Forfatter: birgittebech

Joakim Skovgaard: Jesus taler i synagogen i Nazaret, 1914, Herning Kirke

Iflg. Luk. 4 får Jesus ordet i sin barndomsbys synagoge. Han slår op på Esajas’ lykkelige profeti om et nådeår, hvor Herrens salvede Messias fyldes af Guds Ånd og bringer trøst til fattige, frihed til fanger og undertrykte samt nyt syn til de blinde. Sensationelt læser Jesus sig selv ind i teksten som nådeårets virkeliggørelse: “I dag er det skriftord, der lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Store ord! “Alle gav de  ham deres bifald”. – Men nådens virkninger er ikke altid til at få øje på, og stemningen i rummet skiftede hurtigt fra begejstring til et raseri, som endte med at fordrive Jesus fra egnen.

Der findes i dansk kirkekunst nok kun ét hovedværk, som fortolker dette evangelium til 1. søndag i advent efter 2. tekstrk. Joakim Skovgaard malede det kort efter afslutningen af den enorme opgave med at iklæde Viborg Domkirke den fulde bibelhistorie med hovedvægten på den opstandne Kristus’ befrielse af de døde. – Maleriet til Herning Kirke blev til i året 1914, samme år hvor to af malerens sønner en sommermorgen omkom ved en drukneulykke på Roskilde Fjord, og han i begravelsestalen sagde, at “vi behøver ikke vide alle ting her”…

I dette oliemaleri fylder Skovgaard et afgrænset rum med dirrende liv. Der er detaljerede karakterstudier af bipersoner, specielt af Skovgaards assistent Niels Larsen Stevns, som i forgrunden vender sig om mod os. Niels Larsen Stevns har udført billedrammen. Maleriet fortolket det afgørende øjeblik, hvor Jesus lukker bogen for at tale om sig selv som opfyldelsen af det messianske håb. Han står der rank og samlet, mens forsamlingen af bysbørn sidder anspændt koncentrerede, lige før stemningsskiftet fra begejstring til vantro. Indskriften under alterbilledet lyder: “De priste ham alle og undrede sig over de livsalige ord, der udgik af hans mund”. Ved at skildre Jesus i billedrummets akse. så rødklædt og lysende, mellem de majestætiske søjler, proklamerer Joakim Skovgaard ham som frelseren: Vær velkommen Herrens år!

Olivia Holm-møller (1875-1970) "Barmhjertighed", 1934-47, 
Askov Højskoles Festsal

Kirkeåret slutter med lignelsen om verdensdommen, iflg. Matt. 25 fortalt af Jesus kort før hans lidelseshistorie. Vi får i billedlig form det overordnede og afgørende perspektiv på, hvordan et godt eller et ondt menneskeliv leves. Det handler om menneskers mellemværende: livet med eller uden barmhjertighed. Etikken her er ikke bare en tosidig relation, for Gud er altid part i menneskers indbyrdes historie. Det epokegørende er ikke billedet af Gud som overvågeren, der fra en ophøjet position fører regnskab. Sådan et billede kendes i de fleste religioner. Det epokegørende i kristendommen er, at Gud er inkarneret i det medmenneske, som har hjælp behov. Guds nærværelse hos mennesket kan ikke udtrykkes stærkere end med ordene “jeg var sulten, og I gav mig at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig …. Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”… Sådan kender kristendommen Gud.

Som jeg ser det, kan evangelieteksten reflekteres i Olivia Holm-Møllers maleri “Barmhjertighed”, som findes i Askov Højskoles Festsal. Olivia Holm-Møllers lange liv fra 1875 til 1970 satte frugt i egenartede, ekspressionistiske og eksplosivt farvestærke malerier. Dette hører hjemme i en stor serie kaldet “Slægten”, malet 1934-47. Det viser menneskelivets grundlæggende vilkår – især med udgangspunkt i kvinders liv. Her skildres næstekærlig omsorg med mad, klæder, besøg hos en skrøbelig gammel, hjælp til et barn… Midt i billedet ses omsorgsfunktionen malet symbolistisk-abstrakt som et mangearmet eller -vinget væsen.

 

John Sparre Christensen (f. 1921) har 1981-83 malet den 
trefløjede altertavle til Langeslund Kirke. Den viser den 
hvidklædte Jesus på alle tre fløje: tv. og i midten som lærer 
med hhv. samtalen om skattens mønt og bjergprædikenen, th. med 
Peters overvældende fiskefangst. 
Foto hhv. Claus Jensen og Niels Clemmensen

“Vis mig skattens mønt!” siger Jesus til modstandere, som udfordrer ham med spørgsmålet om legitimiteten af at betale skat til besættelsesmagten, måske den tids mest brandfarlige spørgsmål. Jesus ser kejserens billede præget i mønten og lukker samtalen med den berømte replik: “Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”  Hermed løfter Jesus sagen op over det tidsbundne, så vi i enhver historisk periode kan gennemtænke og gentænke forholdet mellem politik og religion, mellem samfundsborgerskab og tro. – Ved reformationsjubilæet blev citatet flittigt brugt i samtalerne om Luthers teologiske toregimentelære og den fyrstekirke, som faktisk (alligevel) opstod af reformationen. – Offentlige samtaler om forholdet mellem stat og kirke slutter forhåbentlig aldrig, selvom et enevældigt styre hos de heldigste på jorden er erstattet af et demokrati med magtens tredeling. – Vi skal give ‘kejseren’, hvad der tilkommer ‘kejseren’ , dvs. vi skal efter formåen bidrage til samfundet med politisk ansvarlighed, hæderlig skattebetaling og øvrig indsats. Vi skal derimod ikke give styret, hvad der ikke tilkommer det: tilbedelse, blind autoritetstro og kadaverdisciplin. Kristendommen har modhistorier at sætte op mod løgn og propaganda fra ledere, partier og ideologier, og en af kristendommens vigtige pointer er at minde herskere om, at de hverken er guder eller Guds største gave til menneskeheden på livstid. Politik i en ufuldkommen verden er og bliver valg mellem store og små onder, og utopier stinker, når de trækker spor af lidelse.  “Skattens mønt” er præget af regentens billede, ja, men mennesker er præget i Guds billede, og det er kun Gud, vor skaber, vi skylder tilbedelse. Gudbilledligheden giver enhver af os den højeste værdi og den højeste skyldighed: kærlighedens skyldighed.

John Sparre Christensen har med sine karakteristiske enkle former og klare farver malet nogle få værker til kirkerum, desuden mange bibelske motiver, ofte underskrevet med både initialer og SDG: Gud alene æren. Han har udtalt, at han gennem de bibelske motiver søger at opleve de hellige beretninger og videregive sine oplevelser.

Hvor mange gange skal jeg tilgive? – Hvor mange gange har jeg selv brug for tilgivelse? Om de to spørgsmål, der kan ikke adskilles, handler Matt. 18, 21-. Peter spørger om omfanget af pligten til at tilgive: “Hvor ofte skal jeg tilgive min bror?” Jesus svarer pædagogisk med en lignelse, vi kan spejle os i: En bundløst forgældet skyldner måtte aflægge regnskab for Herren og kunne ikke gøre andet end at bede om eftergivelse. Herren fik medynk med ham og eftergav ham gælden. Som en frisat skyldner kunne tjeneren nu gå ud i livet til sine medmennesker. Da han traf en medskyldner, mødte han ham imidlertid med en ubønhørlig smålighed, som om intet var hændt: “Han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder!”  Herren kalder så til orden, bedrøvet og vred. Hos Mattæus italesættes Herrens vrede så tydeligt, at den næsten bliver støjsender henover lignelsens pointe om at modtage og give barmhjertighed. –

Lad os vende os til den forkyndelse, som indeholdes i Fadervor: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.

Der findes faktisk en altertavle med den eksplicitte titel “Forlad os vor skyld”. I 1953 har Erik Heide til hjemegnens kirke i Øster Jølby på Mors malet en triptykon. Venstre fløj hedder Ufred, højre fløj hedder Fred. Imellem de to fløje figurerer Korsfæstelsen, under lyset fra et solkors. Korsfæstelsen er central i bevægelsen fra ufred til fred. Ejendommeligt nok har Erik Heide som vidner til korsfæstelsen malet to dyr, hvilke vi ellers kun venter at finde ved fødslen i krybberummet. Således får vi anskueliggjort, at meningen med inkarnationen er forsoning. – På knæfaldet kan menigheden ved nadveren modtage forsoningens tilsagn.

Vor gamle mester Erik Heide (f 1934) har udsmykket flere kirker end nogen anden nulevende kunstner. I 65 år har Heide i gamle såvel som nye kirker bevist sit store talent som billedhugger; men hans første offentligt tilgængelige værk var altså et maleri.

 

 

 

 

 

Maleren Christen Dalsgaard (1824-1907), Sorø Akademi, 
har malet en række altertavler og andre bibelhistoriske 
billeder, også dette figurrige og komplekse billede af 
Jesu helbredelse af syge. Det befinder sig i Sorø, 
hvor Dalsgaard var tegnelærer, såkaldt "Ritsemester". 
Det er en fortolkning af Jesu svar på Johannes Døbers 
spørgsmål fra fængslet, om Jesus er Messias. 
Man kan kalde det et evangelisk resume: "blinde ser, 
og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, 
og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. 
Og salig er den, der ikke forarges på mig." - 

Al denne lidelse: sygdom, fortvivlelse og angst, allermest angst for de kærestes liv… Nu også den tryglende far, som Johs fortæller om i kap 4. Faderens privilegerede position i samfundet gør ikke fra eller til, for hans søn ligger for døden, så alt andet er ligegyldigt. Faderen har fundet frem til Jesus i Kana, hvor det forlyder, at Jesus med kraft står på livets side, og at han får undere til at ske. Vil Jesus gå med hjem til den syge? –  Jesus klager. “Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”. Men Jesus lader sig bevæge og giver faderen sit tilsagn: “Gå hjem, din søn lever!” Med Jesu tilsagn har faderens håb vokset sig så stort, at det fylder det hele: “Manden troede Jesus på hans ord” – endnu før han fik tegn at se. Hele vejen hjem bar han på det dyrebare, guddommelige tilsagn som sin livline…

Mange mennesker trygler desværre uden at erfare, at deres kære bliver hjulpet. Skal de – eller vi – så til sorgen føje en skam over at have troet for lidt? Som om troen er en stor eller lille præstation, der kan udløse en afmålt belønning? Nej, når vore kære bliver syge og dør fra os, er dødsårsagen ikke, at vi er dumpet i tro. At læse om Jesu undere kan blive en anfægtelse for dem, der ikke oplever at få hjælp, men det er ikke meningen! I mørke dage må vi læse beretninger om Jesu undere som fjerne lysglimt, der netop glimtvis giver indsigt i, hvem Gud er. Det er tilsagn om, at Gud også for os er livets kilde, og at han ikke vil tabe os. – Nogle dage spejder vi forgæves efter undere i vore liv, andre dage får vi øje på mange små undere overalt, ja at livet og kærligheden ER Guds store under, som må bære os ‘hele vejen hjem’. Med al vor trossvaghed og angst, vor lidelse, sygdom og død må vi hele vejen vide os rummet og favnet af Gud. Hvordan maler man et billede af tak?

Jeg har valgt Bodil Kaalunds akvarel "Lovsangen". 
"Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren", fra 1992, 
bl.a. gengivet i hendes bog Krop og Ånd. 
Med visionen af, at hele kloden er omsluttet af Guds 
kærlighed, må der truttes et frydefuldt stykke.