Til begravelser læses ofte nogle vers af Sl. 23: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig hvile i grønne enge, han leder mig til det stille vand”… Søndagens tekst om den gode hyrde rækker således ud over livet i tiden.
Sandsynligvis blev denne tekst også læst ved Erik Anker Sørensens begravelse i 1943.
Den unge stud.polyt. var taget på sygebesøg med sin far, lægen Anker Sørensen i Nr. Nebel, men blev skudt af tyskere, mens han sad på bagsædet i sin fars bil. Hvilken rolle han spillede i modstandsbevægelsen, ved jeg ikke, men 19 polyteknikere blev angiveligt dræbt som frihedskæmpere.
Forældrene ønskede posthumt at få malet et portræt af deres søn og henvendte sig til kunstner Carl Trier Aagaard (d. 1961), som var medlem af Nymindegabs kunstnerkoloni. Carl Trier Aagaard imødekom de sørgende forældres ønske om et maleri i naturalistisk stil af deres søn, vel efter et fotografi, siddende i et paradisisk landskab. Maleriet, som her præsenteres i et udsnit, fik en hædersplads i lægehjemmet.
Min kilde til den bevægende historie er læge Michael Trier Aagaard, kunstnerens søn, som er min grandfætter. Kunstnerisk set yder maleriet nok ikke Carl Trier Aagaard retfærdighed, idet han som modernist, undervist af Harald Giersing, oftest malede med grove strøg, men han malede flere bibelske motiver i traditionel stil. Maleriet er siden overdraget til Nymindegab Museum.
På fredag d. 2. maj 2025 holder jeg fra kl. 14 billedforedrag i Gentofte Kirke om Peter Brandes’ meget righoldige kirkekunst. Her viser jeg bl.a., hvordan Peter Brandes har arbejdet med motivet ‘Den gode hyrde’, som med evangeliet fra Joh. kap. 10 er tema for 2. søndag efter påske. Peter Brandes’ alterbordsudsmykning fra 2017 i Silkeborg Kirke er et smukt keramisk værk i blå nuancer, der viser hyrden gående med lammet på skuldrene. Som så ofte har Peter Brandes skabt et fortættet symbol med en flerhed af betydninger i sig: Hyrden og offeret. Den gode hyrde bærer og drager omsorg for lammet: “Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”. Til forskel fra alverdens selviske ledere, er den gode hyrde selvopofrende, med kærligheden som eneste grund: “Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter… for han er ligeglad med fårene.” Peter Brandes anskueliggør offermotivet ved at lade Kristus bære korset. Alterbordets motiv ‘aktiveres’ ved hver nadvergudstjeneste, hvor menigheden synger til “Guds lam”, og gudslammet indeholder endnu et betydningslag: Kristus som det lam, der tilbedes i Johannes’ Åbenbarings paradisvision. Det ender godt!
Evangelieteksten om den gode hyrde inviterer jo også til refleksioner over, hvad vi konkret forstår ved at blive ledet af Kristus: som individ, som fællesskab, etisk og åndeligt, her og hisset. Man behøver ikke være jysk fåreavler for at føle sig under angreb af ‘ulve’ på forskellige niveauer, også sjæleligt, når vi fx erfarer, at håbet flakker, og vores egen offervilje skrumper.
Salmedigteren Simon Grotrian blev inviteret til at skrive en tekst til kunstværket. Han løste opgaven på fineste vis med de kun to ord: “Nåden er”. Det er ren nåde, at vi har den gode hyrdes omsorg, og det er ren nåde, at han giver os sit liv. Det er ikke en fortælling i datid, men pure nutid. Fotos: Claus Jensen.
Hyrdemotivet forefindes også i Silkeborg Kirkes gamle ruder, som Sigurd Olrik var mester for i 1914.
Jeg har hørt om en konfirmand, der lagde ud i 1. time med et forlangende om, at præsten skulle bevise, at Gud er til og kristendom ikke bare overtro. Dette ville præsten ikke gå ind på, vel forståeligt nok, hvorpå konfirmanden gik – og blev væk. Mange har nok oplevet egen hjælpeløshed i samtale med mennesker, der spørger efter bevis for forkyndelsens sandhed: beviser som kan slå sprækker i deres mentale mur. Måske hører jeg somme tider mig selv argumentere over for skeptikeren, vel vidende at det ikke rækker, – og smerteligt opmærksom på min egen tvivl. Troen kan gødes af fortællinger, poesi, sang, bøn…, men næppe af argumenter, fordi dens indhold ikke kan bevises, måske end ikke sandsynliggøres. Tro og viden er ikke uforenelige, vores viden gennemfarves af vores tro eller ikke-tro, men tro er stadig ikke viden. Jeg kan ikke bevise Guds nærvær, kraft og nåde, højst i al fejlbarlighed forsøge at vidne herom. – Men iflg. Joh. 20 rakte end ikke vidnesbyrd fra et kvalificeret flertal af disciple til at overbevise den skeptiske Thomas om, at Kristus havde vist sig for dem som opstanden. – Som bekendt slutter evangeliefortællingen ikke med disciplenes afmagt, men med at Vor Herre selv gik ind til dem gennem lukkede døre, også ind til den vantro Thomas, der fik gudelig særforplejning. – Dagens tekst husker Thomas for to replikker. Først: ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.” Da den opstandne igen gik gennem lukkede døre med blotlagte naglegab og henvendte sig direkte til Thomas, lød Thomas’ anden replik i al sin lysende entydighed: ”Min Herre og min Gud!”. – I forhold til vores egne afmægtige argumenter og vidnesbyrd – over for utålmodige konfirmander og andre – vil trøsten herefter altid være, at Gud selv kan finde veje ind. Gud er aldrig låst ude.
Denne dramatiske påskescene udfordrer billedkunstnere og deler næsten vandene: Nogle kunstnere har fokus på den grotesk korporlige detalje, at Thomas borer sin finger ind i naglegabet; det gælder fx Peter Brandes, der udtrykkeligt har glædet sig over, at kristendommen giver plads til tvivlerne. Andre kunstnere viser naglegabet med største diskretion og lægger vægt på mødet som sådan: Den opstandne har vist sig, talt til Thomas og givet ham troen ved sit nærvær. Hermed bygges der bro til den menigheds tilbedelse, som kirkekunsten sigter på. Lisbeth Smedegaards fine salme om Thomaskravet (DDS 248) dvæler da også ved vores erfaring med gudstjenesten: ”Da kommer du igen til os / – hver lukket dør, hver tvivl til trods – med ord, vi kan fornemme. / Bag det, som vore øjne ser: / lidt vin, lidt brød – og intet mer! / dér hører vi din stemme.”
Her viser jeg et maleri fra 1870 af Wilhelm Marstrand (1810-1873). Det blev tydeligvis aldrig færdiggjort og befinder sig nu på Randers Kunstmuseum. Den flittige Marstrand, som havde sin læretid i guldalderen, malede en del bibelske motiver, men kun få alterbilleder. Han havde gerne malet flere, men var typisk ikke klar, når mulighederne var der. I dette hans maleri kommer den lyse, imødekommende Kristusskikkelse gående frem imod Thomas og os alle, foran en mørk døråbning der samtidig refererer til det mørke gravkammer. Her kaster Thomas sig på knæ i tilbedelse. – Vi behøver måske ikke fingerere ved opstandelsens mysterium.
Nederst i opslaget på min hjemmeside https://kirkekunst.net/Kunst vises Marstrands udtryksfulde skitse til samme motiv. Her er øjnene talende. Foto: Claus Jensen.
Den dansk-amerikanske kunstner har en international uddannelse, bl.a. fra Kunstakademiet i Ravenna, og har til huse både på Langeland og i Californien. Helle Scharling-Todd har høstet international anerkendelse for store mosaikværker i offentlige rum. I Danmark kender vi hende især som en kirkekunstner, der har bidraget med glasudsmykning i mindst 7 danske kirker, flest i slutningen af 1990’erne. Nogle af Helle Scharlings glasmosaikker er collageagtige med figurative elementer. Den enkleste og efter min opfattelse allersmukkeste er den første: den meget store rude fra 1975 i den østvendte altervæg i den før renoveringen ret uspændende Hjallerup Kirke. Når dagslyset vælder ind, er ruden en åbenbaring med sin abstraktion over korset i blå farver med brudstykker af natsort, blodrødt og solgult, altså en stærk, ordløs påskeforkyndelse. Helle Scharlings rude i Hjallerup er en omvej værd! – Mange tak for den og for dit øvrige livsværk, Helle Scharling! Foto: Claus Jensen.
Hvem kan ikke genkende sig selv i billedet af mennesker på en livsrejse mellem fortid og fremtid? Efter traumatiske og uforståelige begivenheder kan vandringen være tung. Men videre må man, på en eller anden måde, hvor absurd det end kan synes overhovedet at sætte det ene ben foran det andet, når man fundamentalt har tabt livsrejsens retning og mål af syne. De sorgfulde og rådvilde vandrere har så at sige mistet fremtiden. De har om nogen brug for følgeskab på vejen, samtale med et medmenneske, der orker at lytte, gå ind i de svære spørgsmål om mening og udfordre de alt for små håb. Her er brug for menneskelig og mere end menneskelig hjælp. – Evangelieteksten fra Luk 24 finder en fin balance mellem det konkret historiske og det alment symbolske i sin dobbeltbundede fortælling om de to, Kleofas og den anonyme discipel, der vandrer ud ad vejen på denne 2. påskedag. De vidste ikke andet, end at deres håb var blevet henrettet og hans lig forsvundet, så der intet mere var tilbage for dem i Jerusalem. Da de mest behøvede det, fik de følgeskab af Kristus – i ikke-genkendelig skikkelse. Evangelisten fortæller alvidende, at ”deres øjne holdtes til”. Discipelparret vil gerne holde på det livgivende selskab og byder på aftensmad ved ankomsten til landsbyen Emmaus. Ved bordet indtræffer da det ’Emmaus-øjeblik’, som alle håbefulde kristne længes efter: Øjeblikket, hvor troen skænker mening og fylde, mens brødet deles, og velsignelsen lyses, – sådan som det kan ske ved hver en gudstjeneste, der nærer vores tillid til, at Kristus lever! Med opstandelsestroen gives fremtiden tilbage til de to – og til alle andre livsvandrere.
Mon ikke denne helligdag er en af de allervigtigste inspirationer for nutidige kirkekunstnere? Yndede er både billeder af Emmausvandringen og af Emmausmåltidet. Hos mange ældre kirkekunstnerne er den opstandne tydeligt karakteriseret ved glorie, lysende klæder eller andre konventionelle attributter – hvis han da ikke som hos Sven Havsteen-Mikkelsen er vist som en eksplosion af lys. Men Arne Haugen Sørensens karakteristik er diskret: Vi kan lige netop få øje på Jesu naglegab. Og han har blik til begge sider: blik for hvert et menneske. Ud fra interaktionen og den følsomme mimik må iagttagere ellers selv identificere Kristus: I vores tilværelse er det måske også op til os selv at tolke og modtage en livgivende inspiration på rejsen som en gave fra den opstandne? Her viser jeg Arne Haugen Sørensens maleri af Emmausvandrerne fra 2002, som jeg netop fandt i den flotte udgivelse ’Den store passion’. – Arne Haugen Sørensen har også malet flere versioner af Emmausmåltidet. Nederst i opslaget her på hjemmesiden https://kirkekunst.net/Kunst vises et alterbillede fra 2012 i Humlum Kirke ved Struer. Foto: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 