Tag: how-to

Kunst til kirkeåret, Helligtrekongers søndag, 2. rk. – Verdens lys

Som barn var jeg plaget af angst for mørke. Det voksede jeg fra, – troede jeg. Der skete i mit voksne liv det, at jeg blev syg af meningitis og langvarigt sengeliggende med rasende hovedpine og sære drømme – eller feberfantasier? I en af disse drømme gled jeg dybt ned i et kulsort hul; jeg kunne kun gå længere og længere ned under jorden, mens jeg med svidende øjne stirrede ud i mørket efter bare det allermindste lille, blafrende lys at orientere mig efter; hvor gik jeg hen? Til min rædsel fandt jeg dernede i mørket ikke nogen lyskilde, og tænkte: Er dette afslutningen? – Som man vil forstå, døde jeg altså ikke – og stor tak for det! Når jeg siden har set Joakim Skovgaards grænsesprængende symbolistiske hovedværk: “Kristus i de dødes rige” fra 1894 på Statens Museum for Kunst har jeg stadig følelsen af, at dér har jeg næsten været, i mørket blandt de livløse, hvis eneste mulighed er at blive fundet af lyset, Lyset.

Lyset er synets medie. Lyset er ikke bare selv synligt, men er muligheden for i det hele taget at kunne se noget og orientere sig i sit liv. Det gælder naturligvis ikke mindst metaforisk om indsigt og udsyn, om at kunne skelne godt fra ondt, sandhed fra løgn, smukt fra grimt, helligt fra profant.

På helligtrekongers søndag synges “Dejlig er den himmel blå” – med op til 19 vers – om de vise mænd og “ledestjernen”, troens lys. – 2. tekstrække omtaler imidlertid ikke de tre vise mænd. I stedet hører vi den voksne Jesus prædike: Evangelieteksten fra Joh. 8 åbnes her med et af Jesu syv “jeg-er”-ord, hvor Jesus identificeres som lyset : “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Kontekst er, at Jesus på tempelpladsen taler til farisæere om sin livline til den himmelske far: “Faderen, som har sendt mig, er med mig”, og “jeg ved, hvor jeg er kommet fra, og hvor jeg går hen”. Som “verdens lys” med udgangspunkt i Faderen kan Jesus være vores fyrtårn og kompas.

Kirkens billedkunst arbejder naturligvis som al billedkunst med lys. Det gælder såmænd også en billedløs kirke som den vidunderlige Grundtvigs Kirke på Bispebjerg, hvorom arkitekten udtalte, at “lyset er kirkens motiv”. Rummets lys kan være kunstnerens æteriske ‘materiale’, som kan løfte sindet til metafysiske højder. En stor del af vores figurative så vel som abstrakte kirkekunst har direkte lyset som motiv, jævnfør forkærligheden for at identificere hellighed ved hjælp af en malet glorie.

Den lokale kunstner Peter Mock (f. 1943 i Tyskland, bosat i Dk fra 1967) har i 2015 beriget Thyborøn Kirkes våbenhus med et billede af menneskelivets lyskilde. Hans klare metafor er havnens fyrtårn eller lysmast med langtrækkende lyskegler, som gør det muligt for fiskerbåde af orientere sig i den bælgmørke nat og finde i havn. Som en mulig reference til 1. tekstrækkes helligtrekonger kan vi også i maleriet finde en kompasstjerne og en lille stjerne under månelyset på nattehimlen. Med lyskeglerne tegner lysmasten et kors. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Nytårsdag, 2. rk. – Porten

Nytåret møder os nu i al sin uforudsigelighed og udfordrer mildest talt vores optimisme: Hvad åbner årsskiftet porten for? Vi står med svigtende tillid til den politiske verden anno 2026, og har des mere brug for gudstjenestens hjælp til at finde en dybere tillid at leve på. Jesus lærer os her at henvende os tillidsfuldt til Gud som vores far, som den stærke og omsorgsfulde, personlige forankring af vores liv. “Fadervor” præsenteres som bønnens prototype både hos Lukas og Matthæus. Ved nytåret læses bønnen indrammet af bjergprædikenens sammenhæng (Matt. kap. 6), hvor bedende advares mod hyklerisk udvendighed. Hver især må vi tage tilflugt til fadervor og glide ind i bønnen som en åben favn. Fadervor er som en eksistentiel og åndelig port, der åbner sig for lyset fra Guds rige: “komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Hvad forstår vi da ved dette Gudsrige? Guds rige er ‘allerede – og endnu ikke’, både nærværende og hinsidigt, etisk og eskatologisk. Porten til Guds evige rige er ikke først et fund i efterlivet eller kosmisk omvæltning, men en guddommelig åbning allerede i dette jordiske liv. Guds rige er nær, ja midt iblandt os, hvor omsorgen, tilgivelsen, kærligheden og håbet sejrer over mørkets kræfter.

Den bedende befinder sig allerede i porten til Guds omsorg. I fadervor konkretiseres omsorg som det brød, vi fra dag til dag har brug for (og ikke et sanseløst overforbrug): “giv os i dag vort daglige brød”. Når vi beder om “vort” daglige brød, beder vi en solidarisk bøn med et etisk aspekt, der omfatter de virkeligt sultende. Vi beder også om evangeliet som “livets brød”.

Centralt i fadervor, centralt i Guds rige, står tilgivelsen: “forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Evangeliet skænker os tilgivelsen som en nåde, vi må række videre til andre: Vi beder altså også om forladelse for andre slyngler, herunder dem der har gjort os selv uret. Igen er bønnen kollektiv.

Bønnen taler dernæst om skyld, fordi vi endnu ikke er hinsides det onde; det er Gudsrigets ‘endnu ikke’. At leve i lyset fra Guds riges åbne port garanterer os ikke mod, at livet kommer til at gøre os ondt, eller at vi selv kommer til at gøre andre ondt. Gud frister ikke nogen, men vores ego gør, og vi må bede om Guds hjælp til at leve samvittighedsfuldt: “led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.

Bønnen slutter i en lovprisende bekræftelse af Guds rige, måske sekundær, formentlig i urkirken fremført som menighedens korsvar efter læsning af fadervor.

Flere af kirkens billedkunstnere er inspireret af bønnen “forlad os vor skyld”, men i øvrigt har kun få kunstnere bundet an med at fortolke fadervor. For hvordan er det muligt at anskueliggøre Guds hellige virkeligheds indbrud og udmale den levende forbindelse mellem det himmelske og det jordiske? Esben Hanefelt påtog sig i 2003 at illustrere biskop Søren Lodberg Hvas’ “Bogen om fadervor”, og her finder vi en række meditative billeder i Hanefelts frodige og dekorative, måske naivistiske stil. Kan disse opløftende og farveklare visioner hjælpe bedende menneskers forestillingskraft på vej, så fadervor ikke bare bliver til ‘en remse’? Selv kan jeg have brug for at lade ordene ledsage af indre billeder, der støtter sindets bevægelse. Her vælger jeg at vise Hanefelts symbolistiske visualisering af Guds riges komme som en lyskegle på himmelen omkring et treenigt korstegn. Hvor lyset møder jorden med Kristus som porten, den velsignende formidler, næres den jordiske verden af en livgivende paradisflod, der får livet til at blomstre som på den første morgen. Glædeligt nytår!

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 2. rk. – Vandbæreren giver ordet videre.

Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.  I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.

Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.

Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. –  Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.    

Kunst til kirkeåret, 22. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Tilgivelse som mellemværende.

”De voksede op med tæsk og gemte sig i kloakrør” er overskriften på en hjerteskærende artikel fra Zambia, skrevet til søndags-Politiken af Laura Malone fra Lusaka. Artiklen viser sig at være en HÅBEFULD reportage om en gadeplansarbejder, der som en faderfigur har skabt et hjem for en gruppe svært traumatiserede drenge. Her findes foruden tryghed, skolegang og misbrugsafvænning også en have med et lyseblåt hus, ’House of Love’ som en interimistisk kirkesal. Drengenes gode voksne fortæller dem, at ”de skal bede for deres familier, også dem, de er blevet svigtet af, og vigtigst af alt tilgive”. En af drengene står bagerst og græder, mens han hvisker sin bøn. Det er ikke småting, drengen har at tilgive: Seks år gammel blev han langvarigt hængt op i et træ med hovedet nedad, mens hans stedfar piskede ham. – Her forstår man, at tilgivelsens evangelium er eneste alternativ til misbrug, apati eller hævn. Den største forskel, kristendommen har gjort og gør i verden, er måske netop at insistere på sit modbillede til hævnspiralen. Ikke at mennesker ikke mere søger hævn, desværre, men hævnen er ikke mere en ærefuld norm, som den kunne være i førkristne kulturer.

Evangelieteksten fra Matt.18 forankrer tilgivelsen hos Gud. Jesu ord til Peter om at blive ved med at tilgive sin bror forbindes med lignelsen om kongen, der eftergiver sin tjener en fantasillionstor gæld – med den forventning, at tjeneren så også vil vise sin medtjener barmhjertighed. Gør han ikke det, falder straffen (Matthæus er den evangelist, der somme tider næsten taber ’det gode budskab’ på gulvet ved afslutningsvis at udmale straf), og ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. – Mange må opleve det som en livslang kamp AF HJERTET at tilgive et medmenneske. – Andre oplever det som en livslang smerte, at de ikke kan erfare tilgivelse over deres egen skyldbetyngede historie. Vores store ’regnskab’ med Gud skjuler sig bag vores mellemværende med mennesker i vores liv. Den skyld, vi ser har negative følger i andres tilværelse, kan og skal vi vel ikke uden videre ryste af os; det er ansvar, vi må erkende og bære, – måske tilmed uden at føje sten til de andres byrde ved at bede dem om at tilgive og aflaste os? Men samtidig får vi lov til livet igennem at søge lyset og gå videre i tillid til Guds hjælp til at bære skylden. Og altid må vi bede for, at livet heles og mildnes for dem, vi gjorde fortræd eller ’efterlod på perronen’. Gud kan vende ondt til godt, som pointen er i søndagens gammeltestamentlige læsning fra Josef-novellens slutning i 1. Mos. 50. Livet kan overraske med godhed!

Det valgte kunstværk er en litografi fra 1948 af Elof Risebye med titlen “Forlad os vor skyld”. Risebye har skabt en serie billedtolkninger af Fadervor og har tilmed udsmykket Vejlby Kirke ved Allingåbro med kalkmalerier, der illustrerer Fadervors bønner – med englehjælp. Litografien viser tilgivelsen som et mellemværende: Kristus – med glorie – hjælper personen i midten til at lade et angrende menneske erfare tilgivelsen. Elof Risebye (1892-1961) var professor i freskoteknik og assisterede i en periode Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke. Han har selvstændigt bl.a. udsmykket Gedser Kirke og Sindal Bykirke i en arkaiserende stil. Men sideløbende har den indadvendte kunstner skabt en lang række symbolistisk-ekspressive malerier, der fortolker hans personlige sorg, tro og håb med en usædvanlig personlig inderlighed.

Kunst til kirkeåret, 18. søndag efter trinitatis, 1. rk. – Du skal elske

Det første og det største bud er, at ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”. Det læser vi i Matt. 22, hvor Jesus citerer 5. Mos. 6,5. – Men hvordan elske Gud? De fleste af vores prædikener handler om Guds kærlighed til mennesker, sjældnere om menneskers kærlighed til Gud. Er kærlighed til Gud som planten elsker mulden og lyset? fisken det friske vand? fuglen luften? digteren sproget? musikeren klangen? Hvordan elsker vi Gud, som ”vi lever og ånder og er i”? – I vores menneskeliv forstår vi almindeligvis det at elske som noget relationelt, som et ’jeg-du-forhold’. Vi kender det fra den menneskekærlighed, som vi fik, og som vi gav, – og vel også fra den kærlighed, vi ikke fik, men længtes efter. – Jesus vender da også umiddelbart vores opmærksomhed mod netop de menneskelige relationer: I samme åndedræt som han læser buddet om at elske Gud, tilføjer han med citatet fra 3. Mos.19,18 det bud, som ”står lige med” det første: ”Du skal elske din næste som dig selv. – I vores ret sekulariserede verden, hvor gudsbilleder blafrer og forsvinder, forstår vi meningen med næstekærlighedsbuddet, selvom vi ikke lever op til det. Vi forstår, at Gud er den absolutte instans bag næstekærlighedsbuddet: at kun Gud har autoriteten til at sige: ”Du SKAL elske din næste som dig selv”. Gud har givet os livet med hinanden, fælles om den blå planet. Gud er således også det DU, vi møder i medmenneskelige forhold, hvor Gud er alle menneskers “far i himlen”. – Og Gud gjorde næstekærlighedsbuddet anskueligt igennem Jesus Kristus. Over for hans uselvisk levede menneskeliv må den selviske menneskeheds undskyldninger forstumme. Evangeliet er i sin kerne fortællingen om kærlighedens virkeliggørelse, vel at mærke kærlighed med et vingefang, der også udstrækkes til fjenderne. Herved sprængtes Israels vante messianske forestillinger. Messias havde været århundreders gammeltestamentlige drøm. Davidssalmer og profetiske visioner udtrykte håbet om messianske tider med eftertragtede sejre og undertvingelse af fjende. Det fremgår fx skarpt af den krigeriske PS 110, som dagens tekst citerer, ”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder.” Men da Jesus nu indtager den messianske herres plads, får vi en Gudskærlighed at se, som også favner fjenderne. Evangeliets Messias inkarnerer den medlidende og selvhengivende kærlighed.

Den grundtvigsk sindede Stefan Viggo Pedersen (1891-1965) har i flere kirker skildret Kristus som opfyldelsen af Det gamle Testamentes sange og profetier. En smuk version fra 1939 finder vi i Femø Kirke, hvor apsismaleriet er bygget op om krucifikset, der er omgivet af en mandorla. På den ene side ser vi den legendariske, harpespillende kong David: Kristus er den overraskende opfyldelse af, ”hvad David dunkelt så og sang”, for at citere en julesalme af Grundtvig. På den anden side ser vi profeten Esajas. Hos Esajas finder vi håbefulde Messiasforventninger, men også hans dunkle ”sang om Herrens lidende tjener” i Es. 53. Centralt ser vi den korsfæstede i Guds lys. Femøs krucifiks er et særligt fint krucifiks fra 1300-tallet, hvor kongekrucifiks er veget for lidelseskrucifiks. Det smukke, moderne alter, som spejler korbuens runding og korset, er udført i 1991 efter tegning af Torben Engelbrecht-Vindblæs. Foto: Claus Jensen.