Kunst til kirkeåret

Kunst til kirkeåret, 5. søndag e. påske, 1. rk. – ‘Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder’…

Kan vi tale om Gud, altets urgrund, vort ophav og bestemmelse, vort uendelige ”Du”, uden at ty til dunkle billeder og paradokser?? Et af mine yndlingsbilleder af Gud, stammende fra middelaldermystikken, er, at ‘han er en uendelig kugle med centrum alle steder og omkreds intetsteds’. Nej, her rækker vor tanke ikke, Gud er uanskuelig, blot ved at sige ”han” har vi jo brugt billedtale. Som navnløs præsenterede Gud sig for Moses med ordene “Jeg er den, jeg er”. Der er gammel visdom i ikke at gøre billeder af Gud, eller som religiøse kunstnere undertiden vælger: undseligt at skjule Guds ansigt. Men trods Guds uanskuelighed kan billeder godt kaste lys over gudsforholdet, over forholdet mellem Gud og mennesker. Allerede i Det gamle Testamente lignes Guds forhold til mennesket fx ved den gode hyrdes. Det nye Testamente er helt overdådigt som gudsforholdets billedbog. Som den suveræne billedskaber for Herren har Jesus suppleret og fornyet det bibelske billedsprog til frodig berigelse for kirkens fortællere (og billedkunstnere) med lignelser, allegorier, billedord, metaforer. Billedordet om Kristus som “livets brød” er et eksempel. Og først og fremmest har vi lært at kalde Gud “vor far”. – Men iflg. afskedstalen Joh. 16, hvor vi stadig befinder os ved Jesu sidste måltid med disciplene, siger Jesus altså, at der kommer en tid, hvor han “ikke mere skal tale i billeder, men ligeud forkynde for jer om faderen”. Vi må forstå det sådan, at de mange Gudsbilleder og -lignelser krystalliserer sig i Jesus selv, ja at Jesus er mere end en lignelse eller et symbol. Gennem ord og virke, gennem medliden og grænsesprængning viser Jesus os direkte, hvem Gud er. Vi har i Jesus mødt det sande, medmenneskelige, medlidende ansigt, men først når vi er kommet igennem langfredags smerte, død og tomhed og frem til påskemorgens lys og pinsedags glød, kan vi erfare, at det er Guds egen kraft, der møder os i dette menneske – og står til troende. Hvad der end er skjult for os, har Gud åbenbaret sig her. Med Jesusbegivenheden fik vi altså det gudsansigt, det gudsnavn, som vi fundamentalt behøver for at kunne forholde os til, ja elske Gud. Jesus er navnet, vi kan kende og bruge i tillidsfuld samtale med Gud: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.… Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen.” – Jesu år på jorden er forbi, men verden bliver aldrig mere den samme. Fra fødsel til død, i fællesskab og i ensomhed, kan menneskers liv og gudsforhold nu leves tillidsfuldt i Jesu navn. “Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”.

Marianne Juuls Andersens figurative trefløjede alterbillede viser ikke et billede af Gud, men viser menneskers liv i lyset af Jesusbegivenheden: Jesu liv og alles liv er sammenvævet. Tv. løfter en kvinde taknemmeligt sit nyfødte barn mod himlen: Det er Jesu fødsel, og det er alle menneskebørns fødsel. Th. ser vi en kvinde med en død voksen mand: Det er Maria efter Jesu nedtagelse fra korset, “Pieta”, og det er ethvert menneske, som sørger efter et umisteligt tab. I hovedfeltet ser vi mennesker dele brød i forgrunden og i baggrunden vandre op mod højen med de tre kors under himlens mulm og lys: Det er således “Livets brød”, som er altertavlens hovedmotiv: Jesu bespisningsunder og nadver, som perspektiveres af korsene på Golgata som tilgivelsens monument. Vi ser bag måltidsfællesskabet de mange mennesker, som lever i troens fællesskab og sætter sig i bevægelse mod det guddommelige lys, der overstråler døden. – Hele menneskelivet bliver her til en bøn i Jesu navn. Marianne Juul Andersens forgyldte relief har fra 2006 hængt i Agerbæk Kirke ved Varde. Det var oprindeligt kun tænkt som kunstnerens udkast, men menigheden var glade for det i denne form og valgte at beholde det som sådan. Marianne Juul Andersen, f. 1953, blev i 1970’erne uddannet på det jyske og det fynske kunstakademi. Kunstneren er også mester for større bronzeskulpturer i det offentlige rum, fx Fanøpigen i Esbjerg. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 4. søndag efter påske, 1. rk. – “Jeg har endnu meget at sige jer”

Min umistelige, ressourcerige og hjertensrare lillebror døde i en alder af 32. Om jeg bare kunne holde ham levende ved at blive ved med at fortælle om ham: fortælle om hvordan han som sulten smågut snarrådigt tjente marmelademader ved at spille blokfløjte for genboen, – hvordan han på skolen kickstartede indsamlingen til flygtningehjælpen, – hvordan han spontant nettede vores strenge farmors grå hår, – hvordan han tog en ugegammel opvask for mig, mens jeg gik til eksamen… Vi fik ikke talt ud. Han fik ikke talt ud. Hans minde deles efterhånden kun af få, og det gør ondt at erfare, at tiden kværner videre med ubarmhjertig glemsel i sit følge. – Vi kan ikke andet end at overlade den videre fortælling til livets Gud, den eneste modmagt mod døden og intetheden. Kun hos Gud er de ord, der bliver ved at forny sig – og forny os.  – Jesus Kristus lærte til bunds de dødeliges død at kende efter sin korte tid på jorden for et par årtusinder siden, men han forvissede ved afskeden sine pårørende om, at hans kraftfulde ord skal blive ved at lyde og stå til troende. Som Kaj Mogensen skrev, var menneskehedens første vendepunkt, at ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”, det andet vendepunkt, at ”Ordet blev Ånd og tog bolig iblandt os.” Ånden kaldes i Joh. 16 for ”Talsmanden”, Guds og Kristi talsmand, som vil blive ved at kaste lys over godt og ondt i vores liv, overalt og til hver en tid. ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv…. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit”. Talsmanden øser af livets kilde, som er Kristi liv, Guds liv. Derfor er Helligånden ikke en kustode, men en fornyer.

Ved læsning af denne tekst kan man finde det svært at forstå, hvor kontroversielt det var til 3. artikel i kirkens trosbekendelse (af 381) engang at tilføje ”filioque” og dermed sige, at Helligånden ikke bare udgik fra Faderen, men også fra Sønnen. Hermed betonede vestkirken vel i Johannes’ ånd Kristi guddommelighed, mens østkirken hørte det som en svækkelse af Helligåndens betydning i treenigheden. Tilføjelsen skete i vestkirken i 589, bekræftedes i Aachen i 809, og befordrede i 1054 det store skisma mellem øst- og vestkirken, forbundet med magtkampen mellem Roms Pave Nikolaos I og Konstantinopels patriark Fotius. Som bekendt er kirkens enhed endnu et uindfriet håb, men i det mindste blev de gensidige bandlysninger ophævet i 1965, på Helligåndens initiativ, må vi tro.

Det til lejligheden valgte billede viser triumfvæggen i den grundtvigske Høve Valgmenighedskirke, Odsherred, som Niels Skovgaard bemalede i 1911 med den skønneste himmelblå grundfarve. Triumfportalen er smykket med Brorsoncitatet om det flængede tempelforhæng og den åbne vej til Gud. Øverst ses kristenhedens syvstjerne, den grundtvigske ‘signatur’. På triumfvæggens nordre side ses den korsfæstede, på søndre side Helligånden som tilsagn om Guds fortsatte nærvær i menigheden, anskueliggjort som en due og et væld af lys over en blomstrende eng. Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 3. søndag efter påske, 1. rk. – Glæden vil komme

Her omkring 80-års jubilæet for Danmarks befrielse fylder besættelsesårene meget i danskeres bevidsthed. ”Vi tænker mere over det, med alt hvad der sker i verden i dag”, sagde en kvinde til TV’s mikrofonholder. Ja, vi gyser ved forestillingen om selv at skulle sætte livet på spil i frihedskamp. Des mere fylder ærefrygten for dem, der faktisk engang med åbne øjne risikererede alt i modstand mod voldsregimet, også dengang det officielle Danmark dømte deres kamp ude. Vi bryder os ikke meget om at erkende det, men på grund af den danske samarbejdspolitik med Nazityskland var det på et hængende hår, at Danmark ved verdenskrigens afslutning blev regnet blandt de allierede. Det relative fåtal af frihedskæmpere sammen med de mange aktive søfolk reddede så at sige Danmarks ære. Vi skylder dem så meget! Vi hører i dag om overlevende frihedskæmpere, som traumatiseredes for livet, og vi hører om dem, som nazisterne pågreb og skød. Hvis vi drager ud til Mindelunden i Ryvangen, hvor henrettelsespælene stod, finder vi i dag en mindeplade med Kaj Munks digt: ”Drenge, I drenge som døde / I tændte for Danmark i dybeste mulm / en lysende morgenrøde.” Ja, drengene tændte lys i mørket på flere måder: Flere af de dødsdømtes afskedsbreve rummer en sjælsstærk tone af kærlighed, bekræftelse og håb på livets vegne. De ofte ganske unge helte formåede at bringe trøst! – Helligdagens episteltekst fra Hebr. Kap. 13 hører hjemme i en helt anden historisk og kultisk-religiøs verden end danskeres krigsminder, men synes mig alligevel at anslå analoge strenge: ”Det var også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod. Lad os da gå ud til ham ’uden for lejren’ og bære hans forhånelse; for her har vi ikke en by, der består, men vi søger frem til den, der skal komme”. – En ny tids mulighed er født af et dyrt offer.

Evangelieteksten fra Joh. 16 bringer os ind i afskedssituationen mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus ved, at hans død er forestående. Han bruger sin sidste taletid til at trøste og forvisse disciplene om, at de vil opleve stor smerte, men at smerten vil afløses af glæde, som ved en fødsel: ”når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.”  

Teksten peger frem mod påskens befriende opstandelsesbudskab, og den har også bud til os, der ikke sådan får opstandelsessyner. Hver især kommer vi til at opleve sorg, fordi livet er noget, man dør af. I mellemtiden forråder vi måske livet i bekymring for de sorger og afsavn, der måtte komme. Men vi skal øve os på at lade store forhåbninger fylde mere end bekymringer. Indtrængende tilsiger Kristus i teksten, at glæden vil komme. Måske kommer glæden på en anden måde, end vi selv ville definere, – og en dag kommer døden altså. Når døden ikke længer lader sig fortrænge, må vi øve os på at forestille os den som et møde med Guds lys. Guds plan er og bliver, at det ender godt!  I Møllehavebogen af samme navn citeres Poul Borum, som digtede om lyset, mens han var døende af kræft: ”Jeg begynder at se lyset / som meningen med det meningsløs liv. / Jeg begynder at se lyset / som den eneste og egentlige årsagsforklaring. / … Jeg begynder at se lyset / og lyset er sikkert og stærkt / og lige så fjernt som nært / og lyset er en anden / og ser på mig / ser mig” (Fra ’Digte til musik’ 1996)

Det modsatte af tro er iflg. Johannes Møllehave ikke tvivl, det er frygt. – Frygt altså ikke!

Det valgte billede er et udsnit af Laila Westergaards uendeligt righoldige altertavle fra 2020 i Gødstrup Hospitalskirke ved Herning. Granitrelieffet er, som Dorthe Fogh og Anette Østergård skriver, en “flerstemmig fortælling, som er fortalt med glæde over menneskers fællesskab og samspillet med det guddommelige”. Den tidsmæssige afstand mellem bibelhistorie og nutid er ophævet. I centrum er korset, på hvis højre side vi bl.a. møder døden, omsorg for liget og sorg over afskeden, som deles af mennesker der føler som os. Venstre side er fyldt af levende menneskers gode fællesskab, et fællesskab vi gerne ville se os selv i. Under lyset oppefra og Helligåndens vingefang ses fortolkninger af livet i en menighed: Her er dækket op til nadver eller snarere til Emmausmåltidet, hvor den opstandne selv byder til bords, og her er børn i omsorgsfulde voksnes arme. Yderst tv. ses en indadvendt, højgravid kvinde med hænderne på sin mave. Det kan være Maria, eller det kan være enhver kvinde, der tænker på en forestående fødsel. Bag hendes ryg ses en tidsel, som kan symbolisere fødselssmerten. Et dejligt, fuldbårent barn ved siden af hende bæres af en ældre mand. Det kan være Simeon i templet med Jesusbarnet, eller det kan være nutidens ømme bedstefar, der bærer et barn til dåb, “fyldt af glæde over livets under”…. – Frygt altså ikke! – Nederst i opslaget ses et større udsnit af Laila Westergaards epokegørende kunstværk, men fotos er og bliver en fattig erstatning for besøg i dette kirkerum. Fotos: Claus Jensen.

4. – 5. maj 2025, 80 års jubilæet for Danmarks befrielse

Til begravelser læses ofte nogle vers af Sl. 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig hvile i grønne enge, han leder mig til det stille vand”…  Søndagens tekst om den gode hyrde rækker således ud over livet i tiden.

Sandsynligvis blev denne tekst også læst ved Erik Anker Sørensens begravelse i 1943.                                           

Den unge stud.polyt. var taget på sygebesøg med sin far, lægen Anker Sørensen i Nr. Nebel, men blev skudt af tyskere, mens han sad på bagsædet i sin fars bil. Hvilken rolle han spillede i modstandsbevægelsen, ved jeg ikke, men 19 polyteknikere blev angiveligt dræbt som frihedskæmpere.

Forældrene ønskede posthumt at få malet et portræt af deres søn og henvendte sig til kunstner Carl Trier Aagaard (d. 1961), som var medlem af Nymindegabs kunstnerkoloni. Carl Trier Aagaard imødekom de sørgende forældres ønske om et maleri i naturalistisk stil af deres søn, vel efter et fotografi, siddende i et paradisisk landskab. Maleriet, som her præsenteres i et udsnit, fik en hædersplads i lægehjemmet.

Min kilde til den bevægende historie er læge Michael Trier Aagaard, kunstnerens søn, som er min grandfætter. Kunstnerisk set yder maleriet nok ikke Carl Trier Aagaard retfærdighed, idet han som modernist, undervist af Harald Giersing, oftest malede med grove strøg, men han malede flere bibelske motiver i traditionel stil. Maleriet er siden overdraget til Nymindegab Museum.

Kunst til kirkeåret, 2. søndag efter påske. “Nåden er” – Hyrde og offer

På fredag d. 2. maj 2025 holder jeg fra kl. 14 billedforedrag i Gentofte Kirke om Peter Brandes’ meget righoldige kirkekunst. Her viser jeg bl.a., hvordan Peter Brandes har arbejdet med motivet ‘Den gode hyrde’, som med evangeliet fra Joh. kap. 10 er tema for 2. søndag efter påske. Peter Brandes’ alterbordsudsmykning fra 2017 i Silkeborg Kirke er et smukt keramisk værk i blå nuancer, der viser hyrden gående med lammet på skuldrene. Som så ofte har Peter Brandes skabt et fortættet symbol med en flerhed af betydninger i sig: Hyrden og offeret. Den gode hyrde bærer og drager omsorg for lammet: “Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”. Til forskel fra alverdens selviske ledere, er den gode hyrde selvopofrende, med kærligheden som eneste grund: “Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter… for han er ligeglad med fårene.” Peter Brandes anskueliggør offermotivet ved at lade Kristus bære korset. Alterbordets motiv ‘aktiveres’ ved hver nadvergudstjeneste, hvor menigheden synger til “Guds lam”, og gudslammet indeholder endnu et betydningslag: Kristus som det lam, der tilbedes i Johannes’ Åbenbarings paradisvision. Det ender godt!

Evangelieteksten om den gode hyrde inviterer jo også til refleksioner over, hvad vi konkret forstår ved at blive ledet af Kristus: som individ, som fællesskab, etisk og åndeligt, her og hisset. Man behøver ikke være jysk fåreavler for at føle sig under angreb af ‘ulve’ på forskellige niveauer, også sjæleligt, når vi fx erfarer, at håbet flakker, og vores egen offervilje skrumper.

Salmedigteren Simon Grotrian blev inviteret til at skrive en tekst til kunstværket. Han løste opgaven på fineste vis med de kun to ord: “Nåden er”. Det er ren nåde, at vi har den gode hyrdes omsorg, og det er ren nåde, at han giver os sit liv. Det er ikke en fortælling i datid, men pure nutid. Fotos: Claus Jensen.

Hyrdemotivet forefindes også i Silkeborg Kirkes gamle ruder, som Sigurd Olrik var mester for i 1914.