Kategori: Uncategorized

Det er og bliver en gåde, hvordan påskens begivenheder fødte en verdensreligion – med den mellemregning, at en lille gruppe af chokerede tabere, der holdt sig “bag lukkede døre af frygt for jøderne” blev til missionerende ildsjæle. Gådens kerne er ikke en tom grav, men erfaringen af et møde, hvor de så den opstandne og identificerede ham som den korsfæstede. Som vores ældste kilde skrev Paulus om disse afgørende erfaringer, dels om hans eget overrumplende syn og kald, ‘Damaskusoplevelsen’, dels om de mange andres: at alle apostlene og femhundreder andre ‘brødre’ havde set Kristus. – Den opstandnes ‘substans’ kan vi ikke kloge os på, og den synes ikke at være væsentlig for Paulus; han kommer det ikke nærmere end til at omtale “opstandelseslegemet” og skrive, at “kød og blod ikke kan arve Guds rige”. Paulus ville nok finde det unødvendigt at gøre opstandelsestroen nagelfast ved at bekende sig til “kødets opstandelse”, en formulering der kan opleves som et bespænd, så meget mere som ordet “kød” kan have ret forskellige betydninger i bibelske og moderne sprog. Jeg tilslutter mig Johannes Værges formulering, at det ikke handler om opstandelseslegemets materiale, men om personens identitet i den forvandlede nyskabelse. – Nu står vi så med Johs 20, hvor disciplen Thomas ikke vil forlade sig på de andre disciples breaking news, men forlanger selv at se og føle: “Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke”. Thomas’ andragende handler ikke om den opstandnes kød, men om hans identitet. Thomas’ kolde frygt kunne være, at det var en helt anden person eller et fantasifoster, de andre disciple havde set. Dagens gode historie er nu, at tvivleren Thomas ikke er dømt ude, men at også han får sit Kristusmøde: Jesus kommer gennem lukkede døre og viser sig direkte for Thomas og citerer hans replik om finger, hænder og side. Da kan Thomas kun bekende: “Min Herre og min Gud!” Thomas har genkendt og ved sig genkendt, og det er alt nok! – Og angående kirkens påsketro, vores påsketro årtusinder senere? Den må ved Helligåndens hjælp oppebæres af de første vidners dyrebare fortællinger: “Salige er de, som ikke har set og dog tror”. På evangelisten Johannes’ tid, altså et par generationer efter Paulus, havde disciplene med deres fortællinger om mødet med den opstandne allerede skabt en modstandsdygtig kirke.

I 2003 har den færøske maler Torbjørn Olsen (f. 1956) i Øster Skerninge Kirke på Fyn skabt sin altertavle, som omfatter hele påsken. Det er uden sammenligning den mest karakterfulde af Torbjørn Olsens 4 danske kirkeudsmykninger. Den lukkede tavle viser torturen af Kristus, fodstykket viser den døde Kristus, den åbne tavle viser opstandelsen, på fløjene kvinderne ved graven og gravenglen, i hovedfeltet Thomas’ møde med den opstandne, omgivet af en gruppe andre disciple. Mon ikke det er Danmarks mest sete og værdsatte billede af Thomashistorien? Fodstykkets døde Kristus er med inspiration fra renæssancen forholdsvis eksplicit malet, mens den opstandne foran Thomas er skildret mere anelsesfuldt med armen som et omrids og sidesåret som et gult lys. Torbjørn Olsen maler skikkelser og bevægelser med skitseagtige strøg, og figurernes omgivelser fortoner sig i koloristisk abstraktion. Farvevalget er betydningsbærende: Både kvindelige og mandlige disciple er iklædt mørke farver, mens Kristus og englen er klædt i snehvidt som den forvandlede, forklarede fremtonings farve. Omkring den opstandne ses et påskeliljegult skær. Farver og lys er nu engang de medier, kirkekunstnere har til at signalere, at Kristus er sansbart til stede i åbenbaringen, men dog i en forvandlet skikkelse, af en anden virkelighed. Foto: Claus Jensen.

“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?”, udbrød Kleofas og hans anonyme makker efter påskeglædens fødsel i dagens tekst. Det er en arketypisk, evangelisk fortælling om menneskers bevægelse fra modløshed til tro. Som så ofte i Israel/ Palæstina var det hele ellers gået fra slemt til værre. De dramatiske påskebegivenheder i Jerusalem syntes ikke at efterlade andet end rædsel og dyb skuffelse. “Vi havde håbet”… Men noget godt skete så: På dagens tunge vandring fik de to ulykkelige følgeskab af en tredje, som formåede at sætte alt i nyt perspektiv. Fordi denne ukendte bragte håb, hang de ved ham og bad ham spise med i Emmaus: “Bliv hos os!” Der gik han så til bords med dem, “tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det”, og de forstod, at Kristus lever. Med fornyet livsmod måtte discipelparret da straks bryde op og ile tilbage til Jerusalem for at dele påsketroen med vennerne. – Teksten er skøn og nærende ved sin dobbelthed: Anskueligt fortæller den om et forløb omkring år 33 som en udløber af det øvrige påskedrama, men samtidig skildrer den, hvad der til alle tider sker hos mennesker, hvis tro bliver næret: Mennesker kan hos hinanden finde en trøst, som er mere end menneskelig, ikke kun ved højmessen, men forhåbentlig ikke mindst der. Vi kan overraskes af nærværets fylde, når rige tekster læses og tolkes, når vi deler et måltid, og når vi velsignes. Ja, den opstandne sender os stadig af sted med velsignelse og glimt af påsketro.

Teksten fra Luk. 24. har leveret to af kirkekunstens yndlingsmotiver: ‘Vandringen til Emmaus’ og ‘Måltidet i Emmaus’. Her finder vi den trosskabende åbenbarings mysterium i renkultur sammen med en næsten hverdagsagtig tilgængelighed og genkendelighed. Vi inviteres ind i en situation med mennesker, vi kan identificere os med – eller som vi længes efter at kunne identificere os med. Kirkekunsten spejler ikke bare hvem vi er, men hvem vi gerne vil være, og hvem vi kan blive. Bjørn Nørgaard er en af de samtidskunstnere, som har nyfortolket motivet ‘Vandringen til Emmaus’ som et af opstandelsesmotiverne på sin formidable bronzeport ‘Alfa og Omega’ i Christianskirken i Fredericia. Her er Emmausscenen plantet i en virkelighed, der lige så godt kan være dansk, med en bølgende, frodig mark og en strålende solnedgang. De tre mænd skridter af sted ad en markvej i nærheden af et lille hus. De to synes oprevne, gestikulerer og peger. Den midterste med hat har lagt en støttende arm om ryggen på en af de andre; denne støttende person tolker vi som en Kristusfiguration. Af en række på 12 popler er den ene væltet, måske et symbol for svigt, forræderi eller for at døden har høstet, men billedets fortælling er som helhed håbefuld. Jeg vil gerne være med. Foto: Claus Jensen.

Det er tid at overlade ordet til salmedigteren K. L. Aastrups “Der venter bag langfredags nat en påskemorgenrøde” (1939). Her skildres de mørke timer, som “til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer.” Digteren vinder ikke rosenkrans om kors eller flor om graven, men giver råt og hudløst udtryk for, hvordan hans hjerte hænger ved langfredag og påskelørdag “blandt alle helligdage”, – fordi graven er hans egen, som den er din og min: (v. 6:) “Her kender jeg jo mine kår, hvori jeg mig må skikke, mens jeg min vej til graven går, og når jeg dér skal ligge. (v.7:) Der er for graven sat en sten, som ej sig lader røre: og indenfor er tørre ben. Hvad er da mer at gøre? (v. 8:) Der er for stenen sat et segl, som holder mig i mulde, og ikke blot af fald og fejl, men af mit hjertes kulde. (v 9:) Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live”. (DDS 216, v 6-9)

Det valgte værk er fra 1950 og hænger i Arden Kirke i Himmerland. Den trefløjede altertavle tager os med fra Kristi dødsangst i Gethsemane over hans død på Golgata frem til opstandelsen påskemorgen. Kunstneren er Palle Pilo (1917-1998), som motivmæssigt stod på skuldrene af forgængere, men som dog med de skitseagtige strøg gav fortællingen et modernistisk udtryk. Palle Pio var primært illustrator og bladtegner og har mig bekendt ikke lavet anden kirkekunst. Tak til Niels Clemmensen for at have fotograferet.

Husker vi endnu, hvordan nadveren var amputeret, da pandemien var på sit højeste, og vi hver for sig stod og bøvlede på vore pladser med grimme plastikbægre, – om overhovedet? Des mere saligt er det nu igen at kunne samles i korets højtidelige omgivelser, at kunne knæle dér, række det smukke sølvbæger frem og se det fyldes af funklende rødvin. Det blanke bæger, som her skænkes fuldt af vin, er mit billede på, at mit menneskeliv fyldes af nåde. Sammen med ordene skaber disse mange sansbare udtryk og indtryk den rituelle totaloplevelse. Sådan er det med indøvede traditioner. Sådan er det med vore julemiddage, og sådan var det med jødernes påske, hvor alting fulgte et ældgammelt normativt forløb relateret til jøderens udfrielseshistorie, – indtil Jesus en første skærtorsdag gav de obligate symbolske retter på bordet en ny fortolkning, både chokerende og trøstende. I aftenens skælvende stemning af både fest og afsked insisterede Jesus på med brød og vin at give sine fæller det varige bånd, som til alle tider kunne og kan delagtiggøre dem i hans død og liv.

Det valgte billede er Lise Blomberg Andersens maleri “Work in Progress” fra 2015, brugt til udstilling bl.a. i Rundetårn ved det lutherske reformationsjubilæum, og gengivet i den smukke bog “Teser. Danske samtidskunstnere i dialog med reformationen”. Maleriet formår på fineste vis at udtrykke den andagtsfulde koncentration hos både præst og lægmand under altergangen, set med det blik for individets modtagelse, som er karakteristisk for nutiden. Netop i billedets midterakse holdes alterkalken over modtagerens bæger. Mellem kalk og bæger findes et lille tomrum, som rødvinsstrålen et øjeblik kan udfylde, så at sige som Guds momentane repræsentation. Billedtitlen “Work in Progress” siger mig, at Gud stadig ‘arbejder’, idet nådens evangelium fremdeles rækkes ud til mennesker, også ved den næste nadvergudstjeneste. Kunstneren gør selv opmærksom på, at værkets titel har flere lag: Dels sigter det til, at maleriet endnu synes at være i proces, idet det er skitseagtigt udført på grundlag af fotos fra Dragør Kirke, kombineret med abstrakte strøg og store åbne felter. Dels sigter det til den protestantiske kirkes liv som en aldrig afsluttet proces; her er kvindelige præster således blevet almindelige i nyeste tid. (Lise Blomberg gør eksplicit opmærksom på, at kønnenes ligeværd har været afgørende for, at hun fastholdt sit medlemskab i folkekirken.) I “Teser” findes et interview med kunstneren, hvorfra jeg kan citere: “Jeg anser denne handling for at være den mest centrale del af gudstjenesten… omspundet af noget stille og højtideligt. Den kvindelige præsts højre hånd, som fatter om kalken, lige før hun skænker altervinen, er billedets vigtigste punkt, ligesom der også er fokus på den knælende kirkegængers venstre hånd, som holder om bægeret. Der er tale om en guddommelig udveksling. Denne handling stiller også spørgsmålet til beskueren om, hvorvidt han/hun rent mentalt vil tage bægeret eller ej”. Lise Blomberg (f. 1971) tilhører den gruppe af akademiuddannede kvindelige kunstnere, som fik gennemslagskraft omkring årtusindskiftet. Hendes værker er ofte portrætter og drømmende kompositioner af mennesker, dyr og andre naturelementer i forvandlinger.

Som barn følte jeg at være kommet i mål, når vi nåede frem til fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag: Endelig, endelig blev Jesus forstået, troet og fejret af folkeskaren! Endelig kunne hele scenen fyldes af begejstring for alt det gode, som Jesus havde sagt, gjort og været. Alle de almindelige mennesker: fiskere, fattige, småsvindlere, ludere, mødre med børn, alle de, som var blevet velsignet, helbredt, mættet, trøstet og tilgivet, fandt omsider ørenlyd og ord for taknemmelighed på vejen ind i hovedstaden: “Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” Kunne bibelhistorien da ikke bare som en feel-good-story slutte i denne hyldest med røde løbere, grønne grene, faner og musik? Det var ufortjent og ubærligt, at historien skulle fortsætte så forfærdeligt, at vores helt, den bedste af alle, fem dage senere skulle skrige sin rædsel og ensomhed ud! – Min barndoms protest var måske ikke meget anderledes end de ældste menigheders, hvor man måtte endevende skrifterne og tolke på det modsætningsfulde begivenhedsforløb i søgen efter en højere eller dybere mening: Var Messias den samme som ‘Herrens lidende tjener’ hos profeten Esajas? Fredsfyrsten og syndebukken? Søren Holsts glimrende studie “Messias” har endevendt de eksisterende kilder fra før og omkring Jesu tid og er herefter tæt på at konkludere, at det først var de kristne, der bandt messiasværdigheden og lidelsen sammen i én skikkelse, den ene skikkelse, der altså forsvarede alle andre end sig selv. I evangelierne finder vi fra først til sidst en del samstemmende spor af, at Jesus selv afstod fra magten, den satans korrumperende magt. I dagens højlydt jublende tekster fra Zak. 9 og Matt. 21 er han tavs og undsiger symbolsk den magtsyge verdens triumf ved at ankomme “sagtmodig” på det mest ydmyge ridedyr, et hunæsel – jævnfør Zakarias-citatet: “Sig til Zions datter (= Jerusalem): Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trældyrs føl”. Det står hos Zakarias i modsætning til militante aggressorers ankomst på stridsheste. Palmesøndags-prædikener kan skrives over ordet “sagtmodig”, det sagte mod. Hvad var det for et sagte mod, vor konge havde? Modet til ikke at kæmpe for sig selv, men for andre, modet til at fortsætte sit indtog helt frem til dødsriget og mørkets mest forpinte sjæle.

Billedhuggeren Erik Heide har skabt nogle figurrige, forholdsvis elaborerede småskulpturer af støbejern med Kristi indtog i Jerusalem som motiv. Tro mod sin enkle stil viser Erik Heide mennesker uden gestikulerende armbevægelser, og den glorielysende Jesus på æslet er udadtil den mindst kommunikerende af dem alle: tavs og netop sagtmodig, – men han fylder billedet med sin tilstedeværelse. Skulpturerne fra o. 2000 findes i flere udgaver. Her sammenstiller jeg en udgave fra Ål Kirke med en udgave fra Haraldsted Kirke. Forskellene kan synes ubetydelige, men det slog mig, at i Ål Kirke lukker palmegrenene af foroven, så påskens drama er skjult for os festdeltagere, mens de nøgne kors træder frem som det overgribende i Haraldsted kirke. I Haraldsted Kirke, tæt ved det sted, hvor Magnus i år 1131 myrdede sin fætter Knud Lavard, toner langfredag altså frem i palmesøndagsscenen. Fotos: Claus Jensen.