Tag: jesus-kristus

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – Jesus modtager de små børn

Engang deltog jeg i en friluftsgudstjeneste med en progressiv og generelt fremkommelig præst, der i den grad blev overdøvet af legende og hujende børn, at han mere og mere anspændt til sidst råbte op og skældte ud – hvorpå børnefamilierne gik. Situationen genkendes til en vis grad i kirkens rum, hvor ‘kernemenigheden’ forstyrres; det er da ærgerligt, når guldkorn går tabt, og for så vidt forstår vi de truende disciple i Mark. 10. Men fortællingen om Jesu velsignelse af de små børn handler om andet og mere end ørenlyd og gudstjenestepraksis, den handler om gudsforhold. Disciplene kunne formentlig have svært ved at tage børnenes gudsforhold lige så alvorligt som koncentrerede voksne mænds. Men Jesus omstyrter religionens hierarkiske tænkning ved at slå Guds riges døre op for forudsætningsløse og afmægtige, fordi Gud selv er den bærende i forholdet. Ingen skal få den tanke, at mennesker skal reflektere og præstere sig frem til Guds nærhed. Nej, som Guds barn er man netop altid allerede elsket og kan altså ikke stige i graderne: “Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” – Vi er kommet så meget på afstand af det antikke feudalsamfunds patriarkalsk-hierarkiske kultur, at vi kan have svært ved at opfatte det voldsomt revolutionerende i Jesu betingelsesløse tilsagn til de små. Et nutidigt menneskesyn taler jo børnenes sag og prædiker helst, at børn altid gør deres bedste. Jesu børneevangelium handler imidlertid ikke om at anerkende børn for at være uskyldsrene, – hvad deres liv blandt søskende og andre rivaler typisk snart vil afdække, at de ikke er. Børneevangeliet handler om, at livet i udgangspunktet er en nådegave. – Med dette evangelium i ryggen finder vi det rigtigt at døbe også spædbørn og læse Jesusordene om de små ved døbefonten. I mangel af tydelige beretninger om, at Jesus selv døbte, er og bliver teksten om hans børnevelsignelse en af dåbsritualets mest centrale tekster.

Mange døbefonte refererer til dagens fortælling med deres udsmykning i form af et relief eller bare med teksten: “Lad de små børn”…. Også mange alterbilleder fra 1800-tallets guldalder og senere har båret dette yndefulde motiv, med C. W. Eckersbergs alterbillede fra 1812 i Horne Kirke på Fyn som det første. Vore nyere kirkekunstnere har ofte ‘opdateret’ motivet: Mens den centrale, blide og – ja – moderlige Jesus, som børnene flokkes om, gerne har beholdt sin antikke kjortel, fremtræder de små børn ofte som aktuelle identifikationsmodeller i mere nutidige søndagsklæder, – og alterbilledernes børn synes for resten altid at være tillidsfulde og forbilledligt lydhøre.

Jeg vælger her at vise et udsnit af en altertavle i Hæstrup Kirke, Vendsyssel, med malerier fra 1949 af Paul Høm, bornholmermaleren, der levede 1905-1994. Han har beriget mange kirker med poetiske og meditative malerier, ofte med familiens egne pigebørn som yndefulde modeller, ofte med eftertænksomme ansigtsudtryk. I alterbilledet holder flere af pigerne omkring Jesus en blomst eller en frugt i hænderne og tydeliggør dermed, at det hos Jesus er selve livets gode skaber, der favner sine børn. – Og hvor er det originalt og uimodståeligt, at fodstykket viser en nutidig babylift med en tryg baby, hvis klare blik møder vores. Det kunne være kirkens samtidige lille dåbsbarn: Altid allerede elsket!

Her vil jeg gerne citere et vers af stor enkelhed fra den nye dåbssalme ‘Når jord og himmel mødes i dåbens klare vand’, skrevet af vores flittige teologiske digter Niels Johansen, sangbar på melodien til ‘Nu blomstertiden kommer’: “Vi bærer dig til dåben ad slægters søndagsvej. Med korset, hjertets mærke, velsigner Jesus dig. Og vi slår kreds, du lille, fortæller ham dit navn. Vi ser i glimt guds rige. nu er du i hans favn”.

Alterbilledet i sin helhed ses nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst . Dens mørkere og dårligt fotoegnede sidefløje viser her en spæd Maria, dels med det lille, lysende Jesusbarn på sit skød, dels ved den tomme grav, hvor det er det efterladte ligklæde, der bryder mørket. Fotos: Claus Jensen.

Hele den trefløjede altertavle i Hæstrup ses nedenfor:

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 2. rk. – Vandbæreren giver ordet videre.

Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.  I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.

Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.

Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. –  Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.    

Kunst til kirkeåret, 21. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tro og troværdighed

Evangeliet fra Joh. 4 fortæller en helbredelseshistorie som et tegn: En kongelig embedsmands søn ligger dødeligt syg i hjemmet, hvorfor faderen drager til landsbyen Kana for at hente hjælp hos den berømte Jesus. Jesus beklager omgivelsernes stadige krav om bevis: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, – men samtidig hører vi, at faderen umiddelbart troede, hvad han håbede, og ikke forlangte bevis, da Jesus sagde de forløsende ord til ham: ”Gå hjem, din søn lever”. ”Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live”. Jesus velsignede hans tillid.

Johannesevangeliets mange fortællinger om, at mennesker møder Jesus, har en pointe i disse menneskers forskellige livssituationer. Hvis det har betydning, at den syge drengs far er kongelig embedsmand, er der måske en pointe i, at forskellige slags magt og myndighed dermed står over for hinanden. Underforstået er spørgsmålet om, hvem der har den autoritet og det ord, som ultimativt står til troende. – Teksten kan være en anledning til at tale bredt om tro og tillid og i samme åndedræt om troværdighed: Vores aktuelle nærdemokrati demonstrerer med sine plakater en kamp om opmærksomhed og magt, som er uadskillelig fra kampen om troværdighed. Vi glæder os stadig i store træk over at leve i et tillidssamfund, hvor vi i vidt omfang forudsætter, at mennesker taler sandt og ønsker at holder ord, så at vi tør interagere også med fremmede. Men samtidig må vi modstræbende advare vores børn, unge og ældste mod af være FOR tillidsfulde. – Og til skræk og advarsel demonstrerer nyhedsstrømme for os, hvordan verdener af opblæste løgne og hæmningsløs propaganda kan tage sig ud. – Trods rigeligt med anslag mod den gode stemning er tillid vores guldgrube, og intet kan erstatte vores samfunds troværdige interaktion mennesker imellem og i samfundets instanser, embedsværk, presse m.v., hvor alle er forpligtede på en ordentlighed, som vi hver især SKAL kæmpe for! – – Men vi er kun mennesker: Politikere forråder alliancer og skifter parti for at komme magten nærmere. Embedsmænd og fagfolk, som helst samvittighedsfuldt ville løse deres opgaver, forsvarer i sidste instans deres egen ansættelsessikkerhed. Selv i vores mest kærlighedsfyldte relationer kan troværdigheden forlise, hvad vores skilsmisser og skuffede børn kan vidne om. Ser jeg overhovedet selv et troværdigt ansigt, hvis jeg ser mig i spejlet? Nej, i allerdybeste forstand kan min tro kun række ud efter det sande menneske, det ubetinget kærlige menneske, der aldrig søgte sit eget og derfor fornyede og fornyer andres liv.

Vores uvurderlige stenhugger Laila Westergaard har i 2009 på Hjørring Sognegårds ydermur hugget et af de efter min opfattelse væsentligste værker i nutidens kirkekunst. Vi ser flere rækker af ansigter, der vendt ud mod den befærdede plads midt i Hjørring spejler en nutidig hverdags mennesker i deres respektive aldre, køn, civile eller uniformerede stand. Alle fremtræder genkendelige og troværdige, her er vist ikke nogen spindoktor eller brugtvognsforhandler til stede. Vi ser bl.a. samfundets bærende institutioner repræsenteret af en præst og en politibetjent, formentlig ordentlige mennesker, men altså kun mennesker. MEN et sted på muren, som en mønsterbryder i et mellemrum, finder vi så også Jesus portrætteret med langt hår og kort skæg om et smalt, alvorligt ansigt med lukkede øjne. Det er et billede af en troværdighed af en anden verden. ”Jesus i Hjørring” , som Laila Westergaard kalder sin hyldest til inkarnationen, udviser en indre koncentration om den dybeste erfaring, der findes: erfaringen af død og opstandelse. Muren kan således både være vores spejl i hverdagen og vores vindue til evigheden, og mere kan man næppe forlange af kirkekunst. Nærbillede af Kristusansigtet ses nederst på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Fotos: Claus Jensen

Kunst til kirkeåret, 10. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Gud laver ikke ‘deals’

Der er sorg og vrede i teksten fra Luk. kap. 19: På vej til sin sidste påske i Jerusalem græder Jesus over byen, som “ikke kendte sin besøgelsestid”. Jesus har stadig hjerte for sit lidende folk. Det at han græder, er i sig selv en slags evangelium om Guds nærvær og med-liden. Det nemmeste havde jo været at tie og vende sig bort. Men Jesus risikerer sig selv i et sidste opgør på byens kultsted: Han protesterer mod geskæftigheden på tempelpladsen. Allerede gammeltestamentlige profeter som Hoseas havde ganske vist sagt: “Ej slagtoffer – kærlighed vil jeg, ej brændoffer – kærlighed til Gud”, men normalt sættes her ikke spørgsmålstegn ved offerhandlingernes og offerhandelens skriftbundne nødvendighed, og vi kan forestille os en hektisk forretningsmæssig aktivitet på tempelområdet. Til alles overraskelse bringes markedet nu brat til standsning af Jesu messianske vrede. Jesus tager ordet med en myndighed, der ikke er til at misforstå, og råber på Guds vegne: “Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort et til en røverkule”.

Her er meget på spil. Mere end køb og salg og pengeveksling på tempelpladsen. Mere end hele den magtfulde tempelinstitution. Det handler dybest set om noget-for-noget-perspektivet i menneskers gudsforhold. Religionshistorien kan bevidne, at offerpraksis efter ‘do ut des’-princippet altid har gennemsyret alverdens religioner, MEN med sin person bringer Jesus en afgørende ny, evangelisk forståelse af gudsforholdet ind i verden: Guds forhold til mennesker er ikke et regnskabsforhold. Gud laver ikke ‘deals’. Kun med tomme hænder kan vi træde frem for vores skaber.

Til vores lede og fortvivlelse synes samspil og udveksling mellem folk og institutioner i dag at bero på ‘administrationer’, der vil lave ‘deals’. Rask væk annulleres forhold, der på kort sigt er underskudsgivende, og svagere parter straffes for at koste penge. Som om penge er verdens eneste værdisystem! Hele verden gøres således til “en røverkule”. – Men Jesus giver os altså her en modfortælling om, hvad der bærer os i livet. Kun bedende kan vi møde den levende Gud, sige tak for, hvad der gives os, og dele det med andre.

Mit billede til denne søndag er uddrivelsesmotivet fra det blanke relief i det indre rum i Bjørn Nørgaards skulptur på Ikast Kirkeplads. Da Bjørn Nørgaards formidable skulptur med gammel- og nytestamentlige motiver blev afsløret i 2012, betitlede Nørgaard ganske overraskende sit store værk: “Riv dette tempel ned”. Heri ligger et citat fra Joh. kap. 2, hvor Jesus lover at genrejse templet på 3 dage, med sigte på sin egen død og opstandelse. Tempelrensningsmotivet appellerede allerede til den unge Bjørn Nørgaard, da han sammen med Lene Adler som bekendt var initiativtager til et kapitalismekritisk optrin i Børsen. – Til forskel fra bronzeskulpturens matte yderside er det vanskeligt at fotografere de blanke indre relieffer, hvor figurer og motiver fletter sig ind i hinanden, men i herværende udsnit er den voldsomme, vrede og køllesvingende Jesus vist ikke til at tage fejl af. Derover ses en moderne skikkelse, gerne fortolket som en forretningsmand, koncentreret om en værdigenstand. Er han optaget af sine “deals”? Der behøver naturligvis ikke være noget galt med at gøre forretninger, – tjener vi penge, har vi des mere at dele med andre, – men Guds nåde og velsignelse kan vi altså ikke købe. Fotos: Claus Jensen.

PS: Jeg glæder mig til snart at holde billedforedrag om Bjørn Nørgaards mangfoldige og vitale kirkekunst. Det sker d. 23. sept. 2025 kl. 14 i Filips Kirke på Amager.

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.