Kunst til kirkeåret

Henimod slutningen af Bjergprædiken i Matt. 7 advarer Jesus: “Tag jer i agt for de falske profeter”. Han er omgivet af stærke religiøse og politiske grupperinger, der finder hans syndsforladelse uforsvarlig, hans udfordring af lov og tempelkult blasfemisk, hans messianitet politisk sprængfarlig – eller hans fredsbudskab politisk fejt. Midt i denne kakafoni af konfliktende budskaber griber Jesus altså Ordet for at undervise om sin “himmelske faders vilje”. Men hvorfor er det netop Hans ord, som vi hører brænde igennem som de sande? – Kampen om sandheden og værdierne raser også i dag på nutidens (grundigt sammenfiltrede) religiøse, politiske og økonomiske arenaer, fx mellem dem der uforbeholdent hylder ytringsfriheden, herunder islamofober, og dem der uforbeholdent tilbeder koranen, herunder jihadister, der ønsker krig mod ‘vestlig dekadence’. I dag har medier og digitalisering udstyret alle med megafoner – eller overvåger hele befolkninger for at kunne lukke budskaber ned. Sandheden varer længst, men løgnen er somme tider mest højrøstet og effektiv, og vi kan seriøst komme i tvivl om, hvilken agitator der taler af bedste overbevisning. – Jeg må spørge igen: Hvad er det da, der gør, at vi stadig hører netop Jesus tale “som en der har myndighed” ? Et svar kan være den inderlige overensstemmelse mellem hans liv og hans lære. Ordet brænder igennem, fordi han selv inkarnerer dette ord i liv og død. Hans opskrift på at skelne mellem sande og falske profeter er elementær og i elementær overensstemmelse med hans egen færden: “På deres frugter kan I kende dem… Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter”. Evangelierne fortæller fra først til sidst om gode frugter i hans følge, som det fx sammenfattes i Matt. kap 11:…“Blinde ser og lamme går, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”

Selvom det er fristende, skal jeg ikke benytte anledningen her til at identificere tidens falske profeter. I historiens klare tilbageblik er det nemt at få øje på de navnløse lidelser, som religiøs fanatisme, chauvinisme, fascisme og kapitalisme har påført mennesker. Det valgte relief forestiller en kvindelig folketaler med tilhængere, hvoraf flere ser glade ud. Jeg afkoder hende som en progressiv forkæmper for frihed og retfærdighed, måske et evangelium for de undertrykte, snarere end som en falsk profet. Som vi har læst hos Matthæus, kommer det an på frugterne. Billedet er et meget lille udsnit af Bjørn Nørgaards 5 m høje bronzeskulptur på pladsen foran Ikast Kirke. Skulpturen fik titlen “Riv dette tempel ned” med et citat af Jesus, der satte “tilbedelse i ånd og sandhed” i stedet for tempelkult. Ved skulpturens navngivning i 2012 gik kunstneren, som så ofte, på det gode livs vegne i clinch med samtiden: “Er vores civilisation og modernitet ved at udpine natur, mennesker, kulturer, kunst og kærlighed… i jagt efter materielle goder og underholdning, der bliver stadig tyndere og tommere. Vi kunne overveje, om der mellem menneskers materielle behov og menneskers åndelige væsen kan findes et symbiotisk samliv. Huset er her, svaret er hos hver enkelt af os.” Foto: Claus Jensen

I Luk. 19 finder vi den opmuntrende fortælling om den lille overtolder, der klavrede op i et træ for at få udblik over vejen, hvor Jesus skulle drage forbi. Zakæus ville se Jesus, eller se ham an. Måske ligner han deri et moderne kritisk menneske, der på afstand vil vurdere, hvad kristendommen kan tilbyde. Som om man kan lære troen at kende uden at involvere sig selv. Vi får oplyst om Zakæus, at han personligt var blevet velhavende ved at presse penge af folk, og tilmed på besættelsesmagtens vegne; det er en historie om at være faldet for fristelsen til medløberi og korruption i et ulige samfund, hvis taksering ville være lav på en ‘Transparency-skala’. Zakæus har været ildeset i sit folk, og vi kan gisne om, at han har været plaget af ambivalens og selvforagt. Hvad der fik Zakæus’ liv til at tage en U-vending af næsten paulinske dimensioner, var imidlertid ikke, at han fik Jesus at se, men at han selv blev set af Jesus. Foran Guds blik var han transparent, gennemsigtig, set og gennemlyst med al den synd, skam og ensomhed, der plagede ham. Jesus så ham som det menneske, han burde være, måske gerne ville være og kunne blive, og inviterede sig selv på besøg: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus”. (En munter appel, der ad uransagelige veje måske har dannet baggrund for min barndoms udbredte, friske talemåde: “Stat op, Zakæus, kamelen er pumpet; du skal til Jerusalem efter wienerbrød”). Zakæus blev glad, satte ikke bare mad på bordet, men ryddede op i sit liv: “Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.” Den uventede accept og det nye tilhørsforhold gjorde forandring mulig. Det er, med et andet ord, nåde. Identitet er ikke statisk eller fritsvævende, men dynamisk og relateret til andre / til den signifikante anden / til Gud. Med tilhørsforholdet gav Jesus Zakæus en ny forankring.

Danmarks mest kendte og værdsætte kunstværk med Zakæus som motiv er uden tvivl Niels Larsens Stevns maleri fra 1913, som jeg tidligere har vist på min hjemmeside https://kirkekunst.net/K . Denne gang gælder det et 100 år yngre maleri af det usammenlignelige færøske talent Sigrun Gunnarsdottir, som har udstillet bl.a. på Galleri Emmaus. Det minimalistiske billede, som med de to øjne i løvet til en vis grad minder om en vittighedstegning, vidner om betydningen af, at billedlæseren har en værktøjskasse dvs. kender den bibelske fortælling. På denne baggrund kan vi se Zakæus i trækronen og se det omgivende massive mørke som en tolkning af Zakæus’ hidtidige situation. Vi kan også se et håbefuldt daggry på himlen. Zakæus gemte sig, men blev set med nåde.

To forskellige udsendelser fra P1 kolliderer i mit hoved: På den ene side en udsendelse om ‘fremtidens krige’, hvor vore kvalificerede eksperter udtaler, at krig på den lange bane er kommet for at blive. Der vil komme nye våben, men dødelige krige vil fortsat blive udkæmpet mange steder i verden som følge af dybe interessekonflikter. “Krigen er kun slut for de døde”, lød et mistrøstigt citat. – På den anden side en udsendelse om nærdødsoplevelser og et muligt liv efter døden. Genetikprofessor Eske Willerslev vil gerne udforske data (beretninger) om efterlivet, hvordan det så end skal kunne lade sig gøre. Det har ikke mindst gjort indtryk på ham, at nærdødsberetninger så enslydende formidler den erkendelse, at alt liv er forbundet og skal være forbundet af kærlighed. Personer, der efter en nærdødsoplevelse får mulighed for at genoptage tilværelsen, synes forvandlede: De har betragtet livet ‘udefra’ eller ‘oppefra’ og ved så at sige så meget om ‘Himmelen’, at de ikke længere kan tage del i verdens ondskab og hårdhed og fx ikke længere kan varetage et arbejde, der indebærer udøvelse af vold. Det eneste vigtige er kærlighed, altså ikke bare romantisk kærlighed, men altomfattende kærlighed. – Dette er virkelig dybt interessant – og naturligvis omstridt, – men også uden at gæste dødsriget kan vi få at høre, hvad livet dybest set går ud på: Kristus er vores stadige genvej til perspektivet ‘oppefra’ og deler sin himmelske erkendelse med os, bl.a. i dagens etiske belæring fra Bjergprædikenen (Matt. 5). Fra sin ‘talerstol’ på bjerget forkynder han kærlighedens herredømme og udtrykker forfærdelse over menneskers voldshandlinger, stridbarhed og dømmesyge, som religionernes kultiske offerhandlinger ikke kan kompensere for. Jesus foreholder os den radikalt næstekærlige etik, som foruden handlinger omfatter tale, hjerte og sind: Når du foran alteret “kommer i tanker om, at din bror har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din bror.”…“Skynd dig at søge forlig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham”… Gudsforholdets hemmelighed er, at ethvert menneskeligt mellemværende også er et mellemværende med Gud, hvis kærlighed har givet os alle livet. Jesus fordrer “retfærdighed” af os, en retfærdighed som “langt overgår de skriftkloges og farisæernes”, og vi forstår, at retfærdighed, altså det at færdes ret, er at færdes med uforstilt næstekærlighed. Når vi er opfyldt af had og nag til medmennesket, sætter vi os selv i et fængsel, som vi ikke kan købe os fri af. Kan vi håbe på at blive løsladt mod kaution? I den lutherske teologi tales om den ‘tilregnede retfærdighed’, retfærdighed som den gave, at Guds kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder. Den Kristus, som sammenligner vores indbyrdes had og vold med et fængsel, var også ham der selv som voldsoffer bad for sine bødler.

I danske kirker findes en hel del store, figurrige udsmykninger med Jesu bjergprædiken som motiv, især ældre værker fra 19. og beg. af 20. årh. En af de pompøse udførelser er C. N. Overgaards tredelte glasmaleri i koret i Svenska Gustafskyrkan på Østerbro Kbh., som kunstneren skabte i 1910 sammen med andre motiver i kirken (Kristus stiller stormen på søen). Glaskunsten udnytter dagslyset fra øst, og Kristus er skildret smukt og konventionelt som den suveræne, milde lærer, der peger op mod lyset fra himmelen, omgivet af lyttende mennesker af forskellige aldre og køn, hos hvem hans prædiken tydeligvis vækker eftertanke og måske er livsomvæltende. Det illustrative værk har livfulde, fortællende detaljer, som tilbyder identifikation for en lyttende menighed, men er dog roligt samlet om det væsentlige: den ophøjede Kristus. Traditionen tro bærer Kristus korsglorie, og korsfæstelsen anskueliggøres samtidig i det centralt placerede store krucifiks. – C. N. Overgaard (1851-1929) underviste på Kunstakademiet og mestrede som multikunstner adskille tekniker fra gobelin, maleri og dekoration til glaskunst, hvis udbredelse i DK han fik betydning for. Han var en glimrende tegner, kompositør og tekniker og fik fortjente, store opgaver med udsmykning af danske slotte og mindst 25 danske kirker. Stilmæssigt bevægede han sig fra historiemaleriet til skønvirke. Der er elementer af abstraktion nederst i midterste rude. Ikke mange husker måske hans navn i dag; der er noget anonymt ved hans illustrative stil, men for generationer af danskere og svenskere har han altså fortalt bibelhistorie. Foto: Claus Jensen.

På den ene side har vi de negative erfaringer, dårlige statistikker, umulige arbejdsbetingelser, træthed, udbrændthed, – på den anden side har vi håbet om, at arbejdet giver mening. Simon Peter og de andre fiskere ved Genesaret Sø har umiddelbart givet op: “Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået”… Men Jesus kommer til dem med nyt håb og med et kald: “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst”, og Peter svarer: “på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Dybet er konkret Genesaret Sø, men det er også enhver menneskelig eksistens og færd mod ukendt fremtid. Denne gang velsignes arbejdet fra dybeste og højeste sted, Peter får den forunderligt store fangst og dertil den større opgave at være “menneskefisker”, dvs. at bære evangeliet ud til mennesker. Teksten i Luk 5 har en missionsteologisk og eskatologisk dimension, idet Jesus åbenbarer sig som Guds kraft. Med en dansk inspiration fra K.E. Løgstrup kan vi hos Jesus se inkarnationen af de suveræne livsytringer: den tillid og det livsmod, som bestandigt genåbner menneskers mellemværende med livet og med hinanden. Den ukendte fremtid appellerer som en gave og opgave fra livets skaber. Simon Peter er helt konkret en forslidt fisker, men han er også et prisme for den almenmenneskelige erfaring af udfordring og udmattelse, når sliddet med at gøre det rigtige ikke synes at lykkes: Vi kan tænke på sygeplejersken som har for travlt til at give patienter den tiltrængte trøst; læreren som må bruge timen på at løse konflikter i klassen; socialarbejderen med narkomanen, som igen er ‘faldet i’; sagsbehandleren, hvis bunker af uløste opgaver vokser og vokser. – Alle kan fortsætte listen, for alle steder ser vi arbejdspres og træthed, men alle steder ser vi også et menneskeligt mod rejse sig ved hver ny arbejdsdag, fordi arbejdet er det rigtige at gøre. Det er en god ide, at vi som Luther taler om arbejdet som et kald, en hverdagens tjeneste for Gud og medmennesker. Som et kald er arbejdet værd at gøre, og værd at gøre godt. Som et kald er arbejdet båret af den skønne vision, at det, når alt kommer til alt, vil bære frugt – i medmenneskers liv.

Det valgte billede er malet af Marianne Rygh, som igennem en årrække har udstillet på Galleri Emmaus i Haslev. Sidst blev billedet af “Peters fiskefangst” vist i det nye københavnske Galleri Hope, der måtte lukke som følge af Grethe Olsens sygdom og død i foråret. Maleriets synsvinkel er usædvanlig: de mange store, plaskende, gyldne fisk lyser hele forgrunden op og lader underets rigdom træde frem, mens dagslyset får magt på himlen. Billedet er smukt komponeret med diagonale og cirkulære linjer og stimulerende kontrastfarver. Marianne Rygh (f. 1951 i Oslo) har bl.a. malet en lang række symbolske, bibelske situationer i et lettilgængeligt naturalistisk formsprog.

“Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” lyder Jesu lignelse i Luk 6, og vi ser to blindes lidet betryggende trafik for os. I evangelierne så vel som i vores dagligsprog har blindhed naturligvis også en overført betydning: Når virkelighedsopfattelser kolliderer, er den anden part blind for de mest indlysende sandheder, mens jeg har et skarpt blik for de andres fejltagelser. Vi ser et endeløst ‘blamegame’ udfolde sig blandt menneskenes børn, lige fra det giftige parforhold med parternes stadige ‘bevisførelse’ for at være dårligt (dårligst) gift, til de politiske partiers bestræbelse på at fastholde (al) opmærksomheden på modpartens synder. Dagens tekst kan nu give anledning til at vende sagen om: Hvad er det, JEG ikke kan se, jeg som har så skarpt et blik for “splinten i min broders øje”? Hvad er det, der slører mit udsyn og min dømmekraft som et troldspejl – eller med Jesu grelt-humoristiske ordvalg en “bjælke i mit øje”? Min magtkamp? Mit rethaveri? Min smålighed? Min narcissisme? Den krænkelse, lidelse og sorg, som andre har udsat mig for, gør hen ad vejen typisk et langt dybere indtryk på mig end det omvendte – – måske lige indtil eftertankens klare lys gør mig seende. Det kan gøre ondt at blive seende i eksistentiel forstand og tage sit eget grimme spejlbillede i øjesyn, men historien slutter ikke her. Jesus efterlader os ikke alene med spejlene. Han inviterer os til at løfte blikket og gøre den opdagelse, at evangeliet er rummeligt nok til at give plads til både vores grimme medmennesker med splinter i øjnene og min fuldt så grimme ringhed med bjælken i mit. Evangeliet har lys nok til at overtrumfe alt vores mørke. Når vi bliver seende i lyset af evangeliet, opdager vi, at vi alle sammen lever af nåde og barmhjertighed. “Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig.” –

I dansk kunsthistorie er Dan Sterup Hansen (1918-1995) værd at fremhæve som skildrer af blinde, der famler sig frem. Hans værk “Krigsblinde” fra 1952 findes i adskillige versioner både som oliemaleri og grafisk værk, udstillet på Statens Museum for Kunst, på Fuglsang Kunstmuseum og på Charlottenborg. Dan Sterup Hansen virkede som professor på Kunstakademiet. Han har udført en enkelt kirkeudsmykning (Velling Kirkes altertavle 1972), men hans skildringer af gruppen af krigsblinde i det offentlige rum er jo ikke kirkelige. Billedet taler til os om eksistensens sårbarhed, usikkerhed og om afhængighed af hjælp. Selvom billedet kan læses symbolsk, er det skabt under indtryk af kunstnerens konkrete oplevelse i Paris på våbenstilstandsdagen i 1949, en mindedag for fredsslutningen efter 1. verdenskrig. I begge de viste versioner ses en støttende kvindeskikkelse, der vel er pårørende til en krigsveteran. Billedet kalder på indlevelse og medfølelse. DSH har som kollegerne Palle Nielsen og Sven Wiig Hansen været optaget af menneskers vilkår i et traumatiseret Europa, hvor så mange var blevet stækkede i deres livsudfoldelse. Hans fremstillinger af mennesker i rum er ikke sentimentale, men drevet af empati og et humanistisk, socialt og politisk engagement.

Kirkekunstneren Peter Brandes skildrer tilbagevendende en nytestamentlig blindehelbredelse som metafor for at modtage troens lys og nådige livssyn, fx i Gamtofte Kirke. Peter Brandes’ glasmosaik af Den blinde Bartimæus’ helbredelse, Gamtofte kirke Fyn, viser helbredelsen ved Kristi finger, der bringer Guds lys. Foto: Claus Jensen.