Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 1. rk. – “midt iblandt jer står en, som I ikke kender.”

Kristus incognito? Kristushistorien må begynde et sted, ja den har så at sige en dobbelt begyndelse: Metafysisk begynder Kristushistorien i Guds evighed, tidløs som Guds skabende og forløsende kraft. Verdenshistorisk begynder Kristushistorien nok ved, at Jesus som suveræn elev i et religionssensitivt miljø skiller sig ud af Johannes Døberens discipelkreds. Den kristne fortælling lader os vide, at den karismatiske Johannes lytter og undres, han genkender hos sin elev Guds Ord og Ånd, han forstår, at himlen er åben over Jesus. Johannes må give stafetten videre og investere sig selv i at vise ud over sig selv. I ørkenen eller ved jordanfloden prædiker han troligt: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender. Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”(Joh.1). Hvor Jesus tager ordet, er verden ikke mere helt den samme, den himmelske kærlighed tegner sig som verdens mulige fortegn, og Johannes er på sporet.

Kristus incognito? Det er et velkendt tema i flere bibelske fortællinger, at den opstandne Kristus ikke altid uden videre er genkendt af mennesker, som møder ham og slår følge med ham. – Som barn fornemmede jeg det magiske i tanken om, at der i menneskemængden kunne være en Kristus til stede, som vi ikke havde genkendt. Det kunne gøre tilværelsen dyb og betydningsfuld at tænke på Kristus som ukendt vidne og aktør i vores almindelige liv: Var det ham, der trøstede et ulykkeligt barn? Var det ham, der fik stridbare søskende til at forsones? Gennemskuede han min falskhed? Jeg måtte gøre mig mere umage …Det var ikke så dumt. – Tilbage for den mere affortryllede voksne tanke bliver, at Kristus står midt iblandt os som et righoldigt, livsdueligt budskab, stadig Guds Ord: Når fremtidsangsten knuger os, er han et budskab om fred. – Når materialismen drukner os, er han et budskab om ikke at leve af brød alene. – Når alt for mange, velbegrundede juleindsamlinger får os til at lukke hjerterne, er han et budskab om, at ’hvad vi gør mod disse mindste brødre, gør vi mod ham’. Sådan står han stadig midt iblandt os, om også vi dårligt vil kendes ved ham. Himmelsk kærlighed tilbyder sig stadig som livets fortegn, muligt verdensomvæltende.

Den historiske Jesus skilte sig som et menneske blandt mennesker ikke ud med tryllestøv og blingbling, men når troens sprog skal omtale ham, må han svøbes i myters, legenders og hymners poesi, og når kirkens billedkunstnere vidner om ham, skildres han typisk med glorie og et lys, der spreder skyerne. Således også hos billedkunstneren C. N. Overgaard (1851-1929), hvis skønvirkeprægede glasmosaikrude fra 1896 i tårnrummet i Sneslev Kirke ved Ringsted viser Johannes Døberens tilbedelse af den metafysiske, ikoniske Kristus. Den knælende Johannes kan være menighedens identifikationsfigur. C. N. Overgaard var den meget habile lærer på Kunstakademiet, efterspurgt kirkekunstner med glaskunst og undertiden maleri, men vel for konventionel i sin stil til at få stjernestatus i en eftertid. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i advent, 1. rk. – Håbet ser et ansigt.

Håbet næres, når en tilsyneladende vissen busk med sine uanselige knopper forjætter et nyt løvspring. Netop dette motiv har kunstneren Paul Høm, 1905-1994, anskueliggjort på sin smukke altertavle fra 1947 i Albæk Kirke, Frederikshavn. Når tavlen er lukket, ses på fløjene et gråbrunt grenværk oven over det rodnet, der tegner sig som filigran bag teksten på altertavlens fodstykke. Ser man godt efter i maleriet, finder man de mange knopper – og oplever en glad forventning, som indfries, når altertavlen slås op og åbenbarer et lysende grønt, løvrigt og frugtbart vintræ i al sin fylde – som en paradisvision. Jævnfør Jesu lignelse i dagens tekst fra Luk 21: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.”

I november havde jeg den fine opgave at vise håbsbilleder til ’Samtaler om tro’ på Kursuscenter Emmaus i Hasle. Mange af de kirkelige værker, jeg kunne vise som dias, skildrer netop plantevæksters trøsterige symboler. – Men menneskers dybeste håb ser et ansigt! I den tidlige barndom rettes håbet mod mors ansigt, mod ansigtet der ser mig med øjne lysende af kærlighed. Det ansigt, vi inderligt håber at se og at blive set af, kan gennem livet ændre sig; det kan være kæresten, vores eget barn, en gammel ven. Det kan også være modtagere af vores arbejdsindsats, hvis responser gør arbejdslivet meningsfuldt. Det er en gave at se sit liv bevidnet i en andens glade øjne. Forsigtigt spørger vi ofte de gamle: Skal du se familien til jul? Brunkager og granpynt betyder så lidt i sammenligning med de attråede møder med de kære. Og på et tidspunkt går vi måske bag en kiste med et eneste brændende håb om et gensyn. Håbet ser et elsket ansigt.

Overalt taler kirken og kulturen for tiden om håb som alternativet til fortrængning og lammelse, fordi vi lever i en kontekst af voksende mismod. Som den grådigste art har vi bragt ikke bare menneskers samfund, men alverdens levevæsner i en situation, som tynger os med skyld og med angst, og som lettest kan kaldes håbløs. Men netop ind i undergangsscenarier må nutidens såvel som bibelens apokalyptiske stemmer råbe højt om håbets kraft. Ikke håb om dit og dat, som man nu kan ønske sig, men det dybe, eksistentielle håb, som handler om vedholdende tillid til den gode, gudgivne fremtid, et håb vi meningsfuldt kan ånde og handle ud fra i verden. Vi skal håbe, mens vi går videre i den rigtige retning, frem mod Guds ansigt. – Gudsbilleder er forskellige, som regel sikkert mislykkede, strengt taget umulige, men jeg tænker, at også det dybe, eksistentielle håb må vise sig for vores forestillingskraft som et ansigt. Troens forestillingskraft griber den bibelske poesi om Guds ansigt: ”Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig”…. Ja, vi håber på nåde. Adventstidens kristne håb har som sit dybeste billede en Gud, der viser os sit menneskelige ansigt, lysende af kærlighed og accept. Menneskesønnen bryder nådigt ind i elendigheden som et billede af herlighed. ”Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Af mange grunde har de færreste nyere kunstnere mod på at vise Kristi genkomst. Jeg går derfor tilbage til efterkrigstiden og vælger et maleri af ’åbenbaringsmaleren’ Ellen Hofman-Bang, 1879-1971, som var en af krigs- og efterkrigstidens mest betydelige kirkekunstnere. Ellen Hofman-Bang havde forkærlighed for evangeliernes mest metafysiske og dramatiske motiver, herunder en lysende Kristi genkomst til mennesker, der overraskes, flygter, skjuler sig – eller modtager ham med oprakte arme. Her ses kunstnerens triptykon fra 1945, som hænger i Klovborg Kirke. Fotos: Claus Jensen. 

Kunst til kirkeåret. 1. søndag i advent, 1. rk. – Vær velkommen, Herrens år!

Den nyrealistiske kunstner Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) malede i begyndelsen af 1980’erne sin collage til Skovlund kirke ved Ølgod, hvor han anskueliggør vores liv i tiden og i kirkeåret. Den vandrette stribe i midten viser menneskers bevægelse i tiden, mennesker som os, samtalende eller alene, undervejs med de respektive dagsordener. Vi lever vore begrænsede dage med bevidsthed om – eller med fortrængning af – endeligheden, at alt i verden har udløbsdato. Hvad giver mening i disse korte dage? – Den bymæssige kulisse bag fodgængerne har forskellige udgange, trapper, døre og vinduer, som symbolsk præsenterer os for spørgsmål om valg af retning og mål. Ser vi nye åbninger i tilværelsen, eller går vi bare videre, søvngængeragtige eller fortravlede?

I Bjarke Regn Svendsens collage er vores lineære bevægelse i kalendertiden indrammet af kirkeårets cykliske tid. I kirkeåret genopføres Guds indgribende fortælling med verden, billedliggjort i otte symboler.

Det første symbol er lyset. Gud sagde som det første: ”Der blive lys!”

Det andet symbol er slangen, symbol for menneskets fristelse til at være Gud i eget liv, med paradistab og dom i sit følge. Vi må i adventstiden leve med domsperspektiver i søndagenes tekster, – i denne krigs- og klimagale vinter forekommer de måske særligt aktuelle – men uden at vi skal gøre angsten til herre: ”Løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det tredje symbol er julestjernen, som melder, at Gud træder ind i menneskers historie og slår følge med os i tiden. ”Julenat, da vor Herre blev fød / da tændte sig lyset i mørkets skød.” Halleluja!

Det fjerde symbol er lammet, som refererer til offeret og Guds vilje til forsoning med sin forvildede menneskehed.

Det femte symbol er korsets træ, et monument for kærlighedens råstyrke på en langfredag, hvor Jesus før en grusom og ensom død bad for sine bødler.

Det sjette symbol er påskeliljen, det forløsende og livsbekræftende opstandelsessymbol, som har sin egen salme her i Grundtvigs fædreland. Den skal vi bevægede atter synge om en forårsmorgen. Her ved adventstid foregriber vi påske ved at synge om livstræet i graven: ”Påskemorgen, da Herren opstod, / da livstræet fæsted i graven rod.”

Det syvende symbol er for Helligånden, som ånder i kirken, fra hvis tårn der ringes til Gudstjeneste. Faktisk viser billedet netop Skovlund Kirke, hvori kunstværket hænger. Al fejlbarlighed til trods inviteres mennesker til at samles om dåb og nadver, ord og toner for at hente styrke til et liv med tro, håb og kærlighed. Guds Kirke er usynlig og evig, og dog konkretiseret i netop sognekirken. ”Pinsedag, da Guds Ånd kom herned, / da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed”.

Det allersidste felt er lige som det første en glitrende hvid forkyndelse af Guds glæde: ”Herrens år med vor Guds velbehag / nu bringer os glæde hver Herrens dag.”  Må Guds lys være det første og det sidste! – Glædeligt nyt kirkeår! – Foto: Claus Jensen.

Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. –  Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.

Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?

Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.

Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.