Kategori: Uncategorized

“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”, udbrød Kleofas og hans anonyme makker efter påskeglædens fødsel i dagens tekst. Det er en arketypisk, evangelisk fortælling om menneskers bevægelse fra modløshed til tro. Som så ofte i Israel/ Palæstina var det hele ellers gået fra slemt til værre. De dramatiske påskebegivenheder i Jerusalem syntes ikke at efterlade andet end rædsel og dyb skuffelse. “Vi havde håbet”… Men noget godt skete så: På dagens tunge vandring fik de to ulykkelige følgeskab af en tredje, som formåede at sætte alt i nyt perspektiv. Fordi denne ukendte bragte håb, hang de ved ham og bad ham spise med i Emmaus: “Bliv hos os!” Der gik han så til bords med dem, “tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det”, og de forstod, at Kristus lever. Med fornyet livsmod måtte discipelparret da straks bryde op og ile tilbage til Jerusalem for at dele påsketroen med vennerne. – Teksten er skøn og nærende ved sin dobbelthed: Anskueligt fortæller den om et forløb omkring år 33 som en udløber af det øvrige påskedrama, men samtidig skildrer den, hvad der til alle tider sker hos mennesker, hvis tro bliver næret: Mennesker kan hos hinanden finde en trøst, som er mere end menneskelig, ikke kun ved højmessen, men forhåbentlig ikke mindst der. Vi kan overraskes af nærværets fylde, når rige tekster læses og tolkes, når vi deler et måltid, og når vi velsignes. Ja, den opstandne sender os stadig af sted med velsignelse og glimt af påsketro.

Teksten fra Luk. 24. har leveret to af kirkekunstens yndlingsmotiver: ‘Vandringen til Emmaus’ og ‘Måltidet i Emmaus’. Her finder vi den trosskabende åbenbarings mysterium i renkultur sammen med en næsten hverdagsagtig tilgængelighed og genkendelighed. Vi inviteres ind i en situation med mennesker, vi kan identificere os med – eller som vi længes efter at kunne identificere os med. Kirkekunsten spejler ikke bare hvem vi er, men hvem vi gerne vil være, og hvem vi kan blive. Bjørn Nørgaard er en af de samtidskunstnere, som har nyfortolket motivet ‘Vandringen til Emmaus’ som et af opstandelsesmotiverne på sin formidable bronzeport ‘Alfa og Omega’ i Christianskirken i Fredericia. Her er Emmausscenen plantet i en virkelighed, der lige så godt kan være dansk, med en bølgende, frodig mark og en strålende solnedgang. De tre mænd skridter af sted ad en markvej i nærheden af et lille hus. De to synes oprevne, gestikulerer og peger. Den midterste med hat har lagt en støttende arm om ryggen på en af de andre; denne støttende person tolker vi som en Kristusfiguration. Af en række på 12 popler er den ene væltet, måske et symbol for svigt, forræderi eller for at døden har høstet, men billedets fortælling er som helhed håbefuld. Jeg vil gerne være med. Foto: Claus Jensen.

Det er tid at overlade ordet til salmedigteren K. L. Aastrups “Der venter bag langfredags nat en påskemorgenrøde” (1939). Her skildres de mørke timer, som “til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer.” Digteren vinder ikke rosenkrans om kors eller flor om graven, men giver råt og hudløst udtryk for, hvordan hans hjerte hænger ved langfredag og påskelørdag “blandt alle helligdage”, – fordi graven er hans egen, som den er din og min: (v. 6:) “Her kender jeg jo mine kår, hvori jeg mig må skikke, mens jeg min vej til graven går, og når jeg dér skal ligge. (v.7:) Der er for graven sat en sten, som ej sig lader røre: og indenfor er tørre ben. Hvad er da mer at gøre? (v. 8:) Der er for stenen sat et segl, som holder mig i mulde, og ikke blot af fald og fejl, men af mit hjertes kulde. (v 9:) Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live”. (DDS 216, v 6-9)

Det valgte værk er fra 1950 og hænger i Arden Kirke i Himmerland. Den trefløjede altertavle tager os med fra Kristi dødsangst i Gethsemane over hans død på Golgata frem til opstandelsen påskemorgen. Kunstneren er Palle Pilo (1917-1998), som motivmæssigt stod på skuldrene af forgængere, men som dog med de skitseagtige strøg gav fortællingen et modernistisk udtryk. Palle Pio var primært illustrator og bladtegner og har mig bekendt ikke lavet anden kirkekunst. Tak til Niels Clemmensen for at have fotograferet.

Husker vi endnu, hvordan nadveren var amputeret, da pandemien var på sit højeste, og vi hver for sig stod og bøvlede på vore pladser med grimme plastikbægre, – om overhovedet? Des mere saligt er det nu igen at kunne samles i korets højtidelige omgivelser, at kunne knæle dér, række det smukke sølvbæger frem og se det fyldes af funklende rødvin. Det blanke bæger, som her skænkes fuldt af vin, er mit billede på, at mit menneskeliv fyldes af nåde. Sammen med ordene skaber disse mange sansbare udtryk og indtryk den rituelle totaloplevelse. Sådan er det med indøvede traditioner. Sådan er det med vore julemiddage, og sådan var det med jødernes påske, hvor alting fulgte et ældgammelt normativt forløb relateret til jøderens udfrielseshistorie, – indtil Jesus en første skærtorsdag gav de obligate symbolske retter på bordet en ny fortolkning, både chokerende og trøstende. I aftenens skælvende stemning af både fest og afsked insisterede Jesus på med brød og vin at give sine fæller det varige bånd, som til alle tider kunne og kan delagtiggøre dem i hans død og liv.

Det valgte billede er Lise Blomberg Andersens maleri “Work in Progress” fra 2015, brugt til udstilling bl.a. i Rundetårn ved det lutherske reformationsjubilæum, og gengivet i den smukke bog “Teser. Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen”. Maleriet formår på fineste vis at udtrykke den andagtsfulde koncentration hos både præst og lægmand under altergangen, set med det blik for individets modtagelse, som er karakteristisk for nutiden. Netop i billedets midterakse holdes alterkalken over modtagerens bæger. Mellem kalk og bæger findes et lille tomrum, som rødvinsstrålen et øjeblik kan udfylde, så at sige som Guds momentane repræsentation. Billedtitlen “Work in Progress” siger mig, at Gud stadig ‘arbejder’, idet nådens evangelium fremdeles rækkes ud til mennesker, også ved den næste nadvergudstjeneste. Kunstneren gør selv opmærksom på, at værkets titel har flere lag: Dels sigter det til, at maleriet endnu synes at være i proces, idet det er skitseagtigt udført på grundlag af fotos fra Dragør Kirke, kombineret med abstrakte strøg og store åbne felter. Dels sigter det til den protestantiske kirkes liv som en aldrig afsluttet proces; her er kvindelige præster således blevet almindelige i nyeste tid. (Lise Blomberg gør eksplicit opmærksom på, at kønnenes ligeværd har været afgørende for, at hun fastholdt sit medlemskab i folkekirken.) I “Teser” findes et interview med kunstneren, hvorfra jeg kan citere: “Jeg anser denne handling for at være den mest centrale del af gudstjenesten… omspundet af noget stille og højtideligt. Den kvindelige præsts højre hånd, som fatter om kalken, lige før hun skænker altervinen, er billedets vigtigste punkt, ligesom der også er fokus på den knælende kirkegængers venstre hånd, som holder om bægeret. Der er tale om en guddommelig udveksling. Denne handling stiller også spørgsmålet til beskueren om, hvorvidt han/hun rent mentalt vil tage bægeret eller ej”. Lise Blomberg (f. 1971) tilhører den gruppe af akademiuddannede kvindelige kunstnere, som fik gennemslagskraft omkring årtusindskiftet. Hendes værker er ofte portrætter og drømmende kompositioner af mennesker, dyr og andre naturelementer i forvandlinger.

Som barn følte jeg at være kommet i mål, når vi nåede frem til fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag: Endelig, endelig blev Jesus forstået, troet og fejret af folkeskaren! Endelig kunne hele scenen fyldes af begejstring for alt det gode, som Jesus havde sagt, gjort og været. Alle de almindelige mennesker: fiskere, fattige, småsvindlere, ludere, mødre med børn, alle de, som var blevet velsignet, helbredt, mættet, trøstet og tilgivet, fandt omsider ørenlyd og ord for taknemmelighed på vejen ind i hovedstaden: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Kunne bibelhistorien da ikke bare som en feel-good-story slutte i denne hyldest med røde løbere, grønne grene, faner og musik? Det var ufortjent og ubærligt, at historien skulle fortsætte så forfærdeligt, at vores helt, den bedste af alle, fem dage senere skulle skrige sin rædsel og ensomhed ud! – Min barndoms protest var måske ikke meget anderledes end de ældste menigheders, hvor man måtte endevende skrifterne og tolke på det modsætningsfulde begivenhedsforløb i søgen efter en højere eller dybere mening: Var Messias den samme som ‘Herrens lidende tjener’ hos profeten Esajas? Fredsfyrsten og syndebukken? Søren Holsts glimrende studie “Messias” har endevendt de eksisterende kilder fra før og omkring Jesu tid og er herefter tæt på at konkludere, at det først var de kristne, der bandt messiasværdigheden og lidelsen sammen i én skikkelse, den ene skikkelse, der altså forsvarede alle andre end sig selv. I evangelierne finder vi fra først til sidst en del samstemmende spor af, at Jesus selv afstod fra magten, den satans korrumperende magt. I dagens højlydt jublende tekster fra Zak. 9 og Matt. 21 er han tavs og undsiger symbolsk den magtsyge verdens triumf ved at ankomme “sagtmodig” på det mest ydmyge ridedyr, et hunæsel – jævnfør Zakarias-citatet: “Sig til Zions datter (= Jerusalem): Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trældyrs føl”. Det står hos Zakarias i modsætning til militante aggressorers ankomst på stridsheste. Palmesøndags-prædikener kan skrives over ordet “sagtmodig”, det sagte mod. Hvad var det for et sagte mod, vor konge havde? Modet til ikke at kæmpe for sig selv, men for andre, modet til at fortsætte sit indtog helt frem til dødsriget og mørkets mest forpinte sjæle.

Billedhuggeren Erik Heide har skabt nogle figurrige, forholdsvis elaborerede småskulpturer af støbejern med Kristi indtog i Jerusalem som motiv. Tro mod sin enkle stil viser Erik Heide mennesker uden gestikulerende armbevægelser, og den glorielysende Jesus på æslet er udadtil den mindst kommunikerende af dem alle: tavs og netop sagtmodig, – men han fylder billedet med sin tilstedeværelse. Skulpturerne fra o. 2000 findes i flere udgaver. Her sammenstiller jeg en udgave fra Ål Kirke med en udgave fra Haraldsted Kirke. Forskellene kan synes ubetydelige, men det slog mig, at i Ål Kirke lukker palmegrenene af foroven, så påskens drama er skjult for os festdeltagere, mens de nøgne kors træder frem som det overgribende i Haraldsted kirke. I Haraldsted Kirke, tæt ved det sted, hvor Magnus i år 1131 myrdede sin fætter Knud Lavard, toner langfredag altså frem i palmesøndagsscenen. Fotos: Claus Jensen.

Det spirer og gror med liljer i flor, vi kærtegnes af forårslyset og vil gerne tro på en ny begyndelse. Sendt fra himlen kommer så Mariæ Bebudelse som forårsevangeliet, der bryder ind i kirkens tunge fasteperiode. Billedet af den unge pige, der bevæger sig fra ængstelse til tillid i forhold til en ukendt fremtid, er et velkomment håbstegn: “Herren er med dig. Frygt ikke. Du har fundet nåde for Gud”…. Guds ånd bringer håb til Maria og til os alle: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig”… Det er altså Gud selv, der giver et menneske liv og status, Guds frie ånd frem for familiære og fysiologiske omstændigheder. På et vist plan gælder undfangelsen ved Helligånden alle Kristustroende mennesker, smlgn. Johannes-prologens åndrige påstand om, at de der tager imod Kristus, “er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.” Ved Helligåndens hjælp må vi altså alle leve som Guds sønner og døtre – og samtidig bekende os til Kristus som “den Højestes søn” i enestående forstand, fordi han på enestående vis bragte Guds sandhed og kærlighed ind i vores verden. Vi kan da næppe omtale Jesu undfangelse og fødsel, uden at hele den store fortælling om hans oplivende ord, handlinger og virkningshistorie danner klangbund, så det er på sin plads med en fanfare! Vi overgiver os gladeligt til fryden: hellere end at synke ned i historisk og dogmatisk granskning lader vi os bevæge af den foreliggende poetiske fortælling om englen Gabriels besøg i Nazaret hos den unge Maria, som samler sig om sit uventet nådefulde svangerskab med ordene: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” Så fint og enkelt! – Med kyshånd har billedkunstnere gennem årtusinder grebet og visualiseret denne anskuelige bebudelsesfortælling og malet mysteriet og tilbedelsen frem.

Bebudelsens billeder udviklede tidligt en egen ikonografi, som Viggo Pedersens symbolistiske akvarel med tusch endnu ca. 1894 til dels er et yndefuldt eksempel på: De cirkelrunde forgyldte stukglorier er byzantinske helgenattributter; de hvide liljer og den lukkede have er middelalderlige symboler på jomfrueligheden; krukken med den frodige vækst i midteraksen er et frugtbarhedssymbol. Kontakten mellem englen og pigen er intens med den fine diagonale linje mellem englens velsignende højre og Marias åbne hænder. Det er en fast tradition at vise Maria med nedslagent blik uden øjenkontakt med englen, for undfangelsen er en indre, åndelig begivenhed. Den traditionelle forestilling gik ud på, at Maria blev befrugtet af Guds ord gennem øret. Det kan vi måske også blive. Guds ord er stadig potent! Et budskab fra det høje kan vende op og ned på ens liv og frugtbargøre det. Glædelig bebudelse! Maleren Viggo Pedersen (1854-1926), som var søn af og far til billedkunstnere, blev uddannet på Kunstakademiet og anerkendt som naturalistisk landskabs- og genremaler. Han dygtiggjorde sig på udlandsrejser bl.a. i Italien, hvor han boede uden for Rom og sammen med andre danske kunstnere søgte inspiration fra tidlig italiensk renæssance. Til forskel fra sin kirkeligt meget produktive søn Stefan Viggo Pedersen har Viggo Pedersen vist kun udført en enkelt altertavle (til Havrebjerg Valgmenighedskirke), men også andre religiøse billeder. Disse røber et tilhørsforhold til det grundtvigske miljø og Skovgaardkredsen. Det her viste billede, som er fotograferet på Den Hirschsprungske Samling, har bl.a. den forgyldte stuk tilfælles med Joakim Skovgaards næsten samtidige fejende flotte bebudelsesbilleder i København: i Helligåndskirken på Strøget, Davids Kirke på Østerbro og Skt. Lukas Kirke på Frederiksberg.