Tag: praedikener

Kunst til kirkeåret, 21. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tro og troværdighed

Evangeliet fra Joh. 4 fortæller en helbredelseshistorie som et tegn: En kongelig embedsmands søn ligger dødeligt syg i hjemmet, hvorfor faderen drager til landsbyen Kana for at hente hjælp hos den berømte Jesus. Jesus beklager omgivelsernes stadige krav om bevis: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, – men samtidig hører vi, at faderen umiddelbart troede, hvad han håbede, og ikke forlangte bevis, da Jesus sagde de forløsende ord til ham: ”Gå hjem, din søn lever”. ”Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live”. Jesus velsignede hans tillid.

Johannesevangeliets mange fortællinger om, at mennesker møder Jesus, har en pointe i disse menneskers forskellige livssituationer. Hvis det har betydning, at den syge drengs far er kongelig embedsmand, er der måske en pointe i, at forskellige slags magt og myndighed dermed står over for hinanden. Underforstået er spørgsmålet om, hvem der har den autoritet og det ord, som ultimativt står til troende. – Teksten kan være en anledning til at tale bredt om tro og tillid og i samme åndedræt om troværdighed: Vores aktuelle nærdemokrati demonstrerer med sine plakater en kamp om opmærksomhed og magt, som er uadskillelig fra kampen om troværdighed. Vi glæder os stadig i store træk over at leve i et tillidssamfund, hvor vi i vidt omfang forudsætter, at mennesker taler sandt og ønsker at holder ord, så at vi tør interagere også med fremmede. Men samtidig må vi modstræbende advare vores børn, unge og ældste mod af være FOR tillidsfulde. – Og til skræk og advarsel demonstrerer nyhedsstrømme for os, hvordan verdener af opblæste løgne og hæmningsløs propaganda kan tage sig ud. – Trods rigeligt med anslag mod den gode stemning er tillid vores guldgrube, og intet kan erstatte vores samfunds troværdige interaktion mennesker imellem og i samfundets instanser, embedsværk, presse m.v., hvor alle er forpligtede på en ordentlighed, som vi hver især SKAL kæmpe for! – – Men vi er kun mennesker: Politikere forråder alliancer og skifter parti for at komme magten nærmere. Embedsmænd og fagfolk, som helst samvittighedsfuldt ville løse deres opgaver, forsvarer i sidste instans deres egen ansættelsessikkerhed. Selv i vores mest kærlighedsfyldte relationer kan troværdigheden forlise, hvad vores skilsmisser og skuffede børn kan vidne om. Ser jeg overhovedet selv et troværdigt ansigt, hvis jeg ser mig i spejlet? Nej, i allerdybeste forstand kan min tro kun række ud efter det sande menneske, det ubetinget kærlige menneske, der aldrig søgte sit eget og derfor fornyede og fornyer andres liv.

Vores uvurderlige stenhugger Laila Westergaard har i 2009 på Hjørring Sognegårds ydermur hugget et af de efter min opfattelse væsentligste værker i nutidens kirkekunst. Vi ser flere rækker af ansigter, der vendt ud mod den befærdede plads midt i Hjørring spejler en nutidig hverdags mennesker i deres respektive aldre, køn, civile eller uniformerede stand. Alle fremtræder genkendelige og troværdige, her er vist ikke nogen spindoktor eller brugtvognsforhandler til stede. Vi ser bl.a. samfundets bærende institutioner repræsenteret af en præst og en politibetjent, formentlig ordentlige mennesker, men altså kun mennesker. MEN et sted på muren, som en mønsterbryder i et mellemrum, finder vi så også Jesus portrætteret med langt hår og kort skæg om et smalt, alvorligt ansigt med lukkede øjne. Det er et billede af en troværdighed af en anden verden. ”Jesus i Hjørring” , som Laila Westergaard kalder sin hyldest til inkarnationen, udviser en indre koncentration om den dybeste erfaring, der findes: erfaringen af død og opstandelse. Muren kan således både være vores spejl i hverdagen og vores vindue til evigheden, og mere kan man næppe forlange af kirkekunst. Nærbillede af Kristusansigtet ses nederst på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Fotos: Claus Jensen

Kunst til kirkeåret, 10. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Gud laver ikke ‘deals’

Der er sorg og vrede i teksten fra Luk. kap. 19: På vej til sin sidste påske i Jerusalem græder Jesus over byen, som “ikke kendte sin besøgelsestid”. Jesus har stadig hjerte for sit lidende folk. Det at han græder, er i sig selv en slags evangelium om Guds nærvær og med-liden. Det nemmeste havde jo været at tie og vende sig bort. Men Jesus risikerer sig selv i et sidste opgør på byens kultsted: Han protesterer mod geskæftigheden på tempelpladsen. Allerede gammeltestamentlige profeter som Hoseas havde ganske vist sagt: “Ej slagtoffer – kærlighed vil jeg, ej brændoffer – kærlighed til Gud”, men normalt sættes her ikke spørgsmålstegn ved offerhandlingernes og offerhandelens skriftbundne nødvendighed, og vi kan forestille os en hektisk forretningsmæssig aktivitet på tempelområdet. Til alles overraskelse bringes markedet nu brat til standsning af Jesu messianske vrede. Jesus tager ordet med en myndighed, der ikke er til at misforstå, og råber på Guds vegne: “Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort et til en røverkule”.

Her er meget på spil. Mere end køb og salg og pengeveksling på tempelpladsen. Mere end hele den magtfulde tempelinstitution. Det handler dybest set om noget-for-noget-perspektivet i menneskers gudsforhold. Religionshistorien kan bevidne, at offerpraksis efter ‘do ut des’-princippet altid har gennemsyret alverdens religioner, MEN med sin person bringer Jesus en afgørende ny, evangelisk forståelse af gudsforholdet ind i verden: Guds forhold til mennesker er ikke et regnskabsforhold. Gud laver ikke ‘deals’. Kun med tomme hænder kan vi træde frem for vores skaber.

Til vores lede og fortvivlelse synes samspil og udveksling mellem folk og institutioner i dag at bero på ‘administrationer’, der vil lave ‘deals’. Rask væk annulleres forhold, der på kort sigt er underskudsgivende, og svagere parter straffes for at koste penge. Som om penge er verdens eneste værdisystem! Hele verden gøres således til “en røverkule”. – Men Jesus giver os altså her en modfortælling om, hvad der bærer os i livet. Kun bedende kan vi møde den levende Gud, sige tak for, hvad der gives os, og dele det med andre.

Mit billede til denne søndag er uddrivelsesmotivet fra det blanke relief i det indre rum i Bjørn Nørgaards skulptur på Ikast Kirkeplads. Da Bjørn Nørgaards formidable skulptur med gammel- og nytestamentlige motiver blev afsløret i 2012, betitlede Nørgaard ganske overraskende sit store værk: “Riv dette tempel ned”. Heri ligger et citat fra Joh. kap. 2, hvor Jesus lover at genrejse templet på 3 dage, med sigte på sin egen død og opstandelse. Tempelrensningsmotivet appellerede allerede til den unge Bjørn Nørgaard, da han sammen med Lene Adler som bekendt var initiativtager til et kapitalismekritisk optrin i Børsen. – Til forskel fra bronzeskulpturens matte yderside er det vanskeligt at fotografere de blanke indre relieffer, hvor figurer og motiver fletter sig ind i hinanden, men i herværende udsnit er den voldsomme, vrede og køllesvingende Jesus vist ikke til at tage fejl af. Derover ses en moderne skikkelse, gerne fortolket som en forretningsmand, koncentreret om en værdigenstand. Er han optaget af sine “deals”? Der behøver naturligvis ikke være noget galt med at gøre forretninger, – tjener vi penge, har vi des mere at dele med andre, – men Guds nåde og velsignelse kan vi altså ikke købe. Fotos: Claus Jensen.

PS: Jeg glæder mig til snart at holde billedforedrag om Bjørn Nørgaards mangfoldige og vitale kirkekunst. Det sker d. 23. sept. 2025 kl. 14 i Filips Kirke på Amager.

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Palmesøndag, 1. rk. – Godhedens indtog

Palmesøndag er en dag til glæde. Vi fejrer godhedens indtog hos mennesker. – I en verden, som er formørket af magtbegær, konflikter og løgn, kommer denne stilfærdige æselrytter ind på scenen med sit væsens lys. Det er sandhedens ansigt, han viser os. Han slår sig ikke for brystet og pumper sig ikke op med magtens attributter, men viser os sit nøgne menneskeansigts gudgivne hellighed. Hans autoritet er sandhedens egen, godhedens egen, kærlighedens egen. Omsider! Omsider bliver det i sandhed gudbilledlige menneske modtaget og hyldet som gaven fra himlen til hele folket. Og lad os da få lov at dvæle lidt i glæden. Det er dagen, som hans trængte venner har længtes efter at opleve, – dagen, hvor håb og længsler strømmer frit mod det høje. Nu kan glade hjerter synge den ældgamle messianske Hosianna-sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. – Vi bliver aldrig færdige med at fejre godhedens indtog. Derfor skal der lyde et ekko af fredsfyrstens hyldestsang ved hver en folkekirkelig højmesse, når præst og menighed istemmer: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”  

Vores glæde må rumme forståelsen af, at Jesus ikke red gennem Jerusalems port til en glorværdig guldalder. Guds historie med os indfrier øjensynligt ikke menneskers egen umiddelbare dagsorden. Gudsfolkets oprejsning er ikke nødvendigvis af denne verden. Havde Jesus i et besat Israel/Palæstina været drevet af kalkuler over, hvad der ’betaler sig’, havde han næppe indfundet sig lige dér i Jerusalem, hvor det var allerfarligst at vise sig. Han kom ikke for at triumfere, men for at give sig selv. – Hvad vi skal forstå er, at sandheden, godheden og kærligheden lyser, uanset om den kan ’betale sig’. – Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen er og bliver en lysende historie, selvom han blev barbarisk henrettet for 80 år siden. Nødhjælpsarbejde i en krigszone er en god historie, selv hvis ambulancer bombarderes. Demonstrationer mod diktatorers overgreb er en god historie, selvom demonstranterne fængsles. Al uselvisk, slidsom offervilje her og der er gode historier, selvom den ikke umiddelbart ’betaler sig’. Godheden bliver ved at lyse.

Til helligdagen vælger jeg at vise et af Allan Skuldbøls mange glødende malerier af Jesu indtog i Jerusalem. Med en uforfærdet koloristisk kraft abstraherer kunstneren over folkemængder og palmetræer på vejen omkring den lysende, ensomme skikkelse på æslet. Foran sig har Messias dødsdommens mørke, men mørket overtrumfes af Guds klare påskesol, som finder genskær i Messias’ glorie. Billedtitlen er ”Hosianna”. Allan Skuldbøl døde for få måneder siden, 77 år gammel, men, som vi ser, har han stadig gode historier af fortælle os.

NB: Skuldbølfamilien planlægger d. 14. juni 2025 at holde et festligt 10-års jubilæum for Arthouse Skuldbøl ved Lemvig. Måske mødes vi der?

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i fasten, 1. rk. – Dæmon eller Guds finger?

Vores virkelighedsopfattelser er rystende forskellige: Republikanere og demokrater i USA vil gensidigt frelse Amerika ved at bekæmpe den anden part. Man dæmoniserer hinanden. Politiske magtkampe har blodige følger for Ukraine, vores bolværk for den frie, demokratiske verden, – som russiske talsmænd omvendt anklager for truende aggression og dekadence. Den ene parts frihedskæmpere anklager modparten for terrorisme. Den enes sandhed kalder modparten løgn. Uforenelige virkelighedsopfattelser skærer sig gennem kontinenter, nationer og familier, omgærdet med frygt og foragt. En værdifri position er næppe en menneskelig mulighed. Hverken samfundets eller individets hus kan jo bestå med åndelig tomhed. Jesus beskriver med sin lignelse i Luk. 11, at en uddrevet ånd ikke lader en bolig stå tom: ”Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus… Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” – Fronterne er trukket skarpt op i forhold til Jesus. – Vi kan tænke på, hvordan selv den gudfrygtige og skriftlærde unge Paulus dæmoniserede kristne og så sig kaldet til at udrydde dem. Det var som bekendt kun den opstandne Kristus selv, der kunne vende ham om. –

I dagens tekst vækker Jesus modsigelse ved at helbrede en stum person: Nogle tilstedeværende i tilhørerskaren undres og glæder sig over, at et menneske mirakuløst er blevet hjulpet ind i talende menneskers fællesskab; andre alarmeres over den ubegribelige, overmenneskelige hændelse og anklager Jesus for sort magi: ”Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne”. Men kan ondskaben være sin egen fjende? ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, konstaterer Jesus. Hvordan afvæbner han modstanden og skaber en sprække ind i forskansede hjerter? Vi hører, hvordan han forløser stridssamtalen med den vidunderlig replik, der tvangfrit åbner det mulige fælles håb i hans nærvær: ”hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” – Efter renæssancen ser vi måske for os Michelangelos ikoniske maleri af Guds finger, der ved Adams skabelse rækkes livgivende frem. Gennem Jesus fortsætter skaberens finger sit virke ved igen og igen at forny vore livsmuligheder med glimt af Guds rige? – Lad vores huse endnu engang blive fyldt af håbets ånd!

I 2020 skabte Bjørn Nørgaard sin uforlignelige bronzeport Alfa og Omega til Christianskirken i Fredericia, og skildrede hermed livets begyndelse, slutning – og nye begyndelse. I billedserierne indgår en række fortællende relieffer med motiver fra Jesu liv, udført med livlige, mere eller mindre nutidige eller tidløse skikkelser. Et af reliefferne er denne helbredelsesscene. På begge sider står mennesker, nogle måske bare nysgerrige, andre med åbenlyst behov for hjælp. Yderst til højre ser vi et forældrepar, der håbefuldt fører en psykisk syg søn frem. Opmærksomheden vendes mod det lysende, talende menneske, som med armene lagt ind til sit bryst på en gang fremtræder som den stærkeste og den mest forsvarsløse af dem alle. Er det en troende, som modtager syn og sundhed? Eller er det Jesus selv? Overfor står et par voksne herrer, som holder hænderne frem. Er det en afværgende bevægelse fra dem, der ikke vover at vise tillid og hellere dæmoniserer den menneskesøn, hvis kraft de ikke forstår? – I dagens tekst udbryder en kvinde i skaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig”… Men Jesus svarer: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Nu er det også sagt i bronze. – Claus Jensen har tålmodigt ventet på den helt rigtige belysning til gode fotos af portens relieffer.