Kategori: Uncategorized

Vi har med hele følelsesregistret i spil været på en mental rejse: fra Jesu tiljublede indtog i Jerusalem – over hans afsked, arrestation, tortur, justitsmord og begrædte gravlæggelse – frem til påskemorgen, hvor ligklæderne fandtes efterladt i grotten i gravhaven, – og dødens stilhed brydes af påskeklokkers jublende melding om hans opstandelse. Endelig! Påskesalmers halleluja toner endnu i sindet, påskeliljerne blomstrer fortsat derude, dekorative æg pynter stadig i stuen. Vi må holde lidt på påskeglæden.

Påskefortællingen er en mosaik af fortællinger om eksistentielle møder mellem den opstandne og den enkelte. Når vi får lov at synge Hans Anker Jørgensens “Hvad er det at møde den opstandne mester”, mediterer vi over de enkeltes møder med Kristus: Emmausvandrerne, Maria Magdalene, Simon Peter, Judas og… Det forunderlige ved denne salme er, at vi undervejs kan opleve hvert et vers som handlende om os selv, rammende og inderligt befriende. Nu v. 5 om Peter og Jesus: “Det er som fornægteren Simon den Bange,/ fortabt i sin skam,/ at høre hans tillidserklæring tre gange:/ Vogt du mine lam!/ Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.”

Dette vers bringer os til helligdagens tekst i Joh. 21. Vi får et flashback til Jesu samtale med Peter ved afskedsmiddagen om torsdagen: Tre gange svarede Peter – stadigt mere bedrøvet – “Ja, Herre” på Jesu spørgsmål: “Har du mig kær?” Efter langfredag ved vi, at Peter, som netop havde bedyret sin kærlighed, efterfølgende i ypperstepræstens gård tre gange benægtede sit kendskab til Jesus. Peter stod nu tilbage med ubærlig skam, men ikke desto mindre med den største opgave for menigheden. Jesus havde betroet en værdig opgave til den uværdige: “Vær hyrde for mine får!”

Begreber som skyld og skam og anger er endevendt af religionssociologer, filosoffer, terapeuter m. fl., bl.a. for at forklare forskelle og virkninger. En sociopat, en dybt asocial person, kan beskrives som en person, der ikke evner at føle anger. Anger er dybere end fortrydelse. Anger reflekterer personlige oplevelser af skyld og skam. Definitionerne er ikke enslydende, men ofte defineres skyld som knyttet til en enkelt – skadelig – handling, mens skam omfatter hele personlighedens kerne og angriber selvbilledet, skam kan blive til selvlede. Peter var sin mester utro, da det endelig gjaldt; han var altså ikke den, han gerne havde været, og slet ikke den, han som discipelflokkens karismatiske ordfører selv havde troet, at han var. Peters troløshed og løgn forstår vi fuldtud, når vi tænker på, hvor fatalt det kunne have været at tale sandt. Men stilfærdigt, på det indre plan, er svigagtigheden også fatal: Peter var “fortabt i sin skam”. Ingen kunne forløse ham uden netop ham, som han havde fornægtet. Forløsningen skete påskemorgen: “Det er som at løftes af mægtige hænder / fra drukning i mørket til morgen blandt venner.” – Synger vi her ikke også om os selv?

Det billede, jeg har valgt til dagen, er udsnit af et surrealistisk maleri, som måske refererer til påsken med de to spejlvendte æg, der måske er opstandelsessymboler. Billedets mørke afgrund er et fysisk eller åndeligt dødsrige, og billedet kan handle om ethvert menneskes frelse fra mørket, ikke ved egen kraft, men ved at blive løftet af den stærkere, som sætter sig selv på spil. Jan Jochims Nielsen er kendt som eksrocker og kunstner med det på min hjemmeside tidligere viste nadverbillede fra 2013 i Enner Mark Fængsel som hovedværk.

Esben Hanefelt Kristensens billedfortælling blev i 2022 udstillet i Enghøj Kirke under titlen “Livet vinder”. Hanefelts smukke billedserie fører os gennem påskens drama frem til opstandelsestroen: Fra palmesøndag med Jesu indtog i Jerusalem, hvor en romersk soldat varsler ilde, – over skærtorsdag med indstiftelse af nadveren under drueranker – til den efterfølgende vågenat i Gethsemane have, hvor Judas udpeger Jesus for bevæbnede vagter. – Med den store hane indvarsles Peters fornægtelse i ypperstepræstens gård, og lidelsen kulminerer på Golgata, hvor kors og forfærdede vidner står som sorte silhuetter. – Til højre ser vi lyset vende tilbage: I forgrunden minder rødkælken os om legenden om den lille fugl, der i medfølelse trak en torn ud af Jesu pande. I de dødes have er stenen nu væltet væk fra den tomme gravhule, og i nederste højre hjørne bevæger en hvid skikkelse sig ad vejen mod påskemorgenrøden. – Derover skaber Helligånden en menighed af troende ud af den skræmte flok. På Marias opadvendte ansigt ses en glædeståre. – Glædelig påske!

Jeg er nok ikke den eneste, der fik kvalme ved nyhedsindslaget i TV, der handlede om en ny lov om dødsstraf for palæstinensiske terrorister, vedtaget på initiativ af Israels mest højreorienterede partier, efterfulgt af skålen i champagne. Jeg er ikke den, der kan opfordre israelere til at vende den anden kind til. Formentlig kan jeg slet ikke sætte mig ind i, hvordan det er at leve i et land med så højt et trusselsniveau og med naboer, der har landets udslettelse som politik. Det er muligt, at mit hjerte under de omstændigheder ville være sort af hævntrang, og mit gudsbillede ville se tilsvarende ud. Jeg er også opmærksom på, at mere venstreorienterede partier i Israel prøver at få loven omstødt i højesteret, og at Israels læger har nægtet at medvirke ved henrettelser. Mit langfredagsopslag skal ikke handle om hverken Palæstina, Israel eller jøder i almindelighed. Det, som konkret gav mig kvalme, var det lille guldsmykke, lovforslagets tilhængere prydede deres reverser med, et smykke, som forestiller et reb, tvundet i en løkke, altså en galge!

Jeg måtte spørge mig selv, hvem der dog kunne finde på at bruge et henrettelsesinstrument som personligt smykke, – men svaret er jo givet: Korset var romernes hyppigt brugte, afskyelige henrettelsesinstrument, og efter perioden med fisken som kristnes diskrete symbol, blev korset de kristnes smykke. Da kejser Konstantin i 300-tallet lod kristendommen begunstige og standsede korsfæstelsernes grusomme praksis, blev korset – eller kristogrammet, hvor korset vender skråt som X, – taget i brug som udsmykning i den kejserlige ikonografi og i pragtfulde byzantinske kirker. – I en periode under den ortodokse kirkes billedstorm i 8. og 9. årh. var korset tilmed østkirkens eneste tilladte billede. – Her i Norden dukkede de ældste guldkors op omkring slutningen af 1. årtusind. – Og hvis jeg har forstået det rigtigt, rykkede vikingekulturens krav om blodhævn generelt tilbage, der hvor korset rykkede frem. –

Det bringer os på sporet af korsets kristne betydning: Korset blev soningens og forsoningens, ja nådens symbol. Fra at være det tortursted, hvor Gud synes fjernest, blev korset Guds nærværs symbol, fordi Gud og menneske på korset lider sammen. Korsets lodrette akse forbinder himmel og jord, dets vandrette akse forbinder mennesker med andre mennesker, som Kristus byder os at elske.

Når vi betænker korsets betydning gennem århundreder, kaster det en skygge over historien, at dette nådens symbol til tider er misbrugt som redskab for magtudøvelse og vold. Er korset et sejrstegn, er det Guds, ikke vores. – Vi, som bærer korset, kommer aldrig til at lægge Jesu bøn for de skyldige bag os: Fader, tilgiv dem…. Også denne langfredag må vi åndeligt talt stå ved korsets fod i håb om, at hans bøn for de skyldige indbefatter os.

Et af ‘vores’ klenodier er “Dagmarkorset” af guld, som blev fundet i en grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, om end måske ikke netop den folkekære Dronning Dagmars grav. Korset stammer måske fra o. slutningen af 1100-tallet og har tydeligvis byzantinske aner, som rækker tilbage til østkristne kejsere. Det byzantinske fremgår af, at korsarmene er bredest yderst og forsynet med knopper som symbol på livets træ. I det lille kors foroven ses græske bogstaver: første og sidste bogstaver i navnet Jesus Kristus. Korset har tilmed været et relikviegemme med plads til “en splint af Jesu kors”. Kristus bøjer sit hoved til siden. Som jeg ser det, viser korset en lidende og medlidende Kristus.

Det er umuligt at sammenfatte kristendommens betydning i ét ord. Skulle jeg alligevel forsøge, måtte det blive med ordet tilgivelse: Evangeliet handler om Guds tilgivelse og vores tilgivelse af hinanden. Men hvordan løftes tilgivelse fra at være ord til at være erfaring – når nu kapitler i vores egen livshistorie har svigt som overskrift? – når vi ved besked om vores egen uoverkommelige gæld til livet med hinanden – når tiden gang på gang løber ud for tilgivelsen os mennesker imellem?

Med påskens fortælling, som jeg læser den, har Gud skrevet TILGIVELSE med de allerstørste bogstaver: Han har anskueliggjort tilgivelsen: Hans menneske befinder sig lige der, hvor svigt, forræderi og rendyrket ondskab er mest fortættet. Netop i dette mørke har han ladet bønnen om tilgivelse af bødlerne lyde, og hinsides dette mørke er han vendt tilbage til de svigtende og de svigtede med Guds fred og Guds lys.

Jesu afskedsmåltid skal efterlade disciplene med tro på tilgivelse. Han taler indtrængende til dem både om svigt og død, men også om ny begyndelse med himmelsk vin i Guds rige. Han lader sine ord forevige i billeder, tegnhandlinger: Den røde vin skal gå over i historien som deres / vores bekræftende tegn på syndernes forladelse. – Når vi skærtorsdag og andre helligdage rækker vores blanke bægre frem for at hente Guds fylde ind i vores liv, kan vi modtage den funklende røde vin som den levende Guds varme hjerteblod.  

Johannesevangeliet har nok foregrebet nadveren i kap. 6, men sært nok ikke fortalt om nadverindstiftelsen her i forbindelse med afskedsmåltidet i kap. 16. Hos Johannes står tilgivelsen dog ikke mindre tydelig. Her meddeles den guddommelige tilgivelse i stedet ved fodbadets uforglemmelige billede med det klare, rensende vand som tegn. Trods Peters protest bøjer Jesus sig ned og vasker disciplenes snavsede fødder, og denne gestus vil de undres over og huske. – Med baggrund i dåben begriber vi måske intuitivt afvaskningen som symbol for renselse også i overført betydning: som tilgivelse og genfødsel til en ny begyndelse. ”Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele”.

Jesu vask af disciplenes fødder har tilmed den pointe at være et forbillede: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.” Fodvask er noget, vi giver til hinanden; omsorg er noget, vi giver til hinanden; tilgivelse er noget, vi giver til hinanden. – Fortællingerne, tegnhandlingerne, den indbyrdes omsorg og overbærenhed må tilsammen gøre tilgivelsen til vores bærende, kristne livserfaring.

Til denne helligdag vælger jeg Jørgen Roeds maleri Fodvasken, som Herlev Kirke modtog i 1845 eller -46, næsten magen til hans maleri til Lyderslev Kirke. Jørgen Roed (1808-1888) var en habil og berejst elev af guldalderens professorer, og hvad kirkekunst angår, var Jørgen Roed den mest produktive med en motivkreds, der var bredere end typisk for guldalderen, idet han flittigt formidlede også Jesu lidelseshistorie. Dette lidt matte maleri af fodvasken er med sine stive figurer ikke kunstnerens mest indtagende. Alligevel har jeg valgt det på grund af dets fokus: Det rensende vand løber i en klar stråle netop i billedets midterakse; og hovedforsvindingspunktet, som billedets perspektiviske linjer samler sig i, er netop vandfadet. Vandet, skænket af den rødklædte Jesus, er hovedsagen som tilgivelsens og omsorgens symbol. Centreringen om vandet har Roeds maleri tilfælles med kongerigets stærkeste billede af skærtorsdagens fodvask: Thomas Kluges alterbillede i Linå Kirke, som jeg har vist i et tidligere opslag. Foto: Claus Jensen.

Nedenfor Thomas Kluges alterbillede: “Skærtorsdag”, Linå Kirke 2015

Der er en voldsom kontrast mellem de to scener, som evangelieteksten fra Joh. 12 spænder over: Den sidste scene viser Jesu berømte triumftog ind i Jerusalem, hvor en hujende folkemængde modtager ham som Messias. Endelig anerkender det frihedshungrende folk ham som deres retfærdige konge! MEN vi hører en misklang i folkets begejstring, fordi vi ved, at Jesus allerede i samme uge blev genstand for folkets frustrationer og spot og udsat for en vrængende ‘hyldest’: Et underholdende indslag i torturen blev hans satiriske kongekroning med rød kappe, bambusrør og en tornekrone – som optakt til henrettelse. Folkestemningen er troløs og omskiftelig, og ved læsning om den folkelige applaus kan begreber som populisme og massesuggestion dukke op og – måske lidt utidigt – blande sig med billeder fra vor egen nylige valgkamp med efterfølgende partilederhyldest eller -udskamning. – På søndag kan vi selv tage del i fejringen af Messias’ indtog, men midt i palmesøndagsjubelen ser vi altså en tavs og sagtmodig æselrytter, som er verdens mest ensomme menneske.

Evangelietekstens første scene er en anderledes sand hyldest: Salvningen i Bethania. Evangelisterne videregiver en fælles erindring om, at en kvinde salvede Jesus før påske. Billedet af hendes personlige hengivenhed står lysende for os, trods uklarhed om, om kvinden med salven nu var den ene eller den anden Maria eller en helt tredje. Er det en prostitueret, der flyder over i taknemmelighed over, at Jesus tilgav og forsvarede hende? – Eller er det, som Johs. fortæller, Lazarus’ søster Maria, som handler i forlængelse af, at Jesus gav hendes bror et nyt liv? Kvinden med salven kan personificere hver den, der har erfaret nåden i Jesu nærvær og besvaret den med uforbeholden kærlighed, som her også får karakter af en messiansk kongehyldest. – Man plejer at oplyse, at prisen for kvindens salve repræsenterede en arbejders årsløn. – Jesus har åbnet himmeriget for kvinden, og hendes gensvar må finde det stærkeste udtryk i en gestus, som sprænger alle vante rammer og kalkuler, uanset omgivelsernes bedømmelse, – en kærlighedens offervilje, der måske står i kontrast til vore egne forsigtige, reserverede og kalkulerede kærlighedsrelationer? – Jesus forsvarer kvindens uforbeholdne gestus – og tolker den – måske noget chokerende – som forberedelse til begravelse. Det bliver således klart, at den allerstørste og mest uforbeholdne hengivenhed og offervilje, som evangeliet kan fortælle om, er Jesu egen hengivelse, hvor han end ikke sparede sit liv.

I 2007 malede Arne Haugen Sørensen sin akvarel “Salvningen i Bethania”, der er gengivet i bogværket ‘Den store passion’. Kunstneren zoomer ind på kvindens ydmyge kærtegn af foden, som har båret hendes hjerterkonge rundt blandt mennesker. Akvarellen er gribende udtryksfuld, som kun Arne Haugen Sørensen kan vise med så enkle og grove strøg. Dens farver repræsenterer en finhed med kærlighedens guldglans over den kyssende kvinde og den salvede fod, og baggrunden er himmelblå som tegn for det gudsrige, der transcenderer den jordiske kærlighed – og transcenderer den forestående død.