Fortællingen i Joh. 4 om Jesus og den samaritanske kvinde ved Sykar brønd er righoldig og underfundig, ja uudtømmelig. Evangeliet er generøst og overstrømmende. Vi forstår intuitivt det rene, levende vand som Guds nåde, som en kærlig hilsen til os fra skabelsens morgen, en stadigt livgivende gave, som vi kan misbruge og forurene, men ikke selv producere.
I kirkens liv forbinder evangeliet om det levende vand sig med dåbens tegn. Blikket glider til døbefonten. På gulvet udenom Snesere Kirkes middelalderlige døbefont har Signe Lewis og Till Junkel i 2016 skåret fortællingen om det strømmende vand ud – ikke i pap men – i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer. Det ser overdådigt ud. Det “flyder” over alle bredder; helt ud i våbenhuset. Det følger dåbsbarn og andre kirkegæster på vej ind og ud, ud i livet. Den og det hellige følger med os.
Efter en rejse til Israel, hvor der på liv og død kæmpes om helligsteder og konkrete arvelodder, vil jeg fryde mig over det Jesusord i dagens tekst, som epokegørende bør løfte kristendommen ud af alverdens kampe om rette kultsteder. Det hellige er ikke et sted! Jesus beroliger den samaritanske kvinde med, at hendes mellemværende med Gud hverken handler om patriarkers grave eller Jerusalems arkæologi eller bygningsværker, for “der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”.
Signe Lewis og Till Junkel er en veluddannet dansk-tysk kunstnerduo, som er født i 60erne og bosat i Stege. De har i Snesere Kirkes gulvplan i 2016 udført et stort skulpturelt kunstværk i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer, der 'flyder' som vand i formationer fra døbefonten op mod alteret og ned mod udgangen. Foto: Claus Jensen
Birgitte Bech kirkekunst 