Kunst til kirkeåret

Fra min ungdom i nøjsomhedskulturens Danmark mindes jeg en måltidssituation, hvor jeg var gæst i et småkårshjem med stort hjerterum. Som så ofte havde husmor drøjet på maden, så den kunne række til lidt flere portioner: I stedet for en hel frikadelle pr person fik man en flad, gennemskåret delle, varmet på panden med brasede kartofler og overhældt med en kønsløs brun sovs, som endnu engang var spædet op og jævnet; det mætter alt sammen. Den oprigtigt fromme husfar bad som altid en bordbøn om Guds velsignelse af måltidet, hvorpå han med et glimt i øjet henvendt til hustruen tilføjede, at nu var maden da vist allerede blevet tilstrækkeligt velsignet. At ’velsigne maden’ var i denne bibelstærke kreds bl.a. synonym for at få den til at række længere. Man delte det lidet, man havde, hvad maden angik, og man delte det store, man havde, hvad troen angik! Bestræbelsen var til hver en tid at lade tilliden vinde over bekymringen – og for resten sætte sig i sultnes sted. – Den samme lille familie byggede så at sige videre på gæstfriheden ved frivilligt arbejde i Kirkens Korshær, hvor der altid var mennesker at dele med. – Mindet dukker op i anledning af bespisningsunderet i Joh. 6, hvor Jesus på bjerget ved Tiberias’ Sø velsignede fem bygbrød og to fisk og lod dem dele ud til tusinder af mennesker, som alle spiste sig mætte. – Jeg ser en efterklang af evangeliets bespisningsunder, hver gang mennesker deler ud af det lidt, de har, selvom en og anden med god ret kan spørge: ”Hvad er det til så mange?”. Englevioliner klinger med, når nødhjælp og socialt og humanitært arbejde gennemføres mod næsten alle odds, når vi vækkes af manende slogans som ”En verden delt af udelt brød” eller ”When you have more than you need, build at longer table not at higher wall”. Det politiske engagement må somme tider blande sig i fortolkningen, og vi længes efter ukompromitterede politiske vejvisere og ledere.

Vi kan gå i kirke med vores længsel efter en leder, som personificerer den himmelske generøsitet. Her møder vi Kristus som den lysende skikkelse, der bærer og nærer fællesskabet med tillid til, at det umulige er muligt. Johannes fortæller, hvordan dette fyrtårn, Jesus, efter den store bespisning modtog folkets hyldest: ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden”. Men Jesus trak sig tilbage og undgik populisme og politisk magtkamp. Hans anliggende med brødunderet var ikke at selviscenesætte, men at give sig selv. I samme kapitel finder vi Jesu ord om, at han selv er ”Livets brød”, en tale, der hos Johannes delvist træder i stedet for nadverindstiftelsesord. – Når vi knæler for hans nærvær og ord ved alteret, modtager vi det lidet: oblaten, og det store: troen. Her må troen igen og igen lade tilliden sejre over bekymringen. Nadverbordet er langt, langt, langt, for her er plads til dig og mig og alle fremmede. Knæfaldets halvcirkel rundes og sluttes i evigheden som en uendelig ring med plads til også tidligere og kommende generationer. Her deler jeg endnu engang brødunderet med bl.a. de mennesker, der lever stærkt i mine minder!

Mit opslag til midfaste søndag viser et klart og smukt relief, som billedhugger Laila Westergaards har skabt i sin forunderlige magiske realisme, hvor hun forener fotografisk præcision med symbolsk dybde. Relieffet har fra 2023 hængt på væggen i Glostrup Sognegård, hvor det indgår i et meget stort og righoldigt nadverbillede. Relieffet viser brød og fisk, som begge er velkendte Kristussymboler, her side om side med en skarp kniv, som refererer til Jesu død. Bordet er dækket med 14 kuverter, hvoraf de 1 + 12 viser hænder med forskellige aldre og udtryk. Den 14. kuvert forneden står endnu tom: parat til dig!

Somme tider bruger man vendingen: ”Han tror, han er Guds gave til menneskeheden”, brugt om en opblæst person, som føler sig særligt udvalgt – og får mere og mere svært ved at forestille sig, at han nogen sinde kan erstattes. Historien gentager sig blandt magthavere: En karismatisk leders løbebane begynder måske kønt med ord om taknemmelighed og ydmyghed over for opgaven, men ydmygheden kan snart gå fløjten, politiske løfter blive varm luft, og projektet indsnævres til personlig vinding og fastholdelse af magten som sådan. Når der går hyperinflation i selvbilledet, vil det megalomane ego omgive sig med rygklappere, bruge medmennesker og institutioner som trædesten og tilmed tage Gud til indtægt for sin magtudøvelse. Selvforelskelse og angst for magttab er drivende kræfter. Før eller senere kan magthaveren fristes til at skrive historien om, nedbryde magtens tredeling og ændre den forfatning, som er skrevet for at sætte grænser for tyranner. Omgivelser støtter måske uretten og ’kysser ringen’ for ikke selv at efterlades som tabere. – Nietzsche identificerede menneskets grunddrift som ”viljen til magt”, og magten korrumperer, har vi lært – og til overflod fået at se.

Og så har vi modfortællingen i søndagens tekst fra Matt. 4 om den mest karismatiske leder, vi kender, udvalgt fra højeste sted og bekræftet af Helligånden. Efter åndsdåben drev Guds Ånd ham ikke ind i privilegerede cirkler, men ud i ingenmandsland, hvor han i enrum tog livtag med viljen til magt som personlig fristelse: Han stod ved skillevejen og kunne bruge sin overordentlige karisma til egen vinding og dertil tage Gud til indtægt: ”Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned … Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder”… Og han kunne efterstræbe herredømmet over alle verdens riger og deres herlighed: ”Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig”. Men ’viljen til magt’ forførte ham ikke, og han kyssede ikke ringen! Hans ånd var ikke det opblæste egos varme luft, men Helligånden, som gav styrke til at forblive tro i tjenesten: ”Vig bort, Satan!… Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene”. Det er Kristus, vi uden ironi kan kalde Guds gave til menneskeheden, fordi han til det yderste gav sig selv i medmenneskelighedens tjeneste. Deri bliver han stående som det uudslettelige forbillede for høj og lav – og som vores tilflugt, når vi selv bliver fristet til fald.

Danmarks kalkmalerier har adskillige billeder af Jesu fristelse i ørkenen med spektakulære fremstillinger af den skinbarlige, som ved sine grimme attributter ikke er til at tage fejl af. I nyere tid er billeder af Djævelen få og anderledes fortolkningsåbne. Hvad jeg har fundet, har jeg allerede vist i tidligere opslag. I nutiden taler man jo mindre om den onde end om det onde, og det onde ser vi for så vidt rigeligt anskueliggjort i hverdagens pressefotos. Til dagens opslag er jeg mod sædvane gået uden for Danmarks grænser for at bruge et værk af den tyske maler Georg Cornicelius, som døde i 1898. Værket blev offentliggjort i anledning af en auktion i 2013. I randen af Cornicelius’ symbolistiske billede står Djævelen, personifikationen af modstand mod Guds rige. Han stikker hoved og hænder frem, og i hænderne holder han over Jesu hoved en kongekrone som fristende magtsymbol. Den blev afvist.  

Den omdiskuterede dåb:

Jesus begynder sin offentlige fremtræden i kredsen om Johannes Døberen og bliver selv døbt af Johannes. Svovlprædikanten Johannes tilbyder bodfærdige jøder sin omvendelsesdåb med vand, men henviser iflg. Matt. kap 3 til Kristus som sin overmand, der kommer for at døbe med Helligånd og ild, – hvilket handler om andet og mere end et dåbsritual. Der er en umiskendelig kristen forlegenhed ved, at også Jesus modtager Johannesdåben. Forlegenheden er i dagens tekst lagt i munden på Døberen selv: ”Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?” Men Jesus svarer: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Forlegenheden overtrumfes nu af den lysende fortælling om Jesu dåb som den særlige åbenbaring af Helligånden, hvor Jesu guddommelige åndsudrustning manifesterer sig for dem, der har øren at høre med og øjne at se med: ”Himlene åbnedes, og han så Guds Ånd dale ned som en due og komme over ham”. Jesus favnes af det himmelske lys og Guds kærlighedserklæring; han er kendt, elsket og udvalgt: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”

Efterfølgende fortælles, at Ånden driver Guds udvalgte ud i ørkenen, ud til 40 døgns faste i det goldeste og ensomste ingenmandsland, hvor grådighedens og magtbegærets fristelser må nedkæmpes. Satan må vige for engle. Her handler fastetidens drama om mere end fastelavnsbollekåring. Den handler om, hvad kristendom er.

Jesu dåb er et meget brugt og yndet motiv i kirkekunsten, dels som en genkendelig begivenhed i Jesu livshistorie, dels, ja primært, som prototype på gudstjenestens dåbsritual, parallelt med de mange prototypiske billeder af Jesu sidste nadver. Vi modtager disse dåbsbilleder som en forkyndelse af, at Jesus gør fælles sag med os. Han tager alle tiders dåbsbørn med sig ind under Guds åbne himmel, hvor Ånden har taletid, så Guds kærlighedserklæring kan høres. Vi har som bekendt ikke nogen tekst om, at Jesus selv udfører dåb, men i stedet har vi den – også i kirkens udsmykninger – meget yndede fortælling om, at han velsigner de små med ord om, at Guds rige er deres. Menneskebarnet er kendt og elsket, helt fra det bliver til som et glimt i sin skabers øje.

I 1949 skabte Jais Nielsen i samarbejde med glarmester Freese 5 smukke, høje kor-ruder samt alterskulpturen med nadverbilledet til Vor Frelser Kirke i Vejle, som trods den historiske stil var en ret ny kirkebygning. Jais Nielsen levede 1885-1961, så udsmykningen i Vejle er et af hans seneste store arbejder, skabt i en tid, hvor der ellers kunne være langt mellem spændende fornyelser i dansk kirkekunst. Ruderne skildrer tilsammen Jesu liv fra fødsel til død og opstandelse, og hver af ruderne har 4 motiver over hinanden. I en af påskerudernes afrundede topstykke finder vi billedet af Jesu dåb. Det er en harmonisk komposition, hvor den let bøjede Jesus er skildret med et lyttende udtryk og armene over kors. Johannes’ hånd med vandet krydser det himmelske projektørlys, mens hans blik er vendt op mod duen, der er placeret øverst i midteraksen, som Gud Helligånds ikoniske repræsentation. Der er paradisisk smukt og frodigt omkring Jordanfloden, hvis vand spejler himlens rene, blå farve.

Jais Nielsens kirkekunst er karakteristisk ved let stiliserede skikkelser med enkle og klare konturer, koncentreret om det væsentlige, forstærket af intense farver. Han har gennem sit kunstnerliv givet klare beviser for et stort talent for både maleri, keramik og glaskunst. Jais Nielsens kunstneriske karriere fra futuristiske abstraktioner til traditionelle, religiøse motiver er bemærkelsesværdig. Gerne beretter han om sin mors stærke kristendom og bibelkendskab og om sin egen fortrolighed med Assisi og katolske motivkredse, men – som de fleste af den religionskritiske efterkrigstids kunstnere – er han blufærdig om sin personlige tro. Fotos: Claus Jensen.