Birgitte Bech kirkekunst

Kunst til kirkeåret, Fastelavns søndag, 2. rk. – Bliv seende!

Vi er nu med Luk. kap. 18 kommet ind i fastetiden og har kurs mod påske. Jesus er begyndt på sin lange påskevandring op mod magtens og kultens centrum, og vi er inviteret med: ”Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes”…. Håbet dirrer i Jesu følge – men også ængstelsen. Det betyder alt at være i følge med en leder, der kender retning og mål, men hvad er hans mål? Hvad er Menneskesønnens eller Messias’ rolle i den by, der er arnested for både myter og massakrer, for nationale utopier og militariserede dystopier? Hvad kan de vente sig? I en rå politisk virkelighed med statsterror og vold håber man på løfterige ord om oprejsning, befrielse og retfærdighed, men i stedet taler Jesus om hån, mishandling og død. Det lyder ikke som lysere tider. Hvis han også har talt om sin opstandelse, må det have forekommet ganske abstrakt og langt mindre virkeligt end den truende lobby af religiøse modstandere og allestedsnærværende romerske soldater.

Lukas gengiver Markus’ fortælling om lidelsesforudsigelsen og tilføjer, at ”det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”. Vi kan ’bagklogt’ kalde disciplene blinde og døve, men hvordan skulle de undervejs med Jesus begribe, at han frit gik mod mørket og døden, han som for dem var selve lyset og ja, livet?

På vejen til Jeriko blev gruppen forstyrret af nødråb fra en blind tigger, hvis længsel var at komme til at se. Jesus forbarmede sig: ”Bliv seende, din tro har frelst dig!” At den blindes øjne blev åbnede, læser vi også som et tegn for de ’blinde’ disciples kommende erkendelse. Jesu blindehelbredelse ved Jeriko var ikke en forsinkelse eller en digression på hans vej mod målet, for hans mål var netop dette at bringe lys til mennesker i både livet og døden. Til sin tid vil han blive genkendt af sine ængstelige medvandrere og møde deres – og vores – mørke med ordene: ”Bliv seende!” – Når han kommer igen som lyset, skænker han selv den tro, der lever af hans nærvær.

Et tema, der har fyldt meget i Peter Brandes kirkekunst, er blindehelbredelsen, som fx indgår som motiv i hans udsmykninger i Gamtofte Kirke, Dyssegård Kirke, Nørremarkskirken og Nørre Nissum Kirke. Blindehelbredelsen tolkes af Peter Brandes i videste forstand som det at modtage troens gave, at komme til at se sit liv i evangeliets perspektiv. Synet forstås som kristentroens indsigt. Peter Brandes har ofte sat lighedstegn mellem at blive seende og at blive døbt og frisat, fordi ”dåben ikke bare sker med vand, men med ånd.” Fra et himmelsk lysvæld rører lysstrålen som Guds finger den blindes øjne i en rude i Gamtofte. I Dyssegård Kirke fordobles blindehelbredelsen, idet en af Brandes’ ruder på kirkens østside bærer billedet af den helbredte blindfødte i solgule klæder, der giver genskær på en sølvskulptur med samme motiv, placeret neden for ruden. Her i opslaget viser jeg denne sølvskulptur fra 2012 af denne knælende blinde, hvis ansigt håbefuldt og hengivent er vendt mod øst, mod Guds lys. Se flere fotos nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst Foto: Claus Jensen.

Peter Brandes udsmykning i Dyssegård Kirke, 2012

Nederst en af Peter Brandes’ ruder fra 2004 i Gamtofte kirke

Søndag seksagesima, 2. rk. – Vækst

Mark. kap. 4, som søndagsevangeliet hentes fra, rummer lignelser om vækst. Jesus sammenligner først Guds rige ved en tilsået mark med korn, der vokser op til kernefulde, høstmodne aks. Efterfølgende sammenligner han Guds rige ved et bittelille frø, der bliver til den højeste plante med grene så store, at himlens fugle kan bygge rede i dens skygge. Vækst er sådan et håbefuldt ord, der bringer glædelige billeder med sig. I kirken spejder vi efter tegn på den gode vækst. – Netop i denne uge lægger Roskilde Domkirke rammer og indhold til det årlige konfirmandtræf, som arrangører længe har slidt med. Fra alle grene af stiftet komme busser kørende med hold af mere eller mindre opladte teenagere, som i tusindtal myldrer ind og lader sig overvælde af det eventyrlige rum, musikken, lyssætningen, fortællingerne, ritualerne og… måske først og fremmest den store oplevelse af fællesskab, kirkefællesskabet. Når så mange unge synger, kan det høres! Kirken har med sine konfirmander en fest, som er meget opmuntrende. Bliver vi ikke næsten forvissede i løftet om gudsrigets vækst, når vi oplever tilstrømningens mængde og deltagernes glæde? Vækst er sådan et bekræftende ord. – Men ikke entydigt: Generelt for samfundets fokus på vækst er optagetheden af det kvantitative, det statistisk målbare, det kalkulerbare udbytte af en effektiv indsats. Det udbredt endimensionelle begreb om vækst som menneskelig produktivitet, bæredygtig eller ej, er forførende. – Og kirkens vækst? Der kan måske også være en forførelse forbundet med pastorale optællinger af det voksende antal brugere af vores kirkebygninger – og målinger af brugernes påskønnelse af kirkens tilbud. At mennesker har glæde af en kirkelig arbejdsindsats, har utvivlsomt værdi i sig selv, og tak for, at de mange talenter ikke bare graves ned! – Men når Jesus i herværende lignelser lover vækst, handler det tydeligvis om noget andet end tjenernes effektivitet og produktivitet. Historien om ”den automatiske sæd”, som første lignelse kaldes, er snarere en modfortælling til præstationstanken: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han selv ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde”…. Her er væksten beskrevet som en gave, et under, og underet er Guds. Vi kan håbe, vi kan håbe og tro på Guds under, og i det håb må vi både arbejde og hvile. Vi kan håbe, at der under eller over alle vores kirkelige anstrengelser her og der bliver sået livsduelige, bæredygtige frø i menneskehjerter, det være ved dåb eller andre ritualer, ved samtaler, fortællinger, diakoni eller årets konfirmandtræf, som har overskriften ’tro, håb og kærlighed’, men vi kan ikke producere undere. Vi udfordres vist til at være uendelig tålmodige og indstille os på en guddommelig tidshorisont. Kristendommens udbredelse begyndte som bekendt hos en udgrænset leder med en ganske lille flok tilhængere, herunder en tidligere arg modstander, og mange af tilhængerne blev muligvis dræbt. Først efter 300 år fik kirken synligt vælde og ikke altid for det gode. Kirken var mange århundreder om at lære at give afkald på tvangsmidler og at sande, at den kun har nådemidler. Den synlige kirke er endnu ikke Guds rige. Men Guds nåde findes, og nåden vil finde vej. Troens, håbets og kærlighedens frø må fortsat sås, så frø kan spire. Ordene om gudsrigets automatiske vækst har vi måske allermest brug for at høre på de dage, hvor vi sår – eller selv bliver tilsået – uden overhovedet at kunne få øje på nogen vækst eller fremgang.

Instinktivt glædes vi over billeder af vækster, at kornaks og af store træer, så det er intet under, at træet hører til kirkekunstens mest yndede motiver, ikke mindst i nutiden. Hvad kunstnerne end selv har tænkt derved, kan deres skønne træbilleder i kirken legitimeres af træets symbolske og mytiske betydning. I såvel bibelens første som dens sidste bog står livstræet og stråler midt i haven. Mit valg af et af kirkekunstens træer er svært, men i dette opslag vil jeg ære den nyligt afdøde kunstner Tue Poulsen for hans umådelige pragtværk fra 1984 af livstræet i Helligåndskirken i Aarhus. På kirkens hjemmeside kan man finde omhyggelig information om kunstnerens egne tanker ved værket, og de er værd at fordybe sig i. Her er meget mere end ‘naturlyrik’. Det keramiske træ er fra nederst til øverst en henvisning til Gud selv med grene for Faderen (th), Sønnen (tv) og i midten Helligånden, som bl.a. viser en stor, hvid duevinge med spredte fjer samt en lang, lodret livslinje, der fortsætter opad “i evigheden”, også efter at være brudt af tværliggende gravsten. Træet er et inspirerende myldrebillede af bibelske og andre symboler, herunder også tegn for verdenshistoriens lange tidsforløb med pyramider yderst tv. Tue Poulsen har udsmykket også Værløse Kirke med et keramisk livstræ, der breder sine grene hen over altervæggen.

Et nyere eksempel på en kirkeudsmykning med et træ som motiv er John Kørners meget høje og lette vægmaleri i Østerhåb Kirke ved Horsens, malet 2012. Angiveligt var Kørner kirkeligt set forholdsvis forudsætningsløs, men det samme gjaldt ikke kunstnerens mor, der med tanke på Salomons tempel foreslog ham at vælge et cedertræ, og det skal mor ikke have utak for. Østerhåbs cedertræ er både stedsegrønt og lysåbent, så vi også ser himlens fugle, som kan søge ly mellem grenene. Det vises nederst i mit opslag på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst . Foto: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, Septuagesima Søndag, 2. rk. – De betroede talenter

Lignelsen om ’De betroede talenter’ læser vi i Mattæus’ skarpe formidling i kapitel 25. Rammen er Jesu sidste påske i Jerusalem, præget af konflikter og udblik til en forventelig, snarlig død. Her har evangelisten samlet – og måske tilspidset – krise- og domslignelser, der på falderebet udfordrer disciplenes prioritering: Hvad skal de stille op med sig selv i en kommende situation med et oplevet gudsfravær? De skal fortsat tage livet på sig som betroede disciple. Og det samme skal vi! – Billedernes udsagn er så uafrystelige, at de endnu præger vores dagligsprog. Kirkelige eller ej ved vi alle, at vi ikke skal ”grave vores talenter ned”, og det ved vi også, at ”enhver, som har, til ham skal der gives”, det sidste vel oftest citeret som en trist konstatering. – I den karismatiske mesters nærvær fik man så meget foræret, at det gnistrede, men hvordan bevares gnisten, når man ikke længere ser ham, og han er borte ”som en mand, der forlod sine tjenere og rejste udenlands”? En pointe er, at disciplene / vi i menigheden ikke er efterladt uden midler. Mulighederne er forskellige, men alle har fået noget betroet, hver især ”efter hans evne”. Til den lille ‘investor’ lyder det: “Du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget.” Alle har noget at investere i det fælles liv. En talent er på Det nye testamentes tid en formue på 35 kg guld, så det betroede er stort. Det handler ikke nødvendigvis om hverken en særlig begavelse, der skal dyrkes, eller økonomiske midler, der skal maximeres. Så sandt lignelsen er en Jesushistorie, må den handle om at sætte de ’midler’ i omløb, som Jesus selv var rundhåndet med: medmenneskelighed, trøst og tilgivelse, tro, håb og kærlighed – og altså inspirerende ord og fortællinger som denne lignelse, alt sammen i overflod.

Lignelsen handler også om drivkraft og motivation. For hvad er det, der driver os til at handle eller ikke at handle? Troskab? Frygt? Vi må hjælpe hinanden til modigt at bringe det betroede liv i spil. Det har helt banalt noget at gøre med at komme ud ad døren, færdes blandt mennesker, mødes og føre ærlige samtaler, tage opgaver og ombud på sig. Det bliver man sædvanligvis hverken berømt eller rig af, snarere slidt, men det er troligt, at man i selvforglemmelsen erfarer, at meget mere bliver givet en i form af nye udfordringer og muligheder, livsindhold med mening. Livet skal leves som et storslået og håbefuldt mellemværende med andre mennesker og med den Gud, der heldigvis får det sidste ord, som nådigt kan lyde: ”Gå ind til din herres glæde”. – – Men langt fra altid kan vi se os selv som trofaste, modige tjenere. Livet skrumper somme tider ind til en bekymret bestræbelse på at undgå personlige tab, og når det er værst, kan vi spejle os i den tredje tjener, der nedgravede sin talent, var vred på Gud og holdt frygten op som et selvforsvar. Det er et billede til selvbesindelsens indvortes brug for den enkelte i menigheden.

Biskop Søren Lodberg Hvas har skrevet ’Bogen om Jesu lignelser’, som Esben Hanefelt Kristensen har illustreret (2005). Lodberg Hvas skriver, at ser man den tredje tjener i lyset af den evangeliske menneskelivsforståelse, kalder han ikke på foragt, men på medfølelse. I Hanefelts maleri ses denne tjener som gennem et nøglehul, indespærret i sit eget gravmørke, frygtsomt knugende den betroede skat i armene uden at vide, hvad han skal stille op med den, sig selv og sit liv. Spaden står klar til at grave et hul. Er det ham selv, der snart skal ned i det hul? Eller kan hans historie endnu skrives om, når han med tomme hænder træder frem for Gud?

Lodberg Hvas citerer Benny Andersens livsbekræftende ”Morgenhymne”, der er lang, men fortjener at blive læst i sin helhed. Digtet slutter: ”Skriv tredive breve og plant et træ / efterlign et par fuglestemmer … Endnu er dagen spæd / du kan nå en masse / inden du segner livstræt om / Brug store ord i massevis / overdriv for en gangs skyld: / Thi kendes for ret: / Du er dømt til at leve! / Du må ikke kassere din skæbne / tværtimod tage den på dig / fyld den ud / som din hud! /Bid livet i låret /Find planer frem / Rut med planer og visdomsord / for i dag skal der sørme leves!”

Kunst til kirkeåret, sidste søndag i helligtrekonger, 2. rk. Hvedekorn

Spirende kerner er elementært livsbekræftende. At visne frøskaller i den grå jord skal briste for at lade sarte, grønhvide spirer bane sig vej mod lyset, må røre vore vinterfrosne hjerter. Denne lille, almindelige OG store og fantastiske begivenhed bevæger os som den gentagelse af skabelsens under, den er. Det spirende korn er et vidunderligt håbstegn.

Såning og plantning er håbefulde handlinger, som vi selv – om muligt – utålmodigt griber til, så snart vi – endelig – tør lide på forårets komme. Vi stikker fingeren i jorden og tager bestik af, om jorden er tjenlig, og om det måske kan nytte noget. Anderledes med evangeliets såning: Her er Jesus den gale sædemand, der uden at bekymre sig om, hvor vidt jorden er tjenlig, uforsigtigt og ødselt tilsår alle slags jordbund. Jesus sår mod svære odds. – Sådan også, da han såede sig selv. Uden vished om udfaldet, ja med alle sandsynlighedsberegninger imod sig, ofrede han sig selv. Han ofrede sig selv i en fjendtlig verden som korn i en jord, der ikke syntes tjenlig. Hans liv og død var den ukalkulerede historie om hengivelse og hengivenhed, der alligevel sprængte rammerne. Hans kærlighed løb storm mod mure og brød hul i gravkamre, og vi har siden bygget kirker i hele verden for at fejre denne selvhengivende kærlighed som Guds egen.

Blandt Johannesevangeliets mange metaforer for Jesus finder vi i søndagsteksten hvedekernen som symbol for, at Jesus giver sig selv, sagt med udsigt til den forestående død: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn: men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh.12.24). Hermed er teksten både en lidelsesforudsigelse forud for fastetiden, og den er helligtrekongertidens sidste epifani, hvor Gud tager skællet fra vores øjne for at åbenbare sin vilje til at skabe liv og glæde i overflod – også gennem lidelse og død – .

Væveren Berit Hjelholt (1920-2016) har i 1992 skabt en altergobelin med det originale hvedemotiv til Gundsømagle Kirke. Dette tæppe til altervæggen hedder “Agerens hunger” og viser kristendommens svar på agerens hunger: Over den modne kornmark finder vi den guddommelige fortælling med symboler for jul, påske og pinse: en hvid rose for julen, et stort, gyldent kors for påsken og en helligåndsdue for pinsen. Foto: Claus Jensen.

Kunstneren Tue Poulsen er død, 86 år gammel.

Her er der grund til af hjertet at takke keramikeren og designeren Tue Poulsen for hans tidssvarende og originale kirkekunst. Både i stor skala og i fine detaljer har Tue Poulsens værker ydet værdifulde bidrag til vore kirkeinteriører. Tue Poulsens kunst er velgørende integreret med en enkel og smuk, moderne kirkearkitektur i bl.a. Vangede, Værløse og Herslev Kirker, så helheden fremtræder såvel harmonisk som interessant med et fint symbolsprog.

Tue Poulsens keramiske døbefont i Vangede kirke er eksempelvis udformet som et træ med forgreninger for treenigheden som det livstræ, dåbsbarnet indpodes i, – og kirkens prædikestol fremtræder som indfatning om den store perle, der symboliserer evangeliet som et kostbart fund.

Tue Poulsens mest spektakulære kirkekunst kan opleves i Helligåndskirken i Aarhus, hvor rummet er beriget af et meget stort og symbolladet livstræ. Fotos: Claus Jensen.

Æret være Tue Poulsens minde!

Vangede kirkes interiør.

Nederst Helligåndskirken i Aarhus