Forfatter: birgittebech

Byen er befolket af halloween-rædsler, og vi overgiver os måske til løjerne og forbereder skåle med slik (også vegansk). Et tidligere år beroligede et uimodståeligt 4-årigt spøgelse mig med ordene: ”der er ikke noget at være bange for, for vi er bare klædt ud” 😊. – Men med eller uden gøgl har vi i kirken samtidig en opgave i at vise kristne modbilleder som tegn på det opstandelsesliv, som vi må trøste hinanden med, så meget mere som dødens grumhed ER vores fælles, usminkede virkelig. Vi har brug for med dagens tekst fra Åb. 7 at åbne Himlen over alle sørgende med ordene om, at ”Gud vil tørre hver tåre af deres øjne” og lede dem “til livets kildevæld”. – Af gode grunde er forkyndere oftest tilbageholdende med meget konkrete billeder af efterlivet. Vi griber til rummelige metaforer om at være ”i Guds hånd”. Men søndagens læsning fra Åb.7 holder sig bestemt ikke tilbage: Her møder vi Himmelsyner med både Gudslam og trone, engle og palmeviftende hærskarer i hvide klæder. Vores hovedsalme til Alle helgens søndag er tilsvarende en ekstatisk besyngelse af ”den store hvide flok”, hvor Guds syngende kor til Nebelongs melodi kan skrue op for begejstringen, så man dårligt kan genkende sin egen stemme. – Åbenbaringsteksten er som bekendt blevet til under indtryk af kristenforfølgelser og identificerer helgenerne som ”dem som er kommet fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i lammets blod”. Martyrier forekommer desværre stadig i voldsomt omfang, men vores folkekirkemenighed udgøres næppe af martyrer. Når vi alligevel med Luther i ryggen håbefuldt tør kalde os selv for helgener, altså hellige, sker det alene i kraft af Guds generøsitet, tilsagt os ved ”livets kildevæld”, da vi fik plads i dåbsbørnenes store, hvide flok. 

Der er danske kunstnere, som har ladet sig udfordre af opgaven med denne store, hvide flok, fx Heinrich Dohm (1875-1940), der også har malet en håndfuld andre alterbilleder. Jeg har haft det lidt ambivalent med dette malede opbud af mængde, – for vil jeg ’se’ mine kære eller mig selv som anonyme entiteter i en talløs masse? Hvad bliver der af din og min personlige identitet og genkendelighed med den egenart, som er kendt af Gud fra moderliv til dødsrige? Jeg må øve mig på at skelne mellem personens kerne og egoet. Der er visdom at hente i salmer som DDS 28 med Jens Rosendals ord: ”Så mød mig en skabelsens morgen / her midt i mit goldeste land, / og knus mig i selviskheds ørken, / skab du så, som skaberen kan”… eller i efterårssalmen DDS 731 med Lars Busk Sørensens ord: ”og bryd så sindets frøskal ned, / så alt i os er kærlighed / den nat, da kulden kommer”. Bort med egoet!

Tilbage til billeder af den store, hvide flok: Heinrich Dohms store, ‘buede’ maleri fra 1915-18 i Holmens Kirkes Kapel viser helgeners hvide mængde “som tusind bjerge fuld af sne”. (Se det nederst på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst til kirkeåret Alle helgen) Men ved nærmere eftersyn er det ikke et billede af menneskehavet som forskelsløs masse. Som det især fremgår af kunstnerens mindre maleri, forarbejdet fra 1898, er der i forgrunden omhyggeligt zoomet ind på den enkelte, der er set og portrætteret i sin egenart, oprejst, hinsides forkrænkelighed og sorg. Gud selv har kunstneren ikke anskueliggjort undtagen som en virkning, en spejling i den forventningsfulde højtid, der lyser i de bedende opstandnes opadvendte ansigter. Glædelig alle Helgen!

Mennesker med alvorlige og uudholdelige sygdomme kæmper for helbredelse, naturligvis! Har man mulighed for at tilkæmpe sig en fremrykket plads i behandlingskøen, gør man såmænd også det, i bedste fald med hjælp fra ressourcerige pårørende. Intet skal lades uforsøgt, prisen ufortalt: lægevidenskab i ind- eller udland, mulige eksperimentelle behandlinger, alternative metoder… Hvem vil ikke have forståelse for et smerteplaget eller lammet medmenneske, der søger hjælp, gør opmærksom på sit behov, råber op, forventer omgivelsernes solidaritet? – – Anderledes stille går vi typisk med vores eksistentielle kvaler: Hvis vi er martrede og psykisk lammede af skyldfølelse over forsømmeligheder og fejltrin, svigt i familie- og arbejdsliv, traumatiserende ugerninger i konfliktsituationer, alt det, vi ikke har lyst til at se i spejlet, er det oftest noget, vi nødigt deler. For vil omgivelserne kunne rumme dette grimme – eller blot føje yderligere fordømmelse til den dårlige samvittighed, som de alligevel ikke kan råde bod på? Den ubodelige skyld forbliver en sag mellem den enkelte og den højeste dommer.   –    I Mark. kap. 2 fortælles nu om, at Jesus besøgte et hus i Kapernaum, hvor der blev stor trængsel om denne berømte, store healer. En lam mand med fire solidariske hjælpere ville netop ikke lade noget uforsøgt og tiltvang sig gennem taget adgang til de forsamlede. Lige for øjnene af Jesus firede de båren med den lamme ned. Og hvad Jesus SÅ i denne sære, stædige gruppe, var menneskehjerter med tro og skyld. Hans reaktion er i detaljen enslydende noteret i de tre parallelle evangelier: ’Da Jesus så deres tror, siger han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig.”’ Jesus turde altså, hvad intet menneske tør gøre i egen ret: han tilgav alt! Rystende, livsomvæltende at han således turde åbne himlen! Omgivelsernes skepsis var forventelig, og den besvarede han ved yderligere at helbrede: ”Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden”- siger han til den lamme: Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!”, hvilket den lamme så gjorde, friere end nogensinde. Beretningen er med sin fremskudte plads i evangeliet en præsentation af Menneskesønnen som den, der med Guds kraft drager omsorg for både krop og ånd og – som ingen anden – aflaster skyldneren. Også det, vi helst vil holde skjult, kan han se, rumme og bære.

Mig bekendt er der i danske kirker kun en eneste altertavle, der som motiv har dagens tekst om Jesu helbredelse af den lamme i Kapernaum. Det er Troels Triers alterbillede fra 1930, som pryder Glamsbjerg Kirke på Vestfyn. I rammen er skrevet med guldbogstaver, at Jesus så deres tro, ord som menigheden gerne må tilegne sig.

Vi ser i maleriet Jesus klædt i glødende rødt med hånden løftet over den syge i en tilgivende, helbredende, velsignende gestus, mens den syge allerede fra båren løfter sine arme op mod Jesu hånd. Der er også talende hænder hos de engagerede hjælpere, herunder en kvinde (!), mens de skriftkloge, der ved besked om menneskers begrænsning, danner baggrund som skeptiske tilskuere. Maleren Troels Trier (1879-1962) var søn af Ernst Trier, den navnkundige opretter af den grundtvigske Vallekilde Højskole, hvor også Joakim Skovgaard havde sin gang. Troels Triers alterbilleder er anskuelige, bibelfortællende og livfulde, uden at være epokegørende. En lidt anden variant af dette sjældne motiv indgik i Joakim Skovgaards store ‘billedbibel’, som 1903 blev malet på Viborg Domkirkes vægge (Se nedenfor). Jeg siger mange tak til Glamsbjerg Kirkes præst Anja Damkjær True for at være behjælpelig med fotos.

’Vi holder øje med dig’. Udsagnet kan være skræmmende, ja direkte truende. Eller udsagnet kan være betryggende, et tilsagn om hjælp og omsorg. – Vi har øje på hinanden, på godt og ondt. Typisk er vi temmelig optaget af, hvordan andre ser os: anerkendende eller nedgørende. I værste fald bruger vi andre mennesker som trædesten på vej mod egen anerkendelse. Axel Honneths bog om samfundets anerkendelseskampe er blevet en klassiker med sin redegørelse for, hvordan menneskers selvværd og livskvalitet afhænger af andres blik. Kampen om anerkendelse har den indbyggede dialektik, at vi søger anerkendelse fra mennesker, som vi selv anerkender. Deres blikke kan være helende eller knusende. Føler man sig som en elendig bunke skår, er der ikke meget, der bedre klinker skårene, end at blive personligt set og udset – udset til et værdsat fællesskab, en god opgave, en ny begyndelse. – I teksten fra Luk. 14 fortælles, at farisæerne ”sad og holdt øje med Jesus”, da en syg mand under sabbatmåltidet trængte sig på for at blive helbredt. Med deres ’holden øje med’ ville farisæerne ikke lade det gå upåagtet hen, hvis Jesus tog for let på helligdagsloven. Deres drivkraft kunne være, at de selv følte sig set og overvåget af Gud, hvor Gud er forstået som den strenge håndhæver af givne regler. – Med Det Nye Testamente har vi lært, at kærlighedsbuddet dybest set er livets eneste guddommelige regel, og at helligdagen er til for menneskets skyld, ikke omvendt. – Evangeliet viser os, at Guds øje ikke er regelhåndhæverens overvågen, men den barmhjertige opmærksomhed: Jesus havde øje for og helbredte den syge mand, hvis dybeste håb uden tvivl netop var at blive set af Jesus, ikke set ned på, men set større, kaldt op og ind i livet.

Med sin efterfølgende lignelse tager Jesus tråden op med menneskers hierarkiserende blik på hinanden: Hvordan placerer vi os ved en fest, ja socialt i det hele taget? Intet gør os mere ringe end det at ringeagte andre. Vi skal ikke sætte os selv lavere for at tage os klædeligt ydmyge ud i Guds og menneskers øjne, men fordi vi til bunds forstår, at vi intet har, som vi ikke har fået givet.

Her viser jeg øjet som en spejling af en Kristus-ikon, der ses i en installation af spejlstumper. Peter Callesen skabte det interaktive værk til natkirken i Københavns Vor Frue i 2006. Besøgende i kirken kunne hver placere et skår i installationen, sætte sig og iagttage værket i skæret af levende lys. Foran nattegæsten stod en rygvendt ikon, som altså kun var synlig som et spejlbillede her og der i spejlstykkerne. For mig er installationen et billede på vore fragmenterede og skårede liv med de alt for mange roller, dagsordener og impulser. I dette kaos kan vi være heldige at ‘fange Kristi blik’ som et fixpunkt, her symbolsk og i dybere forstand åndeligt. “Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldtud.” (1. Kor. 13, 12). Fotos: Claus Jensen.

I dag vælger mange kirkekunstnere at symbolisere Gud ved en trofast, stærk og betryggende hånd. Men engang var ØJET kirkeudsmykningens almindeligste symbol for Gud, evt. indsat i treenighedens trekant. ’Fungerer’ det stadig? Eller har Trilles lystige sang om ’et øje i det høje’ været med til at gøre dette gudssymbol ubrugeligt i generationer? Der er undtagelser: Allerøverst i Anders Kirkegaards store alterbillede fra 2021 i Sankt Nicolai i Vejle har den nu afdøde kunstner placeret en lille trekant med et Gudsøje, hvorom han har forklaret, at det er Guds kærlige øje. Vi kan så alle gratulere hinanden med, at vi er set med kærlighedens øjne og alene derfor ikke er så ringe endda. Det må klinke vores skår. Og kunne vi så ikke også prøve at klinke hinandens skår ved at se mildt på hinanden?

Efterårets vemod med visnen og svindende lys minder om den lovmæssighed, at alt levende skal dø. Bevidstheden om døden lader nu høre fra sig som en stadig, mørk underlægningsmusik under flygtige dages kamp og kærlighed. – Ikke alle dødsfald er lige tragiske. Ja, undertiden kan der være en trøst i at tænke på, at der må være en udløbsdato. – Men et ungt menneskers død finder vi særlig tragisk, og når Luk. i kap. 7 beretter om, at en mors eneste søn ligger død på en båre, genkender vi det ubærlige i, at døden knuser det unge livshåb og samtidig en gammel mors livsindhold og livsgrundlag. – Fra mine år som gymnasielærer husker jeg en forfærdelig sørgelig begravelse af en elev, hvor præsten rammende indledte sin gode tale med ordene: ”Vi skulle slet ikke have været her” – . Ligfølget er stort og kirkerne oftest fulde, når kister rummer et barn eller en ung person. Vi kan i vores afmægtige protest ikke andet end at finde sammen i medfølelse; intet menneske er en ø. – Da Jesus i byen Nain mødte ligbærerne med den unge døde, identificerede han sig med de sørgendes protest og medfølelse. Ja, vi kender ham som inkarnationen af Guds medliden med den lidende menneskehed, og HANS medliden er ikke afmægtig; den er bærende og nyskabende som selve den evige kærlighed: Ved synet af moderens fortvivlelse ”ynkedes han over hende og sagde: ’Græd ikke!’ Og han gik hen og rørte ved båren”. Som livets indtog bragte han dødens optog til standsning: ”Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” – ”og Jesus gav ham til hans mor.” Igen lå en almindelige hverdag med fællesskaber og opgaver foran den unge mand. Eksistensen er tragisk, OG eksistensen er en underfuld gave og opgave: begge dele er sandhed, og sidstnævnte sandhed skal proklameres hen over det tragiske. Den dag i Nain blev det anskueligt, at livsunderet overtrumfer tragedien. Til de fleste tider må vi leve uden anskuelsesundervisning og klynge os til kirkens fortællinger om dødens overvindelse. ’Løvfaldspåsken’ kalder vi dette sted i kirkeåret, hvor der er længe til påskesalmernes lyse tid, mens vi med teksterne får en åndelig nødhælpskasse at styrke os på: Som tegn på Jesu opstandelse vil opvækkelsesfortællinger i samtlige evangelier styrke vores tro på, at livsunderet vil overgå livstragedien, når alt kommer til alt. – Så må vi kunne bære efteråret.  

Kigger vi i danske kirker efter billedtolkninger af Jesu dødeopvækkelser, er fortællingen om enkens søn langt mindre hyppig end den parallelle, måske mere yndefulde (?), scene med opvækkelsen af Jairus’ datter. Den store maler og glaskunstner Kræsten Iversen (1886-1955) har dog helliget en af sine store korruder i Stouby Kirke ved Vejle til dette motiv. Kræsten Iversens malerstil er fhv. fri, men når han arbejder i glas, er hans figurer karakteriseret ved tydelighed og klare konturer. De fortællende og figurrige ruder til kirkens kor blev skabt i 1951-52. Jeg bringer dels et nærbillede af vores opvækkelsesscene, dels hele ruden med dens større forsamling af deltagende og antydning af et grønt træ mod blå himmel i baggrunden – måske et paradistegn? Foto: Claus Jensen.