Kunst til kirkeåret

Viborg Domkirkes kalkmaleri af Den store indbydelse, malet 1901 og 1913 
af Joakim Skovgaard med Niels Larsen Stevns som assistent.

Lignelsen i Luk. 14 om Det store festmåltid fortæller så glædeligt om, hvordan Guds festsal fyldes med forliste eksistenser, som sidst af alle kunne forvente at blive opsøgt og hentet ind. På rollelisten er dog også gruppen af førstindbudte, som festen fatalt glider af hænde, fordi de mener at have vigtigere ting for. Denne lignelse er en af de mange, der giver tilhøreren mulighed for at se sig selv i den ene eller den anden rolle, måske begge; vi kender både til den fatale overvurdering af vores selvskabte optagethed OG til at stå tilbage med tomme hænder og et skrøbeligt håb om, at livet alligevel har bud efter os. Vi nødes til at tænke over vore prioriteringer – og til at spørge, hvor festen er.

Dette fortællende motiv har med sin festlighed og sin kompleksitet inspireret flere danske kunstnere fra Wilhelm Marstrand og frem i 1900tallet, især i grundtvigske miljøer. Her i vækkelsesbevægelsernes sammenhæng kan indbydelsen til at sige ja til Guds nådes evangelium også oplagt forstås som et kald til at slutte sig til forsamlingen af levende troende.

Den mest berømte udførelse af motivet er Joakim Skovgaards i Viborg Domkirke, malet i 1901 og ommalet i 1913. Det oprindelige billede, der måtte fjernes af kemiske grunde, kunne heldigvis reddes, opbevares og siden overføres til Klaksvig Kirke. Joakim Skovgaard var her assisteret af Niels Larsen Stevns. En anden af Skovgaards assistenter Rudolf-Rud Petersen har senere selvstændigt udført altertavler med Det store gæstebud; det samme har Troels Trier fra Vallekilde Højskole; og vi skal ikke forglemme Emil Hansen, “fløjte-Emil”, som berigede Danmarks første valgmenighedskirke: Nazarethkirken i Ryslinge med enestående træskærerarbejder, ikke mindst en vidunderlig prædikestol med fem livfulde scener fra fortællingen om Det store gæstebud, herunder velbjærgede bønder med ‘grundtvigianerhat’.

Lad os begynde med Joakim Skovgaards kalkmaleri i Viborg domkirke. Centralt ser vi den favnende Kristus, der måske nok er inspireret af Thorvaldsens Kristusstatue, men viser en mere aktiv Kristus, der tager et skridt ned og frem mod sine gæster.  Kristus sender rødklædte tjenere ud med det glædelige budskab. Tre scener viser de førstindbudte, som undslår sig: tv. med giftermål og med studehandel, th. med køb af en mark. Men fra begge sider og langs vejen i billedets akse kommer – med omsorgsfuld støtte –  en strøm af fattige, halte, gamle og børn, som afgjort skal til fest. – Maleriets perspektiv er diskuteret: De fattige synes næsten at gå lodret op ad muren, men heri ser vi netop Joakim Skovgaards arkitektoniske forståelse: …“det hænger jo sammen med, at Kirkerummet skulle bevares i sin arkitektoniske Skønhed, Murfladerne bevares netop som Flader, og ikke males bort i alle mulige Forkortninger, som Brød de givne Flader og Forhold.” (Skovgaardmuseets bog fra 2002 om Joakim Skovgaard). Skovgaard integrerer også dygtigt motivet i kirkebygningen ved at forsyne den malede festsal med rundbuede vinduer i lighed med den konkrete bygnings buer.

Det er velkendt, at Niels Larsen Stevns var Joakim Skovgaards assistent på dette store værk, og at han blandt andet fik opgaven at male den forførende gule kornmark. Leo Swane fortæller i sin bog om Stevns, hvordan marken måtte korrigeres tre gange, fordi den i første forsøg bølgede så opsigtsvækkende i blæsten, at man måtte få det indtryk, at dens ejer stod og beklagede sig over ‘det herrens vejr’. Den gyldne kornmark kunne være et hovedmotiv i Stevns’ selvstændige landskabsmalerier, men ikke i denne bibelske scene.

Lad os dernæst beundre Emil Hansens udskårne prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge. Her  kan vi mellem tekstcitater og friser med travle engle bl.a. finde bonden, der er glad for sine nykøbte stude, og bonden, der hvæsser sin le og ser frem til den medbragte hjemmebryggede øl, men er uinteresseret i kirken i baggrunden. Der er meget at gå på opdagelse i på stedet. Ryslinge Frimenighed og Ryslinge Valgmenigheds bog om kirken kan fortælle om kunstneren “Fløjte-Emil”, at han var murer, spillede til fester og blev nødet til med en måneds uddannelse at påtage sig opgaven som organist i den nye kirke, hvilket han passede i 46 år.

Emil Hansens prædikestol fra 1938 i Nazarethkirken, Ryslinge, med motiver fra bl.a. lignelsen om Det store Gæstebud. Foto: Claus Jensen

H.A. Brendekilde, 'Sjælenes vandring' eller 'Sjælene efter døden', 1918. 
Billedet har hængt hos Arne Brendekilde. Gengivet i Ralph Sonnes bog om 
Brendekilde.

Epistelteksten fra 1. Joh. indeholder det kristne evangelium om, at Gud er kærlighed, og at vi må kunne elske hinanden, fordi Gud elskede os først. Evangelieteksten fra Luk. 16 om den rige mand, der endte i helvede, og den fattige Lazarus, der kom i himmeriget, er derimod ikke specifikt evangelisk eller kristen. Teksten er mest af alt en alvorlig formaning til at udøve retfærdighed og som sådan tværkulturelt relevant i en verden, som hærges af ulighed. Kampen mod uretfærdig ulighed er en vigtig pointe især hos Lukasevangeliets Jesus. Gud kan ikke være ligeglad med menneskers indbyrdes etiske svigt. -Vi, som hører teksten i dag, må vel snarest spejle os i den rige mand, der – sent – beder om nåde, men nåden er ikke denne fortællings anliggende. Teksten vil give etikken en definitiv tyngde og dybde, hvor spørgsmålet om jordisk retfærdighed griber ud efter spørgsmålet om evig retfærdighed. – Sætter vi teksten i et evangelisk lys, kan vi se, at den rige mand har lukket øjnene for, at liv – også hans eget priviligerede liv – er et mellemværende beroende i  nåde og kærlighed. En kærlighedsblind tilværelse er ad helvede til.

Mig bekendt er der ingen dansk altertavle, som har Den rige mand og den fattige Lazarus som motiv. Den mest berømte danske illustration er nok den senmiddelalderlige fresko i Karmeliterklostrets spisesal i Helsingør: Lazarussalen. Den er et besøg værd, og en god rundvisning kan man betale sig fra.

Et kunstværk fra nyere tid, som skildrer uligheden i et metafysisk perspektiv, er H.A. Brendekildes ‘Sjælenes vandring’ fra 1918, også kaldet ‘Sjælene efter døden’. Billedet kan ses i s/h gengivelse i Ralph Sonnes omhyggelige bog om Brendekilde, hvor der med citat fra Gertrud Hvidberg-Hansen forklares, at “Brendekilde fremstillede en uhæderlig sagfører, der havde forsøgt at snyde ham, som billedets hovedperson. Maleriet viser denne ågerkarls drøm om, at han efter døden på sin sjælevandring  søger at bringe alt sit jordiske gods med sig men forhindres deri af sine ofre”. Billedet kan måske samtidig forstås som en mere almen symbolistisk fortolkning af en vågnende samvittighedsangst, og Sonne mener ligefrem, at maleren har givet billedets famøse hovedperson træk af et selvportræt. Der er unægtelig ligheder med fotos.

H.A. Brendekilde (1857-1942) er kendt som genremaler med socialrealistiske såvel som symbolistiske træk, men blev med årene god for en stor produktion af mere idylliske billeder til et købelystens publikum. Han har omkring 1905 begået en enkelt altertavle, som forestiller Nikodemus hos Jesus om natten. Den hænger i Agersted Kirke, Brønderslev.

Tiden omkring 1900 var i øvrigt tiden for danske socialrealisters billeder med stærk socialetisk appel. Uovertrufne i den henseende er vel Jens Birkholms socialrealistiske billeder af sult og nød. De vækker empati og indignation – det metafysiske perspektiv uomtalt. Jeg bringer som eksempel Birkholms ‘Sult – Interiør med kvinde og to børn‘ fra 1892, hvor de tre ventende personer skildres i deres knugende isolation. Jens Birkholm (1869-1915) fra Fåborg var en venstreorienteret socialdemokrat og samlede  bitre indtryk af armod under sine ophold i Berlin, hvorfra også dette motiv stammer. Han vendte tuberkuløs hjem til Fåborg og blev kun 46 år. Billedet findes på Fåborg Museum, desværre i en dårlig bevaringsstand.

 

 

 

 

Niels Larsen Stevns triptykon med 1)Bebudelse - 2)Nikodemus samtale med 
Kristus - 3)Korsfæstelsen, 1918, Vrensted Kirke, Hjørring. Foto Claus Jensen

Teksten følger op på pinsen ved sit udsagn om den uregerlige, livgivende ånd: “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden”. Vi oplever Trinitatis søndag en beåndet teologisk samtale mellem Jesus og Nikodemus om at genfødes ved vand og ånd til nyt liv i Guds rige, men denne dialog får unægtelig et noget labyrintisk forløb med sin metaforiske billedtale og sine misforståelser. Den søgende farisæer Nikodemus har fundet vej til Jesus ved nattetide, og vi befinder os således i dunkelheden, men er på sporet af lyset. Samtalen i Joh. 3 er længere end Trinitatis-søndagens udmålte prædiketekst: I fortsættelsen fra v 19 tematiseres netop kampen mellem mørke og lys: “Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset…Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbaret, at hans gerninger er gjort i Gud”.
Denne intense samtalescene mellem mesteren og den søgende sjæl har appelleret til flere store kunstnere. Den er således motivet for både Christen Købkes og H.A. Brendekildes enkeltstående altertavler. Der er dog næppe tvivl om, at den stærkeste danske skildring af Nikodemusmotivet er Niels Larsen Stevns trefløjede altertavle fra 1918, som stadig beriger Vrensted kirke i Vendsyssel. Lysets komme til verden er nøglen til Niels Larsen Stevns maleri. Her skildres lyset fra dets undfangelse ved bebudelsen til dets død på korset, centreret om den vitale, lysende Jesus, der indtrængende udfordrer mørket i Nikodemus’sind og med åben hånd rækker ham troens lys. I bogen ‘Kunsten i kirken’ har Mikael Wivel udfoldet en fortolkning af det trefløjede maleri, der er smuk og helstøbt som altertavlen selv.

Stevns tog det dybt alvorligt og på en måde bogstaveligt, at Jesus er “verdens lys”. Det handler om Ånd og Ord, men lyset har netop også en visuel dimension, som Stevns så sig kaldet til at anskueliggøre i sin billedkunst. Stevns (1864-1941) var gennem sin storebror og ikke mindst opholdet på Vallekilde Højskole påvirket af grundtvigianismen, og han bistod den grundtvigske Joakim Skovgaard i den gigantiske udsmykningsopgave i Viborg Domkirke, hvor Stevns som den eneste af assistenterne holdt ud under hele forløbet. Han kom til at tilhøre den grundtvigske menighed i Immanuelkirken i Kbh., hvor han bidrog med træskærerarbejde til rammen om Niels Skovgaards pinsemaleri. Først efter den store indsats for Skovgaardbrødrene, i 40års alderen, var Stevns fri til at udfolde sit talent på egne betingelser. Hans modernistiske fortolkninger af bibelske motiver skabte epoke ved at vise Jesus og hans samtidige som virkelige mennesker af kød og blod, midt i spændingsforhold og bevægelse.

 

Niels Skovgaard, Dåben på pinsedag, 1893-1905, Immanuelskirken Kbh. Rammen 
med bølgemotiv var færdig allerede 1893. Den blev skåret med hjælp fra bl.a. 
Niels Larsen Stevns, der også var tilknyttet den grundtvigske menighed.

I Immanuelskirken, grundtvigsk valgmenighedskirke i Kbh., hænger Danmarks vel nok mest berømte altertavle med pinsemotiv, inspireret af fortællingen i Apostlenes gerninger kap 2 om den første kristne pinse med Peters flammende tale og massedåben. Dette på alle måder strålende maleri arbejdede Niels Skovgaard på i ni år frem til 1905. Han havde da måttet give afkald på sin plan om også at male tilsvarende jule- og påskebilleder til kirken.

Niels Skovgaard arbejdede med grundige studier efter model, hvorved alle hans figurer får deres individuelle liv: Tv. i billedet står en rygvendt discipel og spørger en dåbskandidat om troen; th i forgrunden udføres dåben af den robuste, skæggede discipel Peter; tv. for Peter står den rødklædte skægløse discipel Johannes, som giver hånd og bekræfter dåben. Den ældre kvinde med sort tørklæde th. i billedet tolkes som Jesu mor Maria; hun har lige som disciplene troens flamme over sit hoved. Allerforrest th. ses en rygvendt, hvidklædt kvinde, som modtager dåben. Hun er med i det bibelhistoriske billede og udgør samtidig en identifikationsfigur for den nutidige menighed. Pinsen, forstået som en dåbsfest, hvor alle med ønske herom blev optaget i Guds menighed og fik del i hans nåde, er et udmærket billede på en grundtvigsk valgmenighed. Strømmen af glitrende dåbsvand favner forsamlingens personer. Bagest i billedet mødes øjet af lyset fra solen og fra Jerusalems dobbeltport, der står åben og derved tilkendegiver den direkte forbindelse mellem den gamle og den nye pagt. Med et rammende udtryk i Gyldendals leksikon kaldes Niels Skovgaards fremstilling ‘genialt bogstavelig’.

Niels Skovgaard, Joakims yngre bror, levede 1858-1938. Han var særligt optaget af at skildre Helligåndens mysterium, hvilket også ses i Høve Kirke. Han har blandt bogillustrationer og mange andre opgaver udsmykket mindst 12 danske kirker.

Min kilde er den flotte bog om Immanuelskirken, som 1993 blev udgivet af Københavns Valgmenighed og Skovgaard museets Forlag.

 

 

 

 

C.N Overgaards højtidsrude fra 1903, Ballerup Kirke. Udsnit med pinsemotivet
Foto Claus Jensen

Evangelieteksten fra Joh 14 er endnu et afsnit af Jesu afskedstale, hvor han lover at tage bolig i disciplene med Helligånden, som vil give dem kærlighed og fred. – Det er i apostlenes gerninger kap 2, vi finder fortællingen om løfternes indfrielse med Åndens udgydelse på pinsedagen: …“med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.”  Hermed rulles den babelske kommunikative forvirring så at sige tilbage med fælles forståelse som følge, og det treenige gudsbegreb er fuldbyrdet.

Kirkens billedskærerkunst har siden middelalderen anskueliggjort pinseunderet med ildtunger sat på apostlene og på moder Maria. Motivet synes dog at være sat på pause i nyere tid, indtil det fra 1900tallet, efter rationalismen, dukkede op igen. Flere moderne kunstnere har skabt stærke udsmykninger med ilden som gudssymbol. Oftest symboliseres Helligånden dog fortsat ved en due, som er en gammel bekendt fra fortællingen om Jesu dåb. Det er en kombination af duen og små hvide ildtunger i glorierne, der symboliserer Helligånden også i Ballerup Kirke. Her har kunstneren C.N. Overgaard forenet julen, påsken og pinsen i en fin lille østvendt rude i kirkens nordlige side. Øverst i ruden finder vi pinsemotivet, hvor disciple og Maria med opadvendte ansigter modtager den dalende due. Det er et dekorativt værk i skønvirkestil fra 1903.  C.N Overgaard (1851-1929) har begået enkelte altermalerier, men det er fortrinsvis med glasmosaikker, han har prydet de danske kirker. Ca. 23 kirker har han dygtigt udsmykket – uden at skabe egentlig fornyelse i kirkekunsten.

Grundtvig har skrevet vidunderlige pinsesalmer, og den grundtvigske Skovgaardfamilie har da også taget pinsemotivet op. Der findes bemærkelsesværdige fortolkninger af pinsen af Joakims bror Niels Skovgaard i Imanuelkirkens altermaleri og af Joakims søn Johan Thomas Skovgaard i Messiaskirkens korruder. Det vender vi tilbage til