Kategori: Uncategorized

Det handler om at sætte sig i den andens sted. – Da jeg som nybagt kandidat fik denne Mattæustekst fra Bjergprædikenens kap. 5 som opgave for min allerførste rigtige prædiken, kastede jeg mig ud i et skoleridt af redegørelser for retfærdighed ifølge den gamle og den nye pagt, og som la grande finale nåede jeg frem til den paulinske og lutherske lære om tilregnet retfærdighed og retfærdiggørelse af tro. Pænt akademisk! – Men Jesu ord i teksten siger mig vel kort og godt, at jeg skal sætte mig i den andens sted. Vil min optagethed af at retfærdiggøre mig selv og gengælde oplevet uret ikke træde i baggrunden, når jeg sætter mig i den andens sted? I det civile liv taler vi erfaringsvis mest om retfærdighed, når vi netop ikke formår at sætte os i hinandens sted, altså når kærligheden er gået i minus: som når søskende skændes om fordeling af byrder, eller når skilsmissepar, hvis håb er ude, strides om bodelingen. I konfliktsituationer insisterer man på retfærdighed, ret og rimelighed, som kærlighedens absolutte minimum. Men Jesus giver os altså ikke fred til at nøjes med kærlighedens minimum og den ydre overholdelse af vedtagne sociale spilleregler, religiøse eller ej. Guds rige funderes ikke på kærlighedens minimum. Guds rige er kærlighedens maksimum. Lyset fra Guds rige trænger bagom ydre handlinger og ethvert hykleri lukt ind i hjertets mørkeste kroge, hvor hadets vækster må visne, og kærlighedens frø må sås, for at kærlighedens maksimum kan blomstre som Guds riges grænseoverskridende og helt urimelige godhed og generøsitet. Kærlighedsfrøet bliver sået af ham, der satte sig selv i vores sted.

I teksten går Jesus lige til det ømmeste punkt ved at tale om vores personlige konflikter: I den situation, hvor du ”kommer i tanker om, at din broder har noget imod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder”…. Her handler det åbenbart ikke om dine egne forurettede eller rethaveriske følelser, men om, hvordan din bror har det. Det handler om at lade din broders sårethed og smerte være dit nye udgangspunkt. Så kan du altid siden bære både din brors og din egen skyld frem for Gud, når du beder: ”Forlad os VOR skyld, som også vi forlader vore skyldnere”…

Jesus forstærker sin appel til forsoning ved at gøre opmærksom på, at det kan blive for sent. Livets konflikthistorier kan slutte uforløst. Solen kan gå ned over vreden. Vores liv er et liv i tiden, indtil tiden løber ud, for dig eller dit medmenneske: ”Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham.”

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan vores nyligt afdøde kunstner Peter Brandes har brugt sine sidste kunstneriske kræfter på at fortolke broderstriden mellem Abrahamsønnerne Isak og Ismael, prototypen på det jødisk-muslimske modsætningsforhold, ja på alle dybe, historiske konflikter, hvor spørgsmålet om retfærdighed synes stadig mere uløseligt. I tegninger, malerier og keramik fra sit sidste arbejdsår har Peter Brandes skildret, hvordan brødrene er fastlåst i konflikten, som er blevet begges onde skæbne, og som slår dem på munden også i deres religionsudøvelse. Peter Brandes anliggende var forsoning. Hans vision var, at mennesket en dag kan opfatte mere end sine egne lidelser.   

Peter Brandes’ Isak-Ismael-tema er belyst bl.a. i udstillingskataloget ‘I lyset af gentagelsen’ og senest i den igangværende udstilling i Kunsthal Holmen i Løgumkloster.

Hein Heinsen, der er uddannet som billedhugger og teolog, har gennem et halvt århundrede beriget danske kirker med skulpturelle udsmykninger, der både har frydet øjet og skabt debat. I 90’erne gjorde Hein Heinsen front mod kirkens konventionelle billeder og skabte en i danske kirker hidtil uset nonfigurativ skulpturkunst i Johanneskirken i Vorup ved Randers. Den abstrakte kunstner rejste spørgsmålet, om kirkekunst overhovedet skal give tegn fra sig, for “livet giver os jo ingen tegn”. Kirkekunstens betydning må hentes fra kirkerummets ord og ritualer. – Men siden dukkede tegnene jo også op i Heinsens kirkekunst :-).

Efter årtusindskiftet har Hein Heinsen ikke mindst givet værdifulde bidrag til forståelsen af kristendommens troslære ved sin fremhævelse af det velsignelsesrige ved at tro på en treenighed: Med treenighedens hjælp taler vi ikke bare til en monolit i skikkelse af en uforanderlig, almægtig Fadergud, men til en Menneskesøn, der kender vores menneskeliv til bunds, og til en Helligånd, der er under stadig forandring og bevægelse som åndelig inspiration i menneskers mangfoldige åndsliv. Her viser jeg først et værk fra 2019: Heinsens forkyndelse af treenigheden i døbefonten i Havnelev Kirke, Stevns, hvor Faderens, Sønnens og Helligåndens cylinderudsnit samles i en Triquetra. Faderens side symboliseres ved dybet bag den brændende tornebusk, Sønnens side symboliseres ved det flængede tempelforhæng, og Helligåndens side, som ses på vort billede af døbefonten, symboliseres ved ildtunger, hvori den samme Guds ild bliver virksom hos mennesker. Fotos: Claus Jensen.

En markant visuel fortolkning af treenigheden er Hein Heinsens store tresidede bronzeskulptur fra 2014 foran bispegården i Nykøbing Falster, hvor den tomme grav og den opstandnes forgyldte fodaftryk ses på “Sønnens side”, det midterste billede i af de tre. Se nederst i opslaget.

Da jeg i en fjern fortid blev ordineret i Aarhus stift, havde biskop Henning Høirup gjort det til en tradition, at man ved alle ordinationer sang Grundtvigs store salme ’Der sad en fisker så tankefuld’ (DDS 147) med Carl Nielsens medrivende melodi. Salmen er skrevet over dagens tekst i Luk. 5: Fiskeren Simon Peter, der er udmattet og mismodig efter nattens ørkesløse arbejde, sendes af Jesus ud på endnu et fiskeri: ”Far ud på dybet, og drag et dræt! / Det er på tiden, om jeg ser ret, mig lyster med dig at følge. / Ja, læremester, han svared brat, / det kunne vi godt behøve, / vi sled forgæves den hele nat, / dit ord er dog værd at prøve”.

Apropos ”dybet”: Nogle få år efter salmens tilblivelse skrev Søren Kierkegaards om troens eksistentielle spring ud på de 70.000 favne dybt vand, hvor pointen jo er, at man ikke kan bunde. I sin absurditet kan den kristne tro ikke funderes i rationelle argumenter og sandsynligheder. I Kierkegaards ’Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift’ hedder det: ”Kan jeg objektivt gribe Gud, så troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor maae jeg troe; og vil jeg bevare mig i Troen, maa jeg bestandig passe paa, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er paa de 70.000 Favne Vand, og dog tror”   – I samme ånd synger Grundtvig om dybet i v 9: ”På hjertedybet vi fare ud, / hvor timeligt ej kan bunde”.

Peter var, som vi ved, ikke nogen troshelt, men han tog alligevel Jesus på ordet, for her var Ordet, der talte med myndighed. ”For tvivl var Simon slet ikke fri, / men spejl, du tvivler, dig smukt deri: / Han gjorde, som Herren sagde.” – Mod alle kalkuler fik Peter da sin umådelige fangst, hvor ”hans skude nikked, og voddet sprak”, så vennerne måtte tilkaldes: ”og fiskeladning fik skuder to, / så færdig de var at synke.” – Hermed får Peter og vi i et glimt åbenbaret Guds riges generøsitet, og dette kunne være evangelium nok til en søndag. Simon Peter, den før så mistrøstige skabning, rammes nådigt af skaberkraftens numinosum, så at hans ego forsvinder – i hvert fald for en stund: ”Der Simon Fisker det jærtegn så, / da Jesus han faldt til fode / og sagde: Herre, du fra mig gå! Jeg er ikke af de gode. / Frygt ikke! svared vor Herre mildt, / jeg vil dig lære herefter snildt / lyslevende folk at fange.” – Med egoets undergang gribes Peter af det, der er større end ham selv: en opgave for livet i tid og evighed.

Til underberetningen føjer evangelieteksten her en overbygning, der sætter fortællingen i et nyt perspektiv ved at foregribe kirkens kommende mission: Den vellykkede fiskefangst bliver symbol for kirkens vækst. I Lukas’ forfatterskab kan vi associere til Apostlenes Gerninger med Peters pinseprædiken, hvor de mange lod sig døbe. – Jeg husker, hvordan min ordinationsmenighed i sin tid sang, så det gjaldede, at ”end er ikke på jord forbi / det store menneske-fiskeri, / som Herren og Simon grunded.” Der er en vældig appel heri. – – Men generelt er vi vel ubekvemme ved ordet ”menneskefiskeri”, som rejser mistanke om, at nogle bliver snøret. Grundtvig bruger imidlertid fire af salmens vers på at karakterisere forkyndelsen som en færd, der toner rent flag – også om korset i kristendommen: I v. 8 hedder det ”Med lys vi komme, med kors vi gå, / vi vil ingen sjæl bedrage” … Og verset slutter med de ofte citerede linjer: ”på snekken vajer det røde flag / vort garn vi sætte ved højlys dag / og ej i de smalle sunde”. Vi står åbent ved, at vi er kristen kirke. Frisk mod, forkyndere!

Denne gang er jeg faldet for en fortolkning af scenen, der indgår i Jais Nielsens (1885-1961) righoldige storværk til Vejle Kirke, som han skabte under og efter 2. verdenskrig. Fiskefangstens utallige friske fisk flyder om fødderne på Kristus og på Peter og overvælder med sin grænseløse overflod. Peter er ydmygt faldet på knæ for dette Guds under, inderligt tilbedende, hinsides egoets stolthed. Iflg. Lukasteksten siger Peter: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Men som hans tilværelses nye anker holder Kristus ham fast og lader sit ansigt lyse over ham. Jais Nielsens stiliserede fortællinger udmærker sig med klare farver, konturer og pointer. Glasmosaikken har en stærk diagonal fra Kristus til Peter, men også en vertikal med Kristi højre hånd, der udtrykker hans myndighed. Som så ofte i Jais Nielsens religiøse glaskunst smykkes den blå himmel af en stjerne: en signatur for, at det hellige her er på færde. Foto: Claus Jensen.

Den kendte kunstner fra Bornholm var 4. generations keramiker, datter af keramiker Lisbeth Munch-Petersen og digteren Gustav Munch-Petersen. Ursula Munch-Petersen spændte vidt: fra design af brugskunst til originale friskulpturer i småt eller stort format, og hun blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Ursula Munch-Petersen skal mindes på denne side, fordi hun også var kirkekunstner. Hun udførte de keramiske arbejder i forbindelse med ægtemanden Erik Hagens’ malede udsmykning på højtidsskabene i Skovlunde Kirke.

Et af Ursula Munch-Petersens yndlingsmotiver var mælkebøtten, og vi kigger ikke forgæves efter denne livsbekræftende danske blomst på Skovlunde Kirkes alterbillede fra 2019, komponeret over Jesu “Jeg er”-ord.

Tak til en mindeværdig kunstner for alt, hvad hun lod blomstre! Fotos: Claus Jensen.

Nedenfor vises altertavlen i lukket tilstand, som den fremtræder langfredag.