I julehandelen stod jeg med bogen ’Alexei Navalny’ i hånden, og midt i juletrængselen stod tiden stille et øjeblik: et øjeblik med TAK for dette klare eksempel på mod og sandhedstroskab i en verden af løgn og undertrykkelse. Navalny var et stykke ad vejen et barn af det sovjetiske samfund, ikke nogen engel, men vi så ham navigere efter et stadigt mere retvisende kompas, som gjorde ham til ikon for den heroiske, russiske oppositionsbevægelse – som uvægerligt kostede ham livet; det er nu snart to år siden. Fremmødet ved Navalnys begravelse trodsede alt; kan/vil nogen bære inspirationen videre og betale sandhedens pris? Som ukueligt sandhedsvidne under et perverteret regime blev Navalnys historie overordnet en værdig og flot historie, et klart lys i mørket – samtidig med, at den var en grum tragedie for ham og alle, der elskede ham. – Jeg forestiller mig, at denne begavede, veltalende og smukke dreng/mand i udgangspunktet blev mødt med de allerstørste forhåbninger hos sine nære: Han måtte blive til noget stort. Hvem kunne da drømme om, at det blev i martyriet, det karismatiske solskinsbarn skulle vise sin storhed? – –
Nu vender jeg blikket mod vor tidsregnings begyndelse og 3. adventssøndags bibelske scene fra Luk. 1, hvor gamle Zakarias først blev aldeles tvivlende og stum og ni måneder senere overstrømmende veltalende i anledning af, at han uventet blev velsignet med sønnen Johannes, ”den Højestes profet”. Blev Johannes Døbers liv en god historie? Uforfærdet prædikede og døbte han, talte nådesløse magthavere imod og bødede med sit liv i en retsløs rettergang. Vores skriftlige tradition har bevaret en stærk og levedygtig overlevering om Johannes Døber, der ganske vist træder svært i baggrunden i vores søde juletid. Det blev Johannes’ lod at træde i baggrunden. I kristent perspektiv blev Johannes først og fremmest det retvisende kompas. Vi hylder ham som den karismatiske vækkelsesprædikant, der døbte, måske oplærte og iflg. evangelierne pegede på Jesus og så gik over i historien som ”Forløberen”. Zakarias’ lovsang, Benedictus, der fejrer Johannes’ fødsel, forkynder – foregribende – evangeliet så rent og poetisk, at det stadig inspirerer og trøster. Her synges om, at Gudsfolket skal ”kende frelsen i deres synders forladelse, takket være Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge”. Vores aldeles nulevende salmedigter Niels Johansen har ladet sig inspirere til en tak til Zakarias: ”Du sang om din søn, om Johannes, / hvis ensomme magtfulde råb / fra ørknen en dag skulle kalde / de mange til Kristus med håb. / Gud gav dig en sang, Zakarias, / du tvivlstumme præst uden ord. / Skønt udbrændt så kunne du synge / din salme i Gudsrigets kor.” – ”Hvem husker i dag Zakarias? / Det gør jeg, når jeg mangler ord, / når løfterne bliver så store / jeg slet ikke ved om jeg tror. / Så husker jeg, Gud kunne synge / sin salme med ordløses røst. / Så derfor, – ja tak, Zakarias / for salmen til udbrændtes trøst.”
Der findes ikke i danske kirker mange fremstillinger af Zakarias, udover det helt vidunderlige træskærerarbejde i Roskilde Domkirke, som jeg tidligere har vist i dagens anledning. Billedskæreren Anders Mortensen, der med motivvalg gik sine egne veje, har dog på Nyborg Vor Frue Kirkes prædikestol i 1653 skildret Zakarias i en scene, hvor den stumme Zakarias efter tempeltjenesten træder frem for folket. (Se NEDERST på opslaget i https://kirkekunst.net/Kunst ). Der ser vi ikke en engel, men en due inde i bygningen. Kvinden yderst tv. i prædikestolsrelieffet er vel den (snart) gravide Elisabeth, der skammer sig over at være ufrugtbar til forskel fra andre kvinder – Denne gang vælger jeg undtagelsesvis at opprioritere motivet i en anskuelig tysk fortolkning, som lettere lader sig afkode ved et hurtigt blik på den digitale platform. Zakarias’ bebudelse figurerer på en altertavlefløj i Ailingen ved Friedrichshafen, udført 1862 af Alfred Sickinger. Her er vi tilbage ved Johanneshistoriens begyndelse, hvor Zakarias gør tempeltjeneste ved røgelsesofferalteret og den syvarmede lysestage, mens Gabriel bebuder Elisabeths uventede graviditet med den vordende Johannes Døber. Snart skal Gabriel videre med sin bebudelse til Maria, og så kan det blive jul! Fotos: Claus Jensen.
Birgitte Bech kirkekunst 