Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter helligtrekonger. 1- rk. – “Herre, frels os! vi går under!”

Taler Gud til os gennem havet? Den uforglemmelige religionslærer salig Finn Jacobi i Aarhus opfordrede til, at alle gymnasieelever i hvert fald én gang i en religionstime skulle sætte ord på, hvad oplevelsen af havet betød for dem. – I Jobs bog belærer mytens suveræne poesi os om havets vælde og om skaberen bag også dette våde element. Ud fra stormen taler den usete Gud til Job: ”Hvem spærrede havet inde bag porte, da det brød ud af moderlivet, da jeg gav det skylaget til klædning, da jeg afstak en grænse for det… Har du været ved havets kilder, har du vandret på urdybets bund? Er dødens porte blevet åbenbaret for dig?”… Intet menneske kan befale over havet. Havet er et givet livsgrundlag, som vi tydeligvis kan ødelægge, men ikke selv kan skabe. Her kan vi føle ærefrygt, og her kan vi føle afmagt, når naturen viser sig som vores fjende. Brodsøers oppiskede vandmasser er indifferente, om de styrter ned over drivtømmer, fisk eller mennesker, ligeglade om den nødstedte i båden skulle være på vej til sit bryllup eller til uforsørgede børn. Menneskekroppe er skrøbelige kastebolde i elementernes rasen. Vi ved, at naturlove er blinde, tyngdekraft bevidstløs, ulykker og naturkatastrofer uden mening. MEN vi skrøbelige mennesker er samtidig dem, der ikke skal lade os nøje med meningsløst at være materie blandt andet materie. Vi er natur, ja, men vi transcenderer naturen ved at spørge efter mening, række ud efter et DU, som kan forvisse os om betydningen af vores liv. Vi er i denne tilværelse hinandens meningsgivende du og samtidig i dialog med det store, det største DU, der kender livets kilder og dødsrigets porte. I nødens stund er mennesker ikke blot forgængelige kroppe, men kaldende eksistenser, der kan anråbe det store DU og bede: ”Herre frels os! vi går under!”.  

Matthæusteksten fra kap. 8 fortæller om det voldsomme uvejr på Genezareth Sø, hvor ”båden skjultes af bølgerne”. Jesus sov trygt på skibet, til han blev vækket af disciplenes angstfulde råb, rejste sig og standsede stormen. En sådan fortælling om, at Jesus sætter grænser for havets vælde, identificerer ham som Gud. Vi kan modtage denne epifaniberetning som en blandt mange undere, men den legendariske fortælling bliver mere righoldig ved at blive læst symbolsk: Som et billede på livet, på alles liv, hvor vi på gyngende grund erfarer afmagt, forladthed og eksistentiel usikkerhed. I den eksistentielle ensomhed beder vi til, at nogen vil gøre os livet hjemligt og våge sammen med os, møde undergangstrusler sammen med os og vise vej hinsides forliset. I grænsesituationer kan vi mindes om, at Menneskesønnen vil være lods ombord på vores livsrejse. ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” hører vi ham skænde, men han forlader os ikke.

Kirkens billedkunstnere skildrer det stormfulde havs dramatiske æstetik med både fryd og ærefrygt. Bølgernes voldsomhed ses i truende kontrast til den lille bitte båd, som kastes rundt med sine passagerer, mens sejlene flænges. De dygtigste malere henter os helt derind, hvor vi deler disciplenes angstråb: ”Herre, frels os, vi går under!”. Maleren Simon Aaen (f. 1978) er blevet en værdsat kirkekunstner. Med skitseagtig stil forener han naturlyrisk impressionisme med bibelsk symbolisme og har i flere omgange budt ind på motivet ’Jesus stiller stormen på søen’, bl.a. i Hvinningdal Kirke, Silkeborg. Himmel og hav, mørke skyer og hvide skumsprøjt står i ét på Simon Aaens stærke maleri. Også farverne bidrager til fortællingen: Hvor de blinde naturelementer er skildret med iskolde farver, er det levende menneskeliv markeret med en farve så rød som Guds hjerteblod, og de blændende hvide strøg om sejlet bibringer motivet en metafysisk karakter.

Tidligere har jeg vist Havsteen-Mikkelsens ikoniske malerier af stormen på søen. Adspurgt, om han kendte Genezareth Sø, svarede han: ”Nej, men Atlanterhavet kender jeg.” Se nedenstående maleri, som har hængt på Schæffergaarden i Gentofte. Gad vide, hvor det findes i dag? Foto: Claus Jensen.

3. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Befalingsmanden og Gud

Vi har svært ved at rumme det, når en magthaver proklamerer, at Gud har beskyttet hans liv for politiske formål, i en tale der handler om at føre imperialistiske ambitioner til sejr, ja vi kan vist dårligt referere det uden en tone af ironi. At en hersker, et regime eller et militær, det være fra syd, øst eller vest, tager Gud til indtægt for en aggressiv magtudøvelse, hører vi som misbrug af Guds navn. I situationer, hvor vi selv måtte finde magtudøvelse og krigsfærd nødvendig, forveksler vi næppe projektet med Guds rige. Guds rige er ikke et rige af denne verden, uden som omsorgens og kærlighedens glimtvise lys iblandt os.

På Jesu tid var den imperialistiske besættelsesmagt allestedsnærværende, og magtens paranoia kom da også til at koste ham hans unge liv. Men iflg. Matt. kap. 8 blev han i Kapernaum overraskende nok opsøgt af en af de fremmede befalingsmænd, der åbenbart havde hørt om hans helbredelser, jævnfør første afsnit af dagens tekst. Vi følger en finurlig dialog mellem de to med begrebet myndighed som omdrejningspunkt. Begge har de myndighed, men med et univers til forskel: myndighed i frygtens univers står over for myndighed i tillidens univers. Hver for sig har de magt eller myndighed over liv og død, men hvor militærmandens magt rækker til at tage liv, rækker Jesu myndighed til at give og hele liv, fordi han har sin kraft fra livets kilde. Militærmandens væbnede magt er intet bevendt i forhold til hans alvorligt syge tjener, så han bider hovedet af skammen og går til Jesus efter hjælp, uden forventning om at Jesus kan gå ind i hans hedenske fjendehus. I denne eksistentielle nød står den uniformerede mand der nøgen som et menneske, ja hverken mere eller mindre end et menneske, og som sådan møder Jesus ham: “Gå, det skal ske dig, som du troede”. Fortællingen om officerens tillid og tro åbenbarer, at Jesus er inkarnationen af en universel kærlighed, som rækker ud over nationale og selviske grænser. Mindre kan ikke gøre det i Guds rige.

I søgen efter ny billedkunst til dagens tekst var jeg heldig at overvære Laila Westergaard herlige billedforedrag i Vartov og blive opmærksom på hendes værk “Granaten” fra 2014 i et lavt bassin ved indgangen til Hjørring Kaserne. Den høje stenskulptur er formet som en mellemting mellem en granat og en vase og er udsmykket med spiralbånd med mere end 200 billeder. Det er mangfoldige billeder af liv og kamp, der hver for sig fortæller en historie. Jeg har valgt et udsnit med stentegninger af soldater fra forskellige historiske perioder, både oldtid, middelalder og nyere tid, en af soldaterne sidder i skjul med bange øjne. Der er også et billede af flygtninge og af Jesus på korset, og vi kan tænke over relationen mellem magt og myndighed, mellem militærmagt og den enkeltes eksistens, mellem krig og kærlighed. Uendeligt opmuntrende dukker der tilmed billeder af fugle op – som en hilsen fra skaberen, der kan ses som håbstegn også over soldaters liv. Skulpturen er afbildet i begge de smukke billedværker om Laila Westergaards kunst af Dorte Fogh og Annette Østergaard: ‘Levende stene’ og ‘Touched’.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Fest og fylde.

Vi kan tænke tilbage på nogle af de fester, vi gennem livet har været med til, som har været af så mange slags: Der har været kaotiske fester, kedelige fester, platte fester… Der var festen, hvor æresgæsten tog fejl af datoen. – Festen, hvor korrektheden blev opretholdt, men ingen følte sig velkommen. – Festen med sejle-op-ad-åen-tvang og nytårshatte trukket ned over apatiske og deprimerede ansigter. – Der var fester, som gik fejl af målet, fester hvor tomheden larmede, og fester der næsten mirakuløst lykkedes på trods.  

Som værter gør vi os måske stor umage for at forkæle alle sanser med blomster, god mad og drikke, musik og sang, måske dans, velvidende at den forunderligt dybe glæde, som alle længes efter at få en dråbe af, ikke er garanteret af hverken penge eller arbejdstimer. Skal vi svare på, hvad der gør en fest god, famler vi lidt med ordene. Kan vi indkredse glædesdråbens særlige essens med ord som varme og humor, samklang, resonans, samhørighed og meningsfylde, tilmed højtid? Ja højtid, for i festtaler kan man få sagt de store ord om kærlighed, trofasthed og offervilje, som er for dyre at rutte med i hverdagen. På festens dag i livets, årets eller ugens cyklus må himlen kysse jorden og skænke tilværelsen den både livsbekræftende og evige dimension, som kirken kalder velsignelse. Der kan så også være plads til stilhed.

Vi læser dagens tekst fra Joh. 2, en af epifaniteksterne, hvor Jesus åbenbarer Guds generøsitet og dermed sig selv. Han udfører sin første tegnhandling ved at redde en bryllupsfest. Da hans time er kommet, forvandler han vand til vin og skaber undren og glæde. Vi forstår, at der er mere på spil end rigeligt med god vin i glassene. Hvor han er, kan der ikke være tomhed. Han skænker velsignelse med en evighedsdimension. Festens anledning, et bryllup, er allerede pant på samhørighed mellem mennesker indbyrdes. Jesus føjer dertil glæden ved samhørigheden mellem Gud og mennesker.

Til helligdagen har jeg valgt en af Stefan Viggo Pedersens ruder i koret i Mariakirken, Vesterbro. Ruden har en prominent placering på altervæggen som pendant til et opstandelsesbillede, og relevansen ved alteret er klar: Motivet forbinder sig både med kirkens brudepar og med nadveren, hvor enhver er indbudt til at komme op og række sit tomme bæger frem. Når jeg søndag efter søndag lader mit blanke, tomme bæger fylde af funklende vin, giver det intense øjeblik mig en dråbe af glæde, som både er sansning og symbol. Hvor Kristus er, kan tomheden ikke være. Over sansningen lyder nemlig Guds dyre ord om kærlighed, troskab og offervilje.

Stefan Viggo Pedersens ruder fra 1958 viser hans kraftfulde og sikre figurtegning, udsat for lysets farveglød i glasmaterialet. Hans skikkelser fremtræder dynamiske i plastisk bevægelse, som Kristus her, der træder til og kommer os i møde, Han bøjer sig frem mellem tjeneren og den iagttagende Maria med en velsignende gestus over vinen. På hans anden side ses det urolige brudepar. Stefan Viggo Pedersen, 1891-1965, var veluddannet, dels som søn af den fremragende genremaler Viggo Pedersen, der var assistent for Joakim Skovgaard, dels på akademiet som elev af Wanscher, der delte ud af sin fortrolighed med renæssancens idealer. Udsmykningen af Mariakirken er kunstnerens hovedværk, mindre i kraft af disse smukke ruder end i kraft af hans store malerier, som beriger kirkens vægge med en epokegørende skitseagtig klassisk modernisme. Intet under, at Stefan Viggo Pedersen fik masser af kirkelige opgaver.

Kunst til kirkeåret, 1. søndag efter helligtrekonger, 1. rk. – Jesus som 12-årig

Lukas’ legende om Jesus som 12-årig tilfredsstiller vores behov for at få trukket en linje fra Jesus som spæd til Jesus som voksen. Med et dobbeltblik viser fortællingen os, hvordan Marias og Josefs gode dreng voksede op hos dem og ”var lydig mod dem”, men først og fremmest måtte manifestere sig som sin himmelske Faders barn ved efter påskefesten mod forventning at forblive tre dage i Jerusalems tempel: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader?”. – Uden at forstå ham ”gemte hans mor alle ordene i sit hjerte.”

Jeg har til dagen valgt Troels Triers alterbillede af Jesus som 12-årig i templet, malet 1923 til Øsløs Kirke ved Thisted. I billedets baggrund ses indgangen til tempelområdet, hvor Maria og Josef får udpeget deres dreng, Gudsbarnet, som ses fordybet i en teologisk samtale, hvor hans visdom skaber undren blandt de lærde i templet. – Jeg identificerer mig med forældrenes uro efter flere dages søgen og er øjensynligt ikke den eneste læser, der har associeret til Khalil Gibrans verdenskendte digt til forældre i bogen ’Profeten´: ”Jeres børn er ikke jeres børn”. Slutningen lyder: ”I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, så hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd. For ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.”- Måske husker vi fra vores eget liv som forældre situationer, hvor vi i den bedste mening måske er gået fejl af vore børns bestemmelse? Ellers husker vi sikkert situationer fra vore egne teenageår, hvor forældrenes forventninger til os blev oplevet som en dødvægt…

I billedets forgrund ser vi den unge Jesus som lærer i gruppen af ældre skriftkloge, der – til dels med besvær – lægger øren til. Flere gange i 1920’erne og 30’erne blev netop dette motiv valgt til en kirkeudsmykning i det grundtvigske miljø, hvor kunstnerne dels var Troels Trier, 1879-1962, søn af Højskoleforstander Ernst Trier fra Vallekilde, dels af Joakim, 1856-1933, og Johan Thomas Skovgaard, 1888-1977, (se foto med udsnit af Johan Thomas Skovgaards glaskunst fra 1935 i Nørre Bjert Kirke nederst i opslaget på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst ). Det har sikkert været tilfredsstillende for en højskoleverden med dens levende livsoplysning at vise kontrasten mellem den livfulde unge, spændstig og barbenet, og de krumryggede gamle med deres skrifttunge lærdom. I maleriet fremhæves Jesus ved sin luerøde kjortel og sin gyldne korsglorie. Det er mere end et blikfang, det er en anskueliggørelse af den pointe, at det er Jesus Kristus selv, som vil åbenbare sig som helligdommen. Fotos: Claus Jensen.

Tilsammen udfolder dagens tekster til 1. søndag efter helligtrekonger en dialektik omkring forståelsen af, hvad helligdommen er: Dagens Davidssalme, hvorover Grundtvig har digtet salmen ”Hyggelig, rolig, Gud er din bolig” besynger den historiske tempelbygning med dens alter, en betryggende reference til livet i vore egne kirkebygninger. Dagens Paulustekst beskæftiger sig ikke med bygninger, men belyser derimod helligdommen som Kristi legeme, den levende menighed, hvis enkelte melemmer er samarbejdende lemmer, hver især og tilsammen et Åndens tempel. Jævnfør hvordan evangeliet til 2. søndag efter helligtrekonger, 2. rk. forkynder friheden til at tilbede Faderen ikke på dette eller hint bestemte sted, men ”i ånd og sandhed”. – Vi fastholder dialektikken: Vi behøver vore gudshuse, som vi efter bedste evne lader vedligeholde og udsmykke, og vi giver kirkens kunstnere fra Trier og Skovgaard til netop afdøde Peter Brandes tilbørlig ære, men samtidig ved vi, at ”Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, og som Alfa og Omega er Kristus selv helligdommen, Guds nærvær i vores urolige verden også i 2025.   

Peter Brandes er død, 80 år gammel

Vor indflydelsesrige kirkekunstner Peter Brandes døde lørdag morgen. Peter Brandes har siden slutningen af 1980’erne beriget danske og udenlandske kirker med skulpturer, glaskunst, malerier og tekstilkunst i abstrakt-ekspressionistisk stil. Ikke mindst er Brandes gået over i historien med sine store totaludsmykninger af såvel moderne kirker som middelalderlige kapeller. Vejleå Kirke i Ishøj blev kunstnerens gennembrudsværk, renoveringen af Gamtofte Kirke, Dyssegaard Kirke, Nørremarkskirken i Vejle og Andreaskapellet i Roskilde Domkirke blev andre højdepunkter, og udsmykningen af Aarhus Domkirkes Nordre Kapel hans finale. I anledning af kunstnerens 80-års fødselsdag lagde Silkeborg Bad ramme til en storslået retrospektiv udstilling og fik dertil udgivet et værdigt katalog.

Kunstneren har gennem en menneskealder bevæget sig fra at være lidelsens stærke fortolker til også at anskueliggøre en jublende opstandelsestro, gerne udtrykt i gyldne relieffer. I kraft af en usædvanlig bibelsk, kirkelig og kulturhistorisk indsigt og dertil en dramatisk slægtshistorie har Brandes skabt tankevækkende udsmykninger, som belønner den fortolker, som giver sig tid til fordybelse.

Senest tog Peter Brandes forsoningens tema op med reference til den blodige strid mellem jøder og muslimer, idet han skildrede de respektive stamfædre Isak og Ismael i deres smerteligt modsætningsfyldte uadskillelighed. Se den aktuelle tegning.

Æret være Peter Brandes’ minde!

Tirsdag d. 8. april 2025 kl. 19-21 holder jeg i Solbjerg Kirke, Frederiksberg, et retrospektivt billedforedrag om Peter Brandes’ kirkekunst, “Mellem lidelse og glæde”, hvor også forsoningstemaet tages op.