Kunst til kirkeåret

Alle mennesker har brug for et hjem i verden, hvor de frit kan leve, udtrykke sig og praktisere deres tro. Alle folk har tilsyneladende også brug for hellige steder og fysiske symboler. Man kan såre et folk dybt ved at ødelægge dets helligsteder og dermed dets historiske selvforståelse. Netop derfor er helligsteder så udsatte i kulturers rivaliseringer og kampe om fortolkningsret og myter. Aktuelle eksempler er der rigeligt af. Men når helligsteder bliver dagsordensættende for vold og krigsfærd, undertrykkelse og fordrivelse, er de snarere til forbandelse end til velsignelse, og tiden er inde til helt forfra at stille spørgsmålet om, hvor Gud og mennesker i sandhed får hinanden i tale. Iflg. Joh. 4 går Jesus i dialog om netop helligsteder ved Jakobs Brønd nær Sikem i Samaria, hvor han møder en ikke-jøde, en samaritansk kvinde, som slider med sin vandspand, stolt af sin kulturs traditioner omkring patriarkens sagnomspundne brønd. Israels centralistiske jødedom insisterede efter 622 f.Kr. på, at kun helligstedet i Jerusalem er legitim bolig for Guds navn, hvilket bragte samaritanerne under pres: Samarias helligdom på Garizims Bjerg blev ødelagt under angreb sidst i det 2. årh. f.Kr., og samaritanerne har siden vedholdende fejret deres religiøse fester på stedet under åben himmel, ja den lille tilbageværende population mødes stadig ved højtider i deres hvide festdragter på bjergskråningen. MEN Jesus løfter den religiøse horisont op og ud over de religionspolitiske spændinger med et bemærkelsesværdigt udsagn: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed….Gud er ånd, og de som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed”. Den epokegørende religiøse frisættelse, som er indeholdt i dette udsagn om ånd og sandhed som Guds ’sted i verden’, kan ikke overvurderes! Har vi forstået dybden og højden, myndiggørelsen og værdigheden i, at Gud ikke primært bor i bygningssten og kultgenstande, men i åndeligt liv, så at det enkelte menneske kan kaldes Guds tempel? – Det er ikke ensbetydende med, at enhver bliver salig i sin tro og med sin private mavefornemmelse. Troen har stadig brug for at næres af en usvigelig kilde, af ”levende vand”. For jøde og hedning, for ven og for fjende giver Jesus sig stilfærdigt til kende som livgiveren, gennem hvem Guds kærlighed og nåde strømmer, altid og alle steder: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.”  

Der er gammel tradition for at forbinde Jesu ord om levende vand med den kristne dåb, hvor Helligånden tilsiges som dåbsgave. Dåbens betydning fremhæves af Luther, og den meget værdsatte billedhugger Laila Westergaard (f. 1964) har i anledning af det lutherske reformationsjubilæum i 2017 skabt en døbefont ved navn ”Kilden”. Kunstneren afbilder her det strømmende, livgivende vand, som på fontens relief bærer en hel fiskestime, ikke kun en enkelt fisk: det ældgamle Kristussymbol. Motivet giver på begge sider af fonten en oplevelse af vandets oplivende, friske brusen. Laila Westergaard har dertil – efter middelalderlig tradition – på døbefontens ydre udformet dåbsvandet i rækker af bølger. De bølgende, koncentriske cirkler, der som ringe spreder sig i vand, lader os ane det uendeligt ekspansive ved evangeliet. Laila Westergaard lægger vægt på det fællesskabsstiftende ved dåb og nadver, men vel at mærke ikke som fællesskaber der lukker sig om sig selv. – Laila Westergaard har efterhånden skabt 6 vidt forskellige døbefonte. Heraf har ”Kilden” nu fast adresse i Lindevangskirken i København, hvor foto er taget. Laila Westergaard har om sit arbejde med granitfonte skrevet: ”Når jeg lægger min hånd på en romansk døbefont, gør det mig lykkelig. Det giver mig en fornemmelse af sammenhæng og en forbundethed med det menneske, der på trods af at være indfældet i en anden tid end min har bygget fonten og har måttet kæmpe med granitten og livet som jeg.” Citat fra den smukke bog om Laila Westergaards Kunst ’Levende stene’.

På lørdag d. 13. jan. kl. 14 er der på Galleri og Kursuscenter Emmaus i Haslev fernisering af nye udstillinger af Laila Westergaards og Karsten Auerbachs kunst. Begge disse kunstnere fortjener med deres mageløse værker et stort publikum. Alle er velkomne.

Julesøndag glider over i nytåret, hvis gudstjenester iflg. 2. tekstrække skal handle om ”Fadervor” – eller ”Vor Far”. I Matt. 6 såvel som Luk. 11 kan vi læse, at bønnen stammer fra Jesus selv; hos Matthæus indgår den i Bjergprædikenens undervisning af disciplene. Ofte introducerer præster ved barnedåb da også bønnen som ”den bøn, vor Herre selv har lært os”. Bønnen er altså en kristenlivets livline, der rækker tilbage til urmenigheden og ud i ukendt fremtid. Mange af os har med selvfølgelighed lært bønnen som små, givet den videre til næste slægtled – og håber at nogen vil bede den for os ved afskedens time.

Fadervor har et epokegørende indhold allerede ved den fortrolige henvendelse til Gud som vores himmelske FAR, en relation Jesus altså ikke holder for sig selv. Tillidsfuldt bedes der om, at Guds evige, gode vilje skal fuldbyrde sig og overvinde det onde. Bønnen er samtidig livsnær med sin omsorg for menneskelivets behov: fysisk at få det daglige brød, sjæleligt at befries fra byrden af vores skyld såvel som nag til andre skyldige. Det er en pointe, at der bedes om mad og om tilgivelse ikke bare for mig, men for OS. I Fadervor er der så meget håb for alverden.

Fadervors ælde med historiens vingesus er en gave, men jo også en udfordring med de alderstegne formuleringer, og de sprogligt/kulturelle forståelsesproblemer skal ikke undervurderes: Angiveligt aner mange unge ikke, hvad ”forlad” betyder i forbindelse med synd og skyld; nogle får en AHA-oplevelse, når de hører, at ”forlad” betyder tilgiv. Og hvem kan levere en børnevenlig forklaring på ordene ”Helliget blive dit navn”? (Jeg ser mit barnebarn blive fjern i blikket). Der er for resten stadig ikke opnået konsensus om ”vorde” eller ”blive”. Fadervor er ikke en magisk besværgelse, men som fixeret formulering er Fadervor et fungerende ritual med traditionens autoritet og kraft, ja en daglig tryghedsgivende vane. – Men jeg har talt med teenagere, for hvem Fadervor var en hukommelsesprøve, og med gamle kirkevante mennesker, der var forpinte af Fadervors karakter af automatiseret remse.

Mennesker er ikke ens. For mit vedkommende er der mental hjælp at hente ved at knytte et (indre) billede til Fadervor, et billede, der visualiserer trygheden. Min inspiration er fundet i Arne Haugen Sørensens alterbillede ”Frygt ikke” fra 2014 i Vedsted Kirke, Birkelse, Jammerbugt. Arne Haugen Sørensen er kendt for sine opstandelsesbilleder, hvor en afdød ved Guds store hånd løftes fra graven op i lyset. Under kunstnerens forberedelse til maleriet i Vedsted Kirke spurgte menigheden kunstneren, om Guds hånd kun var for de døde. Naturligvis ikke. Resultatet blev dette vidunderlige aftenbillede af Guds kærlige hænder som et lys, der omslutter den enkelte i det lokale landsbysamfund. Arne Haugen Sørensens budskab er angiveligt: ”Frygt ikke. Du er i gode hænder. Men livet er heller ikke det værste, man har.” Jeg forestiller mig de mange små hjem med mennesker, som trygt kan gå til ro med Fadervor som dagens sidste ord. Hvad året end bringer, Godt Nytår med Fadervor! Foto: Claus Jensen.

Det er svært at tale om Guds nærvær, mens forældre hulker over deres dræbte børn, – svært at tale om Guds kærlighed i larm fra massakrer og modmassakrer. Men det er det, vi skal! Vi skal fortsat tale om, at Gud ikke sættes ud af spillet af alverdens aggressorer. Vi skal hviske, råbe, synge om, at fredsriget ikke bygges på magtbegær, hævntørst og voldsspiraler, men på gudgiven godhed, omsorg og nåde. Hinsides galskaben overlever det sagtmodige evangelium om tro, håb og kærlighed, som vi igen og igen må genfinde. Med en metafor fra sangen ’Kringsatt av fiender’: ”Vi vil ta’ vare på skønheden, varmen/som om vi bar et barn varsomt på armen” må vi hente håb hos ’barnet på armen’, som dagens tekst fra Matt. 2 handler om. Situationen med Kong Herodes’ barnemord er alt for hjerteskærende aktuel, ligesom fortællingen om forfulgte familier, som trods hjemlængsel må tage flugten over alle grænser, hvis der da findes åbne grænser. Men hjertet i legenden om Flugten til Egypten: det overlevende hellige barn er mere end tidens historieskrivning, det er en evig forkyndelse af Kristusevangeliets uudryddelighed. Kristusevangeliet bliver stående i vores magtgale verden som den uopgivelige modfortælling om Guds tilstedeværelse netop i skrøbeligheden. Som barn Jesus blev transporteret på æselryg, sad den modne Jesus ved sit indtog i Jerusalem ydmyg på et lånt æsel. Jesus vendte aldrig tilbage til magtens højborg, men hengav sig med Guds kærligheds kraft til de afmægtige, udstødte og sørgende, ja også til de skrigende mødre med deres døde børn. Livet rejser sig fra den uanselige begyndelse i et spædbarn midt i katastrofen, i et frø der spirer fra stenet grund, i en famlende genoptagelse af en fredsbevægelse imod alle odds…   

Dansk kirkekunst byder på en del, især middelalderlige, værker med ’Barnemordet i Betlehem’ som det grumme motiv og mange flere smukke billeder af ’Flugten til Egypten’, hvor en gående Josef trækker æslet med Maria og det lille barn. Dertil har maleren Lise Malinovsky (f. 1957) i 2018 føjet sit store maleri ’Flugten til Egypten’ i Hammel Kirke, Favrskov, – i anledning af en ombygning, hvor en skillevæg bag alteret blev ombygget til en fløjdør med mulighed for at forlænge kirkeskibet. Malinovsky kan siges at ramme Matthæus’ teologiske intention rent ved at forbinde Moses- og Jesushistorier. Set fra kirkens skib viser maleriet på den åbne fløjdør en scene fra hebræernes udvandring fra Egypten, nemlig Moses’ deling af Det røde Hav. På den lukkede dør ser vi billedet af Flugten til Egypten. Det er en kongstanke i Matthæusevangeliet, at Kristusevangeliet svarer på Israels forhåbninger og profetier, hvorfor han lader Jesushistorien gennemspille temaer fra Moseshistorien: Som Mosesbarnet var efterstræbt af den onde Farao, var Jesus truet af kong Herodes, og som Moses med hebræerne i sit følge kaldtes ud af Egypten, kaldtes Jesus efter udlændigheden i Egypten tilbage til Israel. Begge motiver har dertil en egen aktualitet ved at skildre mennesker på flugt. Lise Malinovsky er uddannet på Kunstakademiet og har vakt opsigt som en af Danmarks stærkeste kolorister med ekspressivitet og sensualitet i sine værker. Hendes værker har ofte en merbetydning i form af et tankevækkende eksistentielt indhold. Foruden Hammel Kirke har Malinovsky udsmykket Tyrsted Kirke ved Horsens (2016 og senere) med meget seværdige, symbolrige malerier. Foto: Claus Jensen.

På en motorvejsbro kan man stå og undres over den ustandselige trafikstrøm: Alle mennesker synes at skulle være et andet sted, at være undervejs til uopsættelige gøremål. Der er sat turbo på samfundets stofskifte i december. Hele måneden har man halset efter huskelistens punkter: Ubs, juleposten skulle indleveres senest 15. dec., ugens discounttilbud hamstres i tide, juletræet vælges, mens der er noget at vælge mellem… I bymidten slås man nu om parkeringspladser; jagten går på de sidste gaver, drikkevarer, lækkerier, røde juletulipaner, mandelgave. Vi har travlt… MEN SÅ SKER MIRAKLET: Stilheden sænker sig! Pludselig er shoppingcentrene forladt og kasserne gjort op, parkeringspladserne tomme, lastbilerne forsvundet, ja trafikken stilnet af. En engel går gennem landet, en fredens engel fortryller vinternatten, så motorlarm viger for julesang, først klingende fra de oplyste kirker og siden fra de mange private stuer, fra plejehjem og hospitaler. Om vi så alle sammen ’nåede det hele’ eller ej, sker der uvægerligt det, at julen kommer, julen kommer til os, som den kom til Maria og Josef. Med folketællingen havde det umage par egentlig så rejsetravlt, at de end ikke nåede at forberede et egnet fødested, og dog kom julen netop dér med den utidige fødsel. Gud selv gav tiden fylde med sit nærvær, med barnet i krybben som sit tegn. Vi erfarer julenat, at tiden har evighedens dybde.

Der er i kirkekunsten fra oldtid til nutid en overdådighed af prægtige, yndefulde, fortællende og måske debatskabende julebilleder i kirkekunsten fra oldtid til nutid, nok til mange timers foredrag om julens varierede billedsprog. Til denne juleaften vælger jeg et maleri, som har en tidløs kvalitet og lyser af andagt omkring Gudsbarnet på Marias skød. Maria selv er kontemplativ og undrende. Hyrder er af fredsenglen afbrudt i deres gøremål og kaldt ind. Andægtigt kommer de listende gennem døren, ikke at skelne fra samtidens almue, – og samtidig er de identifikationsfigurer for os i julen 2023. Vi standser op foran den nyfødte, sænker skuldrene og lader tiden stå stille. Måske istemmer vi den næsten sakrale julesalme ‘Det kimer nu’ og synger: “Kom lad os gå med stille sind / som hyrderne til barnet ind”.  

Bertha Dorphs maleri ”Hyrdernes tilbedelse” fra 1923 pryder altertavlen i Ollerup Kirke, omkranset af Ingeborg Clausens smukke, gyldne engleramme: ”Den himmelske lovsang”. Det er malet af symbolisten Bertha Dorph (1875-1960). Bortset fra udkast til et alterbillede til Vejgaard Kirke er dette Bertha Dorphs eneste kirkelige bidrag til dansk kirkekunst, men flere af hendes malerier har en tone af mystik. Hun blev uddannet hos bl.a. symbolisten Harald Slott-Møller og forsvarede symbolismen i tidens kunstdebat. Bertha Dorph lykkedes som kun få af periodens kvindelige kunstnere med at realisere både karriere og familieliv. Hun var gift med maler Niels Vinding Dorph, med hvem hun ledede Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Foto: Claus Jensen.

Fokus på Johannes Døberen er ikke nogen vindersag i folkelig dansk decemberhygge, så hellere Santa Lucia 😊, selvom vi som protestanter jo ikke tror på helgener. Men evangelieteksterne insisterer altså på at lade Johannes bringe en løfterig optakt til julen, som hans senere absurde halshugning i Herodes’ fangekælder ikke skal kunne sætte i skyggen. Som frygtløst vidne var og er Johannes et fyrtårn, der ikke mørklægges af hans henrettelse. Dagens tekster er uhyre realistiske om det mørke, der er julens bagtæppe, en ‘never ending story’ om vold og trodsigt mod. –  Indbegrebet af opposition mod Putins styre, Alexej Navalnyj, er sat i russisk fængsel med en dom på foreløbig 9 år. En idealistisk fredsaktivist i en kibbutz blev massakreret i Hamas’ terror. En ung frivillig dansk ambulancefører blev dræbt af et russisk raketangreb… Forbilledlige ildsjæle oplever måske sjældent at lykkes endsige blive lykkelige, og de fleste jordiske profeter og engle forbliver anonyme. Men vi tør tro, at ”hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset” (Luk. 12). Med deres individuelle liv og lidelser bærer frontløbere og engle med på en stor fortælling om frihed og mod, menneskeværd, troskab og Ånd – og er derfor gode historier på trods. – Johannes Døberen fik måske ikke et godt liv, men han var et godt liv. – På de to sidste adventssøndage spiller Johannes Døberen en stor rolle, om ikke hovedrollen: 3. adventssøndag hører vi om Johannes’ fødsel, der iflg. Luk. 1 er et mirakel, som får hans ældgamle far Zakarias til at bryde ud i en jublende, poetisk arie i gammeltestamentlig sprogdragt, om at ”solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sider i mørke og dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” – 4. adventssøndag møder vi den voksne Johannes, der uforbeholdent vidner om, at Jesus, Guds lam, er Guds Søn. Johannes var asketen, der prædikede omvendelse før dommens dag, Jesus kom med glæden i sit følge og åbnede Guds rige ved at prædike syndernes forladelse. Johannes’ og Jesu discipelkredse var måske rivaliserende, men Johannes-Døber-evangeliets pointe er, at Johannes glæder sig over at give Jesus det sidste ord, for ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”. Johannes’ historie flettes sammen med evangeliet, og som den der bærer med på og favnes af Guds gode historie, er hans ulykkelige (?) liv vellykket. – Og nu til os: Julen giver anledning til megen glad aktivitet og også nogen eftertanke, ja måske julesorg: Julen kan bringe os på en personlig tidsrejse mellem barndommens forventninger, ungdommens håb og alderdommens taknemmelighed iblandet bearbejdninger af nederlag og skuffelser. Vi forstår med Paulus’ ord til dagen, at ”vi har vores skat i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” Vi blev næppe de fyrtårne, vi drømte om at blive, men på spørgsmålet, om livet alligevel lykkes eller lykkedes, er svaret for os som for Johannes Døberen, at vores små historier nådigt flettes sammen med Guds store. Julen kan hjælpe os med at bære med på og favnes af denne store, gode fortælling. Som gamle Zakarias sang: ”Gud har besøgt og forløst sit folk”.   

I tidligere opslag har jeg vist enkelte af de sjældne billeder fra dansk kirkekunst med Johannes Døberens fødsel som motiv. Et mere almindeligt motiv har været Johannes som lille barn sammen med den lidt yngre Jesus og andre slægtninge. I middelalderen havde man rede på legenderne om Marias store familie. At Johannesbarnet tilbeder barn Jesus, kan ses i forlængelse af Lukas’ beretning om Besøgelsen, hvor Johannes allerede i sin mors liv hilser den Herre, som nygravide Maria bærer på under besøget hos sin ældre slægtning Elisabeth. – Statens Museum for Kunst viser for tiden en seværdig udstilling om den danske kunstner Melchior Lorck og hans værker, for en stor del minutiøst tegnet arkitektur og dragter, men her kan også ses et enkelt maleri fra 1552: ’Jomfru Maria og barn, den lille Johannes og to engle’. I tema og stil viser billedet påvirkninger fra både Tyskland, Nederlandene og Italien. Lorck blev født i Flensborg og udstyret med rejselegat af reformationens kongen Chr. 3., der hermed håbede at få sig en protestantisk kunstner, som kunne sammenlignes med den samtidige tyske maler Cranach d. æ. Lorck begik da også såvel antipapistiske som antityrkiske tegninger, men i de årtier han til kongens fortrydelse blev ved at rejse rundt i Europa og Tyrkiet, påtog han sig også opgaver for såvel katolske som muslimske magthavere. Måske i forbindelse med et besøg i det katolske Wien malede han, som vi ser, en tronende Maria, der under kongeligt, rødt fløjlsdraperi kranses oppefra, mens englen th. synger Mariabønnen, unægtelig et katolsk koncept. Centralt i billedets forgrund rækker Jesusbarnet ud efter det hvide lam, som den lille Johannes med et inderligt hengivent udtryk fører frem. Johannesbarnet inkarnerer hermed kirkens tro på Jesus og hans sonoffer. I billedets arkitektonisk interessante panoramalandskab ses tv. et fromt ældre ægtepar, måske Elisabeth og Zakarias med Zakarias’ vision for sønnens liv, måske et mere generelt billede af troendes liv. De to gamle på livets vej henviser pegende til troens genstand – og omfattes af frelsens budskab. Foto: Claus Jensen.