Birgitte Bech kirkekunst

Sidste søndag i kirkeåret, 2. rk. – “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”.

Mon ikke dette kald finder genklang i vores dybeste længsler og erfaringer? Indbydelsen aktiverer billeder af en mor, som breder armene ud til trøst, når et grædende barn kommer løbende. – Eller af venskabsoaser for teenagere, der er ved at bukke under for præstationskrav og fremtidsangst. – Eller af stressede unge voksnes rejse ’hjem til jul’ i forventning om at kunne sænke skuldrene i en velkendt tryghed. – Eller af empatiske partnere, der kan rumme livsledsagerens hjertesuk om fiaskoer og sårethed. – Eller af gode fyraftenssamtaler for udbrændte omsorgsarbejdere, hvis arbejdsdage aldrig slår til. – Eller af sjælesørgeres tålmodige lytten til ældre menneskers ustoppelige selvopgør med selvbebrejdelser. – Eller af hjertevarme pårørendes knus til martrede gamle, som fysisk ikke længere magter dagen og vejen. – Eller af hjælpearbejderes lindrende indsats efter krig og katastrofe for mennesker med ar på krop og sjæl. – Eller…ja fortsæt selv. – Vi hører så gerne indbydelsen: Kom bare; her kan du altid læsse af; her skal du ikke bevise noget. Livet må være en vekselvirkning mellem udfordring og afspænding, mellem progression og regression, mellem arbejde og hvile. Og Gud arbejder, mens vi hviler.- MEN når Jesus indbyder de/os uformående til at ”finde hvile for jeres sjæle”, er det ikke bare svaret på en selvkærlig, narcissistisk drøm om grænseløst at kunne bade sig i kravfri kærlighed. Jesu hvile er nemlig ikke bare ’hvile fra’, men ’hvile i’. En indbydelse til at hvile i, at mit liv, besværligt som det nu er i fællesskabet med de andre, er velsignet og giver mening, fordi det er villet af Gud, elsket af Gud og fordret af Gud.

Vi læser i Matt. 11, at indbydelsen er indrammet af en guddommelig lykønskning til ”de umyndige”, for hvem “dét er åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige”. Vi ved, at Jesus blandt tilhørerne havde samfundets udstødte foruden ulærde kvinder og børn og formentlig også slaver, hvis samfundsmæssige ‘eksistensberettigelse’ jo bare var at slide sig op. Jesu indbydelse slår først rod i hjerterne hos afmægtige mennesker, men synes sjældent at være en hastesag for de kompetente, som mener selv at kunne mestre tilværelsen. Men er det ikke et spørgsmål om tid, før det åbenbares, at ingen er sit livs opfinder og mester?

Jesus går umiddelbart videre med at tilbyde sit åg! ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” Åget indebærer at trække på samme hammel, bære med i Kristi retning, – vel vidende, at Kristi åg har form af et kors. At leve under Kristi byrde er kun ”godt” og ”let”, fordi det har grund i en evig kærlighed af en anden verden, som ikke måler og takserer: Et livgivende guddommeligt dyb af kærlighed med den indbyggede hemmelighed, at det altid er dig nær for at bære dig oppe – og altid vil rettes ud mod de andre.

Langt de fleste visuelle fortolkninger af ordet “Kom hid til mig” – ikke kun i Danmark – står i gæld til Bertel Thorvaldsens frontale statue fra 1821 i Vor Frue Kbh. Thorvaldsens klassiske skulptur er kopieret, afstøbt og citeret i så mange malerier, at den er svær at abstrahere fra. I Taastrup Nykirke er Kristus undtagelsesvis fremstillet i profil, så vi ser, hvordan han tv. foran sig har sine trætte og besværede medmennesker af alle aldre, og th. bag sig har Guds Riges personale, englene, med nadvergaverne som pant, lige som tavlens fløje viser engle, hvis skriftbånd refererer til nadverritualet. At knæle under modtagelsen af nadveren er et kropssprog for at finde hvile fra og finde hvile i: at finde hvile fra den præstationsbedømmende hverdag og finde hvile i, at vores liv er dyrebart og meningsfuldt i Guds øjne – sammen med de andres. Den festlige tavle i dekorativt bemalet skønvirkestil er i perioden 1902-1918 skabt af C.N. Overgaard (1851-1929). Fotos: Claus Jensen.

Kunst til kirkeåret, 25. søndag efter trinitatis, 2.rk. – “Komme dit rige.”

Hvad? Hvor? Hvornår? Søndagens evangelium i Luk 17 indledes med farisæernes ‘hv-spørgsmål’ til Guds rige: “Hvornår kommer Guds rige?” Jesus situerer Guds rige i den nærværende tid og svarer: ”Guds rige er midt iblandt jer”. Guds rige glimter i de tegn, som Jesus gør, når han heler, mætter og tilgiver mennesker, og i de værdiomvæltende generøse fortællinger, han overrasker med. Her må ’hvornår-spørgsmål’ vige for ’hvad- og hvem-spørgsmål’, som Jesus selv er svaret på: Guds rige er nær i Jesu Gudvillede liv, hvor kærligheden og sandheden sætter sig igennem og vinder. Jesus vil give os mod til at åbne os, så også vi aner Guds rige i vores samtidige virkelighed: Guds riges ord er tilsagn om en gave og en opgave til os allerede nu.
Efter Jesu anvisning beder alverdens kristne stadig: ”Komme dit rige”. Lad os visualisere Fadervor: I udgangspunktet mindes vi om livets lodrette akse til et himmelsk Gudsrige, hvor ALT er evig kærlighed og tilbedelse: ”Vor far, du som er Himlene. Helliget blive dit navn.” Dér må vi begynde. Hvad forestiller vi os med ordene? Kan abstraktionerne vige for billeder, hvor utilstrækkelige de end må være: Ser vi Gud for os i en tindrende stjernevrimmel, en paradisisk have, en strålende oplyst festsal, omgivet af knælende engle? – Festsalen er i høj kurs i Jesu lignelser.
Når vi beder: ”Komme dit rige”, slås Himmerigets porte op på vid gab, så lyset, farverne og musikken strømmer ud i vores retning og ned gennem vores mørke. Gennem Himmerigsporten må der være en travl trafik af engle, hvis uopsættelige ærinde er at puste Helligånd ind i os, røre vore hjerter og give os opgaver i verden. Vi får opgaver med selv at hele, mætte, tilgive og fortælle. Det er på trods, Guds vilje må udfolde sig her, for ondskab truer os både udefra og indefra: ”Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”. Vi kan ikke egenmægtigt skabe Guds rige, – det går oftest helt galt, når menneskesamfund prøver, – men vi skal ikke miste modet, ”For dit er riget”….
Hvor er vi så nu, hvor mørket ruller frem over os? At slukke for alverdens dårlige nyheder er virkelighedsflugt. Vi er måske samme sted som disciplene, da skuffelserne indfandt sig: Jesus var dræbt, Jerusalem smadret, mange på flugt, og menneskers længsel syntes uden svar. Ligesom i teksten stiller vi nu måske utålmodige ‘hvornår-spørgsmål’ til Guds rige, hvis da ikke begrebet er ved at miste enhver mening for os.
I vores kriseramte verdenssituation genkender vi alle tidsaldres krisestemning i tekstens apokalyptiske dramatik, hvor falske frelserskikkelser spreder rygter, og hæmningsløs materialisme kommer til kort. I stærke, mytiske billeder taler teksten ind i mismodet om en kommende ny begyndelse, hvor Menneskesønnen vil møde os med lynets klarhed. Om vi så selv er ved at tabe Guds rige af syne, er det altså ikke blevet aflyst.

I TV-serien ’Familier som vores’ om evakueringen af Danmark, samler to hovedpersoner sig i deres kahyt om en smuk, ny bøn. Men den gamle kan også bruges. Ikke mindst på dage, hvor vores verden ryster, kan vi blive ved at bede: ”Komme dit rige”. Der er mørkt omkring os, men Gud har ikke lukket og slukket.

Det billede, jeg har valgt at vise, er et udsnit af en usædvanlig skildring af ‘Jesu genkomst’, der en tid har hængt som alterbillede i Alderslyst Kirke ved Silkeborg. Det blev malet i 1948 af den ungarskfødte Endre Hevizi (1923-2017). Den både abstrakte og figurative maler, murmaler og keramiker fik britisk statsborgerskab, men boede en tid i Danmark efter sin flugt ved 2. verdenskrigs slutning. Han har i England udsmykket flere katolske kirker, men mon ikke dette er hans eneste værk i en dansk kirke? Endre viser verden som en kampplads mellem lys og mørke. Tv. står det sorte kors, som strejfes af lyset oppefra. Skyerne flænges øverst af et blændende lys fra Menneskesønnens komme, så dramatisk at hesten stejler ved siden af kirkebygningen i billedets højre side. Ved Kristi indbrud i mørket stiger nogle mennesker mod hans lys for at tilbede, andre bøjer sig i bøn. Nederst i billedet møder vi beroligende gudstegn i kirkens genkendelige liv: barnedåb og nadver. Der aner vi søndag efter søndag Guds rige i den nærværende tid – med håb for det og den, der skal komme.

Kunst til kirkeåret, 24. søndag efter trinitatis, 2. rk. – “Den time kommer, ja den er nu”…

Næst efter juleaften har den netop afviklede Alle Helgen samlet årets største menighed i vores kirker: alle os pårørende, der kom med sorg eller vemod. Jeg var på kirkebænken omgivet af en tårevædet menighed, hvis tårer først og fremmest vidnede om en fylde af levende kærlighed. Kærligheden er et bærekraftigt, dynamisk mysterium. Kærligheden kunne bære også mig, da jeg stod ved ’mit’ gravsted: Da min bitte mor blev meget gammel og lidt mentalt forstyrret, gik hendes sidste tid mest op i ’hat og briller’, og en vis irritation var en del af vores indbyrdes virkelighed. Der var brug for med salmedigter Lars Busk Sørensens strofe (DDS 732) at bede: ”Bryd så sindets frøskal ned, så alt i os er kærlighed den nat, da kulden kommer”. Erfaringen er, at det skete og sker! Her i mindet ved graven kan intet andet mellemværende bestå end en givende og rummelig kærlighed: Jeg oplevede mors kærlighed som mit stærke fundament, der kun kan kalde på stadigt voksende genklang og tak. Er det ikke på den måde en elementær erfaring, at kærligheden er stærkere end døden, at den bringer tilgivelsen med sig, og at den er helende? Som det eneste kan kærligheden transcendere tid og rum.

I DK d. 8. nov. fandt jeg hos Lars Handesten i KF nogle gyldne ord om evigheden: “Den er et nødvendigt perspektiv i mit liv. Uden den ville min kærlighed falde til jorden og bare vare, indtil den tilfældigvis holdt op. Men hvis kærligheden skal udfolde sig, bliver den nødt til at have tiden for sig og vare for evigt. Kærligheden har hverken bagkant eller udløbsdato, og med den bliver vi alligevel nødt til at give os tid til evigheden.”

Som kærlighedens grund kan vi ikke bare identificere vore egne skrøbelige og selvoptagede menneskelige egoer, og med dyb smerte må vi erkende, at det ikke er vores sag at genskabe det dyrebare liv. Den nyskabende kilde er og bliver alene den evige kærlighed fra Ham, som var og som er og som kommer, inkarneret i Kristus. – Igen med Lars Busk Sørensens opstandelsestro salmelinje: ”Din søn var her og viste os, / at døden intet finder hos / den, som har elsket meget.” Til alle tider og hinsides alle tider bringer Guds kærlighed genopstandelse med sig, og det er for troen lige så sandt, at genrejsningen sker i dag, som at den sker i en ukendt fremtid. I et teologisk sprog er eskatologien både præsentisk og futurisk. Med citat fra Joh. 5: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. … Den time kommer, ja den er nu, da de døde skal høre Guds røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv”.

Teksten forener opstandelsen med et domsmotiv, som vi slår os på og dårligt kan udholde, hvor meget vi end går rundt og dømmer os selv – om ikke hinanden. Sammenhængen mellem opstandelsens dom og opstandelsens kærlighed oprettes først, hvor dommen hentes ind under troens, håbets og kærlighedens fortegn. Det sker på fineste vis i Niels Johansens salme til dagen ’Hvem tolker profeternes drømme?’. Johansens salme om Menneskesønnens dom lyder i 2. vers: ”Jeg tror, det er ham, der skal åbne / Guds tungeste bog med min dom / og når han har læst den vil sige. / Den dom bli’r af nåde stødt om. /For skjult i de dunkleste drømme / og bagved hver domsprofeti / er løftet om Ham, som vil komme / som dommeren, der sætter fri”

Da jeg søgte et kunstværk med en også præsentisk opstandelsesvision, blev jeg glad over at hitte den originale William Skotte Olsens (1945-2005) luerøde maleri, som er enestående både muntert og sakralt. Mange af kunstnerens skildringer af frontalt stående, ikoniske mennesker – og bygninger – synes at udtrykke en latent religiøsitet. Herværende billede er intet mindre end manifest religiøst. Det forener evangeliets påskefortælling i Kristusbilleder fra langfredag og påskedag, lokaliseret foran en hvid, dansk kirke på en kirkegård, hvor mennesker og tulipaner står og stråler om kap som en hyldest til livgiveren.

Kunst til kirkeåret, Alle Helgens dag, 2. rk.

Til Halloween stod jeg klar med slikkurven og åbnede døren på klem for med passende rædsel at møde de mange morbide masker. Midt i gruppen af (uimodståelige) gespenster sagde en lille pige omsorgsfuldt: ”Du skal ikke være bange; det er bare noget, vi leger!” På denne ene, mørke aften lader vi os byde op til en makaber dødedans på skrømt, akkompagneret af iscenesatte skrig og hånlatter. I det kollektive udstyrsstykke håndterer vi larmende den uhåndterlige død og spiller et afgrænset spil med grumheden – som nu heldigvis igen kan stuves ned i kælderen eller ryge på genbrug, så der næste år vil være fornyet salg af rædslens og dødens rekvisitter.

I dag ved kirkens Alle Helgen samles vi derimod i erkendelsen af, at døden ikke bare er noget, vi leger. Her viger det kommercialiserede spil, og tilbage står den nøgne sandhed om menneskets korte liv og den død, der flår vores umistelige relationer fra os. Kirkens smukke, stille rum giver os plads til at sørge, at mindes og at søge trøst.

Evangelieteksten fra Matt. 5 er et udsnit af Bjergprædikenen med Jesu appel til at være som salt, der modstår fordærv, eller som lys, der skinner vidt og bredt for mennesker. Kan vi tage det til os? Vi sidder måske på kirkebænken hver især med hjertet fyldt af tanker om kære afdøde og smertelige tab. Vi kæmper med spørgsmål, opgør eller selvopgør: Hvorfor glædede jeg ikke min bror, mens han var her? Hvorfor kunne jeg aldrig nå ind til min far? Hvorfor kom mor til at dø alene? Er der på den anden side af dødens forhæng en trøst – også for alle os, der dårligt formåede at trøste hinanden? – Man krøller sig måske lidt sammen om minder og er meget langt fra at føle sig som et lys, der kan ”skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”. Men det lys, som ”ikke skal sættes under en skæppe”, er jo ikke mit eget, forfængelige lys. Det er lyset fra Gud. – Kirken vil favne mig og os alle med sine trøsterige tekster, sin poesi, sin fredfyldte musik og sin lystænding. I gudstjenesten er det Gud selv, der tjener os med lys, der fordriver det mørke, som kommer fra os. Her er håbet ikke vores egen kraftpræstation, men en strøm, der bærer os oppe. Håbet løfter sig med dagens ord fra Åb. 21: ”Gud selv vil være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.”

Kunstneren Elof Risebye (1892-1961), der blev professor i freskomaleri, har om nogen taget personlige livtag med sorg. Sorgen syntes ubærlig, da hans mistede sin kun 33-årige elskede Paul Kiærskou, og til livshistorien hører også borgerlig afstraffelse for det dengang forbudte kærlighedsforhold, samt psykiatrisk indlæggelse. Risebye har malet mørke, mørke billeder af afsked ved en kiste, af åbne grave og af alle sjæles nat. Men denne martrede og geniale sorgens maler har også skabt bevægende billeder af lys om genrejste døde og trøst for sørgende sjæle. Kunstneren har givet utvetydigt udtryk for personlig opstandelsestro. Hans pastellyse billede fra 1949 ”To sjæle”, som jeg her viser i udsnit, er et uendelig følsomt billede af inderlig trøst. Den trøstede har Risebyes egen fysiognomi, den rødklædte trøstende med glorie tolker jeg som en Kristus, der selv kendte smerten og døden. Med nattehimlen som baggrund lukker Kristus den sørgende ind i sin lysere blå mandorla. Billedet er fundet i bogen ’Risebye + Kiærskou’.

22. søndag efter trinitatis, 2. rk. – Sårbare og umistelige

Dåbsritualets ord om, at Guds rige tilhører de små børn, må klinge med, når vi læser om børn i søndagens evangelium fra Matt. 18: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Når jeg ved en barnedåb hører ordene om Jesu velsignelse af de små, må mit menneskehjerte juble og samtykke: Ja, hvor kunne Jesus andet? Hvor kan vores skaber andet end elske børnene? Findes der noget mere fint, uskyldigt og elskeligt end det lille barn? – Så kan dogmatikere og dybdepsykologer aldrig så meget forklare, at små børn slet ikke er uskyldige endsige uselviske. – Men Jesu ord gælder altså IKKE bekræftelsen af små børns uskyld og uimodståelighed, lige så lidt som tekstens omtale af det bortkomne får handler om det lille lams yndighed. Menneskesønnen holder hånden under børnene – og menighedens bortkomne ‘får’ – fordi de er sårbare, ja fortabte uden hjælp, – og fordi de er umistelige! ”For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte”. Småbørns sårbarhed, deres åbenlyse afhængighed og henvisthed til at tage imod hvad der gives dem, gør dem til arketyper for troens liv. ”Deres (børnenes) engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt”, og lad os da altid håbe at have en livline til disse engle. Vi kan aldrig nå højere op end til at modtage livet af Guds hånd, hvor meget vi end vil forplumre billedet ved at stirre på vore egne ydelser og mangel på ydelser. – Børnenes sårbarhed og modtagelighed lægger straks op til en yderligere pointe i teksten: en alvorlig formaning til os voksne, der har medansvar for at forme børnenes sind. Som K. E. Løgstrup i sin tid skrev, må vi ikke give børnene lekture, som slukker deres livsmod. Børn skal skånes for fortællinger, der knuser tilliden. Det giver mig anledning til alvorlig selvransagelse som mor. I dag kunne Løgstrups omtale af nedbrydende bøger suppleres med alarm over andre medier, som er alt for hård kost for de små. Jævnfør tekstens ord: ”den, der bringer en af disse små, der tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen”… Vi skal give børnene gode fortællinger. De fleste forældre giver lykkeligvis deres børn stor kærlighed, måske afleveret med forsikringer om, at netop denne dreng eller pige er verdens dejligste og mest vellykkede. Forældre vil gerne lære børn at tro på sig selv. Men, nu kommer spørgsmålet: kan børnene leve af troen på selv at være helt specielle og beundringsværdige? Selvværd må hente sin bærekraft i en omfattende værdsættelse af livet. Tillid og selvtillid med er i sin dybdedimension et mellemværende med livets Gud. Hvordan skulle tro og tillid ellers kunne overvinde de skuffelser og forlis, som livet også indeholder?

Fra den danske guldalder, begyndende med Eckersberg altertavle fra 1815 i Horne Kirke, har de fleste danske kirkekunstnere malet henrivende billeder af Jesus med små børn: billeder hvor et mylder af børn bliver velsignet, eller billeder, hvor Jesus fremviser et barn, svarende til dagens tekst: ”Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget”. Det trendy i at male børn på danske altertavler, skyldes dels Rousseaus (d. 1778) indsats for at forstå børn som fuldgyldige mennesker i deres egen ret og ikke blot som ufærdige ikke-voksne, dels guldaldermalernes nye færdighed i faktisk at male mennesker o.a. på grundlag af omhyggelige iagttagelser tilsat lidt idealisering.- I guldalderens eftertid blev maleren Carl Bloch (d. 1890) den epokegørende bibelhistoriefortæller med talent for at male bibelske situationer som en kombination af genrebilleder og en art metafysisk illusionisme med overnaturligt lys om frelseren. Carl Bloch malede i 1873 til Holbæk Kirke altertavlen med motivet ’Jesus viser et barn’, som vises her. Det anonyme barn med palmegrenen i hånden fremtræder troværdigt i sin undselighed, stående ved siden af en frontal glorieret Kristus, der dominerer med et ufravendt, direkte blik på menigheden. På Kristi anden side ses en næsten frygtindgydende, massiv søjle som symbol for aksen mellem himmel og jord. De alt for hvide klædninger bidrager til at sprænge genrebilledets ramme og gøre billedet sakralt. I Aså Kirke, Brønderslev, har Carl Blochs dygtige, mig ubekendte kopist tidligst i 1880’erne gjort motivet lidt mere jordnært ved at give barnets tøj en lyseblå farve. Foto: Claus Jensen.