres som oprustning mod primitiv og billig religionskritik. Hvor mange præster har ikke måttet erklære, at hun eller han heller ikke selv tror på den gamle, langskæggede Gud deroppe, som ’moderne mennesker’ afviser at tro på? – Og det er vist ikke nogen god ide at gøre billeder af Gudfader. Men trosbekendelsen overlever indtil videre med dette mytologiske sprog om sædet ved Gud Faders højre, dvs. bedste og stærkeste hånd!

Kan vi finde ind til billedets eksistentielle betydning?

Tronbestigelsesbilledet er dybt tilfredsstillende som billede af oprejsning i det hinsidige. Hvordan kan der tales om Guds storhed blandt mennesker i Ukraine, i Gaza, i torturkamre, på intensivafdelinger, ja blandt alle lidende, hvis det ikke kan ske ud fra troen på en yderste trøst og oprejsning? På at Kristus med Gud i sidste instans er suveræn. Vores fortællinger om Jesu ord og handlinger må indrammes af det fortegn, at Gud gav ham ret og stod inde for ham. – – Og Guds hånd? ’Moderne mennesker’ kan meningsfuldt tale poetisk om Guds hånd, al den stund vi fra barndommen har gode erindringer om en betryggende, varm og stærk voksen hånd. Det er den hånd, denne gode højre hånd, der modtager Jesus i evigheden – og os?

Tronbestigelsesbilledet er i sit væsen et billede af magt, som kirken tilmed kalder ”almagt”. Ser vi Jesus indsat i almagtsbilledet, forstår vi, at magt hermed har fået en gennemgribende ny betydning. Ordet magt er med det kristne evangelium blevet paradoksalt. Uden evangeliet kunne magten så at sige defineres på baggrund af evolutionslærens ’survival of the fittest’, så magten tilhørte den stærkeste gorillahan, svarende til at magten i militariserede menneskesamfund uden videre ejes af nationer med de stærkeste våben, købt for de største formuer. Denne rå magt kan, som vi dagligt ser, være på afgrundsdyb afstand af ret og medmenneskelighed. I tronbestigelsesbilledet rækker Gud Fader imidlertid sin bedste hånd til et forsvarsløst, sårbart og kvæstet menneske, der sammen med andre mennesker hævder og lever tilgivelsens suverænitet og går hele vejen i omsorg for de svageste. Guds højre hånd viser altså hen til kærlighedens og forsoningens magt som den nye retfærdighed. Deri alene overlever vores håb for menneskeværdet. Jesus forlod denne verden, men verden kan ikke mere være den samme. Vores menneskelige kultur kan ikke mere tilbede en hensynsløs, rå overmagt uden at se sig selv i spejlet som en umenneskelig kultur. Vi har med Jesus Kristus fået et udødeligt modbillede af magten, forstået som kærlighedens magt, forsoningens magt, som bekræftes suverænt på højeste sted.

De valgte danske billeder er dels et udsnit af et treenighedsbillede i Skovby Kirke, Nordfyn, malet i beg. af 1500-tallet på alterbordsforsiden, angiveligt af Claus Berg, dels et fornemt sengotisk træskærerarbejde, der udgør en del af alteravlen i Ørum Kirke ved Langå, Randers. – Hele denne gotiske, naturligvis katolske, altertavle omfatter foruden Nådesfaderen med Sønnen også Maria som himmeldronning på månesejlet og helgenen Martin af Tours samt på fløjene 2 x 6 apostle. Fotos: Claus Jensen.

Jeg fraviger min sædvane med kun at bruge billeder fra dansk kirkekunst for også at liste en internationalt værdsat klassiker ind: El Grecos udtryksfulde maleri af Den Hellige Treenighed, malet 1577-79 til klostret Santo Domingo el Antique i Toledo. El Grecos værk imødekommer vores længsel efter et mere følsomt, mindre strengt udtryk end det, der karakteriserer de mange danske versioner af “Nådesfaderen”.

Kunst til kirkeåret, Palmesøndag, 1. rk. – Godhedens indtog

Palmesøndag er en dag til glæde. Vi fejrer godhedens indtog hos mennesker. – I en verden, som er formørket af magtbegær, konflikter og løgn, kommer denne stilfærdige æselrytter ind på scenen med sit væsens lys. Det er sandhedens ansigt, han viser os. Han slår sig ikke for brystet og pumper sig ikke op med magtens attributter, men viser os sit nøgne menneskeansigts gudgivne hellighed. Hans autoritet er sandhedens egen, godhedens egen, kærlighedens egen. Omsider! Omsider bliver det i sandhed gudbilledlige menneske modtaget og hyldet som gaven fra himlen til hele folket. Og lad os da få lov at dvæle lidt i glæden. Det er dagen, som hans trængte venner har længtes efter at opleve, – dagen, hvor håb og længsler strømmer frit mod det høje. Nu kan glade hjerter synge den ældgamle messianske Hosianna-sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. – Vi bliver aldrig færdige med at fejre godhedens indtog. Derfor skal der lyde et ekko af fredsfyrstens hyldestsang ved hver en folkekirkelig højmesse, når præst og menighed istemmer: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”  

Vores glæde må rumme forståelsen af, at Jesus ikke red gennem Jerusalems port til en glorværdig guldalder. Guds historie med os indfrier øjensynligt ikke menneskers egen umiddelbare dagsorden. Gudsfolkets oprejsning er ikke nødvendigvis af denne verden. Havde Jesus i et besat Israel/Palæstina været drevet af kalkuler over, hvad der ’betaler sig’, havde han næppe indfundet sig lige dér i Jerusalem, hvor det var allerfarligst at vise sig. Han kom ikke for at triumfere, men for at give sig selv. – Hvad vi skal forstå er, at sandheden, godheden og kærligheden lyser, uanset om den kan ’betale sig’. – Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen er og bliver en lysende historie, selvom han blev barbarisk henrettet for 80 år siden. Nødhjælpsarbejde i en krigszone er en god historie, selv hvis ambulancer bombarderes. Demonstrationer mod diktatorers overgreb er en god historie, selvom demonstranterne fængsles. Al uselvisk, slidsom offervilje her og der er gode historier, selvom den ikke umiddelbart ’betaler sig’. Godheden bliver ved at lyse.

Til helligdagen vælger jeg at vise et af Allan Skuldbøls mange glødende malerier af Jesu indtog i Jerusalem. Med en uforfærdet koloristisk kraft abstraherer kunstneren over folkemængder og palmetræer på vejen omkring den lysende, ensomme skikkelse på æslet. Foran sig har Messias dødsdommens mørke, men mørket overtrumfes af Guds klare påskesol, som finder genskær i Messias’ glorie. Billedtitlen er ”Hosianna”. Allan Skuldbøl døde for få måneder siden, 77 år gammel, men, som vi ser, har han stadig gode historier af fortælle os.

NB: Skuldbølfamilien planlægger d. 14. juni 2025 at holde et festligt 10-års jubilæum for Arthouse Skuldbøl ved Lemvig. Måske mødes vi der?

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 1. rk. – “midt iblandt jer står en, som I ikke kender.”

Kristus incognito? Kristushistorien må begynde et sted, ja den har så at sige en dobbelt begyndelse: Metafysisk begynder Kristushistorien i Guds evighed, tidløs som Guds skabende og forløsende kraft. Verdenshistorisk begynder Kristushistorien nok ved, at Jesus som suveræn elev i et religionssensitivt miljø skiller sig ud af Johannes Døberens discipelkreds. Den kristne fortælling lader os vide, at den karismatiske Johannes lytter og undres, han genkender hos sin elev Guds Ord og Ånd, han forstår, at himlen er åben over Jesus. Johannes må give stafetten videre og investere sig selv i at vise ud over sig selv. I ørkenen eller ved jordanfloden prædiker han troligt: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender. Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”(Joh.1). Hvor Jesus tager ordet, er verden ikke mere helt den samme, den himmelske kærlighed tegner sig som verdens mulige fortegn, og Johannes er på sporet.

Kristus incognito? Det er et velkendt tema i flere bibelske fortællinger, at den opstandne Kristus ikke altid uden videre er genkendt af mennesker, som møder ham og slår følge med ham. – Som barn fornemmede jeg det magiske i tanken om, at der i menneskemængden kunne være en Kristus til stede, som vi ikke havde genkendt. Det kunne gøre tilværelsen dyb og betydningsfuld at tænke på Kristus som ukendt vidne og aktør i vores almindelige liv: Var det ham, der trøstede et ulykkeligt barn? Var det ham, der fik stridbare søskende til at forsones? Gennemskuede han min falskhed? Jeg måtte gøre mig mere umage …Det var ikke så dumt. – Tilbage for den mere affortryllede voksne tanke bliver, at Kristus står midt iblandt os som et righoldigt, livsdueligt budskab, stadig Guds Ord: Når fremtidsangsten knuger os, er han et budskab om fred. – Når materialismen drukner os, er han et budskab om ikke at leve af brød alene. – Når alt for mange, velbegrundede juleindsamlinger får os til at lukke hjerterne, er han et budskab om, at ’hvad vi gør mod disse mindste brødre, gør vi mod ham’. Sådan står han stadig midt iblandt os, om også vi dårligt vil kendes ved ham. Himmelsk kærlighed tilbyder sig stadig som livets fortegn, muligt verdensomvæltende.

Den historiske Jesus skilte sig som et menneske blandt mennesker ikke ud med tryllestøv og blingbling, men når troens sprog skal omtale ham, må han svøbes i myters, legenders og hymners poesi, og når kirkens billedkunstnere vidner om ham, skildres han typisk med glorie og et lys, der spreder skyerne. Således også hos billedkunstneren C. N. Overgaard (1851-1929), hvis skønvirkeprægede glasmosaikrude fra 1896 i tårnrummet i Sneslev Kirke ved Ringsted viser Johannes Døberens tilbedelse af den metafysiske, ikoniske Kristus. Den knælende Johannes kan være menighedens identifikationsfigur. C. N. Overgaard var den meget habile lærer på Kunstakademiet, efterspurgt kirkekunstner med glaskunst og undertiden maleri, men vel for konventionel i sin stil til at få stjernestatus i en eftertid. Foto: Claus Jensen.