Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.
Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.
Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. – Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.
Birgitte Bech kirkekunst 