Tag: advent

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 2. rk. – Vandbæreren giver ordet videre.

Johannes Døberen initierede den dåbspraksis, der blev kristendommens første ritual, i og med at også Jesus, Døberens elev og lærer, trådte hen til Jordanfloden og lod sig døbe. I dag ville man nok kalde Johannes en succesfuld eventmanager: Han trak folk ud i ørkenen til en opsang og til dåb som det arketypiske tegn på renselse og ny begyndelse. Hvad enten dåben foregår med en til drukning grænsende neddykning i en strømmende flod eller som en forsigtig tempereret vand-øsning over dåbsbarnets isse er ritualet uovertruffet både ydmygt og stærkt. Fremdeles kan vi lade os overvælde af vandets både fysiske og symbolske kraft: Vandet på vores klode er alt livs mulighedsbetingelse, livet opstår i vand, vi fødes af vand, vandet slukker vores tørst, renvasker os og sletter vores snavsede spor, og sansningen af det klare vand med dets rislen og lysspejl er til stadighed mentalt livgivende. Jo mere vi som moderne forbrugere forurener, (hacker), misbruger og opbruger vandet her og der på kloden, jo mere forstår vi, hvor dyrebart og uerstatteligt vandet er som fysisk element. – Johannes var vandbæreren, og han ville kun være vandbærer, vandbærer for Kristus, som pointen er med vores tekst i Joh. kap. 3. Her kalder Døberen sig den, der ”er sendt forud for ham” og ”brudgommens ven”, og han tydeliggør sig med en prisværdig – og i en forfængelig verden uhyre sjælden – sentens: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”.  I dagens tekst lyder også den vældige bekendelse, at ”Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd”.

Ved Jesu dåb blev vand-ritualet velsignet med Åndens kraft og blev til Kristus-forkyndelse. Dåben fik sin mytiske, sin sakramentale dimension, da himlen åbnede sig, Gud erklærede sin kærlighed, og Guds Ånd dalede ned over Kristus. I Joh. 1,33 står der, at “Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Helligånd”. Vand og beåndede ord forbindes i dåbens sakramente og møder os nu i kirken som tilsagn om, at den guddommelige historie også må være også vores livgivende historie i tid og evighed. Dåb er evangelium i flydende form. Vi bydes velkomne i lyset under Guds vidt åbnede himmel, hvor ”Den, der tror på Sønnen, har evigt liv”.

Ret mange af vores døbefonte bærer et relief af Jesu dåb og således et minde om prædikanten og vandbæreren Johannes, der øste vand over Jesus og for altid gav ham ordet. –  Bertel Thorvaldsen arbejdede i Rom fra o. 1815 på sin firesidede font med bl.a. det klassiske relief af Jesu dåb. Vi kan studere fonten i marmor i Brahetrolleborg Kirke og i Helligåndskirken på Strøget, foruden i gips på Thorvaldsens Museum. Der findes yderligere to lidt senere versioner, hvoraf den ene angiveligt endte hos Jarlen af Caledon (?), og den anden i en kirke på Island. Det forlyder, at Thorvaldsen ville fremstille denne reliefprydede døbefont til kirken i sin far Thorvaldur Gottskalkssons islandske fødesogn Miklabæ, men måske ombestemte sig. I hvert fald er det nu i Reykjaviks Katedral, en islandsk Thorvaldsen-font har kunnet ses siden 1839. Med den smukkeste marmorblok er det måske den mest vellykkede af alle versionerne. Her bringer jeg et foto af Thorvaldsens døbefont fra den side, der viser Jesu dåb. Relieffets enkle komposition med de harmoniske og kraftfulde skikkelser er en fryd for øjet. Døberen bærer martyrkorset i sin venstre hånd og løfter den højre med muslingeskallen højt over den beslutsomme Jesus, der tager imod med bøjet hoved. Åndens nærvær med duen som symbol er udeladt her, men hele situationen er beåndet. I baggrunden ser vi noget sløret den danske guldaldermaler Th. Wegeners alterbillede fra 1847 med visionen af Jesu sejr over døden som motiv. – I Døberens ånd løfter vi nu sindet til ”den, der kommer fra himlen”. Og til jul sker det.    

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 1. rk. – “midt iblandt jer står en, som I ikke kender.”

Kristus incognito? Kristushistorien må begynde et sted, ja den har så at sige en dobbelt begyndelse: Metafysisk begynder Kristushistorien i Guds evighed, tidløs som Guds skabende og forløsende kraft. Verdenshistorisk begynder Kristushistorien nok ved, at Jesus som suveræn elev i et religionssensitivt miljø skiller sig ud af Johannes Døberens discipelkreds. Den kristne fortælling lader os vide, at den karismatiske Johannes lytter og undres, han genkender hos sin elev Guds Ord og Ånd, han forstår, at himlen er åben over Jesus. Johannes må give stafetten videre og investere sig selv i at vise ud over sig selv. I ørkenen eller ved jordanfloden prædiker han troligt: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender. Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”(Joh.1). Hvor Jesus tager ordet, er verden ikke mere helt den samme, den himmelske kærlighed tegner sig som verdens mulige fortegn, og Johannes er på sporet.

Kristus incognito? Det er et velkendt tema i flere bibelske fortællinger, at den opstandne Kristus ikke altid uden videre er genkendt af mennesker, som møder ham og slår følge med ham. – Som barn fornemmede jeg det magiske i tanken om, at der i menneskemængden kunne være en Kristus til stede, som vi ikke havde genkendt. Det kunne gøre tilværelsen dyb og betydningsfuld at tænke på Kristus som ukendt vidne og aktør i vores almindelige liv: Var det ham, der trøstede et ulykkeligt barn? Var det ham, der fik stridbare søskende til at forsones? Gennemskuede han min falskhed? Jeg måtte gøre mig mere umage …Det var ikke så dumt. – Tilbage for den mere affortryllede voksne tanke bliver, at Kristus står midt iblandt os som et righoldigt, livsdueligt budskab, stadig Guds Ord: Når fremtidsangsten knuger os, er han et budskab om fred. – Når materialismen drukner os, er han et budskab om ikke at leve af brød alene. – Når alt for mange, velbegrundede juleindsamlinger får os til at lukke hjerterne, er han et budskab om, at ’hvad vi gør mod disse mindste brødre, gør vi mod ham’. Sådan står han stadig midt iblandt os, om også vi dårligt vil kendes ved ham. Himmelsk kærlighed tilbyder sig stadig som livets fortegn, muligt verdensomvæltende.

Den historiske Jesus skilte sig som et menneske blandt mennesker ikke ud med tryllestøv og blingbling, men når troens sprog skal omtale ham, må han svøbes i myters, legenders og hymners poesi, og når kirkens billedkunstnere vidner om ham, skildres han typisk med glorie og et lys, der spreder skyerne. Således også hos billedkunstneren C. N. Overgaard (1851-1929), hvis skønvirkeprægede glasmosaikrude fra 1896 i tårnrummet i Sneslev Kirke ved Ringsted viser Johannes Døberens tilbedelse af den metafysiske, ikoniske Kristus. Den knælende Johannes kan være menighedens identifikationsfigur. C. N. Overgaard var den meget habile lærer på Kunstakademiet, efterspurgt kirkekunstner med glaskunst og undertiden maleri, men vel for konventionel i sin stil til at få stjernestatus i en eftertid. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret. 1. søndag i advent, 1. rk. – Vær velkommen, Herrens år!

Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?

I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.

Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”

Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!

Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.

Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.

Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”

Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.”  Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.