Kategori: Uncategorized

I denne tid holder kirkerne høstgudstjenester. Der bliver pyntet overdådigt og sunget folkekære høstsalmer. I søndags hørte jeg en god kollekt, hvor præsten med poetiske ord malede septembers rigdom frem ved at nævne og takke for blomsters og frugters farver, en for en. Det giver god mening. Skønhed nærer troen, ja vi kan opleve den som et gudstegn. Vi standser op, sænker skuldrene, trækker vejret dybt, føler os berigede. Bekymringer har vi af alt for mange tungtvejende grunde, både fælles og individuelle, men hvad vi end har af bekymringer og sorger, suspenderes disse i skønhedsåbenbaringens øjeblikke; ja den overvældende skønhed kalder vi netop åbenbaring, fordi det er på sin plads at bruge et ord med religiøs tone. – Vore hjerter giver da også genklang, når Jesus i Bjergprædikenen Matt. 6 deler sin oplevelse af den skabte verdens skønhed og lader denne være ‘argument’ for – trods alt – at leve et menneskeliv i tro og tillid: “Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer. End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem.” – Jeg tænker på, hvordan blomster bringer livsbekræftende bud i vores liv: Vi fejrer hinanden med blomster, når der er noget at fejre; men vi griber også til at give hinanden blomster, når der er mindst at fejre, fx ved en tung sygeseng. Vi ønsker, at buketter med skønhedens sjælebad kan bringe et øjebliks lindring. I vores afmagt lader vi blomsterne insistere på tro og håb. Allermest har vi brug for blomsternes budskab ved en kiste. De fjerner ikke sorgen, artikulerer den snarere, idet de er lige så flygtige, som de er skønne; men i al deres flygtighed hvisker eller råber de om livets betydning og om den nærværende kærlighed fra Gud og mennesker.

Dagens tekst, hvor Jesus peger på himlens fugle og markens blomster, er direkte motiv for kirkeudsmykninger af Johan Thomas Skovgaard og af John Sparre Christensen, som tidligere vist på hjemmesidens opslag til foregående år. Denne gang ser vi en del af netop denne søndags bibelcitat malet på et 1700-tals pulpitur i Bredstrup Kirke ved Fredericia. Her har maleren, hvis navn jeg ikke kender, omhyggeligt malet forskellige prægtige blomstersorter, som overgår den kongelige galla i pragt. I centrum er Kristus åbenbaret som verdens frelser – Salvator mundi – med den ene hånd løftet til velsignelse. I den anden holder han jordens bold, kronet med kors og opdelt i de klassiske verdensdele Europa, Asien og Afrika. Omkring ham bekræfter de 12 blomsterpanelers skønhedsåbenbaringer, at der er grund til tro og glæde. Trods lysreflekser kan citatet fra Bjergprædikenen nok identificeres. Foto: Claus Jensen.

Dagens evangelium sammenkæder tak og tro. Vi hører i Luk. 17 om, at Jesus på sin vandring i landets udkant på afstand anråbes af ti spedalske. Han sender dem videre til de præster, der skal afgøre, om de som syge skal forblive i isolationens elendighed, eller de som helbredte kan vende tilbage til samfundets fællesskab. Skal de resten af livet med råb og larmende klokker advare andre mod deres smittefarlige tilstedeværelse, eller sættes de fri til det almindelige, besværlige, sociale, velsignede liv? Fortællingen anskueliggør, at Guds riges livsfornyende kraft når ud til de mest udstødte, tilmed af samaritanernes fremmedgruppe, hvor Jesus også finder tro. Evangeliet er universelt. Denne fortælling har ydermere takken som pointe: Den ene samaritaner vender om for at takke, da han erfarer at være helbredt: “Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder”. Jesus svarer ham med ordene: “Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren? …”Stå op herfra! Din tro har frelst dig“. Tro og tak hører sammen. – Der er troende mennesker, som begrunder deres gudstro med, at de er nødt til at have en at sige tak til.

Der findes i dansk kirkekunst to specifikke billedtolkninger af dagens tekst: en af Larsen Stevns og en af Axel Jørgensen. Begge disse seværdige værker er tidligere vist på min hjemmeside. – Men hvad der ellers findes af bibelhistoriske billeder (især fra o. 1900) af personer, som ligger for Jesu fødder, kan for en nutidig betragter måske snarere virke fremmedgørende end opbyggelige, alene af den grund, at det religiøse kropssprog er fremmed. Historisk og kulturel afstand og religiøs blufærdighed er støjsendere. Hvordan kommer taknemmelighed da til udtryk i folkekirkekristent sprog? Gennem lovsangenes poesi og musik! Vi synger taknemmeligheden ud i salmer som ‘Lovsynger Herren, min mund og mit indre’, ‘Giv mig, Gud, en salmetunge’, ‘Alt hvad som fuglevinger fik’ og mange flere. Men kan taknemmelighed for det skabte og frisatte liv også billedliggøres i kirkens visuelle udsmykning? Vores snart 90-årige billedhugger Erik Heide har et svar: Ved hjælp af FUGLE! Erik Heides billedkunst i både kirker og offentlige rum er rig på vinger og på fugle, duer som konventionelle helligåndssymboler, men også spurve, ugler, ravne, musvåger m fl. : Erik Heide taler til os med enkelte fugle i hvile eller flugt, fugle i par, grupper og sværme, kvidrende fugle, indespærrede fugle og frisatte fugle som metafor for menneskesjælens længsel og erfaringsregister.

I 1991 skabte Erik Heide eksempelvis en helstøbt kirkeudsmykning med fugle i Asferg Kirke ved Randers, hvor indgangsdøren modtager den kirkesøgende med et relief af fugle bag gitter, mens udgangsdøren viser frie fugle. På altervæggen ser vi helligåndsduen flyve over tornekronen, som omkranser Heides glasmosaikrude, hvor korsmønster og selve lyset er Kristussymbol. Desuden har kunstneren anvist, at der på altret skal stå fem røde roser, svarende til antallet af Jesu sårmærker. Korets skranke, som ses i forgrunden, bærer en kreds af frit flyvende, jublende fugle, hvis lovsang menigheden kan istemme. Som Erik Heide har udtalt: “Med den kunst, jeg skaber til kirker, ønsker jeg at deltage i kirkens lovsang.” Vi takker og stemmer gerne i! Foto: Claus Jensen.

“Hvem var en næste for ham, der faldt i røveres hænder?”, spørger Jesus efter at have fortalt sin kernelignelse om Den barmhjertige samaritaner, Luk. 10. Det er en af den øjenåbnende fortællings pointer, at voldsofferet blev hjulpet, ikke af en af ‘sine egne’, men af en repræsentant for en nedvurderet fremmedgruppe. Vi kan benytte lejligheden til at tænke efter, hvornår vi på den ene eller den anden måde selv har følt os uhjælpeligt fortabt, men alligevel blev hjulpet, måske fra en helt uventet kant. Har vi erfaret, at en nødsituation forløstes ved mellemkomst af et kendt eller ukendt medmenneske, der ikke bare gik forbi, men tilsidesatte sin egen dagsorden, ofrede tid, opmærksomhed og indlevelse og ydede den afgørende praktiske eller sjælelige hjælp? Måske fik vi i situationen end ikke sagt tak, men vi kan fortsætte vores liv med taknemmelighed og den berigende tanke, at Gud nåede os gennem dette medfølende medmenneske. – Rollerne skifter i livets løb. Guds kærlighed vil gives videre som næstekærlighed: “Gå du hen og gør ligeså!”. Det er etikkens kerne, og det er ikke en beregnende gensidighedsmoral. – Menneskers verden er ikke kun en junglelov med darwinistisk ‘survival of the fittest’. Vi har naturlige instinkter fælles med dyr, der ofte kan vise omsorg for deres egne, men der er så meget mere at sige om mennesket, fordi vi ikke bare formes af biologi, men af kultur. Så uudviklede kommer vi til verden, at kulturen lader sig installere i vore plastiske hjerner under det lange udviklingsforløb. Vi formes bl.a. uafrysteligt af de fortællinger, vi vokser op med. Gud ske lov er Jesu fortælling om den barmhjertige samaritaner således indlejret som ideal eller norm i vores kultur, i vort samfund og i vore sind, at vi må høre dens stadige appel til grænseoverskridende medliden og til at handle på medfølelsen. Den barmhjertige samaritaner kaster modlys over den altid fristende gruppeegoisme, der helst vil lukke hjertet for fremmedgruppers behov for hjælp.

Altertavlen i Skjold Kirke ved Hedensted er et virtuost træskærerarbejde udført i 1942 af den selvlærte Emil Hansen (1894-1980). Tavlen er et skulpturelt konglomerat af scener: Flugten til Egypten og motiver fra Jesu lignelser: Den barmhjertige samaritaner, Den gode hyrde, Sædemanden og i hovedfeltet: Den fortabte søn. Herværende ganske bevægende udsnit viser en åndsnærværende gammel samaritaner, som med stærke hænder stabler det forkomne voldsoffer op på trækdyret, som skal føre staklen til herberget, hvor han kan blive plejet mod betaling (nødhjælp er altså også økonomisk hjælp). Hele den enestående altertavle ses nedenfor. Emil Hansen voksede op med stor søskendeflok i små kår og kom i murerlære hos sin far. Han blev kaldt “Fløjte Emil”, fordi han skar pilefløjter og spillede til baller, og i 47 år virkede han som organist for frimenigheden i Nazaretkirken i Ryslinge. Emil Hansen har sat sig mange herlige spor som billedskærer og bl.a. skabt Nazaretkirkens berømte inventar med den skulpturelle prædikestol og altertavleramme, men altertavlen i Skjold var hans første. Foto: Claus Jensen.

At et budskab er afsendt, er som bekendt ikke det samme som, at budskabet er hørt. Det kan kræve udholdenhed, fantasi og indlevelse at bygge bro over kommunikationskløfter. – I min reol står nogle gode bøger, der blev efterladt mig som gave af et, nu afdødt, trofast medlem af menigheden. Sammen med taknemmelighed føler jeg skam over mine kun sjældne og halvhjertede forsøg på at samtale med ham ved kirkekaffen, døv som han var. Det blev let til ‘God dag, mand – Økseskaft’. – Der er derimod ikke noget halvhjertet ved Jesu kommunikation med den døvstumme i Dekapolis iflg. Mark. 7. Fortællingen om helbredelsen er så konkret i sin korporlighed, at den næsten konflikter med vores åndelige Gudsbillede: “Jesus tog ham afsides, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:”Effatha!” – det betyder: “Luk dig op!”. Jesus taler tydeligvis ikke hen over hovedet på det menneske, hvis hørelse, mæle og hjerte han vil åbne, men sætter sig i mandens sted og bygger bro ved sine kropslige gebærder. Ja, han taler tegnsprog med den døve. Og efter at være blevet hørende bliver dette menneske også talende. Det er den rigtige rækkefølge, for så har han i sandhed noget at tale om. Helbredelsen er tegnsprog for den døve og tegnsprog for os alle: tegn på, at Jesus vil det gode liv i kamp mod det, der lægger livet øde, tegn på, at han rækker ud til mennesker i et stadig større område med stadig større kraft, nu også i hedningernes egn øst for Jordanfloden, hvor han tidligere var blevet afvist (Mark. 5,17). Som med skabergudens finger bringer han overalt Guds rige nær. – Men er det da så ikke kontraintuitivt, at Jesus forbyder omtalen af underet og gang på gang gør denne sære ‘Messiashemmelighed’ gældende som for at bringe fanskaren til tavshed? – Hvorefter det alligevel straks så uimodståeligt demonstreres, at glæden MÅ komme til orde: ..“jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det: Han har gjort alting vel og får både døve til at høre og stumme til at tale”. – Evangelieskriftets hele forløb lader os forstå, at Jesu tegn skal tolkes ud fra den dramatiske kulmination i Jerusalem, hvor korset er det store tegn, som ikke er et punktum, men et centrum. Evangeliets røde tråd viser os Jesus ikke blot som en healer blandt andre succesfulde healere i tiden, men som den menneskesøn, der restløs giver sig selv og oprejses hinsides vore grænser. Efter påske kan vi ane dybden og højden i Guds nye begyndelse med mennesker. Vi aner, at Guds skaberord stadig finder vej til mennesker, – og herom må der tales.

Der er en bevægende finhed i August Hassels terrakotta-relief “Kristus og det døve barn” over indgangen til De Døves Kirke på Frederiksberg. Kirken blev opført på initiativ af foreningen Effatha, Arbejderhjemmet for døvstumme kvinder samt Døveforeningen af 1866. Barnet er med løftet pegefinger lyttende og helt opmærksomt, og moderen ligeså i sin støtte til barnet. Kristus holder barnets højre hånd og rører dets øre. Om det er et helbredelsesunder, vi ser, ved jeg ikke, men i alt fald er det en fortælling om både himmelsk og jordisk kærlighed, der aldrig opgiver at bygge bro over kommunikationskløften. August Hassel (1864-1942) blev optaget på Kunstakademiet i 1882. Hans tympanonrelief blev skabt til kirkebygningen fra 1904. Kunstnerens livsværk bestod især af religiøse motiver. Foto fundet på kirkens hjemmeside.

Sidste søndag hørte vi, at Jesus ‘rensede’ templet og sagde, at “Guds hus skal være et bedehus”. Nu hører vi lignelsen om to personer, der faktisk går op til templet for at bede: farisæeren, der takker, fordi han formår at gøre alt det rigtige, og tolderen, som har gjort alt det forkerte og kun kan bede om nåde. Fa farisæeren så ofte fremstilles som en karikatur, at jeg får lyst til at tale denne seriøse mand op: Han overholder Moseloven, de 10 bud og mere til og gør det ikke bare for sin egen, men for hele folkets skyld. Han vil være et forbillede og gøre sig så stor umage, at han tør håbe på, at Gud vil tilgive resten og oprejse sit længe ventede rige i Israel. Men Jesus lader os altså vide, at farisæeren IKKE går retfærdiggjort hjem fra templet. Han misbruger sit gudsforhold til at ophøje sig selv i stor tilfredshed med at være bedre end…. Hvad der er galt hos farisæeren er den alt for menneskelige hang til at sammenligne sig med andre, til at forarges og foragte. Farisæerens aldrig hvilende målen sig med andre er en mental støjsender, der larmer så meget, at Gud ikke kan høre hans bøn. – Til forskel fra det dybt eksistentielle nødråb fra tolderen, der – som samfundssnylter og korrupt håndlanger for besættelsesmagten – ved alt for god besked om sin ringhed: “tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!”. – Søren Kierkegaards uvurderligt opbyggelige tale over denne tekst stiller skarpt på det væsentlige: at tolderen i sit gudsforhold står helt alene foran Gud; her er intet rum for forfængelig bevidsthed om andres vurdering, kun en bøn om nåde. I stilheden, ansigt til ansigt med Gud, har tolderen overhovedet ingen mening om farisæeren. – – I vor tid og på vore breddegrader konkurrerer vi vist ikke meget i religiøs lovlydighed, og der er frit slag med hensyn til en nutidig besætning af rollerne som hhv. samfundssnyltere og moralsk elite. Faren for at fortabe sig i ‘farisæisk’ selvretfærdighed, blinde vinkler og fordømmende sammenligninger med ‘de forkerte’ er stadig aktuel. – Og stadig gælder det, at det ikke er som løn for præstationer, Gud giver liv og salighed.

I Lendum og Kås Kirker findes naive malerier fra 16-1700-tallet af ‘farisæeren og tolderen’, men motivet er sjældent – og typisk karikerende, hvad farisæeren angår. Jeg vælger i stedet at vise et andet billede af taberens evangelium: et udsnit af Adi Holzers maleri på sydsiden af den omdiskuterede alterudsmykning i Hasseris Kirke fra 1995. Billedet henviser eksplicit til Bjergprædikenens “Salige er de, som sørger, for de skal trøstes”. I billedet er skitseret en trappe, hvor det ulykkelige, magtesløse menneske står ved nederste trin, set med egne og andres, men altså ikke Guds øjne. En lille guldtrekant øverst i billedet repræsenterer den treenige Guds nåde. På udsmykningens modsatte side er magtmennesket malet med sine instrumenter for kontrol; man kan skaffe sig magt på mange måder. Nedenfor vises begge sider samt alterudsmykningen som helhed, hvor Adi Holzer forestod rudens kampmotiv, og nu afdøde Niels Helledie var mester for kors-skulpturen. Den endnu aktive østrigsk-danske kunstner Adi Holzer (f. 1936) har efterhånden udsmykket et stort antal danske kirker og sognegårde. Fotos er hentet i bogen “Årringe – kirkens liv i tiden – Skitser af folkekirkens vækstlag i anledning af Hasseris Kirkes 50 års jubilæum” red. Birgitte Bech.