Kunst til kirkeåret

Lignelsen om ’De betroede talenter’ læser vi i Mattæus’ skarpe formidling i kapitel 25. Rammen er Jesu sidste påske i Jerusalem, præget af konflikter og udblik til en forventelig, snarlig død. Her har evangelisten samlet – og måske tilspidset – krise- og domslignelser, der på falderebet udfordrer disciplenes prioritering: Hvad skal de stille op med sig selv i en kommende situation med et oplevet gudsfravær? De skal fortsat tage livet på sig som betroede disciple. Og det samme skal vi! –  Billedernes udsagn er så uafrystelige, at de endnu præger vores dagligsprog. Kirkelige eller ej ved vi alle, at vi ikke skal ”grave vores talenter ned”, og det ved vi også, at ”enhver, som har, til ham skal der gives”, det sidste vel oftest citeret som en trist konstatering. – I den karismatiske mesters nærvær fik man så meget foræret, at det gnistrede, men hvordan bevares gnisten, når man ikke længere ser ham, og han er borte ”som en mand, der forlod sine tjenere og rejste udenlands”?  En pointe er, at disciplene / vi i menigheden ikke er efterladt uden midler. Mulighederne er forskellige, men alle har fået noget betroet, hver især ”efter hans evne”. Til den lille ‘investor’ lyder det: “Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.” Alle har noget at investere i det fælles liv. En talent er på Det nye testamentes tid en formue på 35 kg guld, så det betroede er stort. Det handler ikke nødvendigvis om hverken en særlig begavelse, der skal dyrkes, eller økonomiske midler, der skal maximeres. Så sandt lignelsen er en Jesushistorie, må den handle om at sætte de ’midler’ i omløb, som Jesus selv var rundhåndet med: medmenneskelighed, trøst og tilgivelse, tro, håb og kærlighed – og altså inspirerende ord og fortællinger som denne lignelse, alt sammen i overflod.  

Lignelsen handler også om drivkraft og motivation. For hvad er det, der driver os til at handle eller ikke at handle? Troskab? Frygt? Vi må hjælpe hinanden til modigt at bringe det betroede liv i spil. Det har helt banalt noget at gøre med at komme ud ad døren, færdes blandt mennesker, mødes og føre ærlige samtaler, tage opgaver og ombud på sig. Det bliver man sædvanligvis hverken berømt eller rig af, snarere slidt, men det er troligt, at man i selvforglemmelsen erfarer, at meget mere bliver givet en i form af nye udfordringer og muligheder, livsindhold med mening. Livet skal leves som et storslået og håbefuldt mellemværende med andre mennesker og med den Gud, der heldigvis får det sidste ord, som nådigt kan lyde: ”Gå ind til din herres glæde”. – – Men langt fra altid kan vi se os selv som trofaste, modige tjenere. Livet skrumper somme tider ind til en bekymret bestræbelse på at undgå personlige tab, og når det er værst, kan vi spejle os i den tredje tjener, der nedgravede sin talent, var vred på Gud og holdt frygten op som et selvforsvar. Det er et billede til selvbesindelsens indvortes brug for den enkelte i menigheden.

Biskop Søren Lodberg Hvas har skrevet ’Bogen om Jesu lignelser’, som Esben Hanefelt Kristensen har illustreret (2005). Lodberg Hvas skriver, at ser man den tredje tjener i lyset af den evangeliske menneskelivsforståelse, kalder han ikke på foragt, men på medfølelse. I Hanefelts maleri ses denne tjener som gennem et nøglehul, indespærret i sit eget gravmørke, frygtsomt knugende den betroede skat i armene uden at vide, hvad han skal stille op med den, sig selv og sit liv. Spaden står klar til at grave et hul. Er det ham selv, der snart skal ned i det hul? Eller kan hans historie endnu skrives om, når han med tomme hænder træder frem for Gud?

Lodberg Hvas citerer Benny Andersens livsbekræftende ”Morgenhymne”, der er lang, men fortjener at blive læst i sin helhed. Digtet slutter: ”Skriv tredive breve og plant et træ / efterlign et par fuglestemmer … Endnu er dagen spæd / du kan nå en masse / inden du segner livstræt om / Brug store ord i massevis / overdriv for en gangs skyld: / Thi kendes for ret: / Du er dømt til at leve! / Du må ikke kassere din skæbne / tværtimod tage den på dig / fyld den ud / som din hud! /Bid livet i låret /Find planer frem / Rut med planer og visdomsord / for i dag skal der sørme leves!”

Spirende kerner er elementært livsbekræftende. At visne frøskaller i den grå jord skal briste for at lade sarte, grønhvide spirer bane sig vej mod lyset, må røre vore vinterfrosne hjerter. Denne lille, almindelige OG store og fantastiske begivenhed bevæger os som den gentagelse af skabelsens under, den er. Det spirende korn er et vidunderligt håbstegn.

Såning og plantning er håbefulde handlinger, som vi selv – om muligt – utålmodigt griber til, så snart vi – endelig – tør lide på forårets komme. Vi stikker fingeren i jorden og tager bestik af, om jorden er tjenlig, og om det måske kan nytte noget. Anderledes med evangeliets såning: Her er Jesus den gale sædemand, der uden at bekymre sig om, hvor vidt jorden er tjenlig, uforsigtigt og ødselt tilsår alle slags jordbund. Jesus sår mod svære odds. – Sådan også, da han såede sig selv. Uden vished om udfaldet, ja med alle sandsynlighedsberegninger imod sig, ofrede han sig selv. Han ofrede sig selv i en fjendtlig verden som korn i en jord, der ikke syntes tjenlig. Hans liv og død var den ukalkulerede historie om hengivelse og hengivenhed, der alligevel sprængte rammerne. Hans kærlighed løb storm mod mure og brød hul i gravkamre, og vi har siden bygget kirker i hele verden for at fejre denne selvhengivende kærlighed som Guds egen.

Blandt Johannesevangeliets mange metaforer for Jesus finder vi i søndagsteksten hvedekernen som symbol for, at Jesus giver sig selv, sagt med udsigt til den forestående død: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn: men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh.12.24). Hermed er teksten både en lidelsesforudsigelse forud for fastetiden, og den er helligtrekongertidens sidste epifani, hvor Gud tager skællet fra vores øjne for at åbenbare sin vilje til at skabe liv og glæde i overflod – også gennem lidelse og død – .

Væveren Berit Hjelholt (1920-2016) har i 1992 skabt en altergobelin med det originale hvedemotiv til Gundsømagle Kirke. Dette tæppe til altervæggen hedder “Agerens hunger” og viser kristendommens svar på agerens hunger: Over den modne kornmark finder vi den guddommelige fortælling med symboler for jul, påske og pinse: en hvid rose for julen, et stort, gyldent kors for påsken og en helligåndsdue for pinsen. Foto: Claus Jensen.

Her er der grund til af hjertet at takke keramikeren og designeren Tue Poulsen for hans tidssvarende og originale kirkekunst. Både i stor skala og i fine detaljer har Tue Poulsens værker ydet værdifulde bidrag til vore kirkeinteriører. Tue Poulsens kunst er velgørende integreret med en enkel og smuk, moderne kirkearkitektur i bl.a. Vangede, Værløse og Herslev Kirker, så helheden fremtræder såvel harmonisk som interessant med et fint symbolsprog.

Tue Poulsens keramiske døbefont i Vangede kirke er eksempelvis udformet som et træ med forgreninger for treenigheden som det livstræ, dåbsbarnet indpodes i, – og kirkens prædikestol fremtræder som indfatning om den store perle, der symboliserer evangeliet som et kostbart fund.

Tue Poulsens mest spektakulære kirkekunst kan opleves i Helligåndskirken i Aarhus, hvor rummet er beriget af et meget stort og symbolladet livstræ. Fotos: Claus Jensen.

Æret være Tue Poulsens minde!

Vangede kirkes interiør.

Nederst Helligåndskirken i Aarhus

Ved udgangen af 2025 døde billedkunstner Nis Schmidt efter et inspireret og inspirerende liv og blev i sidste uge begravet i Vejle, hvor han hørte til.

Helt fra 1950’erne har Nis Schmidt bidraget til det danske kirke- og kulturliv som skaber af malerier, skulpturer og glaskunst med eksistentiel dybde. Hans værker er vist på udstillinger i hele landet. Også Galleri og Kursuscenter Emmaus i Haslev har gennem årene kunnet præsentere Nis Schmidts tankevækkende kunst. Hans symbolladede malerier af nøjsomme opstillinger med et enkelt, skåret emaljekrus blev her et signaturmotiv.

Nis Scmidt konverterede i 1966 til katolicismen og fornyede mange katolske kirkers udsmykning, men kunstneren har også ydet vægtige bidrag til folkekirkens rum.

Her viser jeg eksempler på hans glaskunst, hans skulpturkunst og hans maleri: Først “Mariaruden” fra 2003-5 i den middelalderlige Grandløse kirke, dernæst skulpturen “Lyttende Jesus” fra o. 1980 og sidst hans maleri i Øde Førslev Kirke med kruset som nadversymbol, malet så sent som 2017. Fotos: Claus Jensen.

Vi skylder denne karismatiske kunstner en stor tak. Æret være Nis Schmidts minde!

Herunder Nis Schmidts lille skulptur af bronze: “Lyttende Jesus” fra o. 1980

Nederst Nis Schmidts maleri fra 2017 af kruset som nadversymbol, Øde Førslev Kirke.