jesus – Birgitte Bech kirkekunst

Søndag seksagesima, 2. rk. – Vækst

Mark. kap. 4, som søndagsevangeliet hentes fra, rummer lignelser om vækst. Jesus sammenligner først Guds rige ved en tilsået mark med korn, der vokser op til kernefulde, høstmodne aks. Efterfølgende sammenligner han Guds rige ved et bittelille frø, der bliver til den højeste plante med grene så store, at himlens fugle kan bygge rede i dens skygge. Vækst er sådan et håbefuldt ord, der bringer glædelige billeder med sig. I kirken spejder vi efter tegn på den gode vækst. – Netop i denne uge lægger Roskilde Domkirke rammer og indhold til det årlige konfirmandtræf, som arrangører længe har slidt med. Fra alle grene af stiftet komme busser kørende med hold af mere eller mindre opladte teenagere, som i tusindtal myldrer ind og lader sig overvælde af det eventyrlige rum, musikken, lyssætningen, fortællingerne, ritualerne og… måske først og fremmest den store oplevelse af fællesskab, kirkefællesskabet. Når så mange unge synger, kan det høres! Kirken har med sine konfirmander en fest, som er meget opmuntrende. Bliver vi ikke næsten forvissede i løftet om gudsrigets vækst, når vi oplever tilstrømningens mængde og deltagernes glæde? Vækst er sådan et bekræftende ord. – Men ikke entydigt: Generelt for samfundets fokus på vækst er optagetheden af det kvantitative, det statistisk målbare, det kalkulerbare udbytte af en effektiv indsats. Det udbredt endimensionelle begreb om vækst som menneskelig produktivitet, bæredygtig eller ej, er forførende. – Og kirkens vækst? Der kan måske også være en forførelse forbundet med pastorale optællinger af det voksende antal brugere af vores kirkebygninger – og målinger af brugernes påskønnelse af kirkens tilbud. At mennesker har glæde af en kirkelig arbejdsindsats, har utvivlsomt værdi i sig selv, og tak for, at de mange talenter ikke bare graves ned! – Men når Jesus i herværende lignelser lover vækst, handler det tydeligvis om noget andet end tjenernes effektivitet og produktivitet. Historien om ”den automatiske sæd”, som første lignelse kaldes, er snarere en modfortælling til præstationstanken: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han selv ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”…. Her er væksten beskrevet som en gave, et under, og underet er Guds. Vi kan håbe, vi kan håbe og tro på Guds under, og i det håb må vi både arbejde og hvile. Vi kan håbe, at der under eller over alle vores kirkelige anstrengelser her og der bliver sået livsduelige, bæredygtige frø i menneskehjerter, det være ved dåb eller andre ritualer, ved samtaler, fortællinger, diakoni eller årets konfirmandtræf, som har overskriften ’tro, håb og kærlighed’, men vi kan ikke producere undere. Vi udfordres vist til at være uendelig tålmodige og indstille os på en guddommelig tidshorisont. Kristendommens udbredelse begyndte som bekendt hos en udgrænset leder med en ganske lille flok tilhængere, herunder en tidligere arg modstander, og mange af tilhængerne blev muligvis dræbt. Først efter 300 år fik kirken synligt vælde og ikke altid for det gode. Kirken var mange århundreder om at lære at give afkald på tvangsmidler og at sande, at den kun har nådemidler. Den synlige kirke er endnu ikke Guds rige. Men Guds nåde findes, og nåden vil finde vej. Troens, håbets og kærlighedens frø må fortsat sås, så frø kan spire. Ordene om gudsrigets automatiske vækst har vi måske allermest brug for at høre på de dage, hvor vi sår – eller selv bliver tilsået – uden overhovedet at kunne få øje på nogen vækst eller fremgang.

Instinktivt glædes vi over billeder af vækster, at kornaks og af store træer, så det er intet under, at træet hører til kirkekunstens mest yndede motiver, ikke mindst i nutiden. Hvad kunstnerne end selv har tænkt derved, kan deres skønne træbilleder i kirken legitimeres af træets symbolske og mytiske betydning. I såvel bibelens første som dens sidste bog står livstræet og stråler midt i haven. Mit valg af et af kirkekunstens træer er svært, men i dette opslag vil jeg ære den nyligt afdøde kunstner Tue Poulsen for hans umådelige pragtværk fra 1984 af livstræet i Helligåndskirken i Aarhus. På kirkens hjemmeside kan man finde omhyggelig information om kunstnerens egne tanker ved værket, og de er værd at fordybe sig i. Her er meget mere end ‘naturlyrik’. Det keramiske træ er fra nederst til øverst en henvisning til Gud selv med grene for Faderen (th), Sønnen (tv) og i midten Helligånden, som bl.a. viser en stor, hvid duevinge med spredte fjer samt en lang, lodret livslinje, der fortsætter opad “i evigheden”, også efter at være brudt af tværliggende gravsten. Træet er et inspirerende myldrebillede af bibelske og andre symboler, herunder også tegn for verdenshistoriens lange tidsforløb med pyramider yderst tv. Tue Poulsen har udsmykket også Værløse Kirke med et keramisk livstræ, der breder sine grene hen over altervæggen.

Et nyere eksempel på en kirkeudsmykning med et træ som motiv er John Kørners meget høje og lette vægmaleri i Østerhåb Kirke ved Horsens, malet 2012. Angiveligt var Kørner kirkeligt set forholdsvis forudsætningsløs, men det samme gjaldt ikke kunstnerens mor, der med tanke på Salomons tempel foreslog ham at vælge et cedertræ, og det skal mor ikke have utak for. Østerhåbs cedertræ er både stedsegrønt og lysåbent, så vi også ser himlens fugle, som kan søge ly mellem grenene. Det vises nederst i mit opslag på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. – Levende vand

Historien om vandet på vores vidunderlige blå planet ER et eventyr: I sin bog om universets tilblivelse fortæller astrofysiker Tina Ibsen, at Jorden opstod ud af stjernetåger for 4,5 mia. år siden, men i hundreder af millioner år var en knastør, livløs planet. Dette golde udgangspunkt ændrede sig for 3,9 mia. år siden, da kometer med stort indhold af vand bragede ind i Jorden. Kometernes sammenstød med Jorden efterlod ikke kratere, men vand, idet Jorden ligger lige, hvor den ligger: netop i en afstand fra Solen, hvor vand hverken straks fordamper eller forbliver dybfrosset. Vand er og bliver forudsætning for livsprocesser og levevæseners mangfoldighed, specielt den ene procent af Jordens vand, som udgøres af flydende ferskvand, som vi selv for en stor del består af, og som vi hver eneste dag er afhængige af at kunne drikke. På et skabelsesteologisk plan er der noget blasfemisk ved at lade forurening og klimaændringer ødelægge vores vandressourcer, vandets gave, som jo har engangskarakter. Vandet er en nåde, en forekommende nåde, både konkret og symbolsk. Det livsvigtige levende vand er fra Jeremias til Johannesevangeliet et bibelsk symbol for Guds livgivende nærvær, centralt i dagens tekst fra Joh. kap. 4 om Jesu samtale med en samaritansk kvinde ved brønden i Sykar – eller er det Sikem. Hvor kvinden med den tomme krukke møder op med en praktisk forståelse af det rindende vands nødvendighed, peger evangeliet på den åndelige dybde i menneskets tørst, den eksistentielle tørst. Jesus giver et løfte til kvinden – og til os: “den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde til evigt liv.” Som vandet altid kan bane sig vej, vil også Guds ånd finde vej til tørstende mennesker: “der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg [samaritanernes hellige bjerg Garizim] eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen… Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Troens åndelige kildevæld er altså ubundet af etnisk nærsynede menneskers respektive kultsteder.

Ikke desto mindre handler dagens læsninger og mest brugte salmer såsom ‘Alle mine kilder’ også om vore gudshuse og dertil om den dåb, vore kirkerne lægger rammer til. Hvor meget Gud end er større end vore helligsteder og ritualer, er døbefontens friske vand sammen med ordet et uvurderligt gudssymbol, en brønd for troens liv. Flere nyere danske døbefonte understreger forkyndelsen ved konkret af have rindende vand i og fra fonten.

Til dette opslag er jeg faldet for den sproglige fristelse til at hente mit billede fra Kildevældskirken på Østerbro. Maleren Oscar Matthiesen (1861-1957), kirkearkitektens søn, malede i 1930 sit traditionelt kønne billede af Jesu samtale med den samaritanske kvinde, med Garizims bjerg i baggrunden og brønden centralt i forgrunden. De to samtalende personers øjenkontakt giver maleriet en dynamisk diagonal, og Helligåndens synlige tilstedeværelse sørger billedrammen med duen for. – Kvinden med krukken er her for resten så dejlig, at vi køber bi-historien om hendes fem mænd + det løse, der tjente som bevis for Jesu overnaturlige klarsyn. – En dialog-situation med en signifikant Jesusreplik var sådan et motiv, som de danske guldaldermalere yndede at formidle, så vi fik i 1800-tallet mange samaritanske kvinder over altrene. Det umiddelbart smukke motiv bevarede sin appel til begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter det blev sjældnere. Den akademiuddannede Oscar Matthiesen, som i øvrigt var landskabs- og portrætmaler, har malet til 6 danske kirker.

Julesøndag, 2. rk. Guds “MEN”…

Mine børn og børnebørn har prøvet at opdrage mig lidt i julen: Ingen nyhedsudsendelser eller tændte mobiltelefoner i helligdagene! Sammen skal vi værne om julefreden og holde vores julepyntede stuer og muntre samvær fri af verdens grumme tilstand med magtgale diktatorer og massakrer. Vi trænger jo hårdt til helligdagenes helle. I dag er børnene rejst og – indrømmet – nyhedsstrømmen tilbage på adressen. Jeg tager sideløbende tilflugt til de bibelske læsninger og finder ingen eskapisme her, for Julesøndag rapporterer – som kunne det være nutidige reportager – om magtgale diktatorer, med forsvindende ringe respekt for menneskeliv, og med deres rystende massakrer, også på børn. ‘Barnemordet i Betlehem’ fra Matt. kap. 2 rammer mig som et stød i mellemgulvet: “I Rama høres råd, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste”… Rama nord for Jerusalem var o. 600 f Kr. et opsamlingssted for hebræere, der skulle føres i landflygtighed. – Som mennesker har vi vel – så langt vi magter det – pligt til over tid at bevidne og reagere på verdens lidelser, selvom vi ikke kan skrive nogen tekst eller skabe noget billede, der evner at trøste mødre til dræbte børn i Mellemøsten, i Afrika, i Ukraine…. Imidlertid skal vi prædike, synge, tro og bekende, at volden ikke får det sidste ord, at verdens tyranner står for fald, at riger på langt sigt ikke kan overleve på vold og frygt, at ‘hver djævel (kun) har sin tid’. Verdens ondskab og smerte er ikke skjult for Gud, Gud er alle små menneskers solidariske livsvidne, og Gud har vel at mærke sagt “MEN”…. Juleevangeliet indledes i sin gamle form med: “Men det skete i de dage, hvor der udgik en befaling fra kejser Augustus”. De vise mænd fik ordre af Herodes til efter besøget at røbe det udvalgte barns opholdssted, “Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at vende tilbage til Herodes”… Herodes beordrede jødernes drengebørn dræbt, men Josef flygtede natten forinden med Maria og barnet til Egypten. Efter Herodes’ død var Josef stadig bange for at rejse tilbage til hjemlandet, “Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i Nazaret”. Evangeliet er Guds evige, lysbringende “men”, der hindrer os i at gøre undergangsscenarier til vores trosbekendelse. Jesusbarnet lever som vores inkarnerede håb. Vi kender hverken vores nære fremtid eller verdens historie på langt sigt, kender ikke rigernes tidshorisonter eller magtgale herskeres grænser, men… Guds “men” giver os tilbagevendende den modfortælling om sejr for tro, håb og kærlighed, uden hvilken vi ikke kan leve et tillidsfuldt menneskeliv.

Matthæus var forelsket i tanken om frelseshistoriens store orden: At Moses forunderligt nok overlevede kong Faraos massakre på drengebørn i Egypten, så at hebræerne fik deres leder på vejen til frihed og den konsoliderede mosaiske tro. – Og at Jesusbarnet forunderligt nok undslap Herodes’ massakre på Betlehems drengebørn, så evangeliet overlevede med glædesbud til alverden. Matthæus viser, hvordan befrielsen og frelsen løftes et niveau op fra det partikulære til det universelle.

Kirkekunstnere har naturligt nok langt hellere skabt idylliske billeder af ‘Flugten til Egypten’ med yndige, intime og tillidsfulde skildringer af den hellige familie på vejen eller under hvil. Men især sengotiske kunstnere fra reformationsårhundredet har budt på værker, der fremstiller begge scener i deres voldsomme kontrast: Barnemordet i Betlehem og Flugten til Egypten. Hermed udstilles modsætningen mellem denne verdens voldsparate magthavere og den fred, som er Guds vilje. Jeg vælger til dagen at vise Gjøl Kirkes flotte altertavle, som formentlig o. 1520 blev skåret under ledelse af Hans Brüggeman, hvis hovedværk er den fænomenale Bordesholmertavle i Slesvig Domkirke; hans værksted lå i Husum. Tavlen i Gjøl, der måske først var tiltænkt Børglum Kloster, når ikke det samme kunstneriske niveau som Slesvigs, den er måske et ungdomsværk eller blevet til ved svendes mellemkomst. Gjøltavlens prægtige hovedmotiv er Kongernes tilbedelse (se nederst i opslaget). Sidehistorierne fra Jesu barndom er Jesu omskærelse i Jerusalems tempel, Barnemordet i Betlehem, Flugten til Egypten og Jesus som 12-årig i templet. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 1. rk. – Glæden vil komme

Her omkring 80-års jubilæet for Danmarks befrielse fylder besættelsesårene meget i danskeres bevidsthed. ”Vi tænker mere over det, med alt hvad der sker i verden i dag”, sagde en kvinde til TV’s mikrofonholder. Ja, vi gyser ved forestillingen om selv at skulle sætte livet på spil i frihedskamp. Des mere fylder ærefrygten for dem, der faktisk engang med åbne øjne risikererede alt i modstand mod voldsregimet, også dengang det officielle Danmark dømte deres kamp ude. Vi bryder os ikke meget om at erkende det, men på grund af den danske samarbejdspolitik med Nazityskland var det på et hængende hår, at Danmark ved verdenskrigens afslutning blev regnet blandt de allierede. Det relative fåtal af frihedskæmpere sammen med de mange aktive søfolk reddede så at sige Danmarks ære. Vi skylder dem så meget! Vi hører i dag om overlevende frihedskæmpere, som traumatiseredes for livet, og vi hører om dem, som nazisterne pågreb og skød. Hvis vi drager ud til Mindelunden i Ryvangen, hvor henrettelsespælene stod, finder vi i dag en mindeplade med Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge som døde / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Ja, drengene tændte lys i mørket på flere måder: Flere af de dødsdømtes afskedsbreve rummer en sjælsstærk tone af kærlighed, bekræftelse og håb på livets vegne. De ofte ganske unge helte formåede at bringe trøst! – Helligdagens episteltekst fra Hebr. Kap. 13 hører hjemme i en helt anden historisk og kultisk-religiøs verden end danskeres krigsminder, men synes mig alligevel at anslå analoge strenge: ”Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme”. – En ny tids mulighed er født af et dyrt offer.

Evangelieteksten fra Joh. 16 bringer os ind i afskedssituationen mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus ved, at hans død er forestående. Han bruger sin sidste taletid til at trøste og forvisse disciplene om, at de vil opleve stor smerte, men at smerten vil afløses af glæde, som ved en fødsel: ”når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”

Teksten peger frem mod påskens befriende opstandelsesbudskab, og den har også bud til os, der ikke sådan får opstandelsessyner. Hver især kommer vi til at opleve sorg, fordi livet er noget, man dør af. I mellemtiden forråder vi måske livet i bekymring for de sorger og afsavn, der måtte komme. Men vi skal øve os på at lade store forhåbninger fylde mere end bekymringer. Indtrængende tilsiger Kristus i teksten, at glæden vil komme. Måske kommer glæden på en anden måde, end vi selv ville definere, – og en dag kommer døden altså. Når døden ikke længer lader sig fortrænge, må vi øve os på at forestille os den som et møde med Guds lys. Guds plan er og bliver, at det ender godt! I Møllehavebogen af samme navn citeres Poul Borum, som digtede om lyset, mens han var døende af kræft: ”Jeg begynder at se lyset / som meningen med det meningsløs liv. / Jeg begynder at se lyset / som den eneste og egentlige årsagsforklaring. / … Jeg begynder at se lyset / og lyset er sikkert og stærkt / og lige så fjernt som nært / og lyset er en anden / og ser på mig / ser mig” (Fra ’Digte til musik’ 1996)

Det modsatte af tro er iflg. Johannes Møllehave ikke tvivl, det er frygt. – Frygt altså ikke!

Det valgte billede er et udsnit af Laila Westergaards uendeligt righoldige altertavle fra 2020 i Gødstrup Hospitalskirke ved Herning. Granitrelieffet er, som Dorthe Fogh og Anette Østergård skriver, en “flerstemmig fortælling, som er fortalt med glæde over menneskers fællesskab og samspillet med det guddommelige”. Den tidsmæssige afstand mellem bibelhistorie og nutid er ophævet. I centrum er korset, på hvis højre side vi bl.a. møder døden, omsorg for liget og sorg over afskeden, som deles af mennesker der føler som os. Venstre side er fyldt af levende menneskers gode fællesskab, et fællesskab vi gerne ville se os selv i. Under lyset oppefra og Helligåndens vingefang ses fortolkninger af livet i en menighed: Her er dækket op til nadver eller snarere til Emmausmåltidet, hvor den opstandne selv byder til bords, og her er børn i omsorgsfulde voksnes arme. Yderst tv. ses en indadvendt, højgravid kvinde med hænderne på sin mave. Det kan være Maria, eller det kan være enhver kvinde, der tænker på en forestående fødsel. Bag hendes ryg ses en tidsel, som kan symbolisere fødselssmerten. Et dejligt, fuldbårent barn ved siden af hende bæres af en ældre mand. Det kan være Simeon i templet med Jesusbarnet, eller det kan være nutidens ømme bedstefar, der bærer et barn til dåb, “fyldt af glæde over livets under”…. – Frygt altså ikke! – Nederst i opslaget ses et større udsnit af Laila Westergaards epokegørende kunstværk, men fotos er og bliver en fattig erstatning for besøg i dette kirkerum. Fotos: Claus Jensen.