Forfatter: birgittebech

Ingen hørende kan være i tvivl om, hvad hørelse betyder: at høre småbørns latter, bækkens rislen, solsortefløjt – og salmesang i orgelbrus, som løfter kirkeloftet… Teksten fra Mark. 7 handler om Jesu helbredelse af en døvstum. Evangelierne fortæller i tekst efter tekst om hans guddommelige, livsfornyende kræfter: ”Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.” Håbet er sået i verden, og håbet skal leve og overleve, at vi ikke sådan kan eftergøre miraklerne.

I dagens evangelium er helbredelsen skildret som en usædvanlig korporlig handling. Lignende underberetninger i de parallelle evangelier har så at sige smagfuldt bortcensureret Jesu suk, spyt og pågående berøringer, vel ud fra forståelsen af Jesu ORD som virksomme i sig selv. Men på et hverdagsplan er nåden altså også kropslig. I vores privilegerede land har mange i vor tid opnået afgørende hjælp fra teknologien og oplevet det mirakel efter høretab igen at kunne deltage i samtalers ustyrlige pingpong rundt om det store spisebord. Når plejepersonale omhyggeligt fjerner ørevoks og sætter høreapparater på plads i gamle øren, kan det opleves som en nåde – og omvendt opleves det travle personales forjagethed måske som fravær af nåde. – Er det for resten ikke også lidt nådesløst, når andre mennesker fremturer med at snakke meget lavt og hurtigt, så tunghøre hægtes af og svarer i øst og vest for ikke at vedgå, at de igen har mistet pointen? –

Samtidig med det vedkommende fokus på hørelsen har vi en god, kirkelig tradition for at læse Jesusordet EFFATHA! Luk dig op! som et kald på flere planer, altså også et åndeligt kald. Der er jo mange slags døvhed og stumhed blandt mennesker, kværnende hurtigsnak og støjsendere til trods. Vi kalder en person ’tonedøv’, når han eller hun går fejl af et fællesskabs nuancer og uudtalte dagsorden. Kommunikativ døvhed og stumhed lægger menneskelige relationer øde; mange brud forklares med, at samtale er ophørt; eksistentiel døvhed og stumhed gør os til robotter i tilværelsen, uden sans for livets dybdedimension; samvittigheders døvhed og stumhed gør os uempatiske og kyniske. EFFATHA betyder også, at vi skal åbne hjerte og sjæl og være virkeligt levende mennesker. Gud handler med os og gennem os i denne forunderlige verden, som er hellig, fordi den er Guds. Hvad vi kommer ud for i livet, må vi møde med lyttende opmærksomhed, for det kunne jo være meget betydningsfuldt!  

Eftersom billedkunst, kirkelig så vel som verdslig, må tage udgangspunkt i det synlige, byder den ikke på mange visualiseringer af lytten; det skulle da lige være de mange, skønne fremstillinger af Mariæ Bebudelse, hvor befrugtningen siges at ske gennem Marias øre. Dansk kirkekunsts få anskueliggørelser af netop hørelsen har jeg stort set vist i tidligere opslag. Går jeg uden for kirkekunst i snævrere forstand, falder tanken på den strenge, symbolistiske kunstner Ejnar Nielsens vemodstunge maleri fra 1899-1900, hvor gamle mennesker i et brunligt landskab lytter til klokker, som ringer solen ned. Jeg foretrækker dog her den håbefulde og livsåbne lytten, som findes i Ejgil Westergaards (1928-2015) vidunderlige skulptur “Den lyttende dreng”, hugget i granit til Lemvig Gymnasium i 1989. Og – ja – Eigil Westergaard er far til vores meget nulevende og meget værdsatte kunstner Laila Westergaard, som er 3. generations stenhugger fra Lemvig. Skulpturen af drengen, der så fuldt og helt koncentrerer sig om at høre efter, har på gymnasiet naturligvis fået kælenavnet “Den evige 1.g’er”. Michael Böss har elskværdigt fotograferet mesterværket til mig.

I teksten fra Luk. kap. 18 takker farisæeren i templet for sin høje score på fromhedsskalaen. En konkurrence om at være from, frommere, frommest i Guds øjne ligger almindeligvis nutidens danskere fjernt. – Spørger man, hvad danskere af i dag egentlig tror på, får man hyppigt svaret: ’Jeg tror på mig selv’. Det kunne være interessant at få uddybet, hvad der menes hermed: Handler det om at trodse autoriteter og begrænsninger? Tro på af egen kraft at kunne lykkes med livet? Tro på at blive en af vinderne? Er der i ’troen på en selv’ en forventning om at positionere sig i forhold til taberne? Men – tør jeg påstå – ingen af dem, der ’tror på sig selv’, slipper for før eller senere at skuffes i denne tro – og tabe til det utopiske selvbillede. Nederlag, skrøbelighed, skam og skyld vil blive en del af den personlige bagage hos selvreflekterende mennesker. Af al magt tildækker vi gerne netop nederlag, skrøbelighed, skam og skyld, men i eksistensens inderste rum står vi blottede og fejlbarlige foran selvets spejl, og her handler det ikke mere om at performe og måle sig med andre, men snarere om at se i øjnene, hvordan vi har forvaltet vores ansvar, også for de andre. Selverkendelsens time kan være en bundvending, hvor selvdyrkelse og selvretfærdighed må vige for ydmyghed. Sand ydmyghed er ikke en ydre gebærde, men en sjælelig bund, som kan være frugtbar, hvor Gud kan få et ord indført. Til forskel fra spejlet, som kun kan kaste os tilbage på os selv, kan Guds ord befri os fra os selv og ændre horisonten: Gud kan forvandle vores menneskelige armod til en overrasket taknemmelighed over, at vi stadig kan finde en åben dør ind til livet. Jævnfør dagens lignelse om tolderen i templet: …”tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud vær mig synder nådig!” Om ham fortalte Jesus, at han gik befriet hjem.   

Lignelsen om farisæeren og tolderen fortæller om to personer i templet, – eller om to yderpunkter i menneskeliv. Vi har farisæeren, den selvretfærdige, der nok henvender sig til Gud, men mest er optaget af at sammenligne sig med den mindre vellykkede. Og vi har den ydmyge tolder, der formentlig har nok at skamme sig over.   

Allan Skuldbøls symbolistiske maleri EKKLESIA, som betyder kirke, er en fortolkning af rummet, hvor mennesker møder det hellige. Der er både gylden pragt og alvorlig andagt i maleriet. Scenen er sat med abstraktioner over tårn, hvælving og kirkevindue og med et gyldengult bånd med nadvergæster og bægre. I forgrunden en række anonyme gående: går de kirken forbi? Skuldbøl har malet forskellige versioner af motivet med forskellige mennesketyper så som ”den hovmodige, den ydmyge og den flegmatiske”. Kirkens mennesker er ikke nødvendigvis noget kønt syn. Selv har Skuldbøl i sin historie med kirken gennemlevet forskellige syn på menigheden og på sig selv: Som ung havde han angiveligt det kritisk sammenlignende blik, forlangte rene linjer og følte modvilje mod at gå til alters med “hyklere og skinhellige”, der ikke levede i overensstemmelse med Guds ord. Siden erkendte han, at “kirken er hellig alene af den grund, at Kristus er i den”. Som ældre folkekirkemedlem gav kunstneren udtryk for ”taknemmelighed for, at der overhovedet var nogen, som ville gå til nadver sammen med ham.”

Jeg har naturligvis gransket det smukke maleri med de stiliserede, profilvendte figurer for om muligt at identificere den hovmodige og den ydmyge. Er det sigende, at personen, som står i indgangen tv., har den mindst fremskudte hage, mens den knælende i centrum markant skyder hagen frem? Det er desværre for sent at spørge kunstneren selv, da han jo døde tidligere på året. Well, hverken hovmod eller ydmyghed har entydige ydre kendetegn, eftersom det ikke er gebærder, men sjælelige tilstande. I Allan Skuldbøls maleri taler Kristus til mennesker gennem ”tilgivelsens bægre”, der i sig selv er ophøjede, smukke og klart tegnede aktører i maleriet. “Tilgivelsens bægre” har et opbyggeligt budskab: Også mennesker, der har dømt sig selv ude, kan finde en åben dør ind til livet og gå befriede hjem fra gudstjenesten.

I Arthouse Skuldbøl i Dybe ved Lemvig findes endnu et righoldigt udvalg af Allan Skuldbøls originale og farvestærke malerier.

Når fx en økonomisk svindler har afsonet sin straf og igen er på fri fod, kan han måske få sig en ny start med et hæderligt arbejdsliv, – hvis han altså ikke står med så stor en gæld, at han ser ny kriminalitet som sin eneste udvej. Forskellige værdisystemer støder sammen: Skal vi som samfund være generøst resocialiserende og acceptere en gældseftergivelse, eller skal vi holde fast i den økonomiske og juridiske orden og fastholde, at ingen skal belønnes for kriminalitet? – Er det mon et lignende dilemma fra hverdagen, Jesus bruger i dagens evangelium? I lignelsen fra Luk. 16 ender den ødsle og korrupte regnskabsfører til syvende og sidst i salveten, efter at han er blevet fyret og har undslået sig for fysisk arbejde! Fortællingen roterer om modsætningen mellem på den ene side ret og ordentlighed og på den anden side grænseoverskridende ødselhed. Svindlerens korthus truer med at falde sammen: Direktøren for det hele har afsløret ham og er nu vred: ”Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter”. Men da den kriminelle godsforvalter har snoet sig ud af skandalen og på direktørens bekostning bestukket sig til goodwill hos sine medskyldige, bliver han alligevel rost og opmuntret, ja, jeg hører næsten chefen le: Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør: ”Jeg siger jer: Skaf jer venner vedhjælp af den uærlige mammon”…  Hvad er pointen? Hvor finder vi Herren i hele denne redelighed/uredelighed? Med afsæt i Det gamle og Det nye Testamentes rigdom af gudsbilleder ser vi, at Gud er både-og, at han både repræsenterer den samfundsmoralske retfærdighed og den grænseoverskridende rummelighed: Jeg har let ved at forestille mig, at Gud er vred over vores hæmningsløse misbrug af ressourcer, der dybest set ikke er vores egne: naturens, den fattige verdens, de mere lovlydige skatteborgeres… . Jeg tænker også, at Gud med forundring ser, hvordan vi gør penge til religion og dyrker den uretfærdige Gud Mammon, selvom vores velbjergethed jo i alt fald et korthus, og alt kun er vores på lånt tid. – Og samtidig har evangeliet lært os at kende Gud som den dybe generøsitet, der ødsler tilgivelse ud over alle os skyldige, giver os en ny begyndelse – og befaler os at gøre det samme for hinanden i vores indbyrdes liv. Gud har ikke andre end sådan nogle som os at bygge sit rige med, vi som kun ligner ”lysets børn”, når Gud selv lader sit lys skinne på os. Uden nåde faldt Guds Rige sammen.

Mit valgte kunstværk er denne Erik Heides granitskulptur “Korthuset”, der trods strid vestenvind bliver stående ved Vesterhavsvej i Thyborøn foran ældrecenter Hav-Fjord. Erik Heide døde sidste år kort før sin 90-års fødselsdag, efter et næsten ubegribeligt virksomt liv gennem mere end 70 år som skabende kunstner, herunder kirkekunstner. Dette er et af kunstnerens mange værker, der kalder på både humor og undren. – Personligt ser jeg frem til at mindes Erik Heide ved et billedforedrag d. 22. aug., som er mit indslag i Kulturugen på Mors.

Som flittig ung præst ville jeg vist gerne overbevise Gud og hver mand om kvindelige præsters effektivitet. Uden nogen veludviklet empati eller pædagogisk sans tog jeg energisk fat på børnearbejde. Jeg mindes en situation med en Matthæuslignelse, hvor jeg så overbevisende dramatiserede bl.a.  Herrens vrede mod hans formastelige tjenere, at en af de små deltagere forskrækket brast i gråd. Jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det. – Hvilke frugter kom der i det hele taget ud af vores arbejde – og vores liv? Hvem er ”et godt træ, der bærer god frugt”, og hvem er ”det dårlige træ, der bærer dårlige frugter”? En præstekollega sagde engang eftertænksomt, at vi aldrig kan vide, om vi har gavnet mere, end vi har skadet. Sådan er det, og det gælder ikke kun præster, lærere og profeter. – Men nu skal der altså prædikes over ordene fra Bjergprædikenens sidste kapitel: ”Tag jer i agt for de falske profeter”, sagt af ham, der selv sendte tro, håb og kærlighed ud i verden. – Hvem er det så, vi skal advare imod?  – En sameksistens med mennesker afslører nok over tid, hvem der æder andre op som “ulve”, og hvem der nærer og varmer andre som “får”. Og mon ikke vi kan finde os selv i begge grupper? – Ved kirkekaffen i våbenhuset i søndags dukkede den uundgåelige morsomhed (?) op, at de hæderligste præster må illustrere dagens tekst med en selfie. – Måske kunne jeg også bare vælge den symbolske tilgang at fotografere den plettede nedfaldsfrugt i min have. – Vel, det er nok ikke nogen god ide for hverken præster eller andre at give sig til at kvalitetssortere egen eller andres levnedsfrugter. Dertil er og bliver vores bedømmelse for usikker. Vi må overlade dommen til Gud og håbe på en nådig dom. – Vi selv kan bruge vores energi langt bedre ved at prøve at tørre selvoptagetheden af øjnene for at SE de mennesker, vi har omkring os. Det er at “gøre den himmelske fars vilje“, at vi ikke bare skal tale for og til hinanden (det skal vi også), men at vi skal HØRE og SE hinanden, se hinandens smerte og hinandens gode håb. Vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.  

Det billede, jeg valgte til denne søndags tekst, er Lene Melchiorsens maleri fra 2008, ”Jesus og farisæerne”, som hænger i et mødelokale i den moderne Vestervang Kirke i Viborg. Med purpurfarvet kjortel og klare træk giver Jesus lys og intensitet til billedet. Men farisæerne, som han samtaler med, svarer måske ikke til vores negative konventioner. Han, som Jesus har øjnene rettet mod, ser ganske vist lidt hoven og selvbevidst ud, men ellers virker de vel tilforladelige? Det er måske kunstnerens pointe at gøre op med automatreaktioner, så meget mere som vi netop ikke kan skue hunden – eller ulven i fåreklæder – på hårene. Lene Melchiorsen (f. 1953) er seminarieuddannet og optaget af kristendommens store fortælling. Med sine spændende fortolkninger af Jesu liv har hun efter eget udsagn søgt at genfortælle de kristne grundfortællinger på en ny måde.