Kunst til kirkeåret

Fortællingen i Joh. 4 om Jesus og den samaritanske kvinde ved Sykar brønd er righoldig og underfundig, ja uudtømmelig. Evangeliet er generøst og overstrømmende. Vi forstår intuitivt det rene, levende vand som Guds nåde, som en kærlig hilsen til os fra skabelsens morgen, en stadigt livgivende gave, som vi kan misbruge og forurene, men ikke selv producere.

I kirkens liv forbinder evangeliet om det levende vand sig med dåbens tegn. Blikket glider til døbefonten. På gulvet udenom Snesere Kirkes middelalderlige døbefont har Signe Lewis og Till Junkel i 2016 skåret fortællingen om det strømmende vand ud – ikke i pap men – i Ølandsklinker og terrazzo i forskellige nuancer. Det ser overdådigt ud. Det “flyder” over alle bredder; helt ud i våbenhuset. Det følger dåbsbarn og andre kirkegæster på vej ind og ud, ud i livet. Den og det hellige følger med os.

Efter en rejse til Israel, hvor der på liv og død kæmpes om helligsteder og konkrete arvelodder, vil jeg fryde mig over det Jesusord i dagens tekst, som epokegørende bør løfte kristendommen ud af alverdens kampe om rette kultsteder. Det hellige er ikke et sted! Jesus beroliger den samaritanske kvinde med, at hendes mellemværende med Gud hverken handler om patriarkers grave eller Jerusalems arkæologi eller bygningsværker, for “der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed”.

Signe Lewis og Till Junkel er en veluddannet dansk-tysk 
kunstnerduo, som er født i 60erne og bosat i Stege. 
De har i Snesere Kirkes gulvplan i 2016 udført et stort 
skulpturelt kunstværk i Ølandsklinker og terrazzo i 
forskellige nuancer, der 'flyder' som vand i formationer 
fra døbefonten op mod alteret og ned mod udgangen.
Foto: Claus Jensen

 

 

I 2009 har Benny Vindelev, kunstner, præst og konsulent 
for folkekirken i Aalborg Stift, skabt denne smukke, 
stiliserede bronzeskulptur "Kvinderne" til Ry Kirkes forplads. 
Det skete til kirkens 100 års jubilæum. 
Kristus er skildret både myndig og sårbar som ham, 
der med åbne hænder rækker ud mod mødrene og deres børn. 
Børnenes små isser er blankpolerede, så de lyser som guld. 
Jeg ser det som et symbol for velsignelsen eller dåben, 
den kærlighedshandling, der lader børnene lyse ikke bare 
i forældrenes, men i Guds øjne. Foto: Claus Jensen

At skulpturen kaldes “Kvinderne” har sin stedsspecifikke forhistorie, idet det var den lokale kvindeforening, forløberen for Dansk Kvindesamfund, der frem til 1909 tålmodigt samlede (små)penge ind til bygningen af Ry Kirke ved Skanderborg  for at afkorte den alt for lange kirkevej til Gammel Ry. Ry Kirke blev derfor til at begynde med kalde “Kvindernes kirke”

 

 

Bebudelses- og juleskabet har Stefans stening som motiv for højre fløj

Carsten Auerbach, ca. 2012, “Inkarnation”, udstillet i Galleri Emmaus

Ingolf Røjbæk, Messiaskirken Kbh.

1903 Axel Helsted, Kristkirken Kbh