Tag: treenighed

Kunst til kirkeåret, Kristi himmelfarts dag – Magten omdefineres

Så forlod Kristus denne jord for at blive taget op til Himlen, og deroppe har han fået plads ved Faderens højre hånd. Som der står i Markusevangeliets tilskrevne slutning i kap. 16: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”.  Kan vi se det for os? Der dukker måske billeder op af en lysende sky eller en bred og prægtig tronstol med luksuriøse sæder til både Fader og Søn, foruden Helligåndsduen, i mange tilfælde tydeligvis med oldtidens kejserhof og domstole som forbillede. De majestætiske Fader- og Søn-billeder stammer med få undtagelser fra før reformationen, i hvert fald fra før oplysningstiden. Sådanne billeder kan af historisk-museale grunde være klenodier i vores middelalderkirker, men virke fremmedgørende i nutiden. I dag kæmper forkyndere snarest for at afmontere de naivt mytologiske og alt for antropomorfe gudsforestillinger. Hver ny generation må afmytologiseres som oprustning mod primitiv og billig religionskritik. Hvor mange præster har ikke måttet erklære, at hun eller han heller ikke selv tror på den gamle, langskæggede Gud deroppe, som ’moderne mennesker’ afviser at tro på? – Og det er vist ikke nogen god ide at gøre billeder af Gudfader. Men trosbekendelsen overlever indtil videre med dette mytologiske sprog om sædet ved Gud Faders højre, dvs. bedste og stærkeste hånd!

Kan vi finde ind til billedets eksistentielle betydning?

Tronbestigelsesbilledet er dybt tilfredsstillende som billede af oprejsning i det hinsidige. Hvordan kan der tales om Guds storhed blandt mennesker i Ukraine, i Gaza, i torturkamre, på intensivafdelinger, ja blandt alle lidende, hvis det ikke kan ske ud fra troen på en yderste trøst og oprejsning? På at Kristus med Gud i sidste instans er suveræn. Vores fortællinger om Jesu ord og handlinger må indrammes af det fortegn, at Gud gav ham ret og stod inde for ham. – – Og Guds hånd? ’Moderne mennesker’ kan meningsfuldt tale poetisk om Guds hånd, al den stund vi fra barndommen har gode erindringer om en betryggende, varm og stærk voksen hånd. Det er den hånd, denne gode højre hånd, der modtager Jesus i evigheden – og os?

Tronbestigelsesbilledet er i sit væsen et billede af magt, som kirken tilmed kalder ”almagt”. Ser vi Jesus indsat i almagtsbilledet, forstår vi, at magt hermed har fået en gennemgribende ny betydning. Ordet magt er med det kristne evangelium blevet paradoksalt. Uden evangeliet kunne magten så at sige defineres på baggrund af evolutionslærens ’survival of the fittest’, så magten tilhørte den stærkeste gorillahan, svarende til at magten i militariserede menneskesamfund uden videre ejes af nationer med de stærkeste våben, købt for de største formuer. Denne rå magt kan, som vi dagligt ser, være på afgrundsdyb afstand af ret og medmenneskelighed. I tronbestigelsesbilledet rækker Gud Fader imidlertid sin bedste hånd til et forsvarsløst, sårbart og kvæstet menneske, der sammen med andre mennesker hævder og lever tilgivelsens suverænitet og går hele vejen i omsorg for de svageste. Guds højre hånd viser altså hen til kærlighedens og forsoningens magt som den nye retfærdighed. Deri alene overlever vores håb for menneskeværdet. Jesus forlod denne verden, men verden kan ikke mere være den samme. Vores menneskelige kultur kan ikke mere tilbede en hensynsløs, rå overmagt uden at se sig selv i spejlet som en umenneskelig kultur. Vi har med Jesus Kristus fået et udødeligt modbillede af magten, forstået som kærlighedens magt, forsoningens magt, som bekræftes suverænt på højeste sted.

De valgte danske billeder er dels et udsnit af et treenighedsbillede i Skovby Kirke, Nordfyn, malet i beg. af 1500-tallet på alterbordsforsiden, angiveligt af Claus Berg, dels et fornemt sengotisk træskærerarbejde, der udgør en del af alteravlen i Ørum Kirke ved Langå, Randers. – Hele denne gotiske, naturligvis katolske, altertavle omfatter foruden Nådesfaderen med Sønnen også Maria som himmeldronning på månesejlet og helgenen Martin af Tours samt på fløjene 2 x 6 apostle. Fotos: Claus Jensen.

Jeg fraviger min sædvane med kun at bruge billeder fra dansk kirkekunst for også at liste en internationalt værdsat klassiker ind: El Grecos udtryksfulde maleri af Den Hellige Treenighed, malet 1577-79 til klostret Santo Domingo el Antique i Toledo. El Grecos værk imødekommer vores længsel efter et mere følsomt, mindre strengt udtryk end det, der karakteriserer de mange danske versioner af “Nådesfaderen”.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.