Tag: god

Kunst til kirkeåret: Pinsedag og pinsekunst

Nu er det tid at synge pinsesalmer! Som Guds vildeste eksperiment er vi skabt med en livsånde, som pinsedag bliver velsignet ved Helligånden og budt til fest i Jesu navn. Fest og fællesskab betyder fællessang: Brusende, brummende eller hviskende lader vi pinseånden strømme fra hjerter og lunger i poetiske salmeord og unisone klange. Salmesangens gode kræfter kan bære os ind i den dybe resonanserfaring, der genkendes af menneskesjælen som en lykkelig hjemkomst.

Vist skal vi synge Grundtvigs “I al sin glans nu stråler solen” og nyde den gamle mesters yndefulde metaforiske billeder, hvor dåben besynges som en rislende flod i fredsskoven, så at vi på en gang hylder det danske sommerlandskab og det ny-genfundne kirkelige liv… . Men Helligånden er utrættelig og bliver ved at komme susende med nye livsytringer, og pinsedagene rækker slet ikke til alle vores smukke, også nyere pinsesalmer. Se nu bare, hvordan salmedigter og teolog Niels Johansen på sin Facebook profil igen har offentliggjort en salme , som fornøjer med underfundige og mundrette strofer: Denne gang en pinsesalme, som Niels Johansen skrev for tre år siden til Skovlunde Kirkes 50-års fødselsdag. Den kan synges på Lasse Lunderskovs melodi til “Nu fryde sig hver kristen mand”:

“Lad flamme, Gud, din pinsesol / på meningstrætte sanser / og send os pinsestærke ord/ så vore hjerter banker, / og gerne med et ekstra slag / som på den førte pinsedag – / i tro på Kristus er her.

Med røde sten og gæstfrihed / står kirken pinsemorgen / med bænkeplads og hjerterum / til glæden og til sorgen. / Ja her er ugens hellested, / hvor tro som tvivl kan sidde med – / i tro på Kristus er her.

Her dækker Kristus alterbord / som forsmag på Guds rige. / Og vi, der sidder med til bords, / er alle lige lige. / Guds nye pagt, vort gudsbevis, / at vi er børn af paradis – / i tro på Kristus er her.

Vi ser med hjertet Kristus selv, / som møder os ved dåben. / Og vi må her som små forstå, / at himlens dør står åben. / At vi ved vores døbefont / får givet håbets horisont -/ i tro på Kristus er her.

Så kald på os med klokkeklang, / bryd ind i nyhedsstrømmen. / Foren os, Gud, på himlens sprog, / væk i os pinsedrømmen. / Giv hele verden den besked / at størst af alt er kærlighed – / i tro på Kristus er her.

Og som på første pinsedag / brug os som dem, du sender. / Bevæg os, Gud, med hellig Ånd, / vær du vor glædesvender. / Gør pinsedag til fredens dag, / lad håbet finde spirelag – / i tro på Kristus er her.”

Med de afsluttende linjer om håb forbinder salmen sig med prædiketeksten fra Joh. 14, hvor et Jesusord lyder: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer… Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst”. Her er ord at tage frem, også når fællessangen er forstummet.

Skovlunde Kirkes højtidsskabe blev fra 2012 successivt malet af Erik Hagens (f. 1940) med collageagtige, aktualiserende myldrebilleder i rammer med bibelcitater. Her ses Pinseskabet fra 2014, både åbent og lukket. Begge malerierne viser hele kloden omgivet af søgende mennesker. På den lukkede tavle tegner kloden sig mod en delvist natsort baggrund; den er hærget af død og ødelæggelse. Her er menneskers åndelige søgen illustreret ved computere og en mangfoldighed af titler på faglige bøger om alt fra meteorologi til atomkraft. Den åbne tavle er derimod en eksplosion af begejstring! Her er biblioteket sat i skygge af en lysende pinselilje, hvis kronblade breder sig ud som hvide vinger fra et glødende centrum. I billedets højre side rækker mennesker af forskellig etnicitet deres hænder op som ved en rockkoncert. I billedets venstre side ses en etageejendom, hvor vi kan kigge ind i de mange små hjem, som alle er smykket med en mangfoldighed af vilde danske blomster. Erik Hagens har forbundet blomsternavne med skriftsteder, fx ærenpris med saligprisninger, i en original syntese af skabelses- og pinseunder. Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i fasten, 1. rk. – Dæmon eller Guds finger?

Vores virkelighedsopfattelser er rystende forskellige: Republikanere og demokrater i USA vil gensidigt frelse Amerika ved at bekæmpe den anden part. Man dæmoniserer hinanden. Politiske magtkampe har blodige følger for Ukraine, vores bolværk for den frie, demokratiske verden, – som russiske talsmænd omvendt anklager for truende aggression og dekadence. Den ene parts frihedskæmpere anklager modparten for terrorisme. Den enes sandhed kalder modparten løgn. Uforenelige virkelighedsopfattelser skærer sig gennem kontinenter, nationer og familier, omgærdet med frygt og foragt. En værdifri position er næppe en menneskelig mulighed. Hverken samfundets eller individets hus kan jo bestå med åndelig tomhed. Jesus beskriver med sin lignelse i Luk. 11, at en uddrevet ånd ikke lader en bolig stå tom: ”Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus… Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” – Fronterne er trukket skarpt op i forhold til Jesus. – Vi kan tænke på, hvordan selv den gudfrygtige og skriftlærde unge Paulus dæmoniserede kristne og så sig kaldet til at udrydde dem. Det var som bekendt kun den opstandne Kristus selv, der kunne vende ham om. –

I dagens tekst vækker Jesus modsigelse ved at helbrede en stum person: Nogle tilstedeværende i tilhørerskaren undres og glæder sig over, at et menneske mirakuløst er blevet hjulpet ind i talende menneskers fællesskab; andre alarmeres over den ubegribelige, overmenneskelige hændelse og anklager Jesus for sort magi: ”Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne”. Men kan ondskaben være sin egen fjende? ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, konstaterer Jesus. Hvordan afvæbner han modstanden og skaber en sprække ind i forskansede hjerter? Vi hører, hvordan han forløser stridssamtalen med den vidunderlig replik, der tvangfrit åbner det mulige fælles håb i hans nærvær: ”hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” – Efter renæssancen ser vi måske for os Michelangelos ikoniske maleri af Guds finger, der ved Adams skabelse rækkes livgivende frem. Gennem Jesus fortsætter skaberens finger sit virke ved igen og igen at forny vore livsmuligheder med glimt af Guds rige? – Lad vores huse endnu engang blive fyldt af håbets ånd!

I 2020 skabte Bjørn Nørgaard sin uforlignelige bronzeport Alfa og Omega til Christianskirken i Fredericia, og skildrede hermed livets begyndelse, slutning – og nye begyndelse. I billedserierne indgår en række fortællende relieffer med motiver fra Jesu liv, udført med livlige, mere eller mindre nutidige eller tidløse skikkelser. Et af reliefferne er denne helbredelsesscene. På begge sider står mennesker, nogle måske bare nysgerrige, andre med åbenlyst behov for hjælp. Yderst til højre ser vi et forældrepar, der håbefuldt fører en psykisk syg søn frem. Opmærksomheden vendes mod det lysende, talende menneske, som med armene lagt ind til sit bryst på en gang fremtræder som den stærkeste og den mest forsvarsløse af dem alle. Er det en troende, som modtager syn og sundhed? Eller er det Jesus selv? Overfor står et par voksne herrer, som holder hænderne frem. Er det en afværgende bevægelse fra dem, der ikke vover at vise tillid og hellere dæmoniserer den menneskesøn, hvis kraft de ikke forstår? – I dagens tekst udbryder en kvinde i skaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig”… Men Jesus svarer: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Nu er det også sagt i bronze. – Claus Jensen har tålmodigt ventet på den helt rigtige belysning til gode fotos af portens relieffer.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.   

Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. –  Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.

Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?

Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.

Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.