Kategori: Uncategorized

Jesus græder for Jerusalem: “Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred?” lyder hans udbrud iflg. Luk. 19, hvor Jerusalems ødelæggelse beskrives. Da Lukasevangeliet blev nedskrevet, var byen allerede en ruin. Kristne, som var bortvist fra jødernes forsamlinger, søgte at finde en højere retfærdighed i de historiske ulykker, men Jesus er ikke skadefro; han græder, han græder fordi han elsker sit folk og dets tempelby. Templet var imidlertid udartet til en undertrykkende ramme for offerkult og kræmmervirksomhed, som om Gud var et grådigt forsikringsselskab, – skønt allerede de gammeltestamentlige profeter vidste, at Gud forlanger “barmhjertighed, ikke slagtofre”. Ved optakten til påske gik Jesus til tempelpladsen og betragtede i sit himmelperspektiv alt det kultisk-kommercielle leben – og blev vred: “Der står skrevet: ‘Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Kun med tomme hænder kan vi række ud efter Gud. I Det nye Testamente finder vi et religionshistorisk epokegørende løft i religiøs inderliggørelse, idet troen løsnes fra den traditionelle bundethed til kultiske bygninger og genstande. I Joh. 4 kan vi tilmed læse, at der vil komme dage, da man ikke skal tilbede Gud “her eller der”, men “i ånd og sandhed”, og i 1. Kor tiltaler Paulus Kristi menighed som “Guds tempel og bolig for Guds ånd.” Troens sted er i menneskets ånd og menneskers mellemværende, i lyset af Jesu enkle evangelium. – Som nutidige mennesker i en accelererende, larmende og geskæftig tilværelse – med mobil – har vi nok tilbagevendende brug for en “tempelrensning” for at finde roen til bøn og inderlighed, i fred for alt det der distraherer hjertet fra at blive stille og lyttende til ånden. Den levende ånd er ikke formløs, men gives form i kirkens stærke symbolsprog og tilsagn om Guds evige nærvær i Jesu navn.

I Strøby Kirke syd for Køge findes Thorvald Petersens store serie af træskærerarbejder, der viser scener af Jesu liv. En gang sad de mange forskellige relieffer på bænkegavlene, men efter kirkens renovering er de nu samlet i tårnrummet, ganske vist i en påfaldende rækkefølge. Her har vi også et – lidt stift – relief med Jesu tempelrensning som motiv. I billedets midterakse ses søjlen som det traditionelle symbol for aksen mellem himmel og jord. Her ses også svøben som udtryk for guddommelig vrede. Tv. ses vredens årsag: kræmmerne med den væltede pengekasse, th. den alvorlige, rødklædte Jesus med gylden glorie. Han købte ikke offergaver, men ofrede sig selv. – En anden version af tempelrensningen ses på alterbordsforsiden i Dåstrup Kirke, skåret af Thorvald Petersen fra Odense og Erik Gottlieb Pedersen fra Roskilde. Her slippes duerne fri. Fotos: Claus Jensen.

Vi er så meget betroet: En forunderlig, velsignet og udfordrende tilværelse lægges dagligt i vores hænder af en Gud, hvis kærlighed altid er større end vores gæld til livet. Vores ‘regnskab’ kommer aldrig i balance, lige så lidt som vore medmenneskers gør. Evangeliets grundfortælling er, at der hinsides al menneskelig fallit er en stemme, der rejser fallenten op med ordene ‘alt forladt!’, så han og hun får mod til fortsat at tage livet på sig og også lette andre skyldbetyngede medmennesker deres byrde. – I Luk. 16 finder vi den uhåndterlige lignelse om afsløringen af en uhæderlig forvalter, der skaffer sig et manøvrerum ved – for sin herres regning – at strege i de andre gældsattes regnskaber. Den betroede medarbejder er bevidst om sin beskæmmende situation: at han er en fusker i livet, sig selv nærmest og rigeligt øm om sin sociale status. Men des mere ivrigt deler han ud af den rigdom, der ikke er hans egen, – og bliver lykønsket fra højeste sted!! – en provokerende uretfærdighed! Kan vi tolke det som et billede af kirken, et samfund af skyldnere, der ikke kan gøre bedre end af dele ud af Guds riges overflod, generøse på Guds vegne, rundhåndede med velsignelse og nåde, med kærlighed og håb? Provokerende uretfærdigt, ja, heldigvis. Retfærdighed rimer ikke på nåde, og vi var ilde stedt, hvis ikke gældsposter blev streget ud. Af Guds nådegaver alene opbygges kirkens herlige netværk af forgældede, men frisatte mennesker. – Gud lader sig ikke føre bag lyset; han er selv lyset: Han er det afslørende lys, som er dommen, og han er det livgivende lys, som er nåden. Han kender os, gennemskuer os, men bygger altså kirke af sådan nogle som os. – Måske kan vi høre en latter bag den guddommelige replik: “Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”. – Når vi har svært ved at få hold på lignelsen, kan det skyldes, at penge tilsyneladende nævnes med både bogstavelig og overført betydning. At den økonomiske rigdom med dens ulige fordeling er uretfærdig, betones stærkt hos Lukas; Mammon er uretfærdig. Samtidig optræder formue og gæld i evangelierne som metaforer for Guds riges mellemværende med mennesker, en sag på et helt andet niveau med evige dimensioner. Den økonomiske uretfærdighed er beskæmmende; den himmelske uretfærdighed er befriende.

Af gode grunde er lignelsen næppe motiv for en kirkeudsmykning. I Lodberg Hvas’ og Esben Hanefelts bog om ‘Jesu lignelser’ fra 2005, finder vi imidlertid en illustrativ tolkning af også lignelsen om den uærlige godsforvalter, hvor Herren i baggrunden er det vidende og overbærende (?) vidne til, hvad der foregår: forvalterens manøvre med gældsbeviser. Forvalteren tager sig til hagen med et udspekuleret udtryk, der måske illustrerer skriftordet, at “denne verdens børn handler klogere, end lysets børn”. Et par hænder rækkes frem fra højre i håb om mere gældssanering. Det er måske mine hænder?

Henimod slutningen af Bjergprædiken i Matt. 7 advarer Jesus: “Tag jer i agt for de falske profeter”. Han er omgivet af stærke religiøse og politiske grupperinger, der finder hans syndsforladelse uforsvarlig, hans udfordring af lov og tempelkult blasfemisk, hans messianitet politisk sprængfarlig – eller hans fredsbudskab politisk fejt. Midt i denne kakafoni af konfliktende budskaber griber Jesus altså Ordet for at undervise om sin “himmelske faders vilje”. Men hvorfor er det netop Hans ord, som vi hører brænde igennem som de sande? – Kampen om sandheden og værdierne raser også i dag på nutidens (grundigt sammenfiltrede) religiøse, politiske og økonomiske arenaer, fx mellem dem der uforbeholdent hylder ytringsfriheden, herunder islamofober, og dem der uforbeholdent tilbeder koranen, herunder jihadister, der ønsker krig mod ‘vestlig dekadence’. I dag har medier og digitalisering udstyret alle med megafoner – eller overvåger hele befolkninger for at kunne lukke budskaber ned. Sandheden varer længst, men løgnen er somme tider mest højrøstet og effektiv, og vi kan seriøst komme i tvivl om, hvilken agitator der taler af bedste overbevisning. – Jeg må spørge igen: Hvad er det da, der gør, at vi stadig hører netop Jesus tale “som en der har myndighed” ? Et svar kan være den inderlige overensstemmelse mellem hans liv og hans lære. Ordet brænder igennem, fordi han selv inkarnerer dette ord i liv og død. Hans opskrift på at skelne mellem sande og falske profeter er elementær og i elementær overensstemmelse med hans egen færden: “På deres frugter kan I kende dem… Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter”. Evangelierne fortæller fra først til sidst om gode frugter i hans følge, som det fx sammenfattes i Matt. kap 11:…“Blinde ser og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”

Selvom det er fristende, skal jeg ikke benytte anledningen her til at identificere tidens falske profeter. I historiens klare tilbageblik er det nemt at få øje på de navnløse lidelser, som religiøs fanatisme, chauvinisme, fascisme og kapitalisme har påført mennesker. Det valgte relief forestiller en kvindelig folketaler med tilhængere, hvoraf flere ser glade ud. Jeg afkoder hende som en progressiv forkæmper for frihed og retfærdighed, måske et evangelium for de undertrykte, snarere end som en falsk profet. Som vi har læst hos Matthæus, kommer det an på frugterne. Billedet er et meget lille udsnit af Bjørn Nørgaards 5 m høje bronzeskulptur på pladsen foran Ikast Kirke. Skulpturen fik titlen “Riv dette tempel ned” med et citat af Jesus, der satte “tilbedelse i ånd og sandhed” i stedet for tempelkult. Ved skulpturens navngivning i 2012 gik kunstneren, som så ofte, på det gode livs vegne i clinch med samtiden: “Er vores civilisation og modernitet ved at udpine natur, mennesker, kulturer, kunst og kærlighed… i jagt efter materielle goder og underholdning, der bliver stadig tyndere og tommere. Vi kunne overveje, om der mellem menneskers materielle behov og menneskers åndelige væsen kan findes et symbiotisk samliv. Huset er her, svaret er hos hver enkelt af os.” Foto: Claus Jensen

I Luk. 19 finder vi den opmuntrende fortælling om den lille overtolder, der klavrede op i et træ for at få udblik over vejen, hvor Jesus skulle drage forbi. Zakæus ville se Jesus, eller se ham an. Måske ligner han deri et moderne kritisk menneske, der på afstand vil vurdere, hvad kristendommen kan tilbyde. Som om man kan lære troen at kende uden at involvere sig selv. Vi får oplyst om Zakæus, at han personligt var blevet velhavende ved at presse penge af folk, og tilmed på besættelsesmagtens vegne; det er en historie om at være faldet for fristelsen til medløberi og korruption i et ulige samfund, hvis taksering ville være lav på en ‘Transparency-skala’. Zakæus har været ildeset i sit folk, og vi kan gisne om, at han har været plaget af ambivalens og selvforagt. Hvad der fik Zakæus’ liv til at tage en U-vending af næsten paulinske dimensioner, var imidlertid ikke, at han fik Jesus at se, men at han selv blev set af Jesus. Foran Guds blik var han transparent, gennemsigtig, set og gennemlyst med al den synd, skam og ensomhed, der plagede ham. Jesus så ham som det menneske, han burde være, måske gerne ville være og kunne blive, og inviterede sig selv på besøg: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. (En munter appel, der ad uransagelige veje måske har dannet baggrund for min barndoms udbredte, friske talemåde: “Stat op, Zakæus, kamelen er pumpet; du skal til Jerusalem efter wienerbrød”). Zakæus blev glad, satte ikke bare mad på bordet, men ryddede op i sit liv: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Den uventede accept og det nye tilhørsforhold gjorde forandring mulig. Det er, med et andet ord, nåde. Identitet er ikke statisk eller fritsvævende, men dynamisk og relateret til andre / til den signifikante anden / til Gud. Med tilhørsforholdet gav Jesus Zakæus en ny forankring.

Danmarks mest kendte og værdsætte kunstværk med Zakæus som motiv er uden tvivl Niels Larsens Stevns maleri fra 1913, som jeg tidligere har vist på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K . Denne gang gælder det et 100 år yngre maleri af det usammenlignelige færøske talent Sigrun Gunnarsdottir, som har udstillet bl.a. på Galleri Emmaus. Det minimalistiske billede, som med de to øjne i løvet til en vis grad minder om en vittighedstegning, vidner om betydningen af, at billedlæseren har en værktøjskasse dvs. kender den bibelske fortælling. På denne baggrund kan vi se Zakæus i trækronen og se det omgivende massive mørke som en tolkning af Zakæus’ hidtidige situation. Vi kan også se et håbefuldt daggry på himlen. Zakæus gemte sig, men blev set med nåde.

To forskellige udsendelser fra P1 kolliderer i mit hoved: På den ene side en udsendelse om ‘fremtidens krige’, hvor vore kvalificerede eksperter udtaler, at krig på den lange bane er kommet for at blive. Der vil komme nye våben, men dødelige krige vil fortsat blive udkæmpet mange steder i verden som følge af dybe interessekonflikter. “Krigen er kun slut for de døde”, lød et mistrøstigt citat. – På den anden side en udsendelse om nærdødsoplevelser og et muligt liv efter døden. Genetikprofessor Eske Willerslev vil gerne udforske data (beretninger) om efterlivet, hvordan det så end skal kunne lade sig gøre. Det har ikke mindst gjort indtryk på ham, at nærdødsberetninger så enslydende formidler den erkendelse, at alt liv er forbundet og skal være forbundet af kærlighed. Personer, der efter en nærdødsoplevelse får mulighed for at genoptage tilværelsen, synes forvandlede: De har betragtet livet ‘udefra’ eller ‘oppefra’ og ved så at sige så meget om ‘Himmelen’, at de ikke længere kan tage del i verdens ondskab og hårdhed og fx ikke længere kan varetage et arbejde, der indebærer udøvelse af vold. Det eneste vigtige er kærlighed, altså ikke bare romantisk kærlighed, men altomfattende kærlighed. – Dette er virkelig dybt interessant – og naturligvis omstridt, – men også uden at gæste dødsriget kan vi få at høre, hvad livet dybest set går ud på: Kristus er vores stadige genvej til perspektivet ‘oppefra’ og deler sin himmelske erkendelse med os, bl.a. i dagens etiske belæring fra Bjergprædikenen (Matt. 5). Fra sin ‘talerstol’ på bjerget forkynder han kærlighedens herredømme og udtrykker forfærdelse over menneskers voldshandlinger, stridbarhed og dømmesyge, som religionernes kultiske offerhandlinger ikke kan kompensere for. Jesus foreholder os den radikalt næstekærlige etik, som foruden handlinger omfatter tale, hjerte og sind: Når du foran alteret “kommer i tanker om, at din bror har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror.”…“Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Gudsforholdets hemmelighed er, at ethvert menneskeligt mellemværende også er et mellemværende med Gud, hvis kærlighed har givet os alle livet. Jesus fordrer “retfærdighed” af os, en retfærdighed som “langt overgår de skriftkloges og farisæernes”, og vi forstår, at retfærdighed, altså det at færdes ret, er at færdes med uforstilt næstekærlighed. Når vi er opfyldt af had og nag til medmennesket, sætter vi os selv i et fængsel, som vi ikke kan købe os fri af. Kan vi håbe på at blive løsladt mod kaution? I den lutherske teologi tales om den ‘tilregnede retfærdighed’, retfærdighed som den gave, at Guds kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Den Kristus, som sammenligner vores indbyrdes had og vold med et fængsel, var også ham der selv som voldsoffer bad for sine bødler.

I danske kirker findes en hel del store, figurrige udsmykninger med Jesu bjergprædiken som motiv, især ældre værker fra 19. og beg. af 20. årh. En af de pompøse udførelser er C. N. Overgaards tredelte glasmaleri i koret i Svenska Gustafskyrkan på Østerbro Kbh., som kunstneren skabte i 1910 sammen med andre motiver i kirken (Kristus stiller stormen på søen). Glaskunsten udnytter dagslyset fra øst, og Kristus er skildret smukt og konventionelt som den suveræne, milde lærer, der peger op mod lyset fra himmelen, omgivet af lyttende mennesker af forskellige aldre og køn, hos hvem hans prædiken tydeligvis vækker eftertanke og måske er livsomvæltende. Det illustrative værk har livfulde, fortællende detaljer, som tilbyder identifikation for en lyttende menighed, men er dog roligt samlet om det væsentlige: den ophøjede Kristus. Traditionen tro bærer Kristus korsglorie, og korsfæstelsen anskueliggøres samtidig i det centralt placerede store krucifiks. – C. N. Overgaard (1851-1929) underviste på Kunstakademiet og mestrede som multikunstner adskille tekniker fra gobelin, maleri og dekoration til glaskunst, hvis udbredelse i DK han fik betydning for. Han var en glimrende tegner, kompositør og tekniker og fik fortjente, store opgaver med udsmykning af danske slotte og mindst 25 danske kirker. Stilmæssigt bevægede han sig fra historiemaleriet til skønvirke. Der er elementer af abstraktion nederst i midterste rude. Ikke mange husker måske hans navn i dag; der er noget anonymt ved hans illustrative stil, men for generationer af danskere og svenskere har han altså fortalt bibelhistorie. Foto: Claus Jensen.