Forfatter: birgittebech

Igen en lignelse og denne gang en evangelisk en af slagsen, nemlig Luk. 14, 16-24 om Det store festmåltid. Hvor den rige vært i sidste søndags lignelse var uvillig til at byde den fattige Lazarus til bords, slår den guddommelige vært i denne søndags lignelse portene op for revl og krat: ”hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind”, – og da der endnu er plads i festsalen, byder han videre: ”Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus skal blive fyldt”. Det fuldtonende evangelium er, at Gud længes efter at få fyldt sin festsal og ikke skyr nogen anstrengelse for, at det skal lykkes, og altså gerne med tabere til højbords. Halleluja! – Men der er jo et intermezzo i fortællingen: mange indbudte svarer afvisende; ”de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den… En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem”…osv. Om disse nejsigere lyder det afslutningsvis: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid”. –

Helst læser jeg sådanne ’topunktslignelser’ som afsløringer af os alle i vores modsætningsfyldte eksistens: Således forstået handler det ikke om to definitivt forskellige menneskegrupper, men om to forskellige måder at være i livet på: Jeg kan med tunnelsyn identificere mig med min egen ufravigelige dagsorden, eller jeg kan være åbent og lydhørt til stede. Prototypen på ham, der er optaget af og veltilfreds med at være ’sin egen lykkes smed’, er den succesfulde Mads Skjern i Matador, der glæder sig over, hvor godt det går, – mens hans livskloge Ingeborg omvendt kan se, at Mads lægger livet øde omkring sig. Hvornår opdager Mads, hvad han har mistet? – Rollerne skifter, og en dag må man se egne skuffelser, nederlag og svigt i øjnene, – og da kan man kun være modtagende. Her beror ens liv på, om nogen ser en, rækker ud og tager en med til “festen”, for fest har uvægerligt med fællesskab at gøre, med det som man ikke bare skylder sig selv. Det er vel først, når vi får et modlys på egoets bekymringsmærkede og forfængelige projekter, at vi kan opdage nåden og takke for det givne, nærværende liv – som et umotiveret gode. – Jævnfør Anne Linnets ”Time og dag og uge / dem får vi lov at bruge / stjerner og sol og måne / dem får vi lov at låne. / Min tro er min sang og min stemme / her hvor jeg har min gang / her har jeg endnu hjemme / og her er min tro min sang / til denne forbløffende klode / et umotiveret gode”…

Lignelsen om det store festmåltid kan tolkes som indbydelse til kirkegang, herunder afsløringen af de mange undskyldninger for at springe denne søndag over – og gå glip af nadverens forsmag på Guds Riges festbord. Denne tolkning er ikke forkert, men er der ikke meget mere at sige om at være indbudt til livets store fest med tro, håb og kærlighed, hvor det givne NU kan åbne sig for evigheden? – Hvis jeg lukker mit vindue op, kan jeg høre solsorten synge.

Den suveræne danske billedtolkning af lignelsen om det store gæstebud er efter de flestes opfattelse Joakim Skovgaards (og Niels Larsen Stevns’) i Klaksvig Kirke og Viborg Domkirke, som jeg har vist i tidligere opslag. I kraft af sit generøse gudsbillede og sin fællesskabsdimension har motivet fremdeles blomstret i det Skovgaardinspirerede grundtvigske miljø med bl.a. Rudolf Rud-Petersens, Fløjte-Emils og Troels Triers fortolkninger. Denne gang vælger jeg Troels Trier (1879-1962) fra Vallekilde Højskole. Troels Trier malede i 1951 sit billede til den ældre altertavle i Vester Assels Kirke på Mors, hvor den grundtvigske indflydelse er betydelig. Vi ser et maleri i tre felter, hvor fløjene viser bønder, der undskylder sig med deres landbrugs-gøremål, mens hovedfeltet viser festsalen med værten i front. Favnende modtager han de tilstrømmende fattige og handicappede. Jeg har for tydelighedens skyld klippet de tre malerier sammen med baggrund i Claus Jensens fotos.

”Du holder altid noget af et andet menneskes liv i din hånd”, var som bekendt en pointe i K. E. Løgstrups ’Den etiske fordring’.  I kap. 16 bringer Lukas samme appellerende budskab, formuleret i et fortidigt billedsprog, formentlig baseret på en førkristen fremstilling. Det er der ikke som sådan noget evangelium i. Der er masser af evangelium i søndagens tekster, men altså ikke lige i prædikenteksten, som er ren formaning om at omvende sig til et næstekærligt liv, hvor man SER sit medmenneske. Lignelsen har bud til den rige mand, der – som mange af os – har levet bekvemt i overflod og mere eller mindre ladet hånt om den menneskelige lidelse, der følger af verdens himmelråbende ulighed. Den rige har dagligt passeret den fattige Lazarus og vendt ansigtet bort fra denne uappetitlige tigger, som ”lå ved hans port”. – Hvem ligger ved vores port i dag? At skelne mellem den nære og den fjerne lidelse er blevet umuliggjort i en globalt forbundet verden, hvor medier uophørligt bringer uvelkomne fotos og statistikker af lidelser fra langtbortistan. – Vi skal næppe bruge prædikestolen som afsæt for (parti)politiske dagsordener, men indskærpe den enkle sandhed, at ”ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen”.

Lukas’ version af den etiske fordring er iklædt scener fra et efterliv med himmel og helvede. Dette hinsidige perspektiv tydeliggør det elementære, at noget kan blive for sent. Hinsidigheden er tidslig frem for rumlig. Tiden sætter kløft mellem nu og siden. Vi kan ikke i fremtiden vende tilbage til dagen i dag og omgøre det, som vi forsømte i dag – med irreversible følgevirkninger i medmenneskers historie.

Teksten er ikke et argument for at skræmme med helvede, hvad den eksplicit afviser: Da den forpinte rige mand fra det hinsidige opfordrer Abraham til at sende en advarsel til de fem brødre i hans fars hus, afvises han af Abraham: ”Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” I Det gamle Testamente lyder et omkvæd: ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre”.  I Det nye Testamente siger Jesu eksempelfortælling om “Den barmhjertige samaritaner”, hvad der skal siges. En mellemregning om helvedesfrygt er irrelevant; den barmhjertige samaritaners fokus er medmenneskets tarv.

I Danmark har Jens Galschiøt skabt en række stærkt appellerende, neorealistiske skulpturer af hjemløse, hvoraf en tidligere er vist i et af mine opslag. Nu smutter jeg til Bergen for at vise en norsk parallel: Nytårsaften 1999 lod den norske kunstner Arne Mæland (f. 1950) skulpturen ”Uteliggeren” opstille i Bergen som et enkelt memento om, at ikke alle har det lige godt.

Evangelieteksten fra beg. af Joh. kap. 3 handler om at ”blive født på ny”. – Det er et udtryk, vi mådeholdne protestanter i almindelighed sjældent gør brug af. Men når jeg en dejlig morgen er veludhvilet efter en god nattesøvn, kan jeg måske nok føle mig genfødt, – eller når jeg endelig bliver rask efter en udmarvende sygdom. Karakteristisk nok melder udtrykket ”at være født på ny” sig med erfaringen af, at livet er en gave, ja en ligefrem overraskende gave. Den uvurderlige helbredelse, den livgivende søvn, den nye morgens mulighed er alt sammen noget, der kommer til os og bærer os, som vi tydeligvis ikke selv er ophav til, netop lige så lidt som det var vores egen præstation at blive født. Man kan umuligt meritere sig til at blive født eller genfødt. Hverken de gode, raske og glade dage – eller de trætte og sløje dage for den sags skyld – skylder vi os selv. For den, der sædvanligvis ser på livet som egen præstation, vender det virkeligheden på hovedet at måtte genfødes, at måtte have tavlen visket ren til en ny begyndelse. At være født på ny er der ikke prestige i.

Det jødiske rådsmedlem Nikodemus, som samtaler med Jesus i vores tekst, var ’blevet til noget’. Han var skriftlærd og havde positioneret sig med prestige i sit religiøse og politiske miljø. I hvert fald var han så øm om sit renommé, at han måtte liste ud i nattens mulm og mørke, da han ville undersøge, om der var lys at hente hos Jesus, ja om Jesus mon kunne åbne Guds rige. – Nikodemus er en glimrende identifikationsfigur for moderne mennesker, der gerne er åndeligt søgende – lidt diskret og helst uden at sætte renomméet helt over styr.

Den natlige samtale udvikler sig som en efterklang af pinsen med sin beskrivelse af Guds gådefulde og uregerlige ånd, der som ”vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen.” Ånden er ubegribelig som livet selv, som livsmodet, kærligheden, troen og håbet er det. Og åndens virke er åbenbart en forudsætning for, at døren til Guds rige kan åbnes: Det indelukkede menneske kan ikke ved egen umage tvinge døren op, men den ustyrlige guddommelige storm kan så at sige blæse døren op, så en større og lysere virkelighed åbenbarer sin mulighed: Guds riges mulighed, genfødslens gave: ”Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige”, siger Jesus, og tilføjer: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige”. Helligåndens virke kædes hos Johannes sammen med det levende vand, vandet fra livets kilde, bl.a. refererende til dåben. På alle niveauer begynder livet som bekendt i vand: Vi fødes og døbes i vand. – Her skal mindes om, at vi ved hver en kirkelig dåb – så vel som ved hver en bisættelse – , takker Gud for genfødslen, der identificeres som en genfødsel til HÅB: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. – Metaforerne flimrer og blander sig i Nikodemus-samtalen om genfødsel, åndepust, vand og lys. Den åndelige essens er, at vi af Guds nåde får lov til at leve både gode og dårlige dage og derefter dø – med håb.

Det valgte billede, som Ane Villadsen malede til Flade Kirke, Morsø, i 1936, er ikke vores bedste skildring af samtalen mellem Jesus og Nikodemus. (Mange kunstnere har bundet an med motivet, og den mest suveræne fortolkning er efter de flestes mening Niels Larsen Stevns’ alterbillede fra 1918 i Vrensted Kirke, som jeg tidligere har omtalt i et opslag. Se nedenfor). Thyboen Ane Villadsen, der levede 1877-1953, er ikke meget kendt, men hendes billede fungerer: Hun viser Nikodemus med skriftrullen, koncentreret lyttende til Jesu’ levende ord. Når jeg viser et udsnit af netop Ane Villadsens alterbillede, skyldes det, at hun pudsigt nok pædagogisk anskueliggør, hvad Jesus henviser til i sin forklaring om ånden og vandet: Billedrummet åbner sig ud mod et landskab, hvor Helligåndsduen flyver, og blæsten suser over vandet, ja den rusker i gardinet, – og morgenlyset viser sig i horisonten. Fotos: Claus Jensen.