Tag: website

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – Levende vand

Historien om vandet på vores vidunderlige blå planet ER et eventyr: I sin bog om universets tilblivelse fortæller astrofysiker Tina Ibsen, at Jorden opstod ud af stjernetåger for 4,5 mia. år siden, men i hundreder af millioner år var en knastør, livløs planet. Dette golde udgangspunkt ændrede sig for 3,9 mia. år siden, da kometer med stort indhold af vand bragede ind i Jorden. Kometernes sammenstød med Jorden efterlod ikke kratere, men vand, idet Jorden ligger lige, hvor den ligger: netop i en afstand fra Solen, hvor vand hverken straks fordamper eller forbliver dybfrosset. Vand er og bliver forudsætning for livsprocesser og levevæseners mangfoldighed, specielt den ene procent af Jordens vand, som udgøres af flydende ferskvand, som vi selv for en stor del består af, og som vi hver eneste dag er afhængige af at kunne drikke. På et skabelsesteologisk plan er der noget blasfemisk ved at lade forurening og klimaændringer ødelægge vores vandressourcer, vandets gave, som jo har engangskarakter. Vandet er en nåde, en forekommende nåde, både konkret og symbolsk. Det livsvigtige levende vand er fra Jeremias til Johannesevangeliet et bibelsk symbol for Guds livgivende nærvær, centralt i dagens tekst fra Joh. kap. 4 om Jesu samtale med en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar – eller er det Sikem. Hvor kvinden med den tomme krukke møder op med en praktisk forståelse af det rindende vands nødvendighed, peger evangeliet på den åndelige dybde i menneskets tørst, den eksistentielle tørst. Jesus giver et løfte til kvinden – og til os: “den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde til evigt liv.” Som vandet altid kan bane sig vej, vil også Guds ånd finde vej til tørstende mennesker: “der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg [samaritanernes hellige bjerg Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Troens åndelige kildevæld er altså ubundet af etnisk nærsynede menneskers respektive kultsteder.

Ikke desto mindre handler dagens læsninger og mest brugte salmer såsom ‘Alle mine kilder’ også om vore gudshuse og dertil om den dåb, vore kirkerne lægger rammer til. Hvor meget Gud end er større end vore helligsteder og ritualer, er døbefontens friske vand sammen med ordet et uvurderligt gudssymbol, en brønd for troens liv. Flere nyere danske døbefonte understreger forkyndelsen ved konkret af have rindende vand i og fra fonten.

Til dette opslag er jeg faldet for den sproglige fristelse til at hente mit billede fra Kildevældskirken på Østerbro. Maleren Oscar Matthiesen (1861-1957), kirkearkitektens søn, malede i 1930 sit traditionelt kønne billede af Jesu samtale med den samaritanske kvinde, med Garizims bjerg i baggrunden og brønden centralt i forgrunden. De to samtalende personers øjenkontakt giver maleriet en dynamisk diagonal, og Helligåndens synlige tilstedeværelse sørger billedrammen med duen for. – Kvinden med krukken er her for resten så dejlig, at vi køber bi-historien om hendes fem mænd + det løse, der tjente som bevis for Jesu overnaturlige klarsyn. – En dialog-situation med en signifikant Jesusreplik var sådan et motiv, som de danske guldaldermalere yndede at formidle, så vi fik i 1800-tallet mange samaritanske kvinder over altrene. Det umiddelbart smukke motiv bevarede sin appel til begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter det blev sjældnere. Den akademiuddannede Oscar Matthiesen, som i øvrigt var landskabs- og portrætmaler, har malet til 6 danske kirker.

Kunst til kirkeåret, Helligtrekongers søndag, 2. rk. – Verdens lys

Med mørket som baggrund rækker vi ud efter lyset. Mon ikke vi alle har gjort intense, personlige erfaringer med mørke? Måske som barn været livræd for skygger? Måske prøvet at fare vild i et stort, ukendt skovområde, mens mørket faldt på? Og i overført betydning måske rejst gennem en livskrises eksistentielle mørke, hvor man følte sig fortabt i en uigenkendelig verden? Mit eget mest forfærdende møde med mørket var en art kulsort nærdødsoplevelse, jeg som voksen meningitispatient havde: en uafrystelig drøm eller feberfantasi om at være gledet langt ned under jorden og i det totale mørke dér stirre forgæves efter blot det mindste lille blafrende lysskær. Jeg genkalder mig dette mørkets mareridt, når jeg på Statens Museum for Kunst beundrer Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 med billedet af de talløse ventende, livløse sjæle, hvis eneste mulighed er at blive fundet og vækket af lyset, af Kristus som Verdens lys. Lysets komme er et uendeligt forløsende og glædebringende syn og samtidig forudsætning for at kunne orientere sig i forhold til noget som helst andet, i overført betydning at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant. – Vi oplever nu vores fælles verdenssituation som mørk, fordi dette vores værdimæssige koordinatsystem er under angreb.

På helligtrekongers søndag synger vi “Dejlig er den himmel blå” om “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrækkes evangelium fra Joh. 8 omtaler ikke de tre vise mænd. Her hører vi den voksne Jesus prædike med et af de syv “jeg-er”-ord: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være uendeligt glædebringende og forløsende – og fyrtårn og kompas på også vores livsrejse.

Som al billedkunst arbejder kirkens billedkunst med lys og mørke. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys er arkitektens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie. –

Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et forkyndende billede af menneskelivets lyskilde, hvor hans letforståelige metafor er havnens fyrtårn eller lysmast. Dens solgule, langtrækkende lyskegler gør det muligt for skibsfarten at orientere sig i den bælgmørke nat og finde trygt i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.

Nederste foto på hjemmesidens opslag https://kirkekunst.net/Kunst viser maleriets placering ved indgangen til kirkesalen.

Kunst til kirkeåret, Nytårsdag, 2. rk. – Porten

Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.

Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.

Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.

Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.

Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.

Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!

Julesøndag, 2. rk. Guds “MEN”…

Mine børn og børnebørn har prøvet at opdrage mig lidt i julen: Ingen nyhedsudsendelser eller tændte mobiltelefoner i helligdagene! Sammen skal vi værne om julefreden og holde vores julepyntede stuer og muntre samvær fri af verdens grumme tilstand med magtgale diktatorer og massakrer. Vi trænger jo hårdt til helligdagenes helle. I dag er børnene rejst og – indrømmet – nyhedsstrømmen tilbage på adressen. Jeg tager sideløbende tilflugt til de bibelske læsninger og finder ingen eskapisme her, for Julesøndag rapporterer – som kunne det være nutidige reportager – om magtgale diktatorer, med forsvindende ringe respekt for menneskeliv, og med deres rystende massakrer, også på børn. ‘Barnemordet i Betlehem’ fra Matt. kap. 2 rammer mig som et stød i mellemgulvet: “I Rama høres råd, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste”… Rama nord for Jerusalem var o. 600 f Kr. et opsamlingssted for hebræere, der skulle føres i landflygtighed. – Som mennesker har vi vel – så langt vi magter det – pligt til over tid at bevidne og reagere på verdens lidelser, selvom vi ikke kan skrive nogen tekst eller skabe noget billede, der evner at trøste mødre til dræbte børn i Mellemøsten, i Afrika, i Ukraine…. Imidlertid skal vi prædike, synge, tro og bekende, at volden ikke får det sidste ord, at verdens tyranner står for fald, at riger på langt sigt ikke kan overleve på vold og frygt, at ‘hver djævel (kun) har sin tid’. Verdens ondskab og smerte er ikke skjult for Gud, Gud er alle små menneskers solidariske livsvidne, og Gud har vel at mærke sagt “MEN”…. Juleevangeliet indledes i sin gamle form med: “Men det skete i de dage, hvor der udgik en befaling fra kejser Augustus”. De vise mænd fik ordre af Herodes til efter besøget at røbe det udvalgte barns opholdssted, “Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at vende tilbage til Herodes”… Herodes beordrede jødernes drengebørn dræbt, men Josef flygtede natten forinden med Maria og barnet til Egypten. Efter Herodes’ død var Josef stadig bange for at rejse tilbage til hjemlandet, “Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i Nazaret”. Evangeliet er Guds evige, lysbringende “men”, der hindrer os i at gøre undergangsscenarier til vores trosbekendelse. Jesusbarnet lever som vores inkarnerede håb. Vi kender hverken vores nære fremtid eller verdens historie på langt sigt, kender ikke rigernes tidshorisonter eller magtgale herskeres grænser, men… Guds “men” giver os tilbagevendende den modfortælling om sejr for tro, håb og kærlighed, uden hvilken vi ikke kan leve et tillidsfuldt menneskeliv.

Matthæus var forelsket i tanken om frelseshistoriens store orden: At Moses forunderligt nok overlevede kong Faraos massakre på drengebørn i Egypten, så at hebræerne fik deres leder på vejen til frihed og den konsoliderede mosaiske tro. – Og at Jesusbarnet forunderligt nok undslap Herodes’ massakre på Betlehems drengebørn, så evangeliet overlevede med glædesbud til alverden. Matthæus viser, hvordan befrielsen og frelsen løftes et niveau op fra det partikulære til det universelle.

Kirkekunstnere har naturligt nok langt hellere skabt idylliske billeder af ‘Flugten til Egypten’ med yndige, intime og tillidsfulde skildringer af den hellige familie på vejen eller under hvil. Men især sengotiske kunstnere fra reformationsårhundredet har budt på værker, der fremstiller begge scener i deres voldsomme kontrast: Barnemordet i Betlehem og Flugten til Egypten. Hermed udstilles modsætningen mellem denne verdens voldsparate magthavere og den fred, som er Guds vilje. Jeg vælger til dagen at vise Gjøl Kirkes flotte altertavle, som formentlig o. 1520 blev skåret under ledelse af Hans Brüggeman, hvis hovedværk er den fænomenale Bordesholmertavle i Slesvig Domkirke; hans værksted lå i Husum. Tavlen i Gjøl, der måske først var tiltænkt Børglum Kloster, når ikke det samme kunstneriske niveau som Slesvigs, den er måske et ungdomsværk eller blevet til ved svendes mellemkomst. Gjøltavlens prægtige hovedmotiv er Kongernes tilbedelse (se nederst i opslaget). Sidehistorierne fra Jesu barndom er Jesu omskærelse i Jerusalems tempel, Barnemordet i Betlehem, Flugten til Egypten og Jesus som 12-årig i templet. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 2. rk. – Vandbæreren giver ordet videre.

Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.  I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.

Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.

Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. –  Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.