Kunst til kirkeåret

Først sender jeg et langt blik til 1. tekstrækkes episteltekst (Ef. 4, 1-16), der som i en lysende krystal samler evangeliets Gudsbillede i bekendelsen ”til ét håb; én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”. Ja, vi må ikke gøre Gud til noget mindre og mere begrænset end netop ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” – I 2. tekstrækkes evangelium Mark. 2,14- møder vi religiøse, som snarere ser sig forpligtet til at trække grænser og være linjevogtere på Guds vegne: De spørger: Hvordan kan en Guds mand spise ”sammen med toldere og syndere?” Hvordan kan man tage så let på fasten, som Jesus og hans disciple gør? Jesus svarer ved med sit liv og sine ord at feje hen over de vante grænser: ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Det grænsesprængende evangelium vil ikke opgive håbet for nogen. Gud er altid større end vores forestillinger og definitioner. Gud er al mulighed. Gud er også den stadige mulighed for forandring og fornyelse. ”Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe… Og ingen fylder ung vin på gamle lædersætte… Nej, ung vin på nye sække.” Den unge vin er Guds nåde, som er brusende og berusende, aldrig en kalkuleret selvfølgelighed men en kilde til glædelig forundring over livet.

I dagens tekst bliver den nådige mulighed for forandring til et konkret opbrud i tolderen Levis liv. Vi kan tænke os, at han ikke har været stolt af sit levebrød hos besættelsesmagten, som har skaffet ham et udkomme på kanten af den nationale loyalitet og de ønskelige sociale sammenhænge. Men vanen og den økonomiske tryghed binder jo. Vi kalder det kognitiv dissonans, når man ikke er enig med sig selv og dybest set ikke kan lide sine egne argumenter. Måske har Levi drømt om at bryde ud af gråzonen, ud i et sandere liv. Da så Jesus går forbi og kalder, er det lisforvandlende for Levi, som springer ud på dybt vand og bliver discipel. Her er kaldet absolut! – Vi kan alle se os selv i spejlet og se, at forandring er svær. Vi kan spørge og selv, hvorfor vi bliver hængende i vore gråzoner, mens vi ser noget rigtigere for os? Hvorfor vi er bjærgsomme i det liv, vi i grunden har fået som en gave til deling? Hvorfor vi fx forsvarer vores rejse- og transportvaner og relativt store forbrug, mens klimaforandringer lader afrikanske lande sulte og centraleuropæiske lande drukne? Kan vi i alvor række ud efter uvante muligheder for et sandere og bedre liv? – Det er velkendt, at de færreste bryder dårlige vaner, forandrer deres liv, ja omvender sig – alene. Det livsforandrende kan være, at der bliver kaldt på en, at der bliver rakt en hånd frem og budt ind i et fællesskab, hvor man kan dele livsmod og håb. Vi har brug for i fællesskab at søge håbets veje. For Levi begyndte det nye liv måske med en invitation til et måltidsfællesskab med ham, der lyser af tro, håb og kærlighed, båret af, at Gud er ”alles fader, som er over alle, gennem alle og i alle”.

Den tænksomme kunstner Karsten Auerbach har 2009 lavet en billedserie med titlen ”In the meantime”, ”I mellemtiden”. Auerbach har blik for, hvordan vi oftest blive hængende i fortiden og er bundet til en historie, som formørkes af bebrejdelser og fortrydelser. Vi har svært ved at slippe et gennemlevet mørke. Når vi ikke vender tankerne mod fortiden så måske mod en fremtid, som vi foregriber, bekymrer os for eller drømmer om; der synes at være grønnere på den anden side. Vi lever i forestillinger om fortid eller fremtid. Auerbach spørger, om vi overhovedet er nærværende i nuet? Jeg tillader mig her at bruge kunstværket ikke blot som en appel til at være til stede netop der, hvor du er, og ikke kun i forestillingerne, men også en appel til at vove springet til det sandere liv i tro på forandringens mulighed. Som Levi, der faktisk rejste sig og gik med, da Kristus sagde: ”Følg mig!”   

Som Jørgen Michaelsen i 1975 digtede i sin vidunderlige salme ’At tro er at komme’ (DDS 582) om tro: “For troen er ikke, / hvad andre kan veje / og måle med kløgt – / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, / som frit har os søgt ./ At tro er at stille / sig ind under ordet,/ som myndigt får røst – / og finde sig tiltalt / og tåle det sandhed / og gribe dets trøst./ At tro er at komme, / trods hvad der vil hindre, / til gudslysets skær – / og skænke sin næste / Guds nåde i dagen, / hvor riget er nær.”

Vi er det sted i kirkeåret, der kaldes løvfaldspåske, den lille påske. – Høsttiden er dialektisk i krydsfeltet mellem visnen og fylde. Mens vi takker, ser vi vegetationens visnen som bagtæppet derude. Vi er nødt til at se døden direkte i øjnene! – I Joh. 11 genser vi Marta og Maria, som vi besøgte sidste søndag, men nu er de forenede i dyb sorg. Deres ubudne gæst er døden, deres unge brors katastrofale død. Marta er igen den rastløst handlende af de to søstre – som om døden er et problem, der kan løses. Hun forlader som den første huset for at gå Jesus i møde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Også Maria bliver tilkaldt, og sammen går de grædende ud til gravhulen, hvor Lazarus blev gravlagt 3 dage forinden. – Godt at Jesus også gæster sorgens huse og græder med de grædende; en ubærlig sorg kan ingen bære alene. Alene sætningen ”Jesus brast i gråd” inspirerer til gode prædikener, der trøster med Guds medmenneskelighed og ledsagelse også gennem mørke dage. – Var dette hele fortællingen, kunne vi heri uden videre genkende vore egne liv med store sorger og (forhåbentlig) også stor medfølelse. – Men evangelisten har mere på hjerte: Han vil fortælle opstandelsens drama. Han vil vise Jesu opvækkelse af den stendøde, stinkende Lazarus som et tegn og et præludium for Jesu egen kommende fysiske død og opstandelse – og Guds overmagt over intetheden. I den store påske er det ikke ’bare’ en enkelt familie, men hele det i skuffelse og mismod splintrede Jesus-netværk, der mod forventning genvinder modet og bliver apostle, ja bliver til kirke. Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er en fanfare for, at Kristus ikke opstår for sig selv, men for at kalde sine mennesker til sig og med sig ud af mørket, ud til livet. Kristus er den kærlighed, der ledsager gennem lyse og mørke dage, og dertil gennem dødsrigets dybeste mørke, hvor dage ikke længere tælles, fordi tiden er ophørt. Så stor en kærlighed kan døden ikke lukke ned. Evangeliet om Lazarus’ opvækkelse favner vores dybeste længsler – og rammer forståelsens grænse. Vi kommer ikke til at forstå opstandelsen, men står tilbage med indbydelsen til at tro ham – og kirken – på Ordet: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”  

Kunstnere har kæmpet med meget forskellige forestillinger om Lazarus’ opvækkelse og hans liv derefter. Salmekunstneren Lars Busk Sørensen har digtet uendeligt smukt i salmen ’Lazarus i morgenlyset’ om opvækkelsen som et sjæleligt under, hvor Lazarus erfarer en fornyet, lattermild livsfølelse med glæde over sine søstre, naturens liv og det almindelige skabte liv. – Billedkunstneren Peter Brandes har iflg. sine værker i fx Vejleå Kirke derimod forestillet sig, at det var smertefuldt for Lazarus at blive kaldt tilbage til tilværelsen på jorden, voldsomt som at blive født. Edvard Munchs maleri Skriget har her været Brandes’ inspiration. Brandes’ seneste fortolkning af Lazarus’ opvækkelse finder vi i Aarhus Domkirkes ndr. kapel. Kapellets solgule ruder skal med lette ansigtsskitser vise, hvilket syn der mødte den genopvakte Lazarus. Central i udsmykningen er den store, vandret svævende Lazarusskulptur oppe under hvælvet i kapellet. Her ser vi måske Lazarus i ekstatisk livsglæde? Lazarus som apostel på troens usynlige vinger? Lazarus som en himmelsk engel? Her er inspirationen billedhugger Ernst Barlachs (1870-1938) smukke krigsmonument i skikkelse af en svævende engel, nu i Güstrow Domkirke. Brandes’ svævende Lazarus bærer et forgyldt svøbelsesbarn under hjertet. Én tolkning er, at det er den genføde Lazarus, en anden er, at det er et dåbsbarn, der bæres til fonten, en tredje tolkning at det er en Kristusrepræsentation: I tid og evighed bærer Lazarus den dyrebare Kristustro som en skat under sit hjerte. Foto: Claus Jensen.

Det er skønt at være gæst i et velordnet hjem, hvor Marta sætter dejlig mad på bordet! Respekt for Marta og hendes uundværlige praktiske indsats her og der og alle vegne! I Luk. 10 vises Marta imidlertid som modpol til den åndeligt søgende og fordybede Maria, der åbenbart har både tid og evighed. ”Hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord.” Hun er holdt i ånde af Jesus. Maria tages i forsvar af Jesus: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” – Marta og Maria er nok to sider af de fleste mennesker, og man kan såmænd skamme sig både over at være for lidt Marta og for lidt Maria. – Omkring mig ser jeg de stressede Marta’er i opskruet arbejdsliv med arbejds-, møde-, rejse- og træningsplaner, foruden den almindelige uoverkommelige pligt til at være social, velinformeret, samfundsansvarlig – have et smukt hjem og selv se nogenlunde godt ud. Jeg ser de trætte Marta’er i ’sandwich-generationen’, der står med ansvar for både børn, ældre og de allerældste. En dag sidder jeg vel selv og venter på en håndsrækning fra en Marta. Den anspændte Marta bliver let utålmodig: ”Sig dog til hende, min søster, at hun skal hjælpe mig.” Hvordan finder den effektive Marta sin overbærenhed frem i forhold til dem, der ’underpræsterer’? Hvordan fastholder hun, at menneskelig værdi og værdighed ikke kan måles ud fra effektivitet og præstationsniveau? Det kan være dræbende åndløst at have åndeløst travlt. Omsorgsfuldt beroliger Jesus Marta og dæmper hendes bekymring. Hun kan og skal ikke kontrollere det hele. ”Marta, Marta! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” – I Mariarollen forstår vi, at det livsvigtige ikke er den perfekte sovs, men snarere at finde den ro, hvor man kan tale med sig selv, sin skaber og hinanden om, hvad der dybest set giver mening i livet. Somme tider finder Ånden selv sin vej til os med ny forundring, erkendelse – og fred. Somme tider må vi tage en aktiv beslutning om plads til Ånd, spørge os selv om det i vores skemalagte tilværelse er prioriteret at have en sprække, hvor Åndens hvisken kan høres? – Er egenomsorg i de sparsomme ledige stunder at blive holdt i ånde af nonstop underholdning og hovedløst konsum af produkter, som vi ikke behøver, – eller er egenomsorg at insistere på åndehuller til inspiration, fordybelse og kvalificeret langsommelighed? Kan vi sætte Ånd ’på skemaet’? Ja da! Jeg kender et par, der ugentlig sætter et nyt tankevækkende digt på opslagstavlen, – en pendler der hører morgenandagt i bilradioen, – en gruppe pensionister der mødes om litteratur, som bygger livsmodet op, – et gammelt ægtepar som dagligt synger en morgensang sammen, – en børnefamilie der efter tandbørstningen finder ro med aftensang og aftenbøn, – og mange der går til gudstjeneste i håb om at holdes i ånde af Ånd.  Digter og præst Niels Johansen har skrevet en herlig salme om langsommelighed, der melder sig her. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Her er det på sin plads at citere en herlig salme om langsommelighed, som digter og præst Niels Johansen har skrevet. Den kan synges på melodien til Far verden farvel. Her blot et par vers:

1.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved. / at solen blev sat af Vorherre engang, / men ingen har tid til en solopgangssang. / Gud stands vores hastværk, sæt tiden i stå / så lysfyldt og blå.

3.Langsommelighed. / Hvad er det vi glemmer, men dybest set ved, / at hjertet har brug for Guds slidstærke ord, / at nåden kan slette de mørkeste spor, / og troen kan flytte et bjerg eller to. / Gud styrk vores tro.

Der er masser af kirkekunst med Jesu besøg hos Marta og Maria som motiv. Især fra guldalderen og et århundrede frem har kunstnere elsket at male denne huslige scene som en øjenlyst, hvor yndefulde modeller skildres som kvindetyper, hvor den ene er foretagsom, og den anden sidder henført opmærksom på Jesus og med blikket ufravendt rettet mod ham. Ofte bærer billedrammen ordene ”Éet er fornødent”, det kortfattede citat fra dagens evangelium, der smukt skriver sig ind i vækkelseskristendommens appel til personligt trosvalg. Jeg vælger imidlertid her at vise Åge Lønborgs billedtolkning fra Læsten Kirke v Randers, hvor det længere skriftcitat står at læse i rammen. Den kunstakademiuddannede, nyklassicistiske Åge Lønborg-Jensen (1877-1938) malede i alt 3 altertavler, men er i dag mindre kendt som maler, idet han efterhånden helligede sig arkitektur. Lønborgs alterbillede fra 1908 viser Marta i køkkendøren; hun har fået noget at tænke over. Maleriet skiller sig især ud ved at vise Maria med et indadvendt udtryk. Hun samler sig i eftertanke over de ord, hun har hørt, og hun kan på den måde være identifikationsfigur for nutidige mennesker. Foto: Claus Jensen.

”Mit menneske”; sådan har jeg hørt en af mine veninder omtale sin ægtefælle. Hun er rask, men handicappet efter et langt sygdomsforløb, som var meget tæt på at blive dødeligt. Under hele forløbet har ægtefællen – trods egen sårbarhed – været nærværende, handlende og bedende. Når hun nu, tilbage i deres fælles hverdag, omtaler ham som ”mit menneske”, ligger der heri ikke noget udtryk for besiddelse, men – tror jeg – for taknemmelighed over forbundetheden, at han var og er der for hende, og hun for ham. Benævnelsen “mit menneske” bevidner næsten højtideligt, hvordan vi på godt og ondt er afhængige af, ja prisgivet hinanden, og at der er en dyb nåde i at have det forpligtede fællesskab som vilkår.

Når jeg vender opmærksomheden mod dagens tekst fra Joh. Kap. 5 med dens drama ved Betesda Dams helligkilde, standses jeg af den ventende lamme mands helt modsatte replik: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned til dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig”. Dette ”jeg har ikke et menneske” er hjerteskærende. Krøblingen har været syg i 38 år og ligget i sin elendighed blandt mange ligestillede uden andet at leve på end forlydender om et muligt mirakel i Betesdas helligkilde, som vil være uopnåeligt for den, der ikke kommer først. – Mine associationer glider ud ad en tangent til vore dages mere effektive sundhedssektor, hvor ventelister og ulige ressourcer hos patienter stadig kan gøre det til en kamp at nå frem i behandlingskøen. Det kan være afgørende at have medkæmpere, og ve den sidste, der må ligge tilbage med klagen: ”Jeg har ikke et menneske”. Det gælder vel også i videre forstand vore kampe om pladser på livet solside.

Jesus spørger den lamme: ”Vil du være rask?”, og jeg ved, at der skrives prædikener ud fra en betoning af ordet ”vil” med sigte på at gøre op med ’offermentaliteten’. Faktorerne er nok forbundne. Hvad kom først: viljessvaghed og sygdom i sjælen eller sorgen over at være uden et medmenneske? Har det ikke somme tider genstartet et menneskes mod, at der var en pårørende, som sagde: ”Det skal nok gå”? Jesus sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, og manden blev straks rask og tog fornuftigvis sin båre med derfra. Vores nybagte fodgænger gik så til tempelpladsen, hvor Jesus mødte ham og derpå også helbredte hans sjæl: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” – I et intermezzo med ”jøderne” bebrejdes manden at slæbe rundt på sin båre på en sabbat. Evangelisten fremmaler herved billedet af afvisende jøder, der holder moseloven op for sig som et skjold imod en guddommelig kærlighedsstorm, der fejer både sygdom, synd og lov-rigorisme omkuld.

Rygtet om Jesus kom ud, og det er evangelistens overordnede anliggende at forkynde Jesus Kristus som det Gudsmenneske, der har kraft til at overvinde det, der kan ødelægge livet. Med helbredelse, tilgivelse og frisættelse aktualiserer Jesus Guds generøsitet. Han er medmennesket, som kommer forbi med Guds kærlighedsstorm. I skikkelse af medmenneskelige handlinger og håbets ord har Kristus stadig hver dag bud til mennesker, – måske med forkærlighed for netop ham eller hende, der ’ikke har et menneske’. Kærligheden opgiver aldrig håbet for nogen.

I foregående års opslag til denne søndag har jeg vist den danske billedkunsts klassiske fortolkninger af teksten: Joakim Skovgaards og Carl Blochs. Urolige nutidige skitser kan også findes. I stedet for skitsetegninger viser jeg her en bronzeskulptur fra Jens Galschiøts omrejsende Hjemløs-serie fra o. 2010, som blev til i samarbejde med ngo-projektet OUTSIDE. Galschiøts solidariske værker prikker til det kulturkristne samfunds samvittighed.  Foto er fundet på nettet.

Iflg. filosoffen Nietzsche er ’viljen til magt’ en grundlæggende drift hos mennesket, ligesom for andre levende væsner. Det er så forstemmende dagligt at se hans teori bekræftet, lige fra den store skala med diktatorers grusomme krigsfærd til den mindre skala med skolegårdens giftige spil om håneretten. Vi pæne, demokratiske mennesker udlever så vist helst vores ’vilje til magt’ i civiliserede kampe om indflydelse, ære og anerkendelse i vore verdener. Zebedæussønnernes ambitiøse mor tænkte lige så konkret om hædersposter i Guds rige og bad om privilegier i den kommende verden for sine øjesten Jakob og Johannes – til rimelig irritation for de andre (ambitiøse) disciple. Menneskers rivaliserende indbyrdes forhold blotlægges i bibelen lige fra Kains brodermord til kirkens kampe om teologisk fortolkningsret. – Bibel og kirke bruger i høj grad magtsprog om Gud. Selvom vore jordiske sprog er inadækvate og famlende i forhold til den ufattelige transcendente dimension, tyer vi til jordiske analogier for herredømme i vor tilbedelse af Guds ubegribelige storhed, livets kilde og tilværelsens dyb. Kan vi overhovedet tale om Gud uden at tale om magt? Eksempelvis indledes dåbsbefalingen ved Matthæusevangeliets slutning med ordene ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”(mens Lukasparallellen initierer mission for alle folkeslag uden at nævne magten). Synes Jesus ikke selv at gå bagom magtsproget, når han tiltaler Gud som ”Far”? Pointen i Matt. 20, dagens tekst, er indiskutabelt, at Jesus undsiger magtbegæret. ”I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor iblandt jer, skal være jeres tjener”…. Hos Jesus møder vi et ganske andet format end magtens: kærlighedens format, der åbner for indlevelse, omsorg og forsoning og derved kan omskabe vore fællesskaber. Jesus er vores himmelske modlys på magt. Præludiet til Jesu voksenliv var som bekendt, at han efter dåben af Ånden førtes ud i ørkenen til opgør med Fristeren, der lokkede med magt over ”alle verdens riger og deres herlighed”, hvortil Jesus svarede: ”Vig bort, Satan! Thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.’” – Kan vi identificere Satan med magtbegæret, så kan vi identificere Jesus med viljen til at give sig selv for andre. Jesus levede sit jordiske liv i en sand, sårbar og magtresistent medmenneskelighed. Nietzsche har ret i, at mennesket drives af viljen til magt, direkte eller indirekte, men han har ikke forstået den fuldt så stærke menneskelige mulighed for at drives af kærlighedens ånd. Selv hvor bomberne falder, begiver nødhjælpsarbejdere sig jo ud, og nogle sætter livet til derved. Uselviskhed er en mulighed, som lyser fra Kristus: ”Menneskesønnen (er) ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Tjeneste for andre kan medføre lidelse, men lidelsen skal ikke dyrkes som mål i sig selv. Jesu historie var i første række historien om den kraftfulde tjeneste i ord og handling, der plantede tro på Guds barmhjertighed og bragte befrielse og glæde til småfolk. Den blev også en lidelseshistorie, fordi han aldrig gik på kompromis med magten. I en magtgal verden løb Jesus magtafkaldets line ud og fik en grusom død. Hans korsfæstelse var og er et kors for tanken. Tilbage står det paradoks, at netop der hvor afmagten havde skreget til himlen, gav det ubegribeligt store sig til kende, så Jesushistorien fortsatte – og fortsætter.      

Det valgte billede er malet af Lene Melchiorsen (f. 1953). Over den glødende røde farve for kærlighed og blod træder et stærkt og lysende Kristusansigt frem med et klart blik på to disciple, hvoraf den venstre udtrykker inderlig opmærksomhed. Maleriet hænger i Vestervang Kirke i Viborg. Lene Melchiorsen, der er uddannet på Aarhus Seminarium, har også skabt kunst til bl.a. Aalestrup Kirke og Sortebrødrekirken i Viborg. I forbindelse med Aalestrupudsmykningen i 1999 blev det diskuteret, om Lene Melchiorsens nadverbillede var for traditionelt. Den interessante kunstner Lene Melchior er kritisk over for ‘kirkekunstens diffuse abstraktioner’. Hun har udtalt, at hun finder det stadig mere påtrængende at udtrykke kristentroen i sine billeder. I forpligtelse på kristendommens unikke budskab forsøger hun at genfortælle den kristne grundfortælling på en ny måde, men altså med udgangspunkt i traditionen.