Tag: dab

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 2. rk. – Vandbæreren giver ordet videre.

Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.  I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.

Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.

Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. –  Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.    

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 1. rk. – Glæden vil komme

Her omkring 80-års jubilæet for Danmarks befrielse fylder besættelsesårene meget i danskeres bevidsthed. ”Vi tænker mere over det, med alt hvad der sker i verden i dag”, sagde en kvinde til TV’s mikrofonholder. Ja, vi gyser ved forestillingen om selv at skulle sætte livet på spil i frihedskamp. Des mere fylder ærefrygten for dem, der faktisk engang med åbne øjne risikererede alt i modstand mod voldsregimet, også dengang det officielle Danmark dømte deres kamp ude. Vi bryder os ikke meget om at erkende det, men på grund af den danske samarbejdspolitik med Nazityskland var det på et hængende hår, at Danmark ved verdenskrigens afslutning blev regnet blandt de allierede. Det relative fåtal af frihedskæmpere sammen med de mange aktive søfolk reddede så at sige Danmarks ære. Vi skylder dem så meget! Vi hører i dag om overlevende frihedskæmpere, som traumatiseredes for livet, og vi hører om dem, som nazisterne pågreb og skød. Hvis vi drager ud til Mindelunden i Ryvangen, hvor henrettelsespælene stod, finder vi i dag en mindeplade med Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge som døde / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Ja, drengene tændte lys i mørket på flere måder: Flere af de dødsdømtes afskedsbreve rummer en sjælsstærk tone af kærlighed, bekræftelse og håb på livets vegne. De ofte ganske unge helte formåede at bringe trøst! – Helligdagens episteltekst fra Hebr. Kap. 13 hører hjemme i en helt anden historisk og kultisk-religiøs verden end danskeres krigsminder, men synes mig alligevel at anslå analoge strenge: ”Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme”. – En ny tids mulighed er født af et dyrt offer.

Evangelieteksten fra Joh. 16 bringer os ind i afskedssituationen mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus ved, at hans død er forestående. Han bruger sin sidste taletid til at trøste og forvisse disciplene om, at de vil opleve stor smerte, men at smerten vil afløses af glæde, som ved en fødsel: ”når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”  

Teksten peger frem mod påskens befriende opstandelsesbudskab, og den har også bud til os, der ikke sådan får opstandelsessyner. Hver især kommer vi til at opleve sorg, fordi livet er noget, man dør af. I mellemtiden forråder vi måske livet i bekymring for de sorger og afsavn, der måtte komme. Men vi skal øve os på at lade store forhåbninger fylde mere end bekymringer. Indtrængende tilsiger Kristus i teksten, at glæden vil komme. Måske kommer glæden på en anden måde, end vi selv ville definere, – og en dag kommer døden altså. Når døden ikke længer lader sig fortrænge, må vi øve os på at forestille os den som et møde med Guds lys. Guds plan er og bliver, at det ender godt!  I Møllehavebogen af samme navn citeres Poul Borum, som digtede om lyset, mens han var døende af kræft: ”Jeg begynder at se lyset / som meningen med det meningsløs liv. / Jeg begynder at se lyset / som den eneste og egentlige årsagsforklaring. / … Jeg begynder at se lyset / og lyset er sikkert og stærkt / og lige så fjernt som nært / og lyset er en anden / og ser på mig / ser mig” (Fra ’Digte til musik’ 1996)

Det modsatte af tro er iflg. Johannes Møllehave ikke tvivl, det er frygt. – Frygt altså ikke!

Det valgte billede er et udsnit af Laila Westergaards uendeligt righoldige altertavle fra 2020 i Gødstrup Hospitalskirke ved Herning. Granitrelieffet er, som Dorthe Fogh og Anette Østergård skriver, en “flerstemmig fortælling, som er fortalt med glæde over menneskers fællesskab og samspillet med det guddommelige”. Den tidsmæssige afstand mellem bibelhistorie og nutid er ophævet. I centrum er korset, på hvis højre side vi bl.a. møder døden, omsorg for liget og sorg over afskeden, som deles af mennesker der føler som os. Venstre side er fyldt af levende menneskers gode fællesskab, et fællesskab vi gerne ville se os selv i. Under lyset oppefra og Helligåndens vingefang ses fortolkninger af livet i en menighed: Her er dækket op til nadver eller snarere til Emmausmåltidet, hvor den opstandne selv byder til bords, og her er børn i omsorgsfulde voksnes arme. Yderst tv. ses en indadvendt, højgravid kvinde med hænderne på sin mave. Det kan være Maria, eller det kan være enhver kvinde, der tænker på en forestående fødsel. Bag hendes ryg ses en tidsel, som kan symbolisere fødselssmerten. Et dejligt, fuldbårent barn ved siden af hende bæres af en ældre mand. Det kan være Simeon i templet med Jesusbarnet, eller det kan være nutidens ømme bedstefar, der bærer et barn til dåb, “fyldt af glæde over livets under”…. – Frygt altså ikke! – Nederst i opslaget ses et større udsnit af Laila Westergaards epokegørende kunstværk, men fotos er og bliver en fattig erstatning for besøg i dette kirkerum. Fotos: Claus Jensen.