Kategori: Uncategorized

Kirkeårets sidste prædiketekst om Verdensdommen iflg. Matt. 25 rejser en lodret akse over den kristnes liv: Lignelsens åbning er mytisk med Menneskesønnen omgivet af engle i evig, himmelsk herlighed. Fra det høje gennemlyses vi af en dom over vores liv, som vi ikke kan skjule os for. Vi kender denne dom som samvittighedens dom i vores egen eftertanke. Det spørgsmål, der rammer os, er spørgsmålet om vores kærlighed. Med spørgsmålet om kærlighed kalder Menneskesønnen os umiddelbart ned på jorden, ned til lavlandet, hvor gudskærligheden identificerer sig som menneskekærlighed. Det er her i tiden, i det sårbare medmenneske, Menneskesønnen møder os i dag: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” – og ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig”. – Er Kristus smuk? Esajasteksten kap 53 skriver det modsatte om Herrens lidende tjener: ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for”. Vi længes efter at se Kristi rene, forklarede åsyn møde os med det milde og favnende blik, som giver os trøst og fred; men på vejen viser han os altså ansigtet af en fremmed, en sulten, en nøgen, en syg, en fængslet: alle de andre mennesker, der også hungrer efter trøst og fred. Han viser os det ansigt, hvori mennesket åbenbarer sig som menneske. – Den jødiske filosof Emmanuel Levinas, født i Litauen i 1905, blev fransk statsborger i 1939. I størstedelen af 2. verdenskrig sad han i tysk krigsfangelejr, mens dele af hans familie i Litauen blev ombragt. Selv døde han i 1995. Levinas har arbejdet med etikkens grundlag og er bedst kendt for analysen af ansigtets betydning. I det nøgne ansigt er personen til stede som en uomgængelig appel: Du må ikke slå mig ihjel! Levinas’ spidsformulering lyder, at ansigtet møder os som befaling og som bøn. Ansigtet kalder på ansvarlighed, der ikke kan affærdiges uden forråelse. Levinas har skrevet om, hvordan voldsmænd, der senere blev hjemsøgt af mareridt over deres ugerninger, aldrig kunne undslippe befalingen fra deres ofres øjne. Af ansigtet med dets blik udspringer den andens værdighed, som peger mod det uendelige, mod Gud.

Dagens kunstværk er fundet i Thomas Reinholdt Rasmussens bog ’Til de fattige’ fra 2009, som præsenterer eksempler på Niels Helledies karske kunst, der også i mange kirker og sognehuse rusker op i os. Niels Helledie døde i 2022 efter et originalt skabende kunstnerliv. Her gælder det et ansigt, som er et Kristusansigt uden ydre skønhed og samtidig et medmenneskes ansigt med et uafrysteligt blik. I figurens bryst har Helledie placeret et håndtag, som jeg gerne vil tolke som en indgang til den guddommelige kærlighed, der er vores håb.      

Da jeg var gymnasielærer, havde jeg blandt eleverne nogle muslimske piger, som med deres flid og seriøsitet ofte var gode forbundsfæller i religionsundervisningen. – Men jo også øjenåbnere for kulturforskelle. Når der blev undervist i islam, deltes typisk et klassesæt af koraner ud, og jeg husker en situation, hvor en af pigerne ikke kunne røre ved sin hellige skrift, fordi hun havde menstruation og altså var underlagt et tabu. Den lille erindring dukkede op, da jeg læste i Matt. 9 (med paralleller hos Mark og Luk) om kvinden, der i 12 år havde haft endeløse blødninger, som i det gammeltestamentlige patriarkat måtte isolere hende socialt og kultisk, fordi blodet blev set som farligt. Med kvindekønnets normale rytme ville en nøje afgrænset urenhedsperiode efterfølges af et renselsesoffer, hvorefter et samliv kunne genoptages, måske med den velsignelse til følge, hvormed kvinden opfyldte sin bestemmelse i mandens slægt. Men med stadige blødninger var en kvinde ikke bare gold, men stadigt uren og tilmed giftig, fordi hendes urenhed kunne smitte den, hun berørte. I denne desperate situation ser den syge kvinde nu Jesus som sin sidste chance, bryder den hellige lov og rører bagfra kvasterne på hans kappe. Og hun bliver helbredt, ikke fordi hans kvaster er magiske, men fordi Jesus møder hendes tro: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig!” Som en from jøde kender Jesus udmærket de religiøse love, men han prioriterer kærligheden over renhedsforskrifterne og redder et liv. – I samme korte prædiketekst hører vi om, at Jesus frelser endnu et dyrebart pigeliv: Synagogeforstander Jairus’ 12-årige datter ligger døende, nej død, og i afgrunden mellem trøstesløshed og tro kaster hendes far sig ned for Jesu fødder: …. ”kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” Jesus baner sig vej gennem først den larmende begravelsesmusik og så gennem selve døden, han ”tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.” Denne verden martret af lidelse og sorg fik hermed igen et livstegn fra en kærlig Gud, som vil give os tro på det enkelte menneskelivs evigt gudgivne værdi, uanset køn. – For resten får vi ikke navne på hverken den lille datter eller den voksne kvinde. Som Lisbeth Smedegaard indledningsvis skriver i sin flotte bog om Bibelens kvinder, er ”Bibelen en bog for mænd, skrevet af mænd og for mænd”. Kun undtagelsesvis fortælles en kvindes historie, og da oftest for at kaste lys over hovedhandlingens mand. Underberetningerne med pigen og kvinden fortæller hvem Kristus er, og bringer derved stor trøst for alle afmægtige. Evangeliet udgik fra en patriarkalsk verden, men havde i sig det grænsesprængende potentiale, der fik den lovlærde Paulus til 20-25 år senere at skrive til galaterne, at ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle ´en i Kristus”. Sådan bliver det.

Dansk kirkekunst har kun enkelte fremstillinger af kvinden med blødninger men til gengæld mange af Jairus’ datters opvækkelse. Sidstnævnte er et yndefuldt og umiddelbart rørende motiv, som har fristet adskillige kunstnerne. Thorvald Pedersen har omkring midten af 1900-tallet flittigt skåret sine mange fortællende relieffer med scener fra Jesu liv til pryd for de gamle bænkegavle i Strøby Kirke på Stevns, – nu flyttet ned i den smukt renoverede kirkes tårnrum. De mange herlige træskærerarbejder hænger i kaotisk rækkefølge, men man kan i ro og mag tage dem i øjesyn og identificere scenerne, og her er vi så heldige at finde begge dagens motiver. Jeg viser i opslaget de pågældende relieffer side om side. I sin varmt lysende, røde klædning og med korsglorie bringer Jesus Guds hjælp til både den lille pige på lejet og til den syge kvinde, som berører hans dragt. Mens den lille pige er omgivet af håbefuld, bedende familie, er den syge kvinde omgivet af misbilligende mænd, men altså også af guddommelig omsorg. Foto: Claus Jensen.  

Efter en mere meditativ Allehelgen er vi tilbage i hverdagen med spørgsmålet om skattebetaling, både i nyhedsmedier og i evangeliet fra Matt. 23. Af sine modstandere bliver Jesus stillet det politisk farlige spørgsmål om skattebetaling til kejseren. Spørgsmålet er intrikat, så meget mere som herskeren ikke bare forlanger skat, men også tilbedelse. Jesus svarer med sin berømte one-liner: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Jesu svar bliver husket, ikke kun fordi det er smart og uangribeligt, men fordi det kan blive ved med at rumstere i vores eftertanke som et stadigt spørgsmål til os: Hvad er i grunden kejserens, og hvad er Guds?

Pointe nr. 1 er, at tilbedelse kun tilkommer Gud. Heldigvis har vi her til lands hverken kejser, diktatur eller autokrati, endsige hang til førerdyrkelse, men demokratisk valgte instanser, der skal kunne tåle kritik. Det gælder også ideologier og ’ismer’, at de ikke skal ophøjes til religion, men kunne udsættes for modlys. For staten er ikke Gud, og Gud er ikke staten. Gennemgående er vi vist tilfredse med et sekulariseret samfund uden tvingende religiøse paroler. Fx har vi vænnet os til helligdagsåbne butikker nærmest som en frihedsrettighed, de butiksansattes frihed ufortalt. MEN vores sagtmodige kirkelige liv får lidt åndenød af påbudte nedlukninger og bededagsinddragelse. Vi behøver åndehuller til den dybe åndelige vejrtrækning, og for vores egen skyld må vi spørge, om vi ’giver Gud, hvad Guds er’, når konkurrencestatens vækstparole og kommercielle dagsordener kværner gennem alle årets dage. Hverken ånd eller skaberværk er tjent med den rige verdens endimensionelle dyrkelse af materiel vækst. –

Tilbage til spørgsmålet om skattebetaling, nu ikke til kejseren men til staten eller samfundsfællesskabet: Staten giver, og staten kræver, staten kræver arbejdskraft. Nu debatteres det, hvor meget vi skal arbejde, og for hvis skyld? I den katolske fortid var klosterlivet en prioritet ud fra tanken om, at religiøse øvelser bragte én tættere på Gud. Det gjorde Luther som bekendt op med ved at lære os, at det almindelige arbejdsliv må forstås som en gudstjeneste, i og med at vi efter Guds kærlige vilje hjælper medmennesker ved vores arbejde i jordiske fællesskaber, erhverv, familie, nabolag. Dermed nåede vi frem til den 2. pointe, at vi hverken kan eller skal sætte et skel mellem at give Gud, hvad Guds er, og kejseren (staten), hvad statens er. Det er også gudstjeneste at løse sine opgaver og gøre sit bedste ’i kald og stand’. Den bramfri Luther skrev fx om, hvordan en mors gerning med fødsler og barnepleje var skidt og lort, hvis altså ikke det var et helligt kald fra Gud. Gud skelner mig bekendt ikke mellem lønnet og ulønnet arbejde, og i hvert fald er den guddommelige mening med arbejdet ikke at puge materiel rigdom sammen. Desværre er kaldstanken kommet i miskredit efter at være misbrugt i en uhellig alliance med underbetaling og anden udnyttelse, men sådan behøver det ikke være; kaldstanken er fuldt forenelig med gode arbejdsforhold. Kaldstanken kan være en trosmæssig ressource, som giver værdighed og styrke til også ufestlige arbejdsdage. Som et kompas kan kaldstanken give hverdagen retning. Men hvem kan fastholde lyset fra dette ophøjede perspektiv, hvis tilværelse er uden åndehuller til det dybe åndedrag?

Fremstillinger af scenen med ‘Skattens mønt’ findes flere steder i danske kirker, men sjældent som altertavle. I Bjergsted Kirke, Jyderup, brugtes motivet som alterudsmykning fra 1903 indtil kirkens smukt gennemførte modernisering i 1950. Maleriet er malet af en vis komtesse Lerche og er skænket af hendes familie på den nærliggende Astrupgård, som ejede kirken fra 1700-tallet indtil dens selveje. Det er typisk for de første kvindelige kunstnergenerationer, at de havde vanskelig adgang til uddannelse, men til gengæld baggrund i privilegerede miljøer, hvor malerkunsten navnlig var en egnet syssel for de ugifte døtre. Komtesse Lerches maleri beviser ikke noget selvstændigt talent. Det er en kopi efter et maleri i Dresden, malet af den store Tizian (d. 1576). Nederst ses Claus Jensens foto af komtesse Lerches maleri, som nu hænger i Bjergsted Kirkes tårnrum.

Jeg er næppe noget særtilfælde, når jeg værdsætter betydningen af, at min mor læste fortællinger højt med budskab om, at det hele ender godt, så som eventyret om at det ulykkelige mobbeoffer ’den grimme ælling’ alligevel ikke gik til grunde. De opmuntrende historier sammen med den usvigelige mødrene kærlighed plantede fra første færd i mig den livsvigtige tillid til livet. Der blev installeret et håbets kompas som livsledsager gennem de første skoleårs periodiske oplevelser af at være kikset outsider og helt ind i voksenlivets større nederlag. I de modne år rækker eventyrfortællingerne imidlertid ikke. Det indre skal skilles fra det ydre, og der er brug for en stærkere stemme med en transcenderende håbsfortælling, hvis den skal lyde igennem eksistensens uomgængelige erfaringer af tab, selvforkastelse og definitivt forfald. Der er brug for et dybere perspektiv på, hvem der er lykkedes hhv. mislykkedes, en målestok af en anden dimension, kærlighed af en anden dimension. Denne stærkere stemme når os i Allehelgentekstens saligprisninger fra Matt. 5: Programmatisk indleder Jesus her sin historiske bjergprædiken med evangeliet til taberne om, at det er dem, der lykkes: Gud omfavner dem, som kommer underpræsterende og tomhændede, de sørgende, sagtmodige, retfærdighedshungrende, barmhjertige, rene af hjertet, fredsstiftende, forfulgte. For en stor del er denne beskrivelse af de paradoksalt uovervindelige tabere en beskrivelse af Jesus selv. Den talende er den sagtmodige, retfærdige, renhjertede og barmhjertige menneskesøn, som blev underkendt og forfulgt helt ind i døden som forbryder. Netop ham er det, der tilsiger salighed, oprejsning og trøst! Da den tunge sten blev sat for hans grav, ville mange – måske alle – bedømme ham som taber, hans mange velgerninger ufortalt. Men den store kærligheds kompas var alligevel ikke gået i stykker. – Her ved kirkernes Allehelgensfejring, hvor de sørgende kaldes salige, må vi gribe ud efter påskeevangeliets trøst. Om nogen har Johannes Møllehave vedholdende fortalt os, at det ender godt. De sidste vers af hans digt ’De tre sten’ lyder: ”Der lå en sten på frelserens grav / den tungeste sten blandt stene, / og rygtet kom ud over land og hav, / at kærlighed bar den alene. / Og vi, der var underlagt synd og død / og alle fordrevet fra Eden, / kom sammen og lytted’ / når ordet lød / om stenen og kærligheden. / Der ligger en sten på hver eneste grav. / Jeg stod ved min fars forleden / og vidste, at selv de tungeste sten / kan bæres af kærligheden.”

Jeg har læst om en fin og særlig Allehelgens-markering i den lille Lodbjerg Kirke på Thy, som i århundreder var nedrivningstruet på grundt af sandflugt og faldende befolkningstal. Nu er kirken næsten valfartsmål på grund af panoramaudsigt og især på grund af dens nye kunst. Den lutheranske fløjaltertavle med J. Jensen Thranes 1700-tals billede af ’Den sidste nadver’ i hovedfeltet fik i 2008 Maja Lisa Engelhardts abstrakte relieffer på fløjene: en dramatisk fortælling om død og opstandelse, udført i forsølvet og forgyldt bronze. Når tavlen er lukket, ses kun den store ’Golgataformede’ klippeblok foran graven. Klippen er mørk, men omkring den skinner en gylden sol; det er ved at blive lyst. Sådan møder altertavlen kirkegængeren, når Allehelgens gudstjeneste begynder. Her kan stenen få en merbetydning af at være også vore umistelige kæres gravsten – og vor egen. I løbet af gudstjenesten åbnes imidlertid altertavlen, så vi ser alle dens tre fløje og den uoverkommeligt tunge sten væltet fra: I venstre side opfatter vi en tom grav med en skygge af Kristus, der forsvinder, modelleret som negativt aftryk i sortpatineret bronze, omgivet af det lys, som skal modtage Kristus. I højre side kommer påskemorgen til os: Her er graven ikke øde, men udsender sit englebudskab om opstandelsen. Den levende Kristus lyser her i relieffets oppolerede, gyldne gestalt. Vi inviteres således med ind i den store fortællings bevægelse fra sorgens dyb til glædens fylde. Det er godt at græde, men også godt at lade sig trøste. – For nylig var jeg sammen med Gimsings formidable kirkehøjskole på kirkeekskursion i Thy sammen med Claus Jensen, som har fotograferet kirken.

Når selv radioværter på P1 kløjs i udtalen af Kapernaum, skyldes det uden tvivl, at denne lille galilæiske flække kun er kendt fra Jesushistorier. Her omtales Kapernaum som stedet, hvor Jesus boede og mødte mennesker med hjælp behov. Det var et ’hul i jorden’ og samtidig altså en plet, hvor himlen rørte jorden. – Iflg. Joh 4 blev Jesus bl.a. opsøgt af en embedsmand, hvis søn lå døende derhjemme, hvorfor han som angstfuld far selvfølgelig gerne ville have Jesus med hjem. Jesus bønhørte imidlertid faderen umiddelbart, hvor han stod og gik, med ordene ”Gå hjem, din søn lever”, og faderen ”troede på hans ord og gik” – hjem til sin helbredte søn. Faderen lod åbenbart Ordet stå til troende, førend han fik noget mirakel at se, og det må være en af fortællingens pointer. Ordet fornyede og forvandlede familiens situation, ”og hele hans husstand kom til tro”. Troen angik så ikke kun det konkrete mirakel, men hele perspektivet på livet, livets kilde. Evangeliet handler om at lade troen være det givne livsrum. – I den lutherske kirke har vi nok forstået, at vores gudsforhold ikke lever af gode gerninger endsige magiske ritualer, men at gudsforholdet lever i tro, tro hos den enkelte og tro i menighedens fællesskab. For Luther var det netop den store befrielse at få øje på troen som kristenlivets centrum. For moderne mennesker er det ikke nødvendigvis befriende at sætte troen i centrum, hvis troen forekommer at være en præstation, som man kun kan forløfte sig på, – for hvor troende er jeg egentlig? De fleste taler ærligere om deres tvivl. Der er sikkert ingen ateister på Rigshospitalet blandt pårørende til dødssyge børn, men det er jo grumt, hvis der til pårørendes smerte ved sygdom og død føjes skyldfølelse over i situationen at have troet for lidt eller forkert. Det er frugtesløst at tænke på troen som (endnu) et krav, som en mental anspændelse, koncentration eller suggestion. Det er forfejlet at tænke på troen som den enkeltes mentale projekt. Fokus må flyttes fra den hvileløse selvransagelse vedr. graden af eget og andres religiøse liv, fokus må flyttes til den levende Gud. Det befriende ligger nemlig ikke i tanken om vores forhold til Gud, men i Guds forhold til os, hvor den kærlighed er givet os, som intet kan skille os fra. Et barn skal ikke producere sine forældres kærlighed, men tillidsfuldt leve i den; det skal ikke præstere sig til (moder)mælken, men drikke den. En troende skal ikke producere sit gudsforhold, men bæres af det. …”For troen er ikke, hvad andre kan veje og måle med kløgt / men frygtløst at kaste sig ind på den frelse, som frit har os søgt. / At tro er at stille sig ind under ordet, som myndigt får røst, / – og finde sig tiltalt, og tåle dets sandhed og gribe dets trøst”, som den gode salmedigter Jørgen Michaelsen skrev i den vise salme ”At tro er at komme”. Ikke alle vores bønner bliver opfyldt. Husstanden hos embedsmanden i Kapernaum slap nok heller ikke fremover for skuffelser og sorger, MEN livets kilde tørrer ikke ud. Troen og håbet næres i al evighed af Kærligheden, Kærligheden med stort K, som ikke stopper ved, at menneskers muligheder synes udtømte. Derfor kan vi også under novembers kommende allehelgen-fejringer gå rundt i de dødes have med en efterklang i hjertet af Jesu ord: ”Gå hjem, din søn lever”!

At afbilde indre begreber som troen og håbet kunne anses for umuligt, men de fylder faktisk godt i kirkeudsmykninger, fordi man historisk har vedtaget at anskueliggøre ’dyderne’, altså de prisværdige egenskaber og holdninger, i smukke allegoriske kvindeskikkelser med respektive attributter. Mange ældre kirker opviser serier med op til 6-7, somme tider endnu flere, dydefigurer, oftest på prædikestole eller i altertavlers rammeværk. Særligt fra Chr. IV.s tid kom disse noget stereotype rækker af dydefigurer til at florere. Regenten var jo ikke i tvivl om, at ’Fromhed styrker rigerne’. Det kan siges, at dyder som almenkristne forbilleder efter reformationen trådte i stedet for katolicismens helgener. Her skal vi ikke fordybe os i dydekatalogernes lange og interessante historie men samle os om de vigtige tre ’teologiske’ eller ’kristne’ dyder: “tro, håb og kærlighed“, som er kendt fra Paulus’ breve. De kan vises enkeltstående, men teologisk set er det mere meningsfuldt, ja en genistreg, som er begået med billedhugger J. A. Jerichaus (1816-1883) udformning, at Troen og Håbet skildres som relationelle. I Jerichaus skulptur ”Troens og håbets engel ved evighedens kilde” vises de allegoriske kvindeskikkelser/engle lænende sig ind til den klippeformation, hvorfra et kildevæld strømmer ned i et muslingeskalformet dåbsfad, og Guds Ånd er til stede som duen øverst oppe. “Troen” bærer korset som attribut, “Håbet” bærer palmegrenen. Det hele hænger sammen, og Troen og Håbet fremstilles således som dåbsvidner eller snarere som dåbens gaver med ”Livets evige kilde” i centrum. J. A. Jerichau skabte sin skulptur i gips, og Carl Jacobsen købte den fra dødsboet. Den er kopieret i såvel marmor som bronze og pryder både Jesuskirken i Valby og Sankt Katharina Kirke i St. Heddinge på Stevns. Bronzekopien, der ses på dette foto, blev støbt i Kbh. i 1867 og gør den dag i dag fyldest som den helt specielle døbefont i St. Heddinge. J. A. Jerichau er kaldt Thorvaldsens arvtager, i hvert fald overtog han en periode Thorvaldsens værksted i Rom efter dennes hjemrejse til fædrelandet. Han opnåede et dansk professorat og skabte bl.a. skulpturen af den korsfæstede Jesus, som står foran Jesuskirken i Valby. Foto er fundet i “Panterjægeren”, bogen om billedhuggeren J. A. Jerichau, der fik sit gennembrud med værket Panterjægeren.