Kunst til kirkeåret

Pinsens feststemning er forbi. Vi talte os for nylig varme om glæden ved fællesskabet, særligt i menigheden. Nu udvider teksten fra Luk. 16 perspektivet for fællesskab. Det omfatter også fællesskaber, som vi i vores privilegerede verden måske helst er foruden: fællesskab med den fremmede, fattige, syge og sultne uden for vores dør: “en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans [den rige mands] port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.” K. E. Løgstrup beskrev i ‘Den etiske fordring’, hvordan vi som mennesker er udleverede til hinanden og i denne interdependens altid har noget af medmenneskers liv i vores hånd, lidt eller meget. Løgstrup havde samtidig et skarpt blik for, hvordan vi oftest ser bort fra denne foruroligende, grænseoverskridende kendsgerning. Vi forsvarer os bl.a. med fordringens uoverkommelighed, i dag så meget mere som alle grænser er blevet porøse. Hvem er det, vi ser “ligge ved porten”? Måske haster vi forbi tiggeren i byrummet – blot for hjemme på TV-skærmen at se ham eller hende mangedoblet række ud efter os – fra det danske velfærdssamfunds huller – fra gummibåden på Middelhavet – fra de kummerramte emigrationslande, hvor den svagere majoritet er blevet tilbage. Vi anråbes globalt. – Evangeliets glædelige budskab synes ikke rigtig at klinge i dagens hårdtslående tekst om nådesløs straf til den privilegieblinde, som det blev for sent for. Det er da sandsynligt, at Jesus / Lukas her har lånt en allerede kendt eksempelfortælling, men vi kan ikke sætte parentes om den pointe, at Gudsforholdet leves i forholdet til medmennesker, som utvetydigt fremgår af Jesusordet i Matt. 25: “Hvad I har gjort mod disse mine mindste, har I gjort mod mig”. – Vi ser, hvor ulige ressourcerne bruges og misbruges på kloden, og vi skal bekæmpe kynismen med hvad vi nu har at kæmpe med, politisk, humanitært, åndeligt. Og dertil kan vi nok få brug for at synke ned i tekstens lille billede af Guds trøst til den arme: “Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød”.

De valgte gamle billeder er mere pædagogiske end kunstneriske. Præsentationen af den fattige Lazarus har hørt sammen med kirkens obligatoriske indsamling af almisser til de fattige. Øverst ses et maleri fra Kirkerup Kirke ved Slagelse fra o. 1600, som Claus Jensen har fotograferet. Her viser den velstillede mand det gode eksempel ved at give tiggeren en skærv. Teksten lyder “Reck ud din Hannd oc giiff den arme saa skal Gud sig offuer Dig forbarme”. På tavlens bagside er malet et billede af Lazarus ved den riges dør. Th. derfor ses den rige mand i helvede, tv. ses Lazarus i Abrahams skød, svævende i en sky over et klippelandskab. Maleriet, som nu hænger på nordvæggen, har formodentlig oprindeligt været placeret ved indsamlingsbøssen ved udgangen, ligesom det nederste maleri, der er fra Sønder Kongerslev og fotograferet af Niels Clemmensen.

Hvilket nutidigt kunstværk kan vises i denne sammenhæng? Måske Lise Juhls figurative maleri af sorte bådflygtninge på baggrunden af et brændende rødt Afrikakort. Billedet hedder ‘Uventede gæster’ og er fra 2011. Med sin titel og ‘madam blå’ ved rælingen spiller maleriet ironisk på en kendt kaffereklame med teksten “Hvilken kaffe giver du uventede gæster?” Billedet er gengivet i årbogen ‘101 Kunstnere’.

Iflg. Joh. 3 kom Nikodemus til Jesus om natten. Vi kan forstå, at den velanskrevne farisæer ikke vil risikere sit omdømme blandt elitejøder ved at opsøge Jesus i dagslys. Men generelt kan vi også forstå et menneskes søvnløse nattetimer som maskefaldets timer, hvor tanker ukontrollabelt kan dukke op fra dybet og ryste det vante selv- og verdensbillede. Jeg forestiller mig, at Nikodemus har kastet sig uroligt på lejet, holdt vågen af Jesus, hvis ord og tegn han åbenbart bliver nødt til at forholde sig til. ‘Rabbien’ tager altid imod, og den natlige samtale lærer herefter Nikodemus, at han ikke kan bjærge sin vante selvbevidsthed og prestige med over i Kristustroens univers, for Kristustroen er ikke et lille supplement, men en radikalt ny begyndelse. ‘Nøgen’ som en nyfødt må mennesket møde sin livgiver. “Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny”. Vi kan se Nikodemus som ‘stand in’ for enhver kristen, der modtager undervisning af og om Helligånden, og som i processen stiller de ‘dumme’ konkrete spørgsmål, der giver plads for evangeliets åndelige belæring. Passende for en Trinitatis søndag, treenighedens søndag efter pinsen, får vi her noget at vide om Helligånden: Den dukker op fra ingen-ved-hvor. Den er som et indfald, en inspiration, et nyt perspektiv. Det er ren gave, javist, men tænkere, forskere, kunstnere og fromme ved godt, at gaven snarest indfinder sig for den bevidsthed, der hen ad vejen har fået noget ‘at arbejde med’. Nikodemus havde jo stiftet bekendtskab med Jesus. Er det ikke bl.a. sådan, vi her på det jævne erfarer Helligånden, som en eftertanke i medfør af en kristen fortælling eller fortolkning, vi har hørt, – måske i et kristent fællesskab? Et frø er sået, og på et tidspunkt revner måske vores tørre jordskorpe, når frøet spirer, – i en frugtbar eftertanke. Med eftertanken kan indfinde sig ikke bare en ny erkendelse men en ny begyndelse – med nåden som fortegn. – Mange mennesker spørger, om det med Helligånden ikke er noget meget abstrakt, men mon ikke det kan være så enkelt som den sjælelige bevægelse, der melder sig i kraft af, at Guds Ånd har givet menneskeånden noget gedigent at arbejde med? – Lige som pinsens tekster, handler Johannesteksten også om vores kristne dåb, som vi oftest ikke kan huske, men forholde os til, netop i eftertanken: Hvad betyder det at leve af nåde?

I danske kirker findes ikke så få ældre malerier af Nikodemus’ natlige samtale med Jesus, et instruktivt motiv for den menighed, der kan huske bibelhistoriens replikker. Her i Agersted Kirke ved Brønderslev hjælpes hukommelsen på vej af inskriptionen fra dagens tekst på altertavlens fodstykke. Den populære maler H.A. Brendekilde (1857-1947), som var samtidig med den efterhånden mere værdsatte L. A. Ring, har begået dette ene alterbillede, i 1905. H.A. Brendekilde skabte stærke socialrealistiske værker som ‘Udslidt’ og også religiøse billeder som ‘En landevej’, der i første udkast faktisk viste en eksplicit, konventionel Jesusfigur. Men efter århundredskiftet tenderede Brendekilde til storproduktion af anekdotiske genrebilleder og landsbyidyller. I det viste alterbillede er der smukke, varme farver og en god balance i kompositionen. Mens de fleste billedliggørelser af motivet lader begge parter sidde ned, viser Brendekilde Jesus i en stående stilling, der er med til at anskueliggøre ham som situationens herre. Han taler med en indbydende gestus og har øjenkontakt med den siddende – og bedende – Nikodemus, hvis opmærksomme ansigt ligger i mørke. Nikodemus sluger hvert ord, for det handler om hans liv og salighed. En funklende olielampe øverst på vægen th. viser, at sceneriet er natligt, men lader først og fremmest Jesus lyse i billedet, fra ansigtet og ned. Med synlige, lyse penselstrøg har kunstneren desuden tilføjet Jesu rygside en slags glorie, som olielampen ikke kan levere en naturalistisk forklaring på, men som næsten lader Jesus fremtræde som en åbenbaring. Foto: Claus Jensen.

Sprogbarrierer holder ikke Helligånden ude. Det ny Testamente er angiveligt oversat til 1582 sprog. Det skriftsted fra testamentet, der oftest er citeret og udenadlært på de mange sprog, er formentlig ‘Den lille bibel’: Joh 3,16, som indgår i 2. pinsedags prædiketekst: “Således elskede Gud verden”… Først kommer altså Guds kærlighed til menneskers verden, som – for os at se – kan være grumme svær at elske. Det er og bliver den kristne tros grund, at Gud elsker først. “Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. At give sit elskede barn som kærlighedsgave – lyder det snarere som et grumt eventyr end som en ophøjet fortælling? Kan vi overhovedet ud fra jordiske analogier nærme os forståelsen af dette kristne kernesymbol? Jeg forsøger famlende: Hvad nu, hvis en fader sender sin søn ud i en livsfarlig mission, lad os sige til et folks frihedskamp – eller til minerydning – eller til voldsparate gidseltagere – eller til katastrofeområder med smittespredning… Vil det være en ophøjet historie om faderkærlighed? Kan det være faderens kærlighedsgave, at han ikke holder på sønnen, men vil hans afrejse, fordi de har samme vilje, tanke, længsel? Fordi de er eet. Fordi de er bevæget af samme håb om at bringe frelse og ændre en nødstedt verdens historie i retning af befrielse og glæde. Kan vi forestille os, at sønnen sendes af sted med al faderkærlighed i ryggen, og at faderen må stole på, at denne uudslukkelige kærlighed kan bære sønnen helt til verdens ende, også igennem det forfærdelige ingenmandsland, hvor sønnen må råbe sin dødsangst og forladthed ud? – At faderen må udholde sin længsel efter det længe ventede gensyn og udholde den utænkelige tanke, at sønnen forinden farer vild og glemmer, hvor han kommer fra, og hvor han skal hen? – Kan vi forstå det som en kærlighedsgave, at faderen lader sønnen betale ‘den højeste pris’? Nej, vore jordiske analogier er hjælpeløse i forhold til den transcendente virkelighed. Gud sprænger alle person-kategorier, og Guds åsyn er skjult, også for evangelisten, der definerer Gud som kærlighed. Tilbage står vi med mysteriet, at Menneskesønnen virkelig kom med al kærlighed i ryggen og gjorde den gældende i en verden, der ikke fortjente den. “Menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde”. … “Men Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” – Sønnens færd ændrede verdens historie, og det er nu op til os at leve vore ufuldkomne menneskeliv i tro og tillid til den guddommelige kærlighed. Når vi alligevel end ikke magter troen, må vi modtage også den, troen, som en kærlighedsgave. Vi bliver i dag og alle dage mindet om kærlighedsgaven af pinsens ‘hovedperson’ Helligånden, som er udsendt af både Faderen og Sønnen (filioque). Mindre kan ikke gøre det. – – Og Ånden når os måske også igennem kirkekunstens mægtige og afmægtige billedskabelser.

Flere kirker har malet ‘den lille bibel’s tekst som udsmykning på inventaret: Rinkenæs Korskirke, Harte Kirke og sikkert mange flere. Nedenfor viser jeg et foto fra Egvad Kirke, hvor planken under korbuekrucifikset med bifigurer netop citerer Joh. 3,16-. Citatet ses gerne i forbindelse med billeder af korsfæstelsen. I middelalderen var også “Nådesfaderen” et almindeligt motiv: en tronende Gud Fader, som foran sig holder et mindre krucifiks med den lidende Søn. Kristendommens mytiske billedsprog har bestemt kirkekunstens dagsorden med et anskueligt resultat, som kan forekomme os både bevægende og fremmedgørende. Efter reformationen er kunstens visuelle fremstilling af Gud Fader blevet en relativ sjældenhed – vel i medfør af en refleksion af den skjulte Guds transcendens og Det gamle Testamentes billedforbud. En af de fhv. moderne kunstnere, der har bundet an med opgaven, er professor Elof Risebye (1892-1961). Han har valgt en arkaiserende stil til sin store symbolistiske fresko, som i 1925 blev malet til den moderne kirke i Gedser. Gud Fader fremtræder i sin himmelblå mandorla majestætisk utilnærmelig og alvorsfuld med åsynet vendt frem mod uendeligheden, men han løfter velsignende sin højre hånd og lægger trøstende den venstre på Sønnens hoved. Motivet bliver inderligere og mere fortolkningsåbent af, at korset ikke er malet med, det er – karakteristisk for Risebye – nærmest meditativt. Som i romanske apsisudsmykninger med Majestas tilbedes det himmelske mysterium af Maria og Johannes, flankeret af trøstende engle. Helligånden er måske visualiseret ved de tre gyldne striber, der kroner motivet øverst. Alle fotos er taget af Claus Jensen.

Nederst ses et smukt eksempel på en “Nådesfader” fra Herredskirke, Lolland, skåret i 1480.

“Gud med støv har ånd tilfælles”, skrev Grundtvig. Aldrig har vi som mennesker været uden ånd; iflg. skabelsesmytens visdom indblæste Gud sin livsånde i vores ler. Vi blev givet at være sproglige væsener, og menneskesprog lever af ånd, dødeligheden til trods. Men sprog er forskellige, og i paradistabets verden kan sprogforskelle forstærke kulturelle og religiøse konflikter (jævnfør den lille episode med Aki-Matilda Høegh-Dams tale på grønlandsk i Folketinget). I verdens brændpunkter bruges sprogforskelle tilmed som bekendt som våben for undertrykkelse og krig, for ikke at tale om misbrug af sprog i løgn og propaganda. – I Babelsmyten 1. Mos. 11 forklares folkenes sproglige splittelse som Guds grænsesætning for menneskers rækkevidde, men menneskers krigsfærd kender øjensynligt ikke grænser… Vi længes i dag – måske mere end nogensinde – efter en åben, sand og troværdig kommunikation, som hinsides fordomme og traumer knytter mennesker sammen i fælles håb, så fred kan vindes! Sådan en ren og livgivende kommunikation er en utopi, – eller den må være en nyskabelse ved Guds Ånd, båret af en kærlighed, som er større end din og min. Pinseteksten fra Apg. 2. giver os et evangelium om sådan en forløsende kommunikation af en anden verden: en herlig, næsten ekstatisk modfortælling til Babelsmyten: Det nye Testamentes universelle Gud nedbryder ved den første kristne pinse menneskers sprog- og forståelsesbarrierer, så alverdens folk kan tale sammen, også om Gud: “vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. – Jesus havde vist, hvad Ånden og sproget formår i kærligheds og sandheds tjeneste. Han forvissede os om, at vores verden aldrig behøver være et gudsforladt og åndløst sted, heller ikke efter hans bortgang. Han åbnede evigheden, så vi tør plante liljer på vore grave. Med Jesu ord fra dagens evangelium i Joh. 14: “Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Han lovede sin lille flok en invasion af Helligånden, og den byder vi velkommen nu i pinsen. Guds virksomme ånd vil fremdeles tage livtag med menneskers verden.

Billedhuggeren og teologen Hein Heinsen (f. 1935) fik sit gennembrud med vældige, helt abstrakte skulpturer, men Heinsens kirkekunst har med årene ændret karakter, så den hjælper tolkninger på vej ved at give tydelige tegn fra sig. I 2012 blev Gammel Holte Kirke gennemgribende renoveret med installation af Hein Heinsens nye, store alterparti af bronze. Bronzeskulpturens udformning er i Heinsens ånd en hyldest til treenigheden, der skaber stadig bevægelse i forholdet mellem Gud og mennesker. Det groft formede alterbord er en direkte afstøbning fra en pløjemark. Det fortæller således om skabelsen og om mennesket, der “i sit ansigts sved” (og med moderne maskiner) dyrker jorden. I Israels gamle pagt var alteret et offeralter, hvor blodet flød, men Heinsen viser forvandlingen til kristendommens nye pagt, hvor alteret er blevet centrum for et festmåltid. “Fra slagtalter til festalter” kalder Heinsen sit bord. Jorden er også gravlæggelsens element, men Jesus opstod påskemorgen af jordens skød, lige som en forårsblomst formår at trodse vinterkulden. “Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod”, digtede Grundtvig. Hein Heinsen har sandelig plantet en lilje! Hans alterpryd rejser sig som en livskraftig blomst, en Kristusblomst. I blomstens krone er indridset et Kristogram, KR (se nedenfor). – Og hvad har det så med pinsen at gøre? Ved genbesøg af Claus Jensens fotos opdagede jeg de mange små gyldne trekanter på væggen bag alteret: symboler for netop den invaderende Helligånd, der som glødende ildtunger gav og giver menigheden liv og vækst. Glædelig pinse!

Kristus pålægger os iflg. Joh. 15 at være hans vidner: Vi skal sprede vores livsfryd, når glæden fylder os, – fortælle hvad der bærer os oppe, når livet er svært, – dele kristne fortællinger, salmer og livsytringer, så troens sprog holdes levende…. Og vi skal navnlig ikke modsige evangeliet med vores måde at leve på. Det behøver ikke være let, lader teksten os vide: “Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra”. Uden mod ingen kirke; der er nogle, som vil de kristne til livs. Ved Johannesevangeliets nedskrivning var forfølgelserne for længst blevet hverdag. Uddrivelsen af de kristne begyndte i Jerusalem på initiativ af Det jødiske råd, og forfølgelserne fortsatte med mellemrum i Romerriget indtil Kejser Konstantins begunstigelse af kirken. Hvilken lettelse, da kirken i 320’erne flyttede fra at være lidende og kæmpende til at være sejrende, men smuk blev den sejrende kirke ikke! Dårligt nok var kirken kommet til magten, før den selv begyndte at forfølge fremmede religioner og tilmed anderledes fortolkninger af kristendom. Også i forholdet til islam har kirken været både bøddel og offer, i dag måske mest offer på verdensplan. Tekstens formulering er desværre ikke blevet uaktuel: “der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig”. I dag topper Afghanistan, Nordkorea og Somalia listen over de mange lande, hvor magthavere og/eller befolkningsmajoriteter bekæmper kristendom. Open Doors opgør antallet af forfulgte kristne på verdensplan til 310 mill., tallet er stigende. I Tænketanken Forfulgte Kristnes rapport opgøres det dokumenterede antal kristne ofre i året 2020 til 80.000, vel vidende at mørketallet er stort. Der bruger man Peter Lodbergs snævrere definition af forfulgte kristne, som tæller ofre for vold og retslige overgreb: 70.000 blev angiveligt bortført, voldtaget, tvangsgift eller frataget borgerlige rettigheder, og mindst 10.000 døde for deres tros skyld. Kan vi dertil bare sige Gud i vold? – Her i vores smørhul er evangeliets værste fjende måske vores egen kulde, ligegyldighed, smålighed og modløshed. Dagens epistel fra 1. Pet. 4 fører klar tale om, hvordan et troværdigt vidne først og fremmest må holde fast i kærligheden indbyrdes, “for kærlighed skjuler mange synder” (Det samme skulle gælde præstekjolen, har jeg hørt). I et ærligt øjeblik må vi måske vedgå, at vi bedre forstår forræderen Judas, fornægteren Peter og tvivleren Thomas, end vi forstår de kristne martyrers ubestridelige troskab og mod. Jeg ved ikke bedre end at vende tilbage til udsagnet i 1. Pet. om kærligheden, der “skjuler mange synder” og gemme mig i de ord som et udsagn om først og fremmest Gud selv. Gud i vold!

Jeg føler mig på noget gyngende grund, når jeg her for en gangs skyld viser et helt abstrakt værk, et billedtæppe, hvor lys og skygge brydes. “Når skyggen lyser” er gobelinens titel. Den mørke formation i billedets højre side er næsten knugende, men fra øverst til nederst har den skyggefulde forgrund en ‘revne’, hvorigennem lyset trænger ind og spiller i skyggen med et væld af gyldne glimt. Øverst i billedet sætter lyset sig klart igennem, næsten som en religiøs epifani. Kari Guddals vævning fra senest 1998 er et af hendes største værker, ca. 2 x 3 m. Kari Guddal (f. i Oslo 1952) er uddannet som billedvæver i mesterlære i og uden for Skandinavien, har haft omfattende udstillingsaktivitet og modtaget megen anerkendelse, bl.a. som medlem af gruppen Dansk Gobelin Kunst, i hvis årsskrift 1998 jeg har fundet mit foto. Kari Guddals fokus er farverne, hun indfarver selv sit garn og bruger op til 300 nuancer i en enkelt værk, men så kan farverne i dagens anledning også fortælle en både nuanceret og dramatisk historie om menneskeliv, der trods mørke leves med håb.