Tag: jesus

Julesøndag, 2. rk. Guds “MEN”…

Mine børn og børnebørn har prøvet at opdrage mig lidt i julen: Ingen nyhedsudsendelser eller tændte mobiltelefoner i helligdagene! Sammen skal vi værne om julefreden og holde vores julepyntede stuer og muntre samvær fri af verdens grumme tilstand med magtgale diktatorer og massakrer. Vi trænger jo hårdt til helligdagenes helle. I dag er børnene rejst og – indrømmet – nyhedsstrømmen tilbage på adressen. Jeg tager sideløbende tilflugt til de bibelske læsninger og finder ingen eskapisme her, for Julesøndag rapporterer – som kunne det være nutidige reportager – om magtgale diktatorer, med forsvindende ringe respekt for menneskeliv, og med deres rystende massakrer, også på børn. ‘Barnemordet i Betlehem’ fra Matt. kap. 2 rammer mig som et stød i mellemgulvet: “I Rama høres råd, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste”… Rama nord for Jerusalem var o. 600 f Kr. et opsamlingssted for hebræere, der skulle føres i landflygtighed. – Som mennesker har vi vel – så langt vi magter det – pligt til over tid at bevidne og reagere på verdens lidelser, selvom vi ikke kan skrive nogen tekst eller skabe noget billede, der evner at trøste mødre til dræbte børn i Mellemøsten, i Afrika, i Ukraine…. Imidlertid skal vi prædike, synge, tro og bekende, at volden ikke får det sidste ord, at verdens tyranner står for fald, at riger på langt sigt ikke kan overleve på vold og frygt, at ‘hver djævel (kun) har sin tid’. Verdens ondskab og smerte er ikke skjult for Gud, Gud er alle små menneskers solidariske livsvidne, og Gud har vel at mærke sagt “MEN”…. Juleevangeliet indledes i sin gamle form med: “Men det skete i de dage, hvor der udgik en befaling fra kejser Augustus”. De vise mænd fik ordre af Herodes til efter besøget at røbe det udvalgte barns opholdssted, “Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at vende tilbage til Herodes”… Herodes beordrede jødernes drengebørn dræbt, men Josef flygtede natten forinden med Maria og barnet til Egypten. Efter Herodes’ død var Josef stadig bange for at rejse tilbage til hjemlandet, “Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i Nazaret”. Evangeliet er Guds evige, lysbringende “men”, der hindrer os i at gøre undergangsscenarier til vores trosbekendelse. Jesusbarnet lever som vores inkarnerede håb. Vi kender hverken vores nære fremtid eller verdens historie på langt sigt, kender ikke rigernes tidshorisonter eller magtgale herskeres grænser, men… Guds “men” giver os tilbagevendende den modfortælling om sejr for tro, håb og kærlighed, uden hvilken vi ikke kan leve et tillidsfuldt menneskeliv.

Matthæus var forelsket i tanken om frelseshistoriens store orden: At Moses forunderligt nok overlevede kong Faraos massakre på drengebørn i Egypten, så at hebræerne fik deres leder på vejen til frihed og den konsoliderede mosaiske tro. – Og at Jesusbarnet forunderligt nok undslap Herodes’ massakre på Betlehems drengebørn, så evangeliet overlevede med glædesbud til alverden. Matthæus viser, hvordan befrielsen og frelsen løftes et niveau op fra det partikulære til det universelle.

Kirkekunstnere har naturligt nok langt hellere skabt idylliske billeder af ‘Flugten til Egypten’ med yndige, intime og tillidsfulde skildringer af den hellige familie på vejen eller under hvil. Men især sengotiske kunstnere fra reformationsårhundredet har budt på værker, der fremstiller begge scener i deres voldsomme kontrast: Barnemordet i Betlehem og Flugten til Egypten. Hermed udstilles modsætningen mellem denne verdens voldsparate magthavere og den fred, som er Guds vilje. Jeg vælger til dagen at vise Gjøl Kirkes flotte altertavle, som formentlig o. 1520 blev skåret under ledelse af Hans Brüggeman, hvis hovedværk er den fænomenale Bordesholmertavle i Slesvig Domkirke; hans værksted lå i Husum. Tavlen i Gjøl, der måske først var tiltænkt Børglum Kloster, når ikke det samme kunstneriske niveau som Slesvigs, den er måske et ungdomsværk eller blevet til ved svendes mellemkomst. Gjøltavlens prægtige hovedmotiv er Kongernes tilbedelse (se nederst i opslaget). Sidehistorierne fra Jesu barndom er Jesu omskærelse i Jerusalems tempel, Barnemordet i Betlehem, Flugten til Egypten og Jesus som 12-årig i templet. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 1. rk. – Glæden vil komme

Her omkring 80-års jubilæet for Danmarks befrielse fylder besættelsesårene meget i danskeres bevidsthed. ”Vi tænker mere over det, med alt hvad der sker i verden i dag”, sagde en kvinde til TV’s mikrofonholder. Ja, vi gyser ved forestillingen om selv at skulle sætte livet på spil i frihedskamp. Des mere fylder ærefrygten for dem, der faktisk engang med åbne øjne risikererede alt i modstand mod voldsregimet, også dengang det officielle Danmark dømte deres kamp ude. Vi bryder os ikke meget om at erkende det, men på grund af den danske samarbejdspolitik med Nazityskland var det på et hængende hår, at Danmark ved verdenskrigens afslutning blev regnet blandt de allierede. Det relative fåtal af frihedskæmpere sammen med de mange aktive søfolk reddede så at sige Danmarks ære. Vi skylder dem så meget! Vi hører i dag om overlevende frihedskæmpere, som traumatiseredes for livet, og vi hører om dem, som nazisterne pågreb og skød. Hvis vi drager ud til Mindelunden i Ryvangen, hvor henrettelsespælene stod, finder vi i dag en mindeplade med Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge som døde / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Ja, drengene tændte lys i mørket på flere måder: Flere af de dødsdømtes afskedsbreve rummer en sjælsstærk tone af kærlighed, bekræftelse og håb på livets vegne. De ofte ganske unge helte formåede at bringe trøst! – Helligdagens episteltekst fra Hebr. Kap. 13 hører hjemme i en helt anden historisk og kultisk-religiøs verden end danskeres krigsminder, men synes mig alligevel at anslå analoge strenge: ”Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme”. – En ny tids mulighed er født af et dyrt offer.

Evangelieteksten fra Joh. 16 bringer os ind i afskedssituationen mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus ved, at hans død er forestående. Han bruger sin sidste taletid til at trøste og forvisse disciplene om, at de vil opleve stor smerte, men at smerten vil afløses af glæde, som ved en fødsel: ”når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”  

Teksten peger frem mod påskens befriende opstandelsesbudskab, og den har også bud til os, der ikke sådan får opstandelsessyner. Hver især kommer vi til at opleve sorg, fordi livet er noget, man dør af. I mellemtiden forråder vi måske livet i bekymring for de sorger og afsavn, der måtte komme. Men vi skal øve os på at lade store forhåbninger fylde mere end bekymringer. Indtrængende tilsiger Kristus i teksten, at glæden vil komme. Måske kommer glæden på en anden måde, end vi selv ville definere, – og en dag kommer døden altså. Når døden ikke længer lader sig fortrænge, må vi øve os på at forestille os den som et møde med Guds lys. Guds plan er og bliver, at det ender godt!  I Møllehavebogen af samme navn citeres Poul Borum, som digtede om lyset, mens han var døende af kræft: ”Jeg begynder at se lyset / som meningen med det meningsløs liv. / Jeg begynder at se lyset / som den eneste og egentlige årsagsforklaring. / … Jeg begynder at se lyset / og lyset er sikkert og stærkt / og lige så fjernt som nært / og lyset er en anden / og ser på mig / ser mig” (Fra ’Digte til musik’ 1996)

Det modsatte af tro er iflg. Johannes Møllehave ikke tvivl, det er frygt. – Frygt altså ikke!

Det valgte billede er et udsnit af Laila Westergaards uendeligt righoldige altertavle fra 2020 i Gødstrup Hospitalskirke ved Herning. Granitrelieffet er, som Dorthe Fogh og Anette Østergård skriver, en “flerstemmig fortælling, som er fortalt med glæde over menneskers fællesskab og samspillet med det guddommelige”. Den tidsmæssige afstand mellem bibelhistorie og nutid er ophævet. I centrum er korset, på hvis højre side vi bl.a. møder døden, omsorg for liget og sorg over afskeden, som deles af mennesker der føler som os. Venstre side er fyldt af levende menneskers gode fællesskab, et fællesskab vi gerne ville se os selv i. Under lyset oppefra og Helligåndens vingefang ses fortolkninger af livet i en menighed: Her er dækket op til nadver eller snarere til Emmausmåltidet, hvor den opstandne selv byder til bords, og her er børn i omsorgsfulde voksnes arme. Yderst tv. ses en indadvendt, højgravid kvinde med hænderne på sin mave. Det kan være Maria, eller det kan være enhver kvinde, der tænker på en forestående fødsel. Bag hendes ryg ses en tidsel, som kan symbolisere fødselssmerten. Et dejligt, fuldbårent barn ved siden af hende bæres af en ældre mand. Det kan være Simeon i templet med Jesusbarnet, eller det kan være nutidens ømme bedstefar, der bærer et barn til dåb, “fyldt af glæde over livets under”…. – Frygt altså ikke! – Nederst i opslaget ses et større udsnit af Laila Westergaards epokegørende kunstværk, men fotos er og bliver en fattig erstatning for besøg i dette kirkerum. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Palmesøndag, 1. rk. – Godhedens indtog

Palmesøndag er en dag til glæde. Vi fejrer godhedens indtog hos mennesker. – I en verden, som er formørket af magtbegær, konflikter og løgn, kommer denne stilfærdige æselrytter ind på scenen med sit væsens lys. Det er sandhedens ansigt, han viser os. Han slår sig ikke for brystet og pumper sig ikke op med magtens attributter, men viser os sit nøgne menneskeansigts gudgivne hellighed. Hans autoritet er sandhedens egen, godhedens egen, kærlighedens egen. Omsider! Omsider bliver det i sandhed gudbilledlige menneske modtaget og hyldet som gaven fra himlen til hele folket. Og lad os da få lov at dvæle lidt i glæden. Det er dagen, som hans trængte venner har længtes efter at opleve, – dagen, hvor håb og længsler strømmer frit mod det høje. Nu kan glade hjerter synge den ældgamle messianske Hosianna-sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. – Vi bliver aldrig færdige med at fejre godhedens indtog. Derfor skal der lyde et ekko af fredsfyrstens hyldestsang ved hver en folkekirkelig højmesse, når præst og menighed istemmer: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”  

Vores glæde må rumme forståelsen af, at Jesus ikke red gennem Jerusalems port til en glorværdig guldalder. Guds historie med os indfrier øjensynligt ikke menneskers egen umiddelbare dagsorden. Gudsfolkets oprejsning er ikke nødvendigvis af denne verden. Havde Jesus i et besat Israel/Palæstina været drevet af kalkuler over, hvad der ’betaler sig’, havde han næppe indfundet sig lige dér i Jerusalem, hvor det var allerfarligst at vise sig. Han kom ikke for at triumfere, men for at give sig selv. – Hvad vi skal forstå er, at sandheden, godheden og kærligheden lyser, uanset om den kan ’betale sig’. – Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen er og bliver en lysende historie, selvom han blev barbarisk henrettet for 80 år siden. Nødhjælpsarbejde i en krigszone er en god historie, selv hvis ambulancer bombarderes. Demonstrationer mod diktatorers overgreb er en god historie, selvom demonstranterne fængsles. Al uselvisk, slidsom offervilje her og der er gode historier, selvom den ikke umiddelbart ’betaler sig’. Godheden bliver ved at lyse.

Til helligdagen vælger jeg at vise et af Allan Skuldbøls mange glødende malerier af Jesu indtog i Jerusalem. Med en uforfærdet koloristisk kraft abstraherer kunstneren over folkemængder og palmetræer på vejen omkring den lysende, ensomme skikkelse på æslet. Foran sig har Messias dødsdommens mørke, men mørket overtrumfes af Guds klare påskesol, som finder genskær i Messias’ glorie. Billedtitlen er ”Hosianna”. Allan Skuldbøl døde for få måneder siden, 77 år gammel, men, som vi ser, har han stadig gode historier af fortælle os.

NB: Skuldbølfamilien planlægger d. 14. juni 2025 at holde et festligt 10-års jubilæum for Arthouse Skuldbøl ved Lemvig. Måske mødes vi der?

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i fasten, 1. rk. – Dæmon eller Guds finger?

Vores virkelighedsopfattelser er rystende forskellige: Republikanere og demokrater i USA vil gensidigt frelse Amerika ved at bekæmpe den anden part. Man dæmoniserer hinanden. Politiske magtkampe har blodige følger for Ukraine, vores bolværk for den frie, demokratiske verden, – som russiske talsmænd omvendt anklager for truende aggression og dekadence. Den ene parts frihedskæmpere anklager modparten for terrorisme. Den enes sandhed kalder modparten løgn. Uforenelige virkelighedsopfattelser skærer sig gennem kontinenter, nationer og familier, omgærdet med frygt og foragt. En værdifri position er næppe en menneskelig mulighed. Hverken samfundets eller individets hus kan jo bestå med åndelig tomhed. Jesus beskriver med sin lignelse i Luk. 11, at en uddrevet ånd ikke lader en bolig stå tom: ”Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus… Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” – Fronterne er trukket skarpt op i forhold til Jesus. – Vi kan tænke på, hvordan selv den gudfrygtige og skriftlærde unge Paulus dæmoniserede kristne og så sig kaldet til at udrydde dem. Det var som bekendt kun den opstandne Kristus selv, der kunne vende ham om. –

I dagens tekst vækker Jesus modsigelse ved at helbrede en stum person: Nogle tilstedeværende i tilhørerskaren undres og glæder sig over, at et menneske mirakuløst er blevet hjulpet ind i talende menneskers fællesskab; andre alarmeres over den ubegribelige, overmenneskelige hændelse og anklager Jesus for sort magi: ”Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne”. Men kan ondskaben være sin egen fjende? ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, konstaterer Jesus. Hvordan afvæbner han modstanden og skaber en sprække ind i forskansede hjerter? Vi hører, hvordan han forløser stridssamtalen med den vidunderlig replik, der tvangfrit åbner det mulige fælles håb i hans nærvær: ”hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” – Efter renæssancen ser vi måske for os Michelangelos ikoniske maleri af Guds finger, der ved Adams skabelse rækkes livgivende frem. Gennem Jesus fortsætter skaberens finger sit virke ved igen og igen at forny vore livsmuligheder med glimt af Guds rige? – Lad vores huse endnu engang blive fyldt af håbets ånd!

I 2020 skabte Bjørn Nørgaard sin uforlignelige bronzeport Alfa og Omega til Christianskirken i Fredericia, og skildrede hermed livets begyndelse, slutning – og nye begyndelse. I billedserierne indgår en række fortællende relieffer med motiver fra Jesu liv, udført med livlige, mere eller mindre nutidige eller tidløse skikkelser. Et af reliefferne er denne helbredelsesscene. På begge sider står mennesker, nogle måske bare nysgerrige, andre med åbenlyst behov for hjælp. Yderst til højre ser vi et forældrepar, der håbefuldt fører en psykisk syg søn frem. Opmærksomheden vendes mod det lysende, talende menneske, som med armene lagt ind til sit bryst på en gang fremtræder som den stærkeste og den mest forsvarsløse af dem alle. Er det en troende, som modtager syn og sundhed? Eller er det Jesus selv? Overfor står et par voksne herrer, som holder hænderne frem. Er det en afværgende bevægelse fra dem, der ikke vover at vise tillid og hellere dæmoniserer den menneskesøn, hvis kraft de ikke forstår? – I dagens tekst udbryder en kvinde i skaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig”… Men Jesus svarer: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Nu er det også sagt i bronze. – Claus Jensen har tålmodigt ventet på den helt rigtige belysning til gode fotos af portens relieffer.