Kunst til kirkeåret

Nostalgisk ser jeg tilbage på en tid, hvor integritet var uadskillelig fra sandfærdighed, og det var skamfuldt at afsløres i at lyve. I den verdenssituation, vi nu må gennemleve, ser vi løgnen oprustet til nye højder i uskønne alliancer mellem politiske, økonomiske og teknologiske magthavere. Manipulationer med billeder og ytringer faciliteres af kunstig intelligens, ’fake news’ er ny normal. Vi ser magtmennesker opføre sig, som var de guder, med opportunt opblæste selvbilleder og dæmonisering af rivaler og fremmedgrupper, ubekymrede om sandheden …

Vi må på alle niveauer insistere på sandhedens forrang – og styrke dens værn: Glæde os over offentlige faktatjek, over vores kritiske presse og dens tålmodige gravejournalistik, over den frie forskning med dens akademiske dyd og nørdede omhu, over alle samfundets hæderlige instanser, der ikke lader sig forføre og korrumpere. – Lad os stadigt minde hinanden om, at løgnen er og bliver en snyltevækst, der kun kan lukrere på sandheden. Løgn har jo kun succes under forudsætning af, at dens tilhørere stadig forventer, at der – overvejende – tales sandt. Sandheden er primær, løgnen sekundær, – ligesom skabelse og tilblivelse er primær i forhold til destruktion og nedbrydning. Sandheden er først og varer længst. –

Og så kommer vi til det store spørgsmål om den dybeste sandhed i vores liv: Spurgt med et Kierkegaardcitat: Hvad er ’den sandhed, som vi kan leve og dø på’ – Hvad er den absolutte sandhed, der rækker ind i evigheden?

Dagens tekst fra Joh. 8 er sandhedens aktion mod løgn, og her er sandheden en person, så vi må spørge: HVEM er den sandhed, vi kan leve og dø med? I evangeliet står Jesus Kristus som ”Vejen, sandheden og livet”. Han er sandheden, fordi der hos ham ikke er nogen afstand mellem ord og liv og livets dybe kilde. Gennem ham strømmer livskilden med den kærlighed og nåde, der kan genåbne menneskers liv som ny mulighed. – Over for Jesus står en flok tilhørere, der vægrer sig ved at høre og forstå, hvad han siger, og forsvarer sig ved at dæmonisere ham. Det er jo sådan, vi mennesker lettest holder fast i vores vante livsanskuelse og status. Menneskebørn fødes troligt med et åbent, modtageligt hjerte, men det er et Guds under, hvis de bevarer det – eller genfinder det! Hvis et sådant Guds under har åbnet vore hjerter, tror vi hans løfte: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” – Og så forstår vi jo godt, at vi her har med en sandhed at gøre, som er hinsides objektive faktatjek, fordi den handler om tro, tro på Guds nærvær, Guds nærvær i en menneskesøn. – Her kan det berømte Dostojevskij-citat melde sig: ”Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.”

Jesus Kristus står der som personlig sandhed, han står der med sin ubeskyttede menneskekærlighed, taler til os med myndighed uden objektive beviser, han står der som sandheden i egen ret. Langfredag var ingen mere forsvarsløs og nøgen end han, den nøgne sandhed.

Det valgte billede er Franciska Clausens akvarel fra 1919: ”Figurkomposition med bibelsk motiv”, deponeret på Brundlund Slot, Aabenraa. Th. i billedet ses en roligt stående mand, der betragter en menneskemængdes voldsomme og forvredne reaktion på det klare lys. Akvarellen skildrer den enkelte over for massen, lys over for mørke, inspiration og klarsyn over for forfærdelse. Billedet er religiøst ved sin skildring af det metafysiske lys’ skarpe indbrud i verden. Skitsen kom til mit kendskab gennem udgivelsen ”El Greco og nordisk modernisme”, hvor det sandsynliggøres, at Franciska Clausen i München blev inspireret af at se renæssancekunstneren El Grecos spirituelle billeder. Man gnider sig i øjnene ved oplysningen om, at akvarelmaleren er netop den Franciska Clausen, som vi kender og anerkender for et helt andet formsprog med kompositioner af faste genstande. Men her er altså hendes sitrende bud på, hvordan en menneskemasse, der ikke står i sandheden, mødes af den hellige, nøgne sandhed.  

Fastetiden er en dramatisk tid: Dualistisk forstået udfoldes kampen mellem godt og ondt, mellem lysets og mørkets magt, mellem det (eller den), der skaber og heler livet, og det (eller den), der ødelægger liv. – Mark. 9, som dagens evangelium hentes fra, er en rutsjetur: Vi kommer netop fra Forklarelsens Bjerg, hvor Kristus foran tre disciple åbenbarer sit evige lys, opfyldelsen af al religiøs længsel efter klarhed, hvor endelig alt kommer til alt. – – Men brat herefter er vi tilbage i tilværelseskampen på jorden, meget langt fra den smukke, mystiske oplevelse i højden. Hernede er der opløb omkring en sygdomshærget dreng, hvis ubærlige fysiske og psykiske lidelse og afmagt kan bringe enhver til at tvivle på det godes magt. – Nej, ikke helt: Faderens kærlighed til den syge søn forbyder ham at opgive kampen; han kan ikke resignere; han plager disciplene, så de må hente forstærkning hos Jesus, og – om faderen så ved sig troende eller ej –, så skriger ham på hjælp hos Jesus med den ærligste bøn, jeg kender: ”Jeg tror, hjælp min vantro!” Og Jesus er nærværende dernede i lavlandet som i det høje: han er til stede ‘som den, der tjener’: Han fordriver ”den urene ånd” og helbreder drengen: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Og drengen, der nu ellers lignede en død, blev genrejst til liv. ”Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.” –

Jesus har i fortællingen et opgør til to sider: På den ene side mod sygdomsånden, der ud fra tekstens virkelighedsopfattelse opfattes personligt: som et uvæsen, der genkender Kristus og kæmper mod sin overmagt for at fastholde sit arme bytte. Her heler Jesus det unge liv med Guds kraft. –  På den anden side gør Jesus front mod menneskers vantro og håbløshed: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg holde jer ud?”… ”Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” – Jesus lægger sig med sin person imellem det lidende menneske og håbløsheden. Han insisterer på, at vi alle – som han selv – gør front mod mørkets magt ved at tro, håbe, elske, bede…. Som dualismens dybeste paradoks går han selv hele vejen igennem lidelsen for at overvinde den. Men måske kan vi først engang efter påske ane betydningen af, at alt håb virkelig aldrig er ude.

Som helligdagens kunstværk har jeg valgt et nyt maleri af kunstneren Karsten Auerbach, der er en fremragende fortolker af menneskers følelsesregister inkl. de psykosociale og spirituelle erfaringer. Billedets titel er ”Omsluttet”. Vi ser tegningen af et liggende menneske, kastet til jorden, nedbrudt af sygdom og sorg, af fortvivlelse? af ensomhed? Og alligevel er dette menneske omsluttet. Maleriets bladguld forekommer ”helende” som et symbol for Gud. Som kunstneren siger er ”guldet glødende og uregerligt som Gud selv”. Ja, Gud lægger sig imellem det lidende menneske og håbløsheden. – Og løfter hun ikke hovedet? Lyttende?

Det første tema for ’fristelsernes søndag’ er magtbegæret i dets uhellige alliance med forfængeligheden: 1. tekstrække fortæller om Satans forsøg på at friste Jesus til at underlægge sig ”alle verdens riger og deres herlighed”. 2. tekstrække fortæller om disciplenes stadige magtkamp: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være”. Afslutningsvis zoomer vi ind på Peter, der typisk helst trådte frem som gruppens veltalende førstemand, men dog svigtede på korsvejen.

Vi kan se de gode grunde til hellere at tale om ”indflydelse” end om magt – altså for vores eget vedkommende. Det er ikke morsomt at tale om magtmennesket i os selv. Magtliderlighed er et synonym for Satan, og vi drukner i eksempler. Vores prædiken kan næsten skrive sig med brændstof fra vores dagsaktuelle forfærdelse over personers grænseløse grådighed efter dominans – og den notorisk korrumperende virkning af magten. Vi kan dertil føje vores lede ved at iagttage, hvordan selv kristendom sine steder bliver misbrugt som magtmiddel, som opportunt påskud.

Magten er forslugen på masser, masser af rygklappere, undersåtter, soldater, kanonføde…, og magtmennesket udrenser skruppelløst sine kritikere, helst før den enkelte kritiker får et navn… Magtens opblæste navne ligger på alle tunger, men magtens ofre er navnløse, – eller er de?

Før vi lader fortællingen om magtmenneskene fylde også vore prædikestole helt, griber vi ud efter evangeliets helt enestående modfortælling: fortællingen om ham, ”der er iblandt jer som den, der tjener”. Denne enestående modfortælling er vores håb. Kristus søgte ikke sin egen magt, men i hans magtesløshed var Gud. I hans afmagt var Guds nåde. – Magten er forslugen på masserne af navnløse undersåtter, men Jesus så det enkelte menneske, og han kaldte den enkelte nødstedte discipel ved navn: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vendere om, så styrk dine brødre”. Vi hører altså Jesus bede for sin vaklende ven, mens han forudser vennens fornægtelse. Situationen er gribende og smertefuld, og vi kan føle os både ramt og trøstet af ordene. Samtidig forstår vi, at Simon ikke blev kasseret, men tværtimod velsignet med en opgave, trods sit skuffende svigt. Deri ser vi hver især også vores håb.

En enkelt dansk kirkeudsmykning har netop denne situation med Jesus og Peter som motiv, tilmed med citatet anført som billedtekst. Jesus ser den enkelte og ser ham klart og kærligt. Det er blot en enkelt scene ud af den omfangsrige bibel-billedbog, som illustrativt er malet på væggene i Herlufmagle Kirke i årene 1951-54 af Rudolf Rud-Petersen i samarbejde med Birgitte West (f. 1901). Rud-Petersen (1871-1961) var som ung assistent for Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke, og var vel nu på sine ældre dage hinsides kunstnerisk fornyelse, men menigheden får klar forkyndelse, hvorhen de end vender øjnene i kirkerummet. Foto: Claus Jensen.   

Nedenfor større udsnit af udsmykningen af Herlufmagle Kirke

Vi er nu med Luk. kap. 18 kommet ind i fastetiden og har kurs mod påske. Jesus er begyndt på sin lange påskevandring op mod magtens og kultens centrum, og vi er inviteret med: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes”…. Håbet dirrer i Jesu følge – men også ængstelsen. Det betyder alt at være i følge med en leder, der kender retning og mål, men hvad er hans mål? Hvad er Menneskesønnens eller Messias’ rolle i den by, der er arnested for både myter og massakrer, for nationale utopier og militariserede dystopier? Hvad kan de vente sig? I en rå politisk virkelighed med statsterror og vold håber man på løfterige ord om oprejsning, befrielse og retfærdighed, men i stedet taler Jesus om hån, mishandling og død. Det lyder ikke som lysere tider. Hvis han også har talt om sin opstandelse, må det have forekommet ganske abstrakt og langt mindre virkeligt end den truende lobby af religiøse modstandere og allestedsnærværende romerske soldater.

Lukas gengiver Markus’ fortælling om lidelsesforudsigelsen og tilføjer, at ”det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”. Vi kan ’bagklogt’ kalde disciplene blinde og døve, men hvordan skulle de undervejs med Jesus begribe, at han frit gik mod mørket og døden, han som for dem var selve lyset og ja, livet?

På vejen til Jeriko blev gruppen forstyrret af nødråb fra en blind tigger, hvis længsel var at komme til at se. Jesus forbarmede sig: ”Bliv seende, din tro har frelst dig!” At den blindes øjne blev åbnede, læser vi også som et tegn for de ’blinde’ disciples kommende erkendelse. Jesu blindehelbredelse ved Jeriko var ikke en forsinkelse eller en digression på hans vej mod målet, for hans mål var netop dette at bringe lys til mennesker i både livet og døden. Til sin tid vil han blive genkendt af sine ængstelige medvandrere og møde deres – og vores – mørke med ordene: ”Bliv seende!” – Når han kommer igen som lyset, skænker han selv den tro, der lever af hans nærvær.  

Blindehelbredelsen fylder meget i Peter Brandes’ kirkekunst og forekommer fx i hans udsmykninger i Gamtofte Kirke, Dyssegård Kirke, Nørremarkskirken og Nørre Nissum Kirke. Blindehelbredelsen tolkes af Peter Brandes i videste forstand som det at modtage troens gave, at komme til at se sit liv i evangeliets perspektiv. Synet forstås som kristentroens indsigt. Peter Brandes har ofte sat lighedstegn mellem at blive seende og at blive døbt og frisat, fordi ”dåben ikke bare sker med vand, men med ånd.” Fra et himmelsk lysvæld rører lysstrålen som Guds finger den blindes øjne i en rude i Gamtofte. I Dyssegård Kirke fordobles blindehelbredelsen endda, idet en af Brandes’ ruder på kirkens østside bærer billedet af den helbredte blindfødte i solgule klæder, der giver genskær på en sølvskulptur med samme motiv, placeret neden for ruden. Her i opslaget viser jeg denne sølvskulptur fra 2012 af denne knælende blinde, hvis ansigt håbefuldt og hengivent er vendt mod øst, mod Guds lys. At han nu er sat fri kommer til udtryk ved, at de snærende bånd, han er omviklet med, er ved at løsne sig. Se flere fotos nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst Foto: Claus Jensen.

Peter Brandes udsmykning i Dyssegård Kirke, 2012

Nederst en af Peter Brandes’ ruder fra 2004 i Gamtofte kirke