Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 2. juledag 2024, Sankt Stefans dag.

Sammen med julegudstjenesternes ukuelige englekor om “Fred på jorden”, er der i kirkens bønner gerne blevet bedt for alverdens forfulgte kristne. – Kristne i Syrien har i denne uge samlet mod til at demonstrere for deres religionsfrihed. Vi holder vejret: Fra oprørsgrupperingen HTS er der afgivet løfter om et nyt, både frit og mangfoldigt Syrien. Vil det blive respekteret? Kristne martyrier er aktuelt den grumme hverdag i store dele af verden, hvor antallet af registrerede kristne følgelig er støt faldende. I det 3. årh. blev martyrernes blod kaldt ”de kristnes sædekorn”, idet deres standhaftighed under forfølgelser dengang snarest syntes at øge kirkens medlemstal, – hvilket i dag vel næsten er hinsides vores fatteevne. Det er tæt på ubekvemt for dansk julefred og -hygge, når juleenglene 2. juledag må give plads for de kristne martyrer. Efter middelalderlig tradition er dagen midt i julen stadig Stefans dag, dagen for mindet om kirkens første martyr. Fortællingen er, at urmenighedens ejegode, Kristusbekendende diakon Stefan blev anklaget for bespottelse af den mosaiske religion, hvorpå den lovlærde Saulus = Paulus blandt ’vidnerne’ sanktionerede hans henrettelse ved stening (Ap. G. kap. 6 og 8); måske kastede Paulus den første sten. Stefans lange apologetiske prædiken for tilhørerne sluttede i blod og ånd, idet han knælende anråbte sin himmelske Herre, overgav ham sin ånd og bad for sine bødlers tilgivelse – som med en genudsendelse af Mesterens egne korsord: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” og ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!”. – Ingen af os kender den langsigtede betydning af vores ord og handlinger. Stefan overgav sit liv og sin død til Gud uden at kunne ane, at den Paulus, som bifaldt hans henrettelse, omkring 30 år senere selv blev en af Romerrigets kristne martyrer. Det blev et historisk tidehverv, at den Kristusbekendelse, som Paulus så nidkært bekæmpede, arbejdede videre, Kristus indhentede Paulus, så forfølgeren selv blev en nidkær bekender. – Herrens veje…  

Præst og salmedigter Niels Johansen har i sin tid tilegnet salig Dr. Theol. Theodor Jørgensen sin fine salme om Skt. Stefan og Jesus selv som den første martyr. Jeg citerer:

”I verdens sum af smerte / har hver en martyr lidt. / Og Jesus var Guds martyr. / Det svar i dag er mit. // Den unge nazaræer, / der gik de sidste skridt, / han bad for sine fjender. / Det svar i dag er mit. // Nu er han dér, hvor bomber / er nattens mareridt, / som den opstandne frelser. / Det svar i dag er mit. // Som fred iblandt forfulgte, / hvis frygt er ubestridt, / som håb i håbløsheden. / Det svar i dag er mit. // Hver Stefanus skal se ham, / hver enkelt, der har lidt. / Gud tørrer jeres øjne. / Det svar i dag er mit.”

I dansk kirkekunst findes en del middelalderlige fremstillinger af Skt. Stefan, ofte kombineret med billedet af den onde Herodes, hvis stalddreng han iflg. legenden var. I min jagt på efterreformatoriske tolkninger stødte jeg på nettet på en efterlysning af Carl Blochs maleri fra 1888 af Stefans stening. Det er et af Carl Blochs senere værker. Carl Bloch (1834-1890) var den feterede genre- og kirkekunstmaler, som med sin store tekniske kompetence skabte bibelske situationer, der inviterede til indlevelse, men som martredes af selvkritik og efterfølgende i perioder dømtes ude som illusionistisk ‘glansbilledmaler’. Her ser vi den stenede Stefan liggende uden for Jerusalems bymur med opadvendt blik. Hans ansigt er belyst oppefra, men vi får ikke himlen at se, og ingen visuelle effekter anskueliggør Guds modtagelse af martyrens bøn. Med et citat fra hebræerbrevet: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. – Jeg kender kun værket gennem dette s/h-foto. Det ville være interessant at få flere oplysninger.

Kunst til kirkeåret, jul 2024. – Barnets blik

I julen spejder vi efter at se lyset tændt i hinandens, ikke mindst børnenes øjne. Julen skal lykkes med alt det smukkeste, kærligste, mest generøse, vi kan give hinanden – som et paradisglimt, der forvandler vores skæve juletræ til et strålende livstræ. Om muligt har vi på hjemmebanen forberedt os med pyntning og (uden tvivl for) overdådige indkøb. I hele december har vi kunnet hente himmelsk forstærkning fra kirkemusik og englekor, og ”skønt fra sjæl til sjæl det lød”. Aldrig er flere danskere nær ved at tro på engle. Mere end ellers søger vi i de næste dage til kirke for at næres af de store ord, som vi til daglig næppe tør bruge, om barnets fødsel som stedet for det uudslukkelige håb og menneskelivets nye begyndelse.

Som kirkekunstnørd vil jeg gerne bidrage til festen med de allerskønneste julebilleder ud af den svimlende mængde af både verdenskunst og dansk kunst, der jo findes. Hvert år er valget svært, for intet motiv er skildret med mere ømhed, hengivenhed og glæde end netop krybberummet med det lysende gudsbarn blandt bevægede tilbedere. Men ud af de gyldne billeder, jeg har set, har ét anderledes billede af barnet skilt sig ud og gjort et varigt indtryk på mig: et maleri fra 2016 i Tyrsted kirke af Lise Malinovsky (f. 1957), hvor kunstneren på blodrød baggrund fortolker Jesu liv fra fødsel til død, rigt omgivet af symboler. På den lukkede altertavle ses en abstraktion over Sædemanden og Den tomme grav, på den åbne tavle er hovedmotivet en Pieta med grum, realistisk skildring af moderen med den døde, voksne søn (se nederst på opslaget https://kirkekunst.net/K ). På altertavlens søndre fløj ser vi så barnet ligge, alene, ikke helt nyfødt, og dette skal være mit julebillede i år. Barnet ligger på ryggen og ser ud mod os. Den hvide due over ham fortæller os, at Guds Ånd er med ham; blomsterne omkring ham viser, at han vil lade livet blomstre omkring sig; den blå drueklase i hans højre håb henviser til kirkens nadver, hvor han giver sig selv, – hvorved der trækkes en linje til altertavlens påskemotiver. Hvad der for mig gør netop dette billede uforglemmeligt, er barnets blik. Dette blik er så åbent og rent som af en anden verden, fyldt af undren over verden og over, hvordan mennesker her på jorden behandler hinanden. – Når vi ser, hvordan et lille barn for første gang tager situationer ind med dette følsomme og ubeskyttede blik, kan det vække en selvransagelse og ansvarsfølelse i os: et ønske om at ikke at korrumpere, ikke at dræbe tilliden, ikke at skuffe eller skade. Barnets rene blik kan give os afsæt for en ny begyndelse – igen. Glædelig jul med fred blandt mennesker!  Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag i advent, 1. rk. – “midt iblandt jer står en, som I ikke kender.”

Kristus incognito? Kristushistorien må begynde et sted, ja den har så at sige en dobbelt begyndelse: Metafysisk begynder Kristushistorien i Guds evighed, tidløs som Guds skabende og forløsende kraft. Verdenshistorisk begynder Kristushistorien nok ved, at Jesus som suveræn elev i et religionssensitivt miljø skiller sig ud af Johannes Døberens discipelkreds. Den kristne fortælling lader os vide, at den karismatiske Johannes lytter og undres, han genkender hos sin elev Guds Ord og Ånd, han forstår, at himlen er åben over Jesus. Johannes må give stafetten videre og investere sig selv i at vise ud over sig selv. I ørkenen eller ved jordanfloden prædiker han troligt: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender. Hans skorem er jeg ikke værdig til at løse”(Joh.1). Hvor Jesus tager ordet, er verden ikke mere helt den samme, den himmelske kærlighed tegner sig som verdens mulige fortegn, og Johannes er på sporet.

Kristus incognito? Det er et velkendt tema i flere bibelske fortællinger, at den opstandne Kristus ikke altid uden videre er genkendt af mennesker, som møder ham og slår følge med ham. – Som barn fornemmede jeg det magiske i tanken om, at der i menneskemængden kunne være en Kristus til stede, som vi ikke havde genkendt. Det kunne gøre tilværelsen dyb og betydningsfuld at tænke på Kristus som ukendt vidne og aktør i vores almindelige liv: Var det ham, der trøstede et ulykkeligt barn? Var det ham, der fik stridbare søskende til at forsones? Gennemskuede han min falskhed? Jeg måtte gøre mig mere umage …Det var ikke så dumt. – Tilbage for den mere affortryllede voksne tanke bliver, at Kristus står midt iblandt os som et righoldigt, livsdueligt budskab, stadig Guds Ord: Når fremtidsangsten knuger os, er han et budskab om fred. – Når materialismen drukner os, er han et budskab om ikke at leve af brød alene. – Når alt for mange, velbegrundede juleindsamlinger får os til at lukke hjerterne, er han et budskab om, at ’hvad vi gør mod disse mindste brødre, gør vi mod ham’. Sådan står han stadig midt iblandt os, om også vi dårligt vil kendes ved ham. Himmelsk kærlighed tilbyder sig stadig som livets fortegn, muligt verdensomvæltende.

Den historiske Jesus skilte sig som et menneske blandt mennesker ikke ud med tryllestøv og blingbling, men når troens sprog skal omtale ham, må han svøbes i myters, legenders og hymners poesi, og når kirkens billedkunstnere vidner om ham, skildres han typisk med glorie og et lys, der spreder skyerne. Således også hos billedkunstneren C. N. Overgaard (1851-1929), hvis skønvirkeprægede glasmosaikrude fra 1896 i tårnrummet i Sneslev Kirke ved Ringsted viser Johannes Døberens tilbedelse af den metafysiske, ikoniske Kristus. Den knælende Johannes kan være menighedens identifikationsfigur. C. N. Overgaard var den meget habile lærer på Kunstakademiet, efterspurgt kirkekunstner med glaskunst og undertiden maleri, men vel for konventionel i sin stil til at få stjernestatus i en eftertid. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i advent, 1. rk. – “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Dansk kirkekunst har kun få og i praksis ret utilgængelige skildringer af den fængslede Johannes Døberen, der sender sit spørgsmål til Jesus: Dels billedskærer Hans Dreyers relief fra 1637 i det overdådigt udsmykkede Holckenhavn Slotskapel ved Nyborg. Se foto nederst på min hjemmeside https://Kirkekunst.net/K  Dels Rudolf Rud-Petersens gribende maleri fra 1915, som er i Vartovs eje. Sidstnævnte har jeg allerede tidligere vist til denne søndags tekst, men her kommer det igen i udsnit: Det viser Johannes siddende i fangekælderens mørke, mens en budbringer udefra kommer ind med en lygte. Lyset fra lygten kalder kunstnerens billede frem af mørket – og symboliserer, at evangeliet fra Jesus også vil lyse over Johannes’ sjælelige mørke. Fotos: Claus Jensen.

Iflg. adventsteksten fra Luk. 4 har Jesus identificeret sig selv med messianske citater: ”Herrens ånd er over mig. Han har sendt mig for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeord fra Herren.” (Luk. 4). Kan Jesus nu i Matt. 11 stå på mål for sine løfterige ord? Johannes Døberen, som har peget på Jesus, er kastet i Herodes’ fængsel. Af et rent hjerte har han talt magten imod, og nu sidder han i venteposition på dødsgangen og kan gruble over, hvad der blev af nådeåret og de undertryktes frihed? Ikke bare dødsangst kan tære Johannes, men tvivl: Er han gået fejl af Gud? – Mens vi læser om den fængslede Johannes, løber nyheder ind om vor egen tids fanger fra Assads torturinstitutioner i Syrien. Grusomhederne her har måske overgået selv Herodes’, der ellers gennem 40 år opretholdt ro i Palæstina ved sit rædselsregime. Nu rystes vi af de aktuelle billeder af syriske fangers befrielse og af de tilstrømmende pårørende, som forgæves søger efter tusinder af tilfangetagne, for hvem befrielsen kom for sent. Vi kan forestille os fanger i mørket, der vantro har set dørene blive slået op, uden at ane om den indtrængende var endnu en bøddel eller en frihedskæmper. Historien må ære både levende og døde samvittighedsfanger; de var på rettens side under diktaturet og således befrielsens forløbere. Deres blod og de pårørendes tårer banede vejen for tyrannens endelige fordrivelse. Med en blanding af håb og ængstelse følger vi informationerne om den syriske modstandsbevægelse: Bringer den i sandhed frihed til Syrien – eller bare nye voldsregimer? Handlinger og ikke titler er afgørende. Vil det gode liv komme til at blomstre? – Tilbage til søndagsteksten: Johannes stiller fra dybet sit spørgsmål til Jesu messianitet: ”Er du ham som kommer, eller skal vi vente en anden?” Det voksende mørke omkring Johannes kan friste ham til at forarges på Jesus. Johannes’ påtrængende spørgsmål til Jesus besvares ikke med et ja eller nej eller med en kristologisk titel, men med en henvisning til det liv, der udfolder sig, hvor Jesus taler og handler. ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. og salig er den, der ikke forarges på mig.” – Og Jesus giver den fængslede Johannes al oprejsning fra højeste sted som den største befriers forløber: ”Det er om ham, der står skrevet: ’Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.’”

Billedkunst kan forkynde, salmekunst ikke mindre. Lad mig bringe nogle af salmedigter Niels Johansens vers til dagen: … “Så er jeg for træt til at bede, / og lyset blir mørke i mig. / Jeg ved, jeg skal søge og lede, / men hvor er de vejløses vej?/ – Et sted i det inderste mørke / dér hviskes et trøstende ord, / og kilden, udtørret af tørke, / blir vakt i min skorpede jord./ – Jeg kender den fremmedes stemme, / en stemme, der lukker sig ind: / Mit barn, du er fundet og hjemme, / med sorgen og angst i dit sind”…Niels Johansens salme slutter med linjen: “Jeg tror, når du selv ikke tror.” Troen er det mørke, hvori Kristus lyser.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i advent, 1. rk. – Håbet ser et ansigt.

Håbet næres, når en tilsyneladende vissen busk med sine uanselige knopper forjætter et nyt løvspring. Netop dette motiv har kunstneren Paul Høm, 1905-1994, anskueliggjort på sin smukke altertavle fra 1947 i Albæk Kirke, Frederikshavn. Når tavlen er lukket, ses på fløjene et gråbrunt grenværk oven over det rodnet, der tegner sig som filigran bag teksten på altertavlens fodstykke. Ser man godt efter i maleriet, finder man de mange knopper – og oplever en glad forventning, som indfries, når altertavlen slås op og åbenbarer et lysende grønt, løvrigt og frugtbart vintræ i al sin fylde – som en paradisvision. Jævnfør Jesu lignelse i dagens tekst fra Luk 21: ”Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.”

I november havde jeg den fine opgave at vise håbsbilleder til ’Samtaler om tro’ på Kursuscenter Emmaus i Hasle. Mange af de kirkelige værker, jeg kunne vise som dias, skildrer netop plantevæksters trøsterige symboler. – Men menneskers dybeste håb ser et ansigt! I den tidlige barndom rettes håbet mod mors ansigt, mod ansigtet der ser mig med øjne lysende af kærlighed. Det ansigt, vi inderligt håber at se og at blive set af, kan gennem livet ændre sig; det kan være kæresten, vores eget barn, en gammel ven. Det kan også være modtagere af vores arbejdsindsats, hvis responser gør arbejdslivet meningsfuldt. Det er en gave at se sit liv bevidnet i en andens glade øjne. Forsigtigt spørger vi ofte de gamle: Skal du se familien til jul? Brunkager og granpynt betyder så lidt i sammenligning med de attråede møder med de kære. Og på et tidspunkt går vi måske bag en kiste med et eneste brændende håb om et gensyn. Håbet ser et elsket ansigt.

Overalt taler kirken og kulturen for tiden om håb som alternativet til fortrængning og lammelse, fordi vi lever i en kontekst af voksende mismod. Som den grådigste art har vi bragt ikke bare menneskers samfund, men alverdens levevæsner i en situation, som tynger os med skyld og med angst, og som lettest kan kaldes håbløs. Men netop ind i undergangsscenarier må nutidens såvel som bibelens apokalyptiske stemmer råbe højt om håbets kraft. Ikke håb om dit og dat, som man nu kan ønske sig, men det dybe, eksistentielle håb, som handler om vedholdende tillid til den gode, gudgivne fremtid, et håb vi meningsfuldt kan ånde og handle ud fra i verden. Vi skal håbe, mens vi går videre i den rigtige retning, frem mod Guds ansigt. – Gudsbilleder er forskellige, som regel sikkert mislykkede, strengt taget umulige, men jeg tænker, at også det dybe, eksistentielle håb må vise sig for vores forestillingskraft som et ansigt. Troens forestillingskraft griber den bibelske poesi om Guds ansigt: ”Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådig”…. Ja, vi håber på nåde. Adventstidens kristne håb har som sit dybeste billede en Gud, der viser os sit menneskelige ansigt, lysende af kærlighed og accept. Menneskesønnen bryder nådigt ind i elendigheden som et billede af herlighed. ”Ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”.

Af mange grunde har de færreste nyere kunstnere mod på at vise Kristi genkomst. Jeg går derfor tilbage til efterkrigstiden og vælger et maleri af ’åbenbaringsmaleren’ Ellen Hofman-Bang, 1879-1971, som var en af krigs- og efterkrigstidens mest betydelige kirkekunstnere. Ellen Hofman-Bang havde forkærlighed for evangeliernes mest metafysiske og dramatiske motiver, herunder en lysende Kristi genkomst til mennesker, der overraskes, flygter, skjuler sig – eller modtager ham med oprakte arme. Her ses kunstnerens triptykon fra 1945, som hænger i Klovborg Kirke. Fotos: Claus Jensen.