Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, Palmesøndag, 1. rk. – Godhedens indtog

Palmesøndag er en dag til glæde. Vi fejrer godhedens indtog hos mennesker. – I en verden, som er formørket af magtbegær, konflikter og løgn, kommer denne stilfærdige æselrytter ind på scenen med sit væsens lys. Det er sandhedens ansigt, han viser os. Han slår sig ikke for brystet og pumper sig ikke op med magtens attributter, men viser os sit nøgne menneskeansigts gudgivne hellighed. Hans autoritet er sandhedens egen, godhedens egen, kærlighedens egen. Omsider! Omsider bliver det i sandhed gudbilledlige menneske modtaget og hyldet som gaven fra himlen til hele folket. Og lad os da få lov at dvæle lidt i glæden. Det er dagen, som hans trængte venner har længtes efter at opleve, – dagen, hvor håb og længsler strømmer frit mod det høje. Nu kan glade hjerter synge den ældgamle messianske Hosianna-sang: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”. – Vi bliver aldrig færdige med at fejre godhedens indtog. Derfor skal der lyde et ekko af fredsfyrstens hyldestsang ved hver en folkekirkelig højmesse, når præst og menighed istemmer: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”  

Vores glæde må rumme forståelsen af, at Jesus ikke red gennem Jerusalems port til en glorværdig guldalder. Guds historie med os indfrier øjensynligt ikke menneskers egen umiddelbare dagsorden. Gudsfolkets oprejsning er ikke nødvendigvis af denne verden. Havde Jesus i et besat Israel/Palæstina været drevet af kalkuler over, hvad der ’betaler sig’, havde han næppe indfundet sig lige dér i Jerusalem, hvor det var allerfarligst at vise sig. Han kom ikke for at triumfere, men for at give sig selv. – Hvad vi skal forstå er, at sandheden, godheden og kærligheden lyser, uanset om den kan ’betale sig’. – Dietrich Bonhoeffers modstand mod nazismen er og bliver en lysende historie, selvom han blev barbarisk henrettet for 80 år siden. Nødhjælpsarbejde i en krigszone er en god historie, selv hvis ambulancer bombarderes. Demonstrationer mod diktatorers overgreb er en god historie, selvom demonstranterne fængsles. Al uselvisk, slidsom offervilje her og der er gode historier, selvom den ikke umiddelbart ’betaler sig’. Godheden bliver ved at lyse.

Til helligdagen vælger jeg at vise et af Allan Skuldbøls mange glødende malerier af Jesu indtog i Jerusalem. Med en uforfærdet koloristisk kraft abstraherer kunstneren over folkemængder og palmetræer på vejen omkring den lysende, ensomme skikkelse på æslet. Foran sig har Messias dødsdommens mørke, men mørket overtrumfes af Guds klare påskesol, som finder genskær i Messias’ glorie. Billedtitlen er ”Hosianna”. Allan Skuldbøl døde for få måneder siden, 77 år gammel, men, som vi ser, har han stadig gode historier af fortælle os.

NB: Skuldbølfamilien planlægger d. 14. juni 2025 at holde et festligt 10-års jubilæum for Arthouse Skuldbøl ved Lemvig. Måske mødes vi der?

Kunst til kirkeåret, Mariæ bebudelses dag, 1. rk. – Barnet er håbstegn

Helligdagens fortælling fra Luk. 1 om menneskehedens nye begyndelse falder i god jord i det spirekraftige forår. På ca. 9 mdrs. afstand af vintersolhverv forvandles vores vissenbrune morads til en fest i lysegrønt med solgule og himmelblå forårsblomster, og vores bekymringsforkomne sjæle overøses med fornyet livsmod! Det er da nu, vi skal høre, at Himmel og jord forenes i en nådeshandling, hvor Helligånden flyver ind og bygger bro fra det høje til menneskehjertet. Fra virkelighedens mest gådefulde dyb lyder Gabriels melding til Maria om Guds store løfte i skikkelse af et barn: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn… og der skal ikke være ende på hans rige.”

Som bekendt koncentrerer trosbekendelsen begivenheden i formelen ”Undfanget ved Helligånden”. En konfirmandpræst fortalte mig, at overhovedet ingen af hans konfirmander vidste, hvad det gamle ord ”undfange” betyder. Iflg. opslag i store ordbøger kan ordet da forresten også opvise en større vifte af betydninger foruden altså at blive gravid: Man kan fx undfange en tanke eller en plan. Ligesom kroppen kan ånden og bevidstheden undfange noget nyt. Den bette Maria undfanger jo også åndeligt, når hun svarer: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Et er at blive talt til, noget mere er at lytte og bekræfte. Maria åbner sig for modtagelsen af ordet, svarende til den gamle kirkelige tradition for at forklare undfangelsen som noget, der sker gennem øret! Maria er ikke en passiv, men en aktiv modtager, som bærer, nærer og synger. Ikke fordi hun er noget særligt, heldigvis. Det er ikke en historie om de udsøgtes eller mægtiges triumf, men om Guds nærvær hos almindelige, frygtsomme og sårbare mennesker, som os. – Det er nu så også vores opgave at undfange: at bekræfte og synge lovsang for Guds nærvær med tro, håb og kærlighed. Med gehør for troens mysterium itone- og italesætter bebudelsessalmen ”Nu kom der bud fra englekor” netop, at også vi skal undfange: ”O Herre Jesus, lad din Ånd / mig kraftig overskygge, / bered mit hjerte ved din hånd, / at du deri kan bygge, / at også jeg kan åndelig / undfange dig / og aldrig fra dig rykke.” (DDS 71 v 5)

Findes der stærkere håbstegn end netop et barns komme? Et barn er – al fertilitetsteknologi ufortalt – stadig ikke noget, man bare laver, ikke noget man kan tage selv. Et barn er noget, man får, – hvis man altså gør. Besværligt og smertefuldt, men ikke desto mindre en gave og et mirakel. Et livets under, som man en tid kan få lov at bære og nære, undres over, håbe for og ængstes for, følge og forhåbentlig glædes ved. Til Mariæ Bebudelse har jeg denne gang valgt et moderne kunstværk fra 1996, hvori der indgår en video med scanningsbilleder af en gravid livmoder. Værket er – eller har været – placeret i Rigshospitalets gangareal ved opgangen til gynækologisk afdeling, men har også været udlånt til Ordrupgårds fordums kunstudstilling om moderskab. Den kvindehøje skulptur hedder ”Bebudelse” og er skabt af billedhugger og fotograf Suste Bonnén (f. 1948), som selv har født 4 børn og som kunstfotograf på fødeafdelingen været usædvanlig tæt på gravide og fødende kvinder. Titlen taler for sig selv, men også den unge kvindeskikkelses klassiske ynde bringer genklang af ikoniske Mariafremstillingen fra renæssancen og frem. – Aktuelt har vi for resten mulighed for at skyde genvej til et klassisk forbillede i Michelangelo-udstillingen på Statens Museum for Kunst. – Suste Bonnéns skulptur fremkalder vores indre Mariabilleder og belyser samtidig den gådefulde og for os uoverstigelige forskel på ikke-liv og liv, hvorom alting er. Hvor udtryksfuld bronzeskulpturen end er, er den som metalgenstand statisk og livløs, mens den tændte videos uroligt skiftende billeder viser umiskendelige livstegn. Den digitaliserede dokumentation af et fremgroende menneskeliv vækker sindsbevægelse og ærefrygt. Skulpturen bærer monitoren som et kostbart skrin, svarende til at unge forældres fosterscanningssession ofte er højtidelig og kærlighedsfuld, og deres scanningsprint bevares som klenodier, kredsende om livets forunderlige gave. 

Kunst til kirkeåret, Midfaste søndag, 1. rk. – ‘hvad er det til så mange?’

Fra min ungdom i nøjsomhedskulturens Danmark mindes jeg en måltidssituation, hvor jeg var gæst i et småkårshjem med stort hjerterum. Som så ofte havde husmor drøjet på maden, så den kunne række til lidt flere portioner: I stedet for en hel frikadelle pr person fik man en flad, gennemskåret delle, varmet på panden med brasede kartofler og overhældt med en kønsløs brun sovs, som endnu engang var spædet op og jævnet; det mætter alt sammen. Den oprigtigt fromme husfar bad som altid en bordbøn om Guds velsignelse af måltidet, hvorpå han med et glimt i øjet henvendt til hustruen tilføjede, at nu var maden da vist allerede blevet tilstrækkeligt velsignet. At ’velsigne maden’ var i denne bibelstærke kreds bl.a. synonym for at få den til at række længere. Man delte det lidet, man havde, hvad maden angik, og man delte det store, man havde, hvad troen angik! Bestræbelsen var til hver en tid at lade tilliden vinde over bekymringen – og for resten sætte sig i sultnes sted. – Den samme lille familie byggede så at sige videre på gæstfriheden ved frivilligt arbejde i Kirkens Korshær, hvor der altid var mennesker at dele med. – Mindet dukker op i anledning af bespisningsunderet i Joh. 6, hvor Jesus på bjerget ved Tiberias’ Sø velsignede fem bygbrød og to fisk og lod dem dele ud til tusinder af mennesker, som alle spiste sig mætte. – Jeg ser en efterklang af evangeliets bespisningsunder, hver gang mennesker deler ud af det lidt, de har, selvom en og anden med god ret kan spørge: ”Hvad er det til så mange?”. Englevioliner klinger med, når nødhjælp og socialt og humanitært arbejde gennemføres mod næsten alle odds, når vi vækkes af manende slogans som ”En verden delt af udelt brød” eller ”When you have more than you need, build at longer table not at higher wall”. Det politiske engagement må somme tider blande sig i fortolkningen, og vi længes efter ukompromitterede politiske vejvisere og ledere.

Vi kan gå i kirke med vores længsel efter en leder, som personificerer den himmelske generøsitet. Her møder vi Kristus som den lysende skikkelse, der bærer og nærer fællesskabet med tillid til, at det umulige er muligt. Johannes fortæller, hvordan dette fyrtårn, Jesus, efter den store bespisning modtog folkets hyldest: ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden”. Men Jesus trak sig tilbage og undgik populisme og politisk magtkamp. Hans anliggende med brødunderet var ikke at selviscenesætte, men at give sig selv. I samme kapitel finder vi Jesu ord om, at han selv er ”Livets brød”, en tale, der hos Johannes delvist træder i stedet for nadverindstiftelsesord. – Når vi knæler for hans nærvær og ord ved alteret, modtager vi det lidet: oblaten, og det store: troen. Her må troen igen og igen lade tilliden sejre over bekymringen. Nadverbordet er langt, langt, langt, for her er plads til dig og mig og alle fremmede. Knæfaldets halvcirkel rundes og sluttes i evigheden som en uendelig ring med plads til også tidligere og kommende generationer. Her deler jeg endnu engang brødunderet med bl.a. de mennesker, der lever stærkt i mine minder!

Mit opslag til midfaste søndag viser et klart og smukt relief, som billedhugger Laila Westergaards har skabt i sin forunderlige magiske realisme, hvor hun forener fotografisk præcision med symbolsk dybde. Relieffet har fra 2023 hængt på væggen i Glostrup Sognegård, hvor det indgår i et meget stort og righoldigt nadverbillede. Relieffet viser brød og fisk, som begge er velkendte Kristussymboler, her side om side med en skarp kniv, som refererer til Jesu død. Bordet er dækket med 14 kuverter, hvoraf de 1 + 12 viser hænder med forskellige aldre og udtryk. Den 14. kuvert forneden står endnu tom: parat til dig!

Kunst til kirkeåret, 3. søndag i fasten, 1. rk. – Dæmon eller Guds finger?

Vores virkelighedsopfattelser er rystende forskellige: Republikanere og demokrater i USA vil gensidigt frelse Amerika ved at bekæmpe den anden part. Man dæmoniserer hinanden. Politiske magtkampe har blodige følger for Ukraine, vores bolværk for den frie, demokratiske verden, – som russiske talsmænd omvendt anklager for truende aggression og dekadence. Den ene parts frihedskæmpere anklager modparten for terrorisme. Den enes sandhed kalder modparten løgn. Uforenelige virkelighedsopfattelser skærer sig gennem kontinenter, nationer og familier, omgærdet med frygt og foragt. En værdifri position er næppe en menneskelig mulighed. Hverken samfundets eller individets hus kan jo bestå med åndelig tomhed. Jesus beskriver med sin lignelse i Luk. 11, at en uddrevet ånd ikke lader en bolig stå tom: ”Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus… Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.” – Fronterne er trukket skarpt op i forhold til Jesus. – Vi kan tænke på, hvordan selv den gudfrygtige og skriftlærde unge Paulus dæmoniserede kristne og så sig kaldet til at udrydde dem. Det var som bekendt kun den opstandne Kristus selv, der kunne vende ham om. –

I dagens tekst vækker Jesus modsigelse ved at helbrede en stum person: Nogle tilstedeværende i tilhørerskaren undres og glæder sig over, at et menneske mirakuløst er blevet hjulpet ind i talende menneskers fællesskab; andre alarmeres over den ubegribelige, overmenneskelige hændelse og anklager Jesus for sort magi: ”Det er ved dæmonernes fyrste, at han uddriver dæmonerne”. Men kan ondskaben være sin egen fjende? ”Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde”, konstaterer Jesus. Hvordan afvæbner han modstanden og skaber en sprække ind i forskansede hjerter? Vi hører, hvordan han forløser stridssamtalen med den vidunderlig replik, der tvangfrit åbner det mulige fælles håb i hans nærvær: ”hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” – Efter renæssancen ser vi måske for os Michelangelos ikoniske maleri af Guds finger, der ved Adams skabelse rækkes livgivende frem. Gennem Jesus fortsætter skaberens finger sit virke ved igen og igen at forny vore livsmuligheder med glimt af Guds rige? – Lad vores huse endnu engang blive fyldt af håbets ånd!

I 2020 skabte Bjørn Nørgaard sin uforlignelige bronzeport Alfa og Omega til Christianskirken i Fredericia, og skildrede hermed livets begyndelse, slutning – og nye begyndelse. I billedserierne indgår en række fortællende relieffer med motiver fra Jesu liv, udført med livlige, mere eller mindre nutidige eller tidløse skikkelser. Et af reliefferne er denne helbredelsesscene. På begge sider står mennesker, nogle måske bare nysgerrige, andre med åbenlyst behov for hjælp. Yderst til højre ser vi et forældrepar, der håbefuldt fører en psykisk syg søn frem. Opmærksomheden vendes mod det lysende, talende menneske, som med armene lagt ind til sit bryst på en gang fremtræder som den stærkeste og den mest forsvarsløse af dem alle. Er det en troende, som modtager syn og sundhed? Eller er det Jesus selv? Overfor står et par voksne herrer, som holder hænderne frem. Er det en afværgende bevægelse fra dem, der ikke vover at vise tillid og hellere dæmoniserer den menneskesøn, hvis kraft de ikke forstår? – I dagens tekst udbryder en kvinde i skaren: “Saligt er det moderliv, som bar dig”… Men Jesus svarer: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”. Nu er det også sagt i bronze. – Claus Jensen har tålmodigt ventet på den helt rigtige belysning til gode fotos af portens relieffer.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag i fasten, 1. rk. – Jesus og den kanaanæiske kvinde

Her omkring kvindernes internationale kampdag hører vi meget passende en fortælling fra Matt. 15 om en kvindes insisterende kamp for sin datters bedre liv, tilmed en kvinde fra en ringeagtet fremmedgruppe. – Allerede på evangelieskrivningens tid, hvor hedningemission var veletableret, har det været så stødende at læse om Jesu indledende afvisning af hende, at det i sig selv kan være et argument for, at forløbet faktisk udspillede sig sådan: at Jesus faktisk sagde: ”Jeg er ikke sendt til andre end de fortabte får af Israels hus” og ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.” Men for sin datters skyld holdt kvinden stædigt fast og lærte os noget om håbløses håb: ”de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord”. Hendes håb for datteren kunne ikke slukkes, hendes håb blev til troens bøn, og hun blev bønhørt. Og evangeliet voksede sig derved større: ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” – Med sin brudflade blev samtalen den nødvendige fortælling om, at Jesus lod den nationalistiske ramme sprænges. Den kristne menighed skulle ikke være en etnisk forening, men en forsamling af troende. – At horisonten således udvidedes, er ikke en guddommelig konstruktionsfejl, men omvendt et udtryk for, at Gud er levende som livet selv. Kristendommens vidunderlige treenighed indebærer, at Gud ikke er en monolit, ikke en stentavle fra oldtiden med mejslede sandheder, ikke et arkæologisk skriftfund med resistente formuleringer. Nej, Gud lever og bevæges, lever som menneskesønnen, der kender menneskers liv og død til bunds, og lever som ånden, der altid endnu har meget at sige os, fx om evangeliets bud til kvinder og fremmedgrupper. Evangeliet bringer bud både til dem og fra dem, som vi kunne være tilbøjelige til umiddelbart at afvise.

De fleste danske fremstillinger af Jesus og den kanaanæiske kvinde er fra 1800-tallet. I danske kirker er der mig bekendt i alt ti altertavler med motivet, hvoraf to er veget for nyere udsmykninger. Motivet må jo forekomme patriarkalsk, og afkodningen fordrer et bibelkendskab, som ikke mere er en selvfølge. Jeg har ikke tidligere vist historie- og genremaler F. C. Lunds version af motivet fra 1858-59. Med sin fremstilling af mødet i det fint skildrede, næsten øde landskab viser Lund, at Jesus-gruppen her er ude i udkantsområdet (ved Tyrus og Sidon). Minespil og gestik hos Jesu ledsagere udtrykker utilsløret modvilje: “Send hende væk! Hun råber efter os”, men Jesus lader sig forstyrre i sin dagsorden af den bedende kvinde og bliver lydhør. – Maleriet er indsat i en – oprindelig farverig – renæssancetavle i Gadstrup Kirke v Roskilde, skåret o. 1610 med figurer og tekstfelter på ’den fine Roskildemester Brix Mitchgells værksted’. De forgyldte tekster, som nu står at læse, er specifikt relaterede til vort alterbilledes motiv. – Maleren F. C. Lund levede 1826-1901 og var uddannet fra Kunstakademiet. Han var særdeles habil, men i sammenligning med Carl Blochs intense religiøse billeder kunne hans scenerier virke lidt opstillede. Flere af F. C. Lunds alterbilleder er stadig i god behold, men i Viborg Domkirke blev hans mange loftsmalerier overmalet af Joakim Skovgaard, hvilket F. C. Lund dog blev forskånet for selv at opleve. Fotos: Claus Jensen.