Forfatter: birgittebech

Det antimaterialistiske evangelium i Bjergprædikenens kap 6. er med præst og religionspædagog Kaj Mogensens ord henvendt til mennesker, som har det nødvendige. Jesus ville aldrig stille sig op blandt udhungrede mennesker og sige, at de ikke skal bekymre sig for, hvordan de får noget at spise og drikke. Som det fremgår af Fadervor, ved Gud godt, at mennesker trænger til dagligt brød. Men det mimetiske begær, den grådighed som vil have, hvad andre har, sætter i forbrugersamfundet uafladeligt vores definition af ‘det nødvendige’ i skred. Det er en triviel viden for den, der kan huske efterkrigstidens mange grøddage, at den hakkebøf, som vi nu ømmer os over at betale, engang i praksis var helt uden for rækkevidde – uden at vi nødvendigvis dengang følte os specielt fattige. Meget er vigtigere for vores livsmod end forbrugsniveauet. Mennesket som art er eminent til at tage sorger på forskud, og med stigende rigdom flytter bekymringen sig måske fra fødevarepriser til aktiekurser.

Faktisk anviser Jesus en praksis, der en stund kan løfte sindet op over bekymringslejet: “Se himlens fugle”. Jeg oplever, at det virker! I denne tid kan lyden af et fugletræk få os til at lægge hovedet tilbage og følge de smukke kilers færd over den rødmende aftenhimmel. Blikket og tankerne følger fuglene på vej, og sindet åbner sig for skaberværkets undere: Hvem kan forklare, hvordan fuglene holder deres elegante formationer og sammen finder vej til destinationen tusinder af kilometer væk? Et øjebliks himmelsyn løfter os op over optagetheden af to-do-lister og små fortrædeligheder; det beriger os med lidt af det store, der ikke kan købes for penge. Vi ønsker gerne at dele oplevelsen af skønhed med andre og søger måske at fastholde den med et foto… Men sammen med øjeblikkets fryd mindes vi om, at intet kan fastholdes, og at alting på jorden er på lånt tid. Der er efterår og vemod i fugletrækket, og vi må øve os på at give slip: Leve vore dage så tillidsfuldt som muligt, vel vidende at vi ikke kan bekymre os til evighed. Vores fremtid kan kun være Guds gave og opgave til os. “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen.”

Fuglenes liv er ofte fastholdt i glædebringende kunst, også kirkekunst. Denne gang viser jeg et fint stykke tekstilkunst med titlen ‘Hav, lys og måger’. Det er et sindrigt vævearbejde med blide blåhvide nuancer, skabt i 2015 af tekstilkunstner Birgitte Nielsen, som siden 1974 har farvet garn og vævet. Birgitte Nielsen har atelier på Thurø, hvor hun arbejder med både natur og bibel som inspiration.

Jesus bevægede sig rundt i samfundets udkant og mødte derude de mest stigmatiserede af alle stigmatiserede: en flok spedalske, hvis ulykke man tilmed i oldtiden var tilbøjelig til at se som en straf fra oven. På tilbørlig afstand af de raskes samfund havde staklerne søgt sammen i en afsides krog, som smittebærende menneskeligt affald, forpligtede til med stadig larm at advare om egen tilstedeværelse, for hvem ville sætte eget liv på spil for deres skyld? Én i gruppen var samaritaner og dermed dobbelt stigmatiseret, men herude ved dødens port tabte gamle hierarkier betydning. – Nu nærmede Jesus sig og vækkede – mod al sandsynlighed – et svimlende håb om, at de alligevel ikke var ladt alene i deres mørke. Nu råbte de ikke for at advare, men for at trygle om hjælp: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” I Lukas kap. 17 fortælles, at det forunderlige skete: Jesus bønhørte og helbredte de ti og sendte dem til godkendelse hos præsten. – Som den eneste af de ti ny-raske kom samaritaneren efterfølgende tilbage til Jesus for at takke ham for livet: ”Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham”. Jesus modtog hans tak og sendte ham ud i den herligt udfordrende nye tilværelse: ”Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.” Fortællingen er en forkyndelse af, at Guds omsorg gennem Kristus overskrider vores grænser. Gud er mulighed, hvor menneskers muligheder er udtømt. Ødelagte menneskeliv bliver rensede, helede og fornyede. Hvad er der da at svare andet end TAK! Den positive fremhævelse af netop samaritanerens tak bekræfter evangeliets grænseoverskridende dagsorden.

Teksten lægger op til en prædiken om værdien af at sige tak, og ikke kun i særlige situationer. Ved hverdagens slutning kan det erfaringsmæssigt hjælpe på mangt og meget at vende i tankerne, hvordan også denne dag har givet anledning til taknemmelighed, hvor alt det givne ikke er selvfølgeligt, men netop givet. At takke åbner sindet for Giveren.   

Andre billedtolkninger af dagens tekst koncentrerer sig typisk om den takkende samaritaner for Jesu fødder. Maleren Ellen Hofman-Bang (1879-1971) har derimod skildret den indledende situation, hvor de spedalske endnu er fanget i deres mørke, – måske et motiv som alt for mange også i overført betydning kan identificere sig med. Det er øjeblikket, hvor håbet fødes, idet Jesus manifesterer sig som et Guds lys ’for enden af tunnelen’. Den veluddannede fynske maler Ellen Hofman-Bang var værdsat i sin samtid, hvor hun især malede dualistiske og apokalyptiske åbenbaringsmotiver med fokus på Gudsrigets dramatiske indbrud i verden. Flere af hendes alterbilleder hænger stadig i danske kirker, fx i Skt. Peders Kirke i Randers, andre udstilles på kunstnerindens fødegård Hofmansgave på Nordfyn. En eftertid har ofte fundet hendes dramatiske stil noget teatralsk. Det billede, jeg her har valgt at vise, er effektfuldt med sin stærke spænding mellem håbløshed og håb, og det er samtidig inderligt empatisk. Det er måske tænkt som et forarbejde? Jeg har set det u. å. i et auktionskatalog, så det er nok i privateje.

Ingen hørende kan være i tvivl om, hvad hørelse betyder: at høre småbørns latter, bækkens rislen, solsortefløjt – og salmesang i orgelbrus, som løfter kirkeloftet… Teksten fra Mark. 7 handler om Jesu helbredelse af en døvstum. Evangelierne fortæller i tekst efter tekst om hans guddommelige, livsfornyende kræfter: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.” Håbet er sået i verden, og håbet skal leve og overleve, at vi ikke sådan kan eftergøre miraklerne.

I dagens evangelium er helbredelsen skildret som en usædvanlig korporlig handling. Lignende underberetninger i de parallelle evangelier har så at sige smagfuldt bortcensureret Jesu suk, spyt og pågående berøringer, vel ud fra forståelsen af Jesu ORD som virksomme i sig selv. Men på et hverdagsplan er nåden altså også kropslig. I vores privilegerede land har mange i vor tid opnået afgørende hjælp fra teknologien og oplevet det mirakel efter høretab igen at kunne deltage i samtalers ustyrlige pingpong rundt om det store spisebord. Når plejepersonale omhyggeligt fjerner ørevoks og sætter høreapparater på plads i gamle øren, kan det opleves som en nåde – og omvendt opleves det travle personales forjagethed måske som fravær af nåde. – Er det for resten ikke også lidt nådesløst, når andre mennesker fremturer med at snakke meget lavt og hurtigt, så tunghøre hægtes af og svarer i øst og vest for ikke at vedgå, at de igen har mistet pointen? –

Samtidig med det vedkommende fokus på hørelsen har vi en god, kirkelig tradition for at læse Jesusordet EFFATHA! Luk dig op! som et kald på flere planer, altså også et åndeligt kald. Der er jo mange slags døvhed og stumhed blandt mennesker, kværnende hurtigsnak og støjsendere til trods. Vi kalder en person ’tonedøv’, når han eller hun går fejl af et fællesskabs nuancer og uudtalte dagsorden. Kommunikativ døvhed og stumhed lægger menneskelige relationer øde; mange brud forklares med, at samtale er ophørt; eksistentiel døvhed og stumhed gør os til robotter i tilværelsen, uden sans for livets dybdedimension; samvittigheders døvhed og stumhed gør os uempatiske og kyniske. EFFATHA betyder også, at vi skal åbne hjerte og sjæl og være virkeligt levende mennesker. Gud handler med os og gennem os i denne forunderlige verden, som er hellig, fordi den er Guds. Hvad vi kommer ud for i livet, må vi møde med lyttende opmærksomhed, for det kunne jo være meget betydningsfuldt!  

Eftersom billedkunst, kirkelig så vel som verdslig, må tage udgangspunkt i det synlige, byder den ikke på mange visualiseringer af lytten; det skulle da lige være de mange, skønne fremstillinger af Mariæ Bebudelse, hvor befrugtningen siges at ske gennem Marias øre. Dansk kirkekunsts få anskueliggørelser af netop hørelsen har jeg stort set vist i tidligere opslag. Går jeg uden for kirkekunst i snævrere forstand, falder tanken på den strenge, symbolistiske kunstner Ejnar Nielsens vemodstunge maleri fra 1899-1900, hvor gamle mennesker i et brunligt landskab lytter til klokker, som ringer solen ned. Jeg foretrækker dog her den håbefulde og livsåbne lytten, som findes i Ejgil Westergaards (1928-2015) vidunderlige skulptur “Den lyttende dreng”, hugget i granit til Lemvig Gymnasium i 1989. Og – ja – Eigil Westergaard er far til vores meget nulevende og meget værdsatte kunstner Laila Westergaard, som er 3. generations stenhugger fra Lemvig. Skulpturen af drengen, der så fuldt og helt koncentrerer sig om at høre efter, har på gymnasiet naturligvis fået kælenavnet “Den evige 1.g’er”. Michael Böss har elskværdigt fotograferet mesterværket til mig.

I teksten fra Luk. kap. 18 takker farisæeren i templet for sin høje score på fromhedsskalaen. En konkurrence om at være from, frommere, frommest i Guds øjne ligger almindeligvis nutidens danskere fjernt. – Spørger man, hvad danskere af i dag egentlig tror på, får man hyppigt svaret: ’Jeg tror på mig selv’. Det kunne være interessant at få uddybet, hvad der menes hermed: Handler det om at trodse autoriteter og begrænsninger? Tro på af egen kraft at kunne lykkes med livet? Tro på at blive en af vinderne? Er der i ’troen på en selv’ en forventning om at positionere sig i forhold til taberne? Men – tør jeg påstå – ingen af dem, der ’tror på sig selv’, slipper for før eller senere at skuffes i denne tro – og tabe til det utopiske selvbillede. Nederlag, skrøbelighed, skam og skyld vil blive en del af den personlige bagage hos selvreflekterende mennesker. Af al magt tildækker vi gerne netop nederlag, skrøbelighed, skam og skyld, men i eksistensens inderste rum står vi blottede og fejlbarlige foran selvets spejl, og her handler det ikke mere om at performe og måle sig med andre, men snarere om at se i øjnene, hvordan vi har forvaltet vores ansvar, også for de andre. Selverkendelsens time kan være en bundvending, hvor selvdyrkelse og selvretfærdighed må vige for ydmyghed. Sand ydmyghed er ikke en ydre gebærde, men en sjælelig bund, som kan være frugtbar, hvor Gud kan få et ord indført. Til forskel fra spejlet, som kun kan kaste os tilbage på os selv, kan Guds ord befri os fra os selv og ændre horisonten: Gud kan forvandle vores menneskelige armod til en overrasket taknemmelighed over, at vi stadig kan finde en åben dør ind til livet. Jævnfør dagens lignelse om tolderen i templet: …”tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!” Om ham fortalte Jesus, at han gik befriet hjem.   

Lignelsen om farisæeren og tolderen fortæller om to personer i templet, – eller om to yderpunkter i menneskeliv. Vi har farisæeren, den selvretfærdige, der nok henvender sig til Gud, men mest er optaget af at sammenligne sig med den mindre vellykkede. Og vi har den ydmyge tolder, der formentlig har nok at skamme sig over.   

Allan Skuldbøls symbolistiske maleri EKKLESIA, som betyder kirke, er en fortolkning af rummet, hvor mennesker møder det hellige. Der er både gylden pragt og alvorlig andagt i maleriet. Scenen er sat med abstraktioner over tårn, hvælving og kirkevindue og med et gyldengult bånd med nadvergæster og bægre. I forgrunden en række anonyme gående: går de kirken forbi? Skuldbøl har malet forskellige versioner af motivet med forskellige mennesketyper så som ”den hovmodige, den ydmyge og den flegmatiske”. Kirkens mennesker er ikke nødvendigvis noget kønt syn. Selv har Skuldbøl i sin historie med kirken gennemlevet forskellige syn på menigheden og på sig selv: Som ung havde han angiveligt det kritisk sammenlignende blik, forlangte rene linjer og følte modvilje mod at gå til alters med “hyklere og skinhellige”, der ikke levede i overensstemmelse med Guds ord. Siden erkendte han, at “kirken er hellig alene af den grund, at Kristus er i den”. Som ældre folkekirkemedlem gav kunstneren udtryk for ”taknemmelighed for, at der overhovedet var nogen, som ville gå til nadver sammen med ham.”

Jeg har naturligvis gransket det smukke maleri med de stiliserede, profilvendte figurer for om muligt at identificere den hovmodige og den ydmyge. Er det sigende, at personen, som står i indgangen tv., har den mindst fremskudte hage, mens den knælende i centrum markant skyder hagen frem? Det er desværre for sent at spørge kunstneren selv, da han jo døde tidligere på året. Well, hverken hovmod eller ydmyghed har entydige ydre kendetegn, eftersom det ikke er gebærder, men sjælelige tilstande. I Allan Skuldbøls maleri taler Kristus til mennesker gennem ”tilgivelsens bægre”, der i sig selv er ophøjede, smukke og klart tegnede aktører i maleriet. “Tilgivelsens bægre” har et opbyggeligt budskab: Også mennesker, der har dømt sig selv ude, kan finde en åben dør ind til livet og gå befriede hjem fra gudstjenesten.

I Arthouse Skuldbøl i Dybe ved Lemvig findes endnu et righoldigt udvalg af Allan Skuldbøls originale og farvestærke malerier.