Tag: jesus

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.

Kunst til kirkeåret. 1. søndag i advent, 1. rk. – Vær velkommen, Herrens år!

Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?

I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.

Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”

Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!

Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.

Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.

Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”

Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.”  Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.

Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. –  Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.

Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?

Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.

Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 25. søndag efter trinitatis, 2.rk. – “Komme dit rige.”

Hvad? Hvor? Hvornår? Søndagens evangelium i Luk 17 indledes med farisæernes ‘hv-spørgsmål’ til Guds rige: “Hvornår kommer Guds rige?” Jesus situerer Guds rige i den nærværende tid og svarer: ”Guds rige er midt iblandt jer”. Guds rige glimter i de tegn, som Jesus gør, når han heler, mætter og tilgiver mennesker, og i de værdiomvæltende generøse fortællinger, han overrasker med. Her må ’hvornår-spørgsmål’ vige for ’hvad- og hvem-spørgsmål’, som Jesus selv er svaret på: Guds rige er nær i Jesu Gudvillede liv, hvor kærligheden og sandheden sætter sig igennem og vinder. Jesus vil give os mod til at åbne os, så også vi aner Guds rige i vores samtidige virkelighed: Guds riges ord er tilsagn om en gave og en opgave til os allerede nu.
Efter Jesu anvisning beder alverdens kristne stadig: ”Komme dit rige”. Lad os visualisere Fadervor: I udgangspunktet mindes vi om livets lodrette akse til et himmelsk Gudsrige, hvor ALT er evig kærlighed og tilbedelse: ”Vor far, du som er Himlene. Helliget blive dit navn.” Dér må vi begynde. Hvad forestiller vi os med ordene? Kan abstraktionerne vige for billeder, hvor utilstrækkelige de end må være: Ser vi Gud for os i en tindrende stjernevrimmel, en paradisisk have, en strålende oplyst festsal, omgivet af knælende engle? – Festsalen er i høj kurs i Jesu lignelser.
Når vi beder: ”Komme dit rige”, slås Himmerigets porte op på vid gab, så lyset, farverne og musikken strømmer ud i vores retning og ned gennem vores mørke. Gennem Himmerigsporten må der være en travl trafik af engle, hvis uopsættelige ærinde er at puste Helligånd ind i os, røre vore hjerter og give os opgaver i verden. Vi får opgaver med selv at hele, mætte, tilgive og fortælle. Det er på trods, Guds vilje må udfolde sig her, for ondskab truer os både udefra og indefra: ”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi kan ikke egenmægtigt skabe Guds rige, – det går oftest helt galt, når menneskesamfund prøver, – men vi skal ikke miste modet, ”For dit er riget”….
Hvor er vi så nu, hvor mørket ruller frem over os? At slukke for alverdens dårlige nyheder er virkelighedsflugt. Vi er måske samme sted som disciplene, da skuffelserne indfandt sig: Jesus var dræbt, Jerusalem smadret, mange på flugt, og menneskers længsel syntes uden svar. Ligesom i teksten stiller vi nu måske utålmodige ‘hvornår-spørgsmål’ til Guds rige, hvis da ikke begrebet er ved at miste enhver mening for os.
I vores kriseramte verdenssituation genkender vi alle tidsaldres krisestemning i tekstens apokalyptiske dramatik, hvor falske frelserskikkelser spreder rygter, og hæmningsløs materialisme kommer til kort. I stærke, mytiske billeder taler teksten ind i mismodet om en kommende ny begyndelse, hvor Menneskesønnen vil møde os med lynets klarhed. Om vi så selv er ved at tabe Guds rige af syne, er det altså ikke blevet aflyst.

I TV-serien ’Familier som vores’ om evakueringen af Danmark, samler to hovedpersoner sig i deres kahyt om en smuk, ny bøn. Men den gamle kan også bruges. Ikke mindst på dage, hvor vores verden ryster, kan vi blive ved at bede: ”Komme dit rige”. Der er mørkt omkring os, men Gud har ikke lukket og slukket.

Det billede, jeg har valgt at vise, er et udsnit af en usædvanlig skildring af ‘Jesu genkomst’, der en tid har hængt som alterbillede i Alderslyst Kirke ved Silkeborg. Det blev malet i 1948 af den ungarskfødte Endre Hevizi (1923-2017). Den både abstrakte og figurative maler, murmaler og keramiker fik britisk statsborgerskab, men boede en tid i Danmark efter sin flugt ved 2. verdenskrigs slutning. Han har i England udsmykket flere katolske kirker, men mon ikke dette er hans eneste værk i en dansk kirke? Endre viser verden som en kampplads mellem lys og mørke. Tv. står det sorte kors, som strejfes af lyset oppefra. Skyerne flænges øverst af et blændende lys fra Menneskesønnens komme, så dramatisk at hesten stejler ved siden af kirkebygningen i billedets højre side. Ved Kristi indbrud i mørket stiger nogle mennesker mod hans lys for at tilbede, andre bøjer sig i bøn. Nederst i billedet møder vi beroligende gudstegn i kirkens genkendelige liv: barnedåb og nadver. Der aner vi søndag efter søndag Guds rige i den nærværende tid – med håb for det og den, der skal komme.